Husets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Færdig
De to søskende Lea og Tom beslutter sig for at gå en tur i skoven en mørk aften.
Pludselig farer de vild, og finder et kæmpestort og gammelt hus midt ude i skoven. De beslutter sig for at overnatte derinde. Men det finder de ud af, at de aldrig skulle have gjort, for i det hus begynder deres livs værste mareridt. For der findes da hverken hekse, vampyrer, spøgelser, monstre eller levende mumier? Eller gør der...?

4Likes
10Kommentarer
781Visninger
AA

19. KAPITEL 19

”Hvordan skal vi nu komme fri?” hulkede jeg, da mumierne var gået.
”Vi kan lige så godt give op nu” sagde Tom.
”Vi kan da ikke bare give op,” sagde Dylan opmuntrende. ”Hvis vi kunne klare alt det, vi har været igennem, kan vi også klare at finde at finde en vej ud”
Jeg prøvede atter at komme fri, men kviksandet var størknet. Jeg kunne ikke komme op. Jeg konkluderede, at det måske kunne have noget med den trylleformular at gøre.
”Tag min hånd” sagde Dylan. ”Jeg hjælper jer op!”
”Tror du, det vil virke?” spurgte jeg.
”Det her er en nødssituation, så selvfølgelig vil det virke” svarede Dylan med et smil.
Han rakte mig sin gennemsigtige hånd, og jeg tog imod den. Dylan hev til af alle kræfter i et desperat forsøg på at få mig fri. Efter et kvarters tid placerede en revne sig i det størknede kviksand. Lidt efter lidt blev revnen større og større; og pludselig var det stort nok til, at jeg kunne komme fri! Jeg så ned af mig selv. Mine jeans var helt beskidte, og det samme var min trøje.
”Se, hvor beskidte de er!” klagede jeg. ”De er lige til at smide ud”
”Pyt med det” sagde Dylan. ”Det vigtigste er, at du er i live”
Han hjalp også Tom op af kviksandet. Hans tøj var også beskidt, men vi havde ikke tid til at tage os af det. Nu gjaldt det bare om at komme ud!
Vi løb med raske skridt mod trappen. Men pludselig blev vi afbrudt af vrede stemmer nedefra. ”Hey, de stikker af! Dræb dem!”
Vi spurtede op ad trappen, men vi nåede ikke at komme ret langt, før jeg pludselig kunne mærke, at nogen tog fat i mit ben. Med et skrig faldt jeg hele vejen ned ad trappen. Nej, jeg faldt ikke. Jeg blev trukket ned!
”HJÆLP!” skreg jeg, så det gav genlyd i pyramidegangen.
”Hold din kæft!” råbte mumien, og gav mig en lussing med sin papirindpakkede hånd. Heldigvis gjorde det ikke ondt. Men det gjorde mit hoved til gengæld. Det dunkede af smerte efter mødet med de stejle trappetrin.
”Hvad gør vi med tøsen her?” spurgte mumien slesk, da vi stod for foden af trappen.
Den ene mumie kløede sig eftertænksomt i nakken.
”Vi kunne jo… drukne hende!” foreslog han med et ondskabsfuldt grin.
”Fremragende idé!” jublede den første mumie. ”Og bagefter gør vi det samme med ham drengen. Så kan vi få os et ordentligt måltid, når de nu engang er døde. De skal ikke tro, at de kan slippe levende fra os. Jeg mindes tydeligt den dejlige smag af menneskekød. Kan I ikke huske, da den lille pige havnede her i vores fælde for snart halvtreds år siden? Kæft, hun var nem, mand!” fortsatte han med et ondskabsfuldt grin. De to andre mumier grinede hånligt med.
Den lille pige, tænkte jeg. Det måtte selvfølgelig være spøgelsespigen!    
”Hvor er I bare dumme at høre på!” sagde jeg vredt.
Den første mumie vendte sig mod mig med et sæt.
”Jamen dog, lille tøs. Jeg havde næsten helt glemt, at du var her!” sagde han. ”Og hvor vover du at fornærme mig!”
Han fandt en stor skarp kniv frem, der lå i en kasse ved væggen. Han gik hen til mig, og snittede et stykke hud af min hånd. Jeg skreg af smerte, mens jeg med væmmelse betragtede blodet, der dryppede ud af hånden, og ned på mit i forvejen beskidte tøj.
”Det var bedre nu, ikke?” spurgte mumien med et hånligt grin. Han tog kniven op til sin papirindpakkede næse, og lugtede til blodet, der langsomt dryppede fra den. Jeg kunne se blodpletter dryppe ned på sandet.
”Lea!” hørte jeg pludselig en velkendt stemme råbe.
”Tom!” skreg jeg tilbage af mine lungers fulde kraft.
Tom kom styrtende mod mig med Dylan lige i hælene. Han havde knyttede næver, som om han var parat til at give mumierne et slag med dem.
”Tom, jeg tror ikke…” råbte Dylan efter ham. Men der var ingen, der fik at vide, hvad det var, før Tom lå helt livløs på jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...