Husets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Færdig
De to søskende Lea og Tom beslutter sig for at gå en tur i skoven en mørk aften.
Pludselig farer de vild, og finder et kæmpestort og gammelt hus midt ude i skoven. De beslutter sig for at overnatte derinde. Men det finder de ud af, at de aldrig skulle have gjort, for i det hus begynder deres livs værste mareridt. For der findes da hverken hekse, vampyrer, spøgelser, monstre eller levende mumier? Eller gør der...?

4Likes
10Kommentarer
780Visninger
AA

18. KAPITEL 18

Jeg vendte mig skrækslagen om. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Foran mig stod en levende mumie!
”Er du en… mumie?” spurgte Tom bange.
”Selvfølgelig! Hvad skulle jeg ellers være?” sagde mumien vredt med sin mørke stemme.
”Åh, hvor det dog glæder mig at se nogle fjolser som jer havne i min fælde. Det er næsten 150 år siden det skete sidst” fortsatte han slesk.
Jeg stirrede vantro på mumien. Han kunne umuligt være to hundrede år gammel. Eller kunne han?
”Jeg husker, da jeg havende i det her hus for første gang for snart tre hundrede år siden. Jeg blev spærret inde i netop det værelse, som I har nu, Lea og Tom. Og Dylan”
Vi udvekslede undrende blikke.
”Hvordan kender du vores navne?” spurgte Dylan.
”Det var mig, der skrev den dagbog, I fandt. Jeg var ved at dø af kedsomhed nede i denne pyramide, som jeg blev lagt i da jeg døde. Men mærkeligt nok genopstod jeg. Så jeg tænkte, at jeg ville have lidt sjov. Jeg lagde dagbogen det sted, hvor I fandt den. Jeg håbede, at sådan nogle fortabte fjolser som jer ville finde den, i et desperat forsøg efter at komme ud herfra. Enhver, som rører den, vil være i min varetægt for evigt! HAHAHAHAHA!” sagde han ondskabsfuldt.
Nu gik sandet mig næsten til halsen. Jeg prøvede desperat at komme fri, men det var som om, jeg sank længere og længere ned, for hver bevægelse, jeg foretog.
”Og nu til det bedste. Jeg har gemt en lille overraskelse til jer. Nå, nej. Jeg trænger faktisk til lidt underholdning. Så kan jeg bare sidde og se på, mens I langsomt synker til bunds i min fantastiske fælde! Åh, hvor jeg dog elsker skrigene” fortsatte han med en slesk stemme.
”Det her kan du ikke gøre!” råbte Dylan vredt. ”Slip straks børnene fri!”
”Selvfølgelig kan jeg det, min ven” sagde mumien.
”Har du nogen idé om, hvor mange kræfter, jeg besidder? Nå, ikke? Dem får du snart at føle, hvis du irriterer mig endnu mere med dine tåbelige udtalelser” sagde mumien ondskabsfuldt.
Dylan tænkte som en gal.
Men han nåede ikke at tænke videre, før han blev afbrudt af min stemme, der panisk råbte på hjælp. Sandet gik mig næsten til hovedet nu.
Det gik op for mig, at det ikke nyttede noget at råbe.
”Jamen dog. Jeg havde helt glemt noget. I skal nu møde mine allerbedste venner” sagde mumien med et grin.
Bag ham trådte tre andre mumier frem.
”Vær hilset” sagde den ene slesk. Han rakte Dylan sin papirindpakkede hånd, men han ville ikke tage imod den.
”Er man uhøflig?” spurgte mumien vredt. ”Det kommer du ikke langt med, min fine ven” fortsatte han.
”Hvad med, om vi lader disse to kære børn blive i min elskede fælde i lidt længere tid?” foreslog den første mumie med et hånligt grin.
De to andre mumier grinede med en humorforladt ond latter.
Mumien gik en anelse tættere på, og for sig selv mumlede han en trylleformular.
”Ja, så er det ordnet! Om en times tid eller to vil børnene være døde!” jublede han. ”Kom venner, vi smutter. Imens børnene beder deres sidste bønner, må vi gøre det, der skal til, for at vi kan få os et lækkert måltid i aften. Jeg er skrupsulten!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...