Husets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Færdig
De to søskende Lea og Tom beslutter sig for at gå en tur i skoven en mørk aften.
Pludselig farer de vild, og finder et kæmpestort og gammelt hus midt ude i skoven. De beslutter sig for at overnatte derinde. Men det finder de ud af, at de aldrig skulle have gjort, for i det hus begynder deres livs værste mareridt. For der findes da hverken hekse, vampyrer, spøgelser, monstre eller levende mumier? Eller gør der...?

4Likes
10Kommentarer
779Visninger
AA

17. KAPITEL 17

Da Dylan var helt sikker på, at heksen var gået, begyndte han at gå. Nej, han gik ikke. Han løb. Skyndte sig at komme tilbage til børnene, før heksen opdagede, at han havde været inde på kontoret. Ved værelsets dør, kunne han tydeligt høre heksen bande rasende:
”Forbandede kryb! Ækle, små… sataner! De tror de kan stjæle fra mig. Men nej… Nu skal der andre boller på suppen! MUHAHAHAHA!”
Dylan forsvandt lydløst gennem døren til værelset.
”Hvordan gik det?” spurgte jeg, da Dylan kom ind.
”Jeg fik heksens nøglebundt. Og et kort over huset” sagde Dylan.
”Fantastisk!” udbrød Tom.
Dylan gik om på den anden side af døren og prøvede nøglerne. Ved nøgle nummer 25 havde han held med sig. Døren gik knirkende op, da Dylan åbnede den.
”Vi må hellere låse døren, mens vi er væk. Så tror heksen, at vi stadig er låst inde, hvis hun nu skulle komme forbi” sagde Dylan.
Han bredte kortet ud og studerede det. Jeg og Tom gik hen til ham.
”Kan du se, hvor udgangen er?” spurgte Tom.
Dylan rystede på hovedet.
”Nej. Jeg tror ikke, det kan ses på kortet” svarede han kort.
”Men alt andet kan ses. Vejen til Det Treøjede Monster, Den Underjordiske Pyramide, kælderen, heksens kontor, også videre” fortsatte Dylan.
”Hvilken Underjordisk Pyramide?” spurgte Tom bange. ”Det har jeg ikke hørt om”
”Men vi har jo ledt efter udgangen på kontoret og i kælderen. Og der kunne vi ikke finde det. Jeg synes, vi burde undersøge hele huset bare for en sikkerheds skyld” indskød jeg.
”H-hvad hvis der sker noget med os?” spurgte Tom ængsteligt.
”Så har vi jo hinanden” svarede Dylan. ”Lea har ret. Vi bliver nødt til at undersøge hele huset”

Som sagt så gjort. Selvom Tom ikke var meget for det, lykkedes det alligevel efter meget overtalelse at få ham med på det. Dylan foreslog, at han også bare kunne blive på værelset, mens vi var væk, men Tom nægtede. Han sagde, at han var bange for at være der alene.
”Indgangen til Den Underjordiske Pyramide burde være her” sagde Dylan, da han pludselig stoppede op.
”Det har du sagt mange gange” svarede Tom. ”Men her er ingenting!”
Mens vi gik og spejdede efter indgangen, kunne vi pludselig høre en svag gråd.
”Det er pigens gråd” forklarede Dylan. ”Det passer også med, at vi er på gangen, hvor Det Treøjede Monster befinder sig”
Jeg var ikke bange for at se et spøgelse, efter alt det, vi havde oplevet. At se et spøgelse var bare barnemad i forhold til det. Så jeg gik bare roligt videre. Pludselig kunne jeg mærke et kraftigt vindpust. Jeg havde det, som om noget fløj over mig. Eller nogen. Jeg vendte mig om, og så en lille pige stå foran mig. Hendes ansigt var blegt, ligesom resten af kroppen, og hun så på mig med triste øjne.
”Ved du, hvor indgangen til Den Underjordiske Pyramide er?” spurgte Dylan pigen. Pigen brast i gråd.
”I-I må i-ikke gå d-derned” fremstammede hun hulkende.
”I k-kommer a-aldrig t-tilbage igen”
Hendes stemme lød, som om den ikke var blevet brugt i meget lang tid. Jeg og Dylan så på hinanden.
”Vil du ikke nok fortælle os det?” spurgte Dylan venligt.
I det samme begyndte pigen at falme, hvorefter hun forsvandt.
”Tja.. det ser ud til, at vi må klare det her på egen hånd” sagde Dylan kort.
”Hey, se der!” sagde Tom og pegede. ”Det ligner, at der er en dør i væggen!”
Vi skyndte os hen til ham. Der var en lang, rund revne i væggen. Det var nemt at opdage, hvis bare man kom tæt nok på.
Du har ret!” sagde Dylan, efter at have undersøgt det nærmere.
”Måske er det indgangen!” sagde Tom.
Der var ikke noget håndtag, så vi måtte skubbe til døren af alle kræfter. Til sidst gav den efter, og forsvandt ind i muren. Til vores overraskelse var der ikke mørkt derinde. Foran os var en trappe, som vi ikke kunne se enden på. Den blev oplyst af flammer fra fakler, der hang på væggen.
”Se! Der er hieroglyffer på væggen!” udbrød Tom.
Ganske rigtigt. Langs muren var der indgraveret hieroglyffer i forskellige figurer og farver.
Da trappen endte, kunne jeg pludselig mærke, at vi gik på et tykt lag sand.
”Det er virkelig som om, vi befinder os i en pyramide!” sagde jeg. ”Denne her pyramide er ikke så slem”
I det samme fortrød jeg, at jeg havde sagt det. For pludselig kunne jeg ikke længere bevæge mine fødder! Jeg sad fast!
”HJÆLP” skreg Tom panikslagen, mens han desperat forsøgte at komme fri. ”Jeg sidder fast!”
”Det gør jeg også!” skreg jeg tilbage.
Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at synke. Snart gik sandet mig til livet.
”Det her er en fælde!” råbte Tom.
”Nå, der er nok nogen, der er gået i fælden” lød en mørk, hæs stemme bag os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...