Husets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Færdig
De to søskende Lea og Tom beslutter sig for at gå en tur i skoven en mørk aften.
Pludselig farer de vild, og finder et kæmpestort og gammelt hus midt ude i skoven. De beslutter sig for at overnatte derinde. Men det finder de ud af, at de aldrig skulle have gjort, for i det hus begynder deres livs værste mareridt. For der findes da hverken hekse, vampyrer, spøgelser, monstre eller levende mumier? Eller gør der...?

4Likes
10Kommentarer
799Visninger
AA

16. KAPITEL 16

Vi sad alle tre på gulvet, og snakkede frem og tilbage om, hvad vi skulle gøre. Men ingen af os kunne komme på noget, overhovedet. Efter et par minutters tavshed, kom Dylan i tanker om noget og sagde:
”Jeg ved, hvad vi gør! Spøgelser kan rent faktisk godt røre ved ting i nødsituationer, så jeg kunne godt prøve at snige mig ud og tage nøglen fra heksen”
”Det er i hvert fald den eneste mulighed, vi har for at slippe væk” sagde Tom.
”Jeg venter til i aften med at gøre det. Heksen går sine lange aftenrunder der, så på det tidspunkt har jeg masser af tid” sagde Dylan.
Ventetiden var næsten det værste. Vi fik tiden til at gå med at snakke, fortælle gåder og vittigheder. Dylan havde næsten glemt, at han skulle ud på sin ekspedition, da det gik op for ham, at det var midnat.
”Hvad hvis heksen ser dig?” spurgte jeg, da Dylan rejste sig.
”Så forvandler jeg mig bare til en flagermus” sagde Dylan, og forsvandt lydløst gennem døren.
Dylan kiggede sig omkring på den mørke, lange gang. Kranier af mennesker og dyr hang på stenvæggen. Menneskekranierne lo hånligt af ham.
”Hey, du forstyrrer, mand!” sagde et menneskekranie med en dyb stemme.
”Hvad fortager du dig herude så sent?” forlangte et andet at få at vide.
Dylan ignorerede kraniernes kommentarer, og fortsatte bare med at gå. Han var slet ikke klar over, at kranierne var levende. Dylan følte sig meget let. Som aske, der snart ville blæse væk. Han havde endnu ikke vænnet sig til tanken om, at han rent faktisk var et spøgelse. Efter et par minutters gang, fik han øje på heksens kontor. Han stoppede op og lyttede. Der var fri bane. Godt. Han tog en dyb indånding, og gik så let som ingenting gennem døren. Mørkt indenfor. Han famlede sig frem efter en kontakt. Han fandt den - trykkede det ned - og tændte lyset. Til sin store lettelse kunne han røre ved alting. Han åndede lettet op. Hvis han ikke havde kunnet det, var børnene færdige. Han fik et stort chok, da han så sine egne indvolde i nogle syltetøjsglas, der stod på hylden ved stenvæggen. Den hylde, som han selv kom til at vælte for ikke så længe siden. På hvert glas var en seddel, hvor der stod med heksens nydelige håndskrift: ”Vampyrindvolde. Må ikke røres!”
Han vendte blikket fra det forfærdelige syn. Okay. Ingen panik, tænkte han for sig selv. Nøglen… Hvor var den? Han spejdede rundt i rummet, men kunne ikke finde noget, der så meget som lignede en nøgle. Der stod nogle små messingkister på hylden ved siden af syltetøjsglassene. Måske var nøglen i en af dem. Ja, det kunne være! Tiden var knap. Han havde ikke meget tid at tænke i. Han skulle bare finde den nøgle, før heksen kom tilbage. Skulle klare det! Han gik hen til hylden, tog en af kisterne og åbnede den. I den kiste var et sammenrullet, gammelt papir. Han tog det op og bredte det ud på bordet. Det så ud til at være et kort. Et kort over huset. Han tænkte, at de nok ville få brug for det og rullede det sammen igen. I bunden af kisten var et nøglebundt. Han var klar over, at han nu kunne få adgang til alle rum i huset. Måske havde han nøglen til hoveddøren, så børnene endelig kunne komme hjem! Det ville være helt fantastisk. Han satte kisten tilbage på sin plads, tog kortet og nøglebundtet og skyndte sig ud igen. Det var heldigt, at han lige nåede at smutte om et hjørne, for nu kunne han høre slæbende skridt nærme sig kontoret. Skyggen af en spids hat kom til syne i det svage månelys. Heksen var uden tvivl kommet tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...