Husets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Færdig
De to søskende Lea og Tom beslutter sig for at gå en tur i skoven en mørk aften.
Pludselig farer de vild, og finder et kæmpestort og gammelt hus midt ude i skoven. De beslutter sig for at overnatte derinde. Men det finder de ud af, at de aldrig skulle have gjort, for i det hus begynder deres livs værste mareridt. For der findes da hverken hekse, vampyrer, spøgelser, monstre eller levende mumier? Eller gør der...?

4Likes
10Kommentarer
771Visninger
AA

15. KAPITEL 15

Jeg vendte mig langsomt om, og gloede lige ind i heksens onde, udtryksløse øjne.
”Der har åbenbart været noget galt med fortryllelsen, siden I kunne åbne døren” sagde heksen og fandt sin tryllestav frem og svang den i luften, mens hun for sig selv mumlede en kompliceret trylleformular.
”Prøv bare at åbne døren” sagde hun. ”Men det kan ikke betale sig, for nu er den forseglet”
Jeg fik tårer i øjnene. Det var anden gang, vi var blevet stoppet i vores flugtforsøg. Hvis bare Dylan stadig var her, så han kunne hjælpe os. Da vi fulgte efter heksen op ad trappen, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage længere.
”Hold op med det tuderi!” sagde heksen. ”Måske skulle du overveje at skifte navn til tudeprinsesse?”     
Jeg ignorerede heksens bemærkning, og fortsatte bare med at gå. Heksen fulgte os gennem gange og op og ned ad trapper. Jeg prøvede at huske vejen, men opgav til sidst.
Heksen førte os op til vores værelse. Hun åbnede værelsets dobbeltdør, og gennede os derind.
”I kan gøre mig den tjeneste at blive herinde. For evigt!” gnæggede hun, og smækkede døren i og låste. Jeg følte mig svimmel. Og træt. Svimmelheden tvang mig til at sidde ned på trægulvet. Jeg så mig om i værelset. Ovenover kaminen hang et kæmpe maleri af heksen i en overdådig guldramme. Hun stirrede på os med et vredt, iskoldt blik. Ilden knitrede lystigt, og sendte gløder op i luften. Ved siden af klædeskabet var et stort bornholmerur, hvis visere var gået i stå. Det er heldigt, at tiden står stille, mens vi er herinde, tænkte jeg. Så behøvede vi ikke at bekymre os om vores forældre. I det tilfælde havde vi et problem mindre.

Midt om natten vågnede jeg ved en knirkende lyd. Jeg satte mig op i sengen med et sæt, og kastede et blik på Tom. Han sov fast. Så det var ikke ham. Jeg stirrede mod værelsets dobbeltdør. Der var ikke noget. Jeg skulle lige til at vende mig om på den anden side for at sove videre, da jeg pludselig mærkede et køligt vindpust. Jeg kastede et blik på døren igen, og fik jordens største chok. Mit hjerte bankede helt oppe i halsen. Jeg troede, jeg drømte. Det kunne ikke være rigtigt. Foran døren stod Dylan i en spøgelsesagtig skikkelse!
”D-Dylan?” stammede jeg nervøst.
Dylan gik en anelse tættere på.
”Ja, det er mig” sagde han. Hans stemme lød, som om den kom meget langt væk fra.
”Virkelig?” spurgte jeg.
”Jeg valgte at vende tilbage” sagde han dæmpet.
”Når vampyrer dør, kan de vælge at blive til spøgelser, fordi de er udødelige. Men det ved heksen ikke” fortsatte han.
”Kan du hjælpe os ud herfra?” spurgte Tom, der netop var vågnet.
Dylan stirrede overrasket på mig, da han hørte Toms stemme.
”Er han…?” begyndte han.
”Ja,” sagde jeg, og fortalte Dylan historien om vores fald. Jeg fortalte også, at heksen standsede vores flugtforsøg.
”Den lede so” sagde Dylan vredt. ”Man skulle næsten tro, at hun har øjne i nakken”
”Men kan du ikke hjælpe os ud herfra?” spurgte Tom håbefuldt.
”Jo…” begyndte Dylan, og kløede sig i nakken.
”Heksen gemmer altid sine nøgler et sikkert sted. På kontoret. Så man kan ikke komme derind uden en nøgle, med mindre man kan trylle sig derind!” fortsatte han.
”Jamen hvad gør vi så?” spurgte jeg.
”Tja… det ved jeg ikke. Jeg kunne jo snige mig ind på kontoret og hente dem. Problemet er bare, at jeg ikke kan røre ved noget. Mine hænder vil bare gå igennem dem” sagde Dylan ærgerligt.
”Kattens osse!” sagde jeg. ”Tror du virkelig, at heksen vil spærre os inde her for altid?” fortsatte jeg.
”Jeg ved det ikke” sagde han. ”Heksen er meget ond, ved I. Men for evigt er meget, meget lang tid. Jeg har hørt om nogen, der blev spærret inde her. Lige præcis her. De troede også, at de en skønne dag ville blive lukket ud. Men de kom aldrig ud igen” fortsatte han kort.
”Åh, Dylan! Tænk hvis det også sker for os?” sagde jeg, og kunne mærke, at jeg var ved at gå i panik.
”Vil det så sige, at personerne døde her?” spurgte Tom med klaprende tænder.
”Ja” svarede Dylan kort. ”Det siges, at man kan høre en piges klagen på den gang, hvor Det Treøjede Monster befinder sig”
”Ved du, om der er andre folk, som er døde her på stedet?” spurgte jeg.
”Ja, masser. Folkene som spærres inde her, bliver langsomt forvandlet til monstre, eller andre skabninger. Lad mig fortælle jer, hvordan jeg blev til vampyr” svarede Dylan kort.
Han rømmede sig og kløede sig i nakken, før han begyndte at fortælle: ”Jeg var gået en tur i skoven, da det pludselig begyndte at tordne og blæse op. Jeg kunne ikke bare stille mig under et træ, da det er livsfarligt, hvis det tordner. Så jeg gik rundt og ledte efter et sted, hvor jeg kunne søge ly for natten. Jeg var allerede helt gennemblødt, da jeg fik øje på dette hus mellem nogle træer. Jeg gik op til hoveddøren og bankede på. Døren åbnede af sig selv, og jeg gik indenfor. Der var helt buldermørkt og klamt. Jeg skulle lige til at gå, da hoveddøren pludselig smækkede i bag mig. Jeg prøvede at åbne den, men kunne ikke. Det gik op for mig, at jeg var fanget” fortalte han.
Vi lyttede i åndeløs tavshed. Det eneste, vi kunne høre, var vores egen vejrtrækning.
”Videre!” sagde Tom ivrigt. ”Hvad skete der så?”   
”Jeg var på vej op ad trappen, da jeg pludselig blev bidt i nakken. Og så blev alt sort. Da jeg vågnede, opdagede jeg, at der var noget galt. Jeg fandt ud af, at jeg havde fået den der hugtand. Og jeg var tørstig som en kamel. Jeg fik noget vand, men det slukkede ikke min tørst. Så gik det op for mig, at jeg var blevet til en vampyr. Men jeg har aldrig nogensinde dræbt et menneske. Det kan jeg ikke få mig selv til. For at overleve fik jeg blod fra mus og andre smådyr” fortalte han. Han holdt en pause for at trække vejret.
”Nå, I må hellere sove nu. Vi kan snakke videre om, hvad vi skal gøre i morgen” sagde Dylan.
Mens jeg lå i min seng, spekulerede jeg på alle de ting, vi havde oplevet herinde. Men til sidst var jeg så træt, at jeg lod søvnen overmande mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...