Husets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Færdig
De to søskende Lea og Tom beslutter sig for at gå en tur i skoven en mørk aften.
Pludselig farer de vild, og finder et kæmpestort og gammelt hus midt ude i skoven. De beslutter sig for at overnatte derinde. Men det finder de ud af, at de aldrig skulle have gjort, for i det hus begynder deres livs værste mareridt. For der findes da hverken hekse, vampyrer, spøgelser, monstre eller levende mumier? Eller gør der...?

4Likes
10Kommentarer
774Visninger
AA

14. KAPITEL 14

Jeg kunne tydeligt se afgrunden under mig. Stengulv. Ventede bare på den knusende smerte, der ville komme med sammenstødet. Ventede… Tom var så uheldig, at han landede med hovedet først. Det gav et ordentligt dunk, idet han ramte gulvet. Jeg landede på maven, og udstødte et skrig af smerte. En mavepumper.
”Lea! Er du okay?” spurgte Tom, da han var kommet til sig selv.
Der var ikke sket noget med ham, bortset fra, at han fik en ordentlig bule lige midt i panden. Jeg vendte mig overrasket mod ham. Det gik op for mig, at Tom ikke længere var hukommelsesløs. Måske var det på grund af slaget. Der var heller ikke sket noget med mig, udover at jeg have fået nogle enkelte hudafskrabninger på mine hænder. Vi slap heldigt fra det. Det kunne have været meget værre.
”Ja,” svarede jeg.
Vi kiggede os omkring, og fik til min store glæde øje på hoveddøren!
”Tom! Vi er frie! Vi er reddet!” jublede jeg.
Jeg rejste mig, og tog i håndtaget. Til vores store overraskelse var døren ikke låst. Vi kunne bare smutte ud.
”Kommer du, Tom?” spurgte jeg.
”Ja… klart” svarede han og rejste sig og gik med mig ud.
Det var stadig mørkt udenfor. Den store runde fuldmåne i horisonten oplyste alting og græsset var dugvådt. Jeg fandt min mobil frem fra lommen og tændte den. Jeg udstødte et gisp af overraskelse.
”Tom! Se her!” sagde jeg.
”Hvad er der?” spurgte han.
”D… Det kan ikke passe” fik jeg fremstammet.
”Hvad kan ikke passe?” spurgte Tom.
”Displayet viser den samme dato, som da vi gik ind i huset” forklarede jeg.
”Tror du ikke bare, at der er noget galt med din mobil?” spurgte Tom, og fiskede sin egen mobil op af lommen og tændte den. Han fik det samme ansigtsudtryk, som jeg havde for et øjeblik siden. Han måbede.
”Gud! Det gør min også!” sagde han.
”Vil det så sige at…?” begyndte jeg.
”Tiden har stået stille, mens vi havde været væk” fortsatte Tom.
”Jamen… vi har været væk i flere dage” sagde jeg. ”Jeg troede kun sådan noget var muligt i film og tegneserier”
”Åbenbart ikke” svarede Tom. ”Det er noget, der hedder magi!” tilføjede han.
Pludselig blev vi afbrudt af en hæs gnæggen bag os.
”Nå, så I troede, at I bare ku’ smutte, hva’?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...