Husets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Færdig
De to søskende Lea og Tom beslutter sig for at gå en tur i skoven en mørk aften.
Pludselig farer de vild, og finder et kæmpestort og gammelt hus midt ude i skoven. De beslutter sig for at overnatte derinde. Men det finder de ud af, at de aldrig skulle have gjort, for i det hus begynder deres livs værste mareridt. For der findes da hverken hekse, vampyrer, spøgelser, monstre eller levende mumier? Eller gør der...?

4Likes
10Kommentarer
768Visninger
AA

13. KAPITEL 13

Jeg stod som lammet, da jeg hørte Dylans hjerteskærende skrig gennem døren. Hvorfor løb jeg ikke væk? Hvorfor stod jeg bare der, mens vores ven var i knibe? Jeg måtte gøre noget. Men hvad kunne jeg gøre? Jeg havde lyst til at løbe, men kunne ikke. Jeg stod som naglet til stedet. Det var som om, mine ben var limet fast til gulvet! Efter et stykke tid, hørte jeg heksen grine med en hysterisk og triumferende latter.
Det var min skyld, at det her var sket. Det var min skyld, at jeg og Tom blev udsat for det her vanvid. Mon vi nogensinde ville komme ud herfra i live? Jeg prøvede at lægge brikker sammen i mit hoved. Tom var blevet hjernevasket af det der monster. Heksen har taget ham til fange, og havde muligvis lige dræbt Dylan. Nej, jeg kunne ikke holde ud at tænke på det. Nu havde jeg ikke mere tid at tænke i, for pludselig blev døren til heksens kontor åbnet.
”Jamen dog. Hvad laver du her, lille ven?” spurgte heksen, der stod i døråbningen.
”Hvad har du gjort ved Dylan? HVAD HAR DU GJORT!?” skreg jeg rasende.
Det røg bare lige ud af munden på mig.
”Du kan selv gå ind og se, min kære” gnæggede heksen, idet hun lukkede døren med et klik.
Hun vendte sig for at gå. Da hun var gået, tog jeg en dyb indånding, og med bankende hjerte åbnede jeg døren.
Da jeg havde tændt lyset, fik jeg jordens største chok. For midt på gulvet lå Dylan. Død. Eller snarere sprættet op. Hans indvolde lå på træbordet ved siden af nogle syltetøjsglas. Det forfærdelige syn af Dylans indvolde på bordet gjorde, at jeg blev svimmel. Så svimmel, at jeg fik kvalme. Heksen var sindssyg! Havde hun virkelig tænkt sig, at bruge Dylans indvolde til pynt? Jeg behøvede ikke noget svar, for jeg kendte det allerede. Ja. Selvfølgelig. Og hvor var Tom henne? Han var ikke til at se nogle steder. Jeg kunne ikke holde ud at se på indvoldene længere, og gik ud og gav mig til at lede efter Tom.
”Tom!” kaldte jeg. ”Tom, hvor er du?”
Efter et stykke tids søgen, fandt jeg ham på værelset. Han sad oppe i sin seng og gloede ud i luften.
”D-Dylan er død!” hulkede jeg. ”Heksen har dræbt ham!”
Tom svarede ikke, men stirrede bare fortsat ud i luften, som om jeg slet ikke var der.
”Vi skal væk herfra, NU!” råbte jeg, og trak i hans arm.
Jeg begyndte at løbe, og Tom fulgte vraltende efter.
”Hvor skal vi hen?” spurgte han.
”Hjem” sagde jeg. ”Jeg vil ikke være her et sekund længere!”
”Hvor hjem?” spurgte han forvirret.
Jeg svarede ikke, for jeg fik ikke noget ud af det. Tom var stadig hukommelsesløs. Bare Dylan var her, så han kunne hjælpe mig med at få fixet Toms hukommelse. Vi løb uden at ane, hvor vi løb hen. Der måtte være en udgang. Det skulle der være. Pludselig forsvandt gulvet under vores fødder. Jeg slap ufrivilligt Toms hånd, og faldt skrigende mod afgrunden. Styrtede. Mod døden.                                            

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...