Husets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Færdig
De to søskende Lea og Tom beslutter sig for at gå en tur i skoven en mørk aften.
Pludselig farer de vild, og finder et kæmpestort og gammelt hus midt ude i skoven. De beslutter sig for at overnatte derinde. Men det finder de ud af, at de aldrig skulle have gjort, for i det hus begynder deres livs værste mareridt. For der findes da hverken hekse, vampyrer, spøgelser, monstre eller levende mumier? Eller gør der...?

4Likes
10Kommentarer
840Visninger
AA

12. KAPITEL 12

Jeg var alt for chokeret til at kunne sige noget. Jeg vidste bare, at heksen havde ret. Vores problemer var kun lige begyndt. Og det så ud til at blive endnu værre.
”Min lille dreng” sagde heksen med sin sleske, ondskabsfulde stemme.
”Vil du være så venlig at gå ned til de fremmødte med denne kurv? Du ved, hvad du skal gøre, når vores offer endelig er fundet” fortsatte hun med en hysterisk latter, der gav mig ørepine. Heksen lagde nogle papirstumper ned i kurven, og rystede den, så stumperne blev blandet godt sammen.
”Den, der trækker tallet tretten er vores offer!” jublede heksen.
Uden et ord adlød Tom heksens ordre, og gik ned ad scenen og ud på gulvet til de skrækslagne væsner, der atter begyndte at savle, spytte og skrige. Jeg forstod godt, hvorfor de var så ophidsede. Jeg var også bange, men vidste samtidig også, at sandsynligheden for, at jeg trak tallet tretten var meget lille. Efter et stykke tid kom Tom hen til os med kurven.
”Træk et nummer. Nu!” beordrede Tom.
Jeg kunne slet ikke genkende min egen lillebror igen.
Jeg havde overhovedet ikke lyst til at adlyde, men havde ikke andet valg.
Jeg lukkede øjnene, og med bankende hjerte trak jeg et nummer op.
Da jeg så nummeret, fik jeg både lyst til at skrige og græde på en gang.
Det var nemlig mig, der fik tallet 13! Nu lod jeg tårerne få frit løb. Dylan spurgte, hvad der var galt. Jeg viste ham nummeret, og han så ud som en, der havde set et spøgelse. Eller noget langt værre.
”Vi… vi bytter” sagde Dylan stille.
”Jamen vi har brug for din hjælp” sagde jeg.
”Jeg har hjulpet jer godt på vej. Jeg har været spærret inde her i 50 år, og har aldrig set dagens lys siden. I er bare børn. Det er ikke mig, der skal fortsætte, men jer. Jeg ved, at I kan klare den uden min hjælp” sagde han.
”Tja… du har nok ret” sagde jeg stille, og kiggede ned i jorden.
”Farvel, Lea” sagde Dylan kort, og gav mig et kram.
”Det var rigtig hyggeligt at lære dig og din bror at kende. Men vi ses jo nok… når jeres tid kommer”
Dylan gav mig sit nummer, og jeg gav ham mit. Efter nogle minutters tavshed, gik Tom ned til os. Med bankende hjerte så jeg, hvordan Dylan blev ført op til scenen. Jeg var tvunget til at kigge. Tvunget til at se vores ven blive plaget. Myrdet. Foran mig.
”Bind ham!” råbte heksen, så det gav genlyd i salen. Tom fandt en snor frem, og bagbandt Dylans hænder.
”Før ham op på mit kontor. Så får vi at se, hvad vi skal gøre ved ham” beordrede hun. Tom nikkede, og førte Dylan ud af rummet med heksen lige i hælene.
”Tom!” skreg jeg. ”Tom! Dylan!”   
Jeg satte i løb efter dem, men det var for sent. De var allerede ude af syne, og hvis jeg fulgte den forkerte gang, kunne jeg risikere at fare vild. Og jeg turde ikke løbe nogen risiko. Jeg valgte til sidst at følge den gang, jeg troede var den rigtige. Efter nogle minutters gang, kunne jeg genkende stedet. Godt. Så var jeg på rette vej. Jeg stoppede pludselig ved lyden af nogle utydelige stemmer. Jeg kiggede mig omkring, og fik øje på døren til heksens kontor. Jeg kunne høre, at stemmerne kom derindefra. ”Jeg vil myrde dig! Du skal brændes! Eller endnu bedre: Blive flået levende, så jeg kan få dine indvolde, og putte dem i de hersens glas. Lyder det ikke bare dejligt?” kunne jeg høre heksens ondskabsfulde stemme sige.
”Jeg vil bare gerne vide, hvordan man kommer ud herfra” sagde Dylans stemme.
”Synd, at du ikke kommer til at leve længe nok til at finde ud af det” gnæggede heksen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...