Husets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Færdig
De to søskende Lea og Tom beslutter sig for at gå en tur i skoven en mørk aften.
Pludselig farer de vild, og finder et kæmpestort og gammelt hus midt ude i skoven. De beslutter sig for at overnatte derinde. Men det finder de ud af, at de aldrig skulle have gjort, for i det hus begynder deres livs værste mareridt. For der findes da hverken hekse, vampyrer, spøgelser, monstre eller levende mumier? Eller gør der...?

4Likes
10Kommentarer
766Visninger
AA

11. KAPITEL 11

Jeg havde overhovedet ingen idé om, hvor længe jeg og Dylan havde været spærret inde i heksens kontor, da døren pludselig blev åbnet.
”Jeg håber, at I har nydt jeres lille ophold på mit kontor” gnæggede en ond, slesk stemme. Heksen. Selvfølgelig. Jeg havde langt fra nydt det. Tværtimod. Hver muskel gjorde ondt, efter at have ligget på det hårde stengulv, og jeg havde ikke lukket et øje hele natten. Det havde Dylan for resten heller ikke, men til gengæld havde han ingen smerter.
”Jeres uhyggelige oplevelser er først lige begyndt” gnæggede heksen.
”Og I skal ikke så meget som prøve på at stikke af, for så ved I godt, hvad der sker” fortsatte hun med et grin.
”Shit!” hviskede Dylan, da heksen begyndte at gå.
”Hvad er der?” spurgte jeg Dylan.
”Det havde jeg fuldstændig glemt. Det er nu, det sker. Det er nu, Dødsnatten finder sted” hviskede han.
Jeg vidste ikke, hvad den såkaldte Dødsnat var, men det lød ikke som lutter lagkage. Og det var det sandsynligvis heller ikke. Mens vi gik, kunne jeg se gennem vinduerne, at det var ved at være mørkt. Så havde vi altså været på kontoret i længere tid, end jeg havde troet.
Efter en evighed havnede vi i et stort rum, hvor der var en scene for enden. På scenen var en høj talerstol og nogle monstre foran et rødt scenetæppe. De brølede højt, idet vi passerede dem. De var tre gange så høje som heksen og grønne og slimede. Deres brøl gav genlyd i salen. Det var ikke ligefrem en behagelig velkomstkomité for mit vedkommende. Der var ingen stole på gulvet foran scenen. Nu kunne vi høre stønnen og skrig fra andre monstre og væsner, der gik ind i rummet. De stillede sig foran scenen, mens de fortsat rystede og savlede af skræk.
”Tag plads, tag plads!” gnæggede heksen i en mikrofon, der skrattede som en gammel rusten grammofonplade. Hun stod nu ved talerstolen, og så sig omkring. Tom var den eneste, vi ikke havde set endnu.
”Kære venner” sagde heksen i den skrattende mikrofon, da der var faldet ro over de fremmødte. Nogle stod stadig og rystede, men de skreg dog ikke længere.
”Vi er samlet her i aften.. eller nat… for at finde årets offer!” fortsatte hun med en ondskabsfuld latter.
”Lad mig præsentere jeres vært. Han kommer her!” sagde heksen.
Nu blev det røde scenetæppe flyttet til side, og bag det var ingen ringere end… TOM!                                                

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...