Husets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Færdig
De to søskende Lea og Tom beslutter sig for at gå en tur i skoven en mørk aften.
Pludselig farer de vild, og finder et kæmpestort og gammelt hus midt ude i skoven. De beslutter sig for at overnatte derinde. Men det finder de ud af, at de aldrig skulle have gjort, for i det hus begynder deres livs værste mareridt. For der findes da hverken hekse, vampyrer, spøgelser, monstre eller levende mumier? Eller gør der...?

4Likes
10Kommentarer
787Visninger
AA

10. KAPITEL 10

Endnu et brøl flænsede stilheden. Det var så højt, at jeg ikke kunne høre mig selv tænke. Jeg kunne mærke, at jorden rystede under os.
”Det her tegner ikke godt,” sagde Dylan, og så sig nervøst omkring. Dunk. Dunk. Dunk lød skridtene, som kom nærmere og nærmere. Dunk. Dunk. Dunk.
”Hvad tror du det er?” spurgte jeg bange.
”Det er godt at vide” svarede Dylan. Floden havde nu drevet os ind i en tunnel, og inde i mørket kunne jeg se nogle svagtlysende røde øjne. Jeg ville skrige, men kunne ikke. Pludselig mistede jeg balancen, og faldt hovedkulds i den kraftige strøm, der førte mig direkte mod væsnet, eller hvad det nu var, der stod og lurede inde i tunnelen.
”HJÆLP!” skreg jeg, og gjorde alt, hvad jeg kunne for at holde hovedet ovenvande.
”Hold ud! Jeg kommer!” råbte Dylan, og sprang selv ned i vandet. Vandet drev mig længere og længere ned ad floden, og det var svært at holde hovedet oppe. Mens jeg drev af sted, spekulerede jeg på, hvor Tom mon var. Pludselig kom en stor mængde vand over mit hoved, og så blev alt sort. Jeg vågnede senere på en bred i hulen. Det var helt mørkt, så jeg kunne intet se.
”Dylan?” kaldte jeg, da jeg var kommet til mig selv.
”Bare rolig, jeg er lige her” hørte jeg hans stemme sige. Vi lå mirakuløst ved siden af hinanden. Jeg forsøgte at rejse mig, men var alt for afkræftet.
”Hvor er Tom?” spurgte jeg. Dylan nåede ikke at svare på mit spørgsmål, for pludselig blev jeg nærmest blændet af et skarpt lys. Det viste sig, at lyset stammede fra en lommelygte. Og så gav heksens frygtindgydende onde latter genlyd i hulegangene.
”Jamen hvad har vi her?” spurgte hun med sin gnæggende, ondskabsfulde stemme. Nu kunne jeg se heksen iført sin kulsorte kjole i lommelygtens skarpe lys.
”Det rager ikke dig” sagde Dylan.
”Den tone vil jeg ikke høre! I kommer med mig, nu!” kommanderede hun. Heksen sænkede lommelygten. Selvom jeg var alt for afkræftet til at rejse mig, havde jeg ikke noget valg. Jeg kunne mærke mine ben ryste, da jeg rejste mig. Dylan fulgte tøvende efter. I tavshed førte heksen os gennem den lange, mørke hulegang. Jeg kunne i det mindste ikke høre brøl fra monsteret længere.
”Hvor tror du monsteret er?” spurgte jeg hviskende Dylan.
”Det ved jeg ikke” hviskede han tilbage. Vi hviskede af frygt for, at heksen skulle høre os.
”Jeg er så bekymret for Tom” sagde jeg.
”Vi skal nok finde ham” svarede Dylan opmuntrende. ”Men det bliver ikke let”
Det føltes som om vi havde gået i flere timer, da heksen endelig stoppede foran en vindeltrappe. Trappepassagen var så smal, at vi blev nødt til at gå på række. Efter nogle minutter befandt vi os under en lem. Med en kraftig bevægelse fik heksen fjernet lemmen. Det rum, vi kom op til, var helt buldermørkt. Heksen havde stadig sin lommelygte tændt, og nu kunne vi genkende stedet. Vi var på heksens kontor. Vi var havnet tilbage til der, hvor vi startede. Det gik op for mig, at alle vores anstrengelser var spildt.
”Som I ser, er der ingen udgang. Derfor skal I som straf spærres inde her. For evigt!” gnæggede heksen med sin onde latter.
Hun gik ud af kontoret, uden at tænde lyset, og låste døren efter sig.
Vi bankede og sparkede vildt på døren, men selvfølgelig rokkede den sig ikke ud af stedet. Jeg satte mig opgivende ned på det kolde stengulv, og begravede mit ansigt i hænderne. Jeg begyndte at græde. Vi var så tæt på at slippe ud. Og så alligevel ikke.
”Det er forbi” sagde jeg klynkende. ”Heksen har vundet. Hun er for smart” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...