Husets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Færdig
De to søskende Lea og Tom beslutter sig for at gå en tur i skoven en mørk aften.
Pludselig farer de vild, og finder et kæmpestort og gammelt hus midt ude i skoven. De beslutter sig for at overnatte derinde. Men det finder de ud af, at de aldrig skulle have gjort, for i det hus begynder deres livs værste mareridt. For der findes da hverken hekse, vampyrer, spøgelser, monstre eller levende mumier? Eller gør der...?

4Likes
10Kommentarer
853Visninger
AA

1. KAPITEL 1

”Kom nu!” råbte Tom, og satte i løb mod skoven, selvom det var ved at være mørkt.
”Kan det ikke vente til i morgen?” klagede jeg. ”Det er snart mørkt”
”Ej, bare lige en lille tur” lokkede han.
”Okay” sukkede jeg.
Vi boede sammen med vores forældre i en lejlighed, så det var ikke så tit, vi kom i skoven.
”Vi kan lige nå det inden det bliver mørkt. Kom nu, Lea!” råbte Tom, idet han vendte sig mod mig. Modvilligt løb jeg efter ham. Snart befandt vi os i den tætte skov. Mørket var ved at sænke sig, og jeg fik en ubehagelig fornemmelse.
”Ej, kan vi ikke godt gå hjem nu?” sagde jeg.
”Er du bange?” spurgte Tom for at spille smart.
”Nej, selvfølgelig ikke” sagde jeg.
Vi løb lidt videre. Pludselig var der så mørkt, at vi ikke kunne se noget, bortset fra solens sidste svage stråler, der trængte gennem trækronerne. Den var orangegul i horisonten. En ugle tudede i det fjerne, og græsset var dugvådt. Himlen blev til sidst blåsort, og mit hjerte bankede helt oppe i halsen. Snart var fuldmånen fremme, skinnende stor og rund.
”Tom. Jeg kan seriøst ikke lide det her” sagde jeg. ”Skal vi ikke vende om?”
”Helt ærligt,” sagde Tom. ”Der sker jo ikke noget. Og hvis vi ikke kan finde tilbage, overnatter vi bare herude” fortsatte han, som om det var noget, han gjorde hver dag. Jeg sagde ikke noget, og i tavshed gik vi videre. Uglens tuden blev højere, i takt med at vi bevægede os dybere ind i skoven, der syntes at blive mere og mere skræmmende, for hvert skridt, vi tog. Lidt efter befandt vi os i et område, som lignede en lysning, bortset fra at græsset blev belyst af månelys, og ikke af solen.
”Her kan vi sove!” sagde Tom, og lagde sig ned i græsset, selvom det var vådt. Jeg skuttede mig, og gøs ved tanken om at ligge her i denne uhyggelige skov. Jeg lod mit blik flakke rundt mellem træerne, blot for at have noget at lave. Bag et af de store egetræer, var der pludselig noget, der tiltrak min opmærksomhed. Det var et svagt lys, der så ud til at stamme fra et vindue.
”Tom!” kaldte jeg, og flyttede nogle grene til side for bedre at kunne se. Tom gik hen til mig.
”Hvad er der?” spurgte han søvnig.
”Se!” sagde jeg og pegede. Foran os var der et stort hus.
Ja, det lignede faktisk et lille slot, men det var ikke noget kønt syn.
Det var totalt faldefærdigt, der lå murbrokker overalt, og der var sat skodder for vinduerne. Ved hver side af hoveddøren var der nogle fakler, hvis flammer blafrede lystigt i den svage natsommerbrise, som om de lokkede folk til at træde nærmere.
”Skal vi ikke tjekke stedet ud?” spurgte Tom ivrigt. ”Det kan være, at vi kan sove her”
Jeg kunne selvfølgelig have nægtet, men valget så ud til at være mellem den mørke ubehagelige skov og den klamme faldefærdige bygning. Jeg fandt det helt klart mere betryggende at sove derinde, så jeg svarede at det skulle vi helt sikkert. Vi masede os ind mellem træerne, og snart befandt vi os ved hovedtrappen. Tom var den modigste af os, så han bankede stilfærdigt på hoveddøren. Der skete ikke noget. Der kom ikke nogen og lukkede op. Tom rakte ud efter håndtaget, men jeg standsede ham.
”Nej,” sagde jeg.
”Hvorfor, Lea?” spurgte han.
”Det kan være, der bor nogen” sagde jeg.
”Hvem gider og bo i sådan et hus?” grinede Tom. ”Du må have set for mange gyserfilm”
Jeg skulle lige til at komme med indvendinger om, at han nødigt skulle snakke, da døren pludselig åbnede af sig selv med en knirkende lyd, der flænsede stilheden. Vi kiggede spørgende på hinanden, og gik indenfor.
Husets indretning var ikke ligefrem indbydende.
Der var mørkt, og mus pilede rundt mellem benene på os.
Der var endda en flagermus, der fløj meget tæt forbi mit hoved.
Jeg var lige ved at skrige, men gjorde det ikke.
Tom lod lyset fra sin lommelygte glide rundt i huset.
Husets panelvægge var beklædt med kranier af mennesker og dyr.
Det var, som om deres udhulede øjne stirrede på os. Flisegulvet var fuldt af støv, og det samme var trappen, der førte op til første sal. Pludselig hørte vi hoveddøren smække i bag os. Vi var ikke et sekund i tvivl om, at vi ville ud herfra hurtigst muligt. Desperate hev vi fat i håndtaget, men døren rokkede sig ikke en millimeter. Vi gik i panik, og slog og sparkede på døren til ingen verdens nytte. Selv Toms tænder klaprede af skræk. Jeg bad til at dette blot var et mareridt. Jeg bed mig selv i armen og håbede på, at vi om lidt ville vågne op i vores senge i værelserne derhjemme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...