My hopeless brother.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2013
  • Opdateret: 25 maj 2014
  • Status: Færdig
Mit navn er April, min bror Justin har siddet i fængsel og han er lige kommet ud. Han har ingen penge, intet hjem, ja han er stort set fuckt! Men han er 25 år nu og han burde kunne finde en måde at tage vare på sig selv, selvom jeg godt ved at han stadig er som et barn inde i sit hovede. Mange forskellige spørgsmål popper op i mit hovede når jeg tænker på min brors løsladelse. 1) Er han forandret? 2) Hvad vil han gøre når han kommer på fri fod? 3) Skal jeg være bange for ham? 4) Hvad har gjort at han har siddet inde så længe?

39Likes
78Kommentarer
3827Visninger
AA

6. kapitel 6. "En rå facade"

 

Aprils synsvinkel.

 

Der er altid meget kedeligt og stille på et hospital, folk er syge og alt er bare noget lort. Jeg sidder og kigger mig omkring i det lille vente værelse. En dreng sidder og hulker konstant, selvfølgelig er det synd at han var kommet til skade, men derfor behøver han jo ikke hulke uafbrudt i timevis. Jeg havde siddet der i snart 3 1/2 time og min tålmodighed var snart godt brugt. Pludselig træder en læge en i vente værelset. 

"April du må komme ind ny" Hun står og smiler som om intet er sket. Jeg rejser mig træt fra stolen og går i mod hende.

"Er han okay?"Jeg er bekymret for min brors helbred, selvom jeg inderst inde stadig var sur på ham.

Han skal nok klare den, et par brækkede ribben, en forstuvet næse, hans skulder var røget af led og så har han også fået en lille flænge på rygsøjlen. Hvis han holder sig i ro, så er han nok snart frisk igen"Jeg får straks en ubehagelig tanke. "Hvor alvorligt kunne det ikke have blivet hvis overfaldet havde forsat?" Jeg ryster tankerne af mig og følger med sygeplejersken. Hun stopper ved en stor hvid dør. Den ser helt ny ud, selvom den sikkert er 100 år gammel, mindst! 

Jeg åbner døren stille og roligt. Mine øjne møder et uhyggeligt syn. Justin ligger med flere slanger stukket rundt på kroppen og med lukkede øjne. Jeg ved godt lægen siger at han nok skulle klare den, men det ser ikke sådan ud. Jeg nærmer mig sengen og jo tættere jeg kommer, jo større blev klumpen i min hals. Han åbner sine øjne så man kan se de kastanje brune øjne lyse op.

"Hey søs" han stemme er lav og svekket.

"Hey. Hvordan har du det?" Jeg taler lavt for ikke at larme for meget. Han retter sig op, men det ser ikke smertefrit ud. Han giver små støn af smerte fra sig og bider tænderne hårdt sammen.

"Justin lig dig ned!" Jeg tager fat i hans højre arm, men han vil ikke ligge ned, så han kæmper i mod min hjælp og sidder sig helt op.

"Jeg har det fint okay, så ondt har jeg altså ikke. Lægerne overdriver bare en hel del" Han virker selvsikker, men bag hans lille rå facade kan jeg tydeligt se at det gør pisse ondt.

"Det er ikke tidspunkt at lege helt Justin, du burde hvile dig!" Jeg prøver at se bestemt ud, men han griner bare med et lille smil.

"Det er ikke så slemt, jeg tager jo hjem i aften"Han griner på samme klamme måde som de andre drenge som havde tævet ham gjorde.

For det første siger dine prøver noget andet og for det andet kan du ikke tage hjem i aften, selvfølgelig kun hvis du vil gå rundt med en skadet ryg resten af dit liv. og for det trejde så har du ikke noget hjem!" Jeg står med armene over kors og betragter den måde hans ansigts udtryk bliver ændret. 

"Du vil bare gerne såre mig var?!" Hans øjne bliver triste og ikke længere med en smart attitude.  

           

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...