My hopeless brother.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2013
  • Opdateret: 25 maj 2014
  • Status: Færdig
Mit navn er April, min bror Justin har siddet i fængsel og han er lige kommet ud. Han har ingen penge, intet hjem, ja han er stort set fuckt! Men han er 25 år nu og han burde kunne finde en måde at tage vare på sig selv, selvom jeg godt ved at han stadig er som et barn inde i sit hovede. Mange forskellige spørgsmål popper op i mit hovede når jeg tænker på min brors løsladelse. 1) Er han forandret? 2) Hvad vil han gøre når han kommer på fri fod? 3) Skal jeg være bange for ham? 4) Hvad har gjort at han har siddet inde så længe?

39Likes
78Kommentarer
3827Visninger
AA

4. kapitel 4- "Hvad skete der?"

 

Han sidder foran mig og kigger bedrøvet ned i sin tallerken, han har ikke sagt et ord siden det i eftermiddags. Han plejer ellers at elske hjemmelavede frikadeller, men han smager ikke en gang på dem. Han køre bare fortvivlet rundt i mellem kartoflerne med den hårde gaffel.

"Er du ikke sulten?" Jeg prøver at have en rolig og ikke spor nervøs stemme, men jeg tror ikke det går så godt, for Justin kigger langsomt op på mig. Hans øjne var igen belagt med vand, og tristhed og hans smil er gemt langt væk. Med et pludseligt sæt rejser han sig hurtigt op, smider gaflen på bordet og tager sin hætten i sin hættetrøje over hovedet.

"Du må meget undskylde søs, jeg skulle ikke have bedt dig om at hente mig." Han er på vej i mod døren.

"HVAD! Nej vent lige" Jeg springer op og går ind foran ham.

"April det var en fejltagelse at tage kontakten til dig" han prøver at møve sig forbi mig, men jeg flytter mig ikke en meter. Hvad havde han tænkt sig, at lade ham forsvinde.

"Ey vent nu lige. Jeg vil sgu da gerne have dig her?!" Min stemme kan ikke blive i en lav tone og det ender med at jeg står og råber.

HOLD NU KÆFT, DU MENER DET JO IKKE ALLIGEVEL OG LAD MIG NU FORHELVEDE KOMME FORBI, JEG KAN IKKE BYDE DIG AT VÆRE I SAMME RUM MED SÅDAN EN SOM MIG!" Han råber mig direkte ind i hovedet, så små dråber af spyt rammer min næse. Han råber så højt at man kan se blodårene i hans hals. Han giver mig et ordenligt skub, så jeg falder ind i væggen. Han flår med hård hånd døren op og han styrter hastigt ud af den.

"HVIS DU HELLERE VIL UD OG LEGE EN USTYRLIG TEENAGER, ISTEDET FOR AT VISE DIN VOKSNE SIDE, SÅ GØR DOG FORHELVEDE DET!" Jeg skubber ham hårdt i ryggen, så han falder ud på den anden side afs mine hovede dør. Hårdt smækker jeg døren i, så lyden kunne høres i hele opgangen. Frustreret, gal, bange, ked af det og det var ikke en gang halvdelen af hvad jeg føler lige nu. Jeg har gjort så fucking meget for ham og hvad er takken. At blive råbt direkte ind i hovedet. Han skal være glad for at han ikke står foran mig lige nu, han havde fået så mange lussinger og jeg havde råbt alt min vrede tilbage i hovedet på ham.

Jeg sidder mig op af døren med hænderne kørt forvirret i gennem mit hår. Jeg har ikke set ham i så mange år og det første vi gør er at skændes. FEDT! Han skal aldrig nogensinde kontakte mig igen. Jeg klare ikke flere løgne og ydmygelser fra hans side af. 

Jeg hvisker stille for mig selv. "Jeg vil fra nu af prøve at glemme alt om ham"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...