My hopeless brother.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2013
  • Opdateret: 25 maj 2014
  • Status: Færdig
Mit navn er April, min bror Justin har siddet i fængsel og han er lige kommet ud. Han har ingen penge, intet hjem, ja han er stort set fuckt! Men han er 25 år nu og han burde kunne finde en måde at tage vare på sig selv, selvom jeg godt ved at han stadig er som et barn inde i sit hovede. Mange forskellige spørgsmål popper op i mit hovede når jeg tænker på min brors løsladelse. 1) Er han forandret? 2) Hvad vil han gøre når han kommer på fri fod? 3) Skal jeg være bange for ham? 4) Hvad har gjort at han har siddet inde så længe?

39Likes
78Kommentarer
3820Visninger
AA

25. Kapitel 21- "Begravelsen"

 

Kun to uger er gået efter jeg mistede Francisco, og det føltes stadig som om det lige er sket, mine tanker er kun rettet mod ham, det gør det heller ikke bedre at jeg lige skal klare en begravelse idag, det er idag jeg skal sige helt farvel, det bliver svært, men jeg kan jo intet gøre det er det værste, jeg kan ikke gøre noget.......jeg rejser mig fra min bløde dobbeltseng og vakler mod badeværelset, mit blik falder på spejlet, et gisp forlader mine løber da jeg ser mit trætte ansigt, sorte render, opsvulmede øjne og helt bleg, jeg måtte virkelig tage et bad.                        jeg lader mine grå nat bukser glide af og lige efter den gamle T-shirt jeg havde fundet i Francisco's skab, jeg træder ind under det varme vand det føles befriende når det løbende vand falder ned af min krop, alle tanker flyver væk fra mit hovede og samt alle bekymringer.            efter en halv time står jeg nu foran mit store klæde skab, med en kedelig sort kjole i hånden, hvorfor skal alt bare så trist, jeg mener min fortid, min nuværende liv og nu sikkert også min fremtid, jeg er et ynkeligt menneske.

Det store spejl som står i sove værelset viser min krop og den sorte kjole jeg har trukket over, klokken var ved at være tid til jeg skal køre, men jeg kan ikke rive mig væk fra min lejlighed, for det første har jeg har jo ikke vist mig for menneskeligheden i to uger og for det andet når jeg kommer tilbage er Francisco helt væk, og den tanke er svær at bære, men jeg må jo afsted, så jeg griber efter mine nøgler og smutter så modvilligt ud af døren.

 

                                                ++++++++++++++++++++++++++++++

 

Kirken er fyldt med bekendte, venner og familie som synger med på de kendte salmer som lyder fra ovlet, men der kommer ikke en lyd ud af min mund, ikke fordi jeg ikke vil synge, men at sidde og se på den hvide kiste fyldt med blomster og vide at det den eneste mand som nogensinde har betydet alverden for mig ligger under det tunge kiste låg med øjnene lukkede og sjælen blandt engle, ja den tanke lader tårene komme før ordene.

præsten vækker mine tanker da han begynder at tale i den lille mikrofon der er tapet fast på den højre kind.

"Francisco var en elskede mand som døde alt for tideligt, forældre, bedste venner og forlovede er mødt op her for at give ham en god rejse op til vorherre, som vil tage imod ham med et smil" Hans ord stoppede brat op da et brag kom fra kirkens døre, alle vendte blikket mod den høje lyd, og der stod Justin, hans tøj er slidt, beskidt for ikke at nævne de forrevne bukser, tåre løb ned af hans kind og forbi de tydelige skader han har i hovedet, hans blik søgte rundt over hele befolkningen, hans blik stopper på mig, og straks bryder han ud gråd og løber over til mig, uden at tænke kaster jeg mine arme rundt om hans nakke og lige som jeg troede at mine tåre ikke blive til flere, dobblede de lige op.

"Unskyld for alting, jeg har været det værste svin som findes på denne jord, Undskyld April, undskyld!"ordene kom utydeligt ud, men jeg er så tæt på ham at jeg sagtens kan høre det, hans gråd blev heftigere og heftigere, jeg stryger min hånd langsomt hen over hans beskidte ryg.

"SShh, Justin det er okay, du er her jo nu, det er alt der betyder noget" fik jeg frem tvunget gennem mine tåre, han stramede grebet om mig.

"April jeg elsker dig, og jeg er så fucking ked af at jeg aldrig har været den bror som du virkelig fortjener" alle i kirken kiggede sikkert på os, men Justin er fuldstændig ligeglad, han har bare brug for at græde ud, at han gjorde det til min afdøde forlovede's begravelse var nok ikke lige det bedste tidspunkt, men jeg er sikker på Francisco smiler over at jeg nu står her med min bror igen. Jeg hev hurtigt Justin ned på bænken ved siden af mig, hans blik ligger på den hvide kiste imens de saltede tåre skinner i lyset, en ny salme begynder at spille og lyden af sang fyldes i det store rum, pludselig vender Justin hovedet mod mig og læner sig helt ind til mit øre.

"Jeg slog Sam ihjel" hviskede han nervøst, jeg vender mit hovede imod hans øjne, jeg kan tydelig se at det har såret ham, jeg skal til at åbne munden og komme med en masse spørgsmål, da Justin kommer mig i forkøbet.

"Sara er flyttet til paris og har forladt mig, hun taget min lille engel med sig, der venter mig sikkert flere år i fængsel og så kom jeg måske også til at tage en smule coke igen" Hans øjne blev igen belagt med vand, jeg ville skælde ham ud, råbe og skrige af ham, men jeg kan ikke, han er så såret og det samme er jeg, vores lille øjnekontak bliver brudt da præsten siger mit navn, det er min tur til at holde en tale, med små bevægelser får jeg rejst mig og bevæget mig op til alteret.

"Francisco var" Jeg stammede, men jeg ved ikke om det var af nervøsitet eller på grund af min gråd " Francisco var ..........fantastisk, han var altid glad og lystig, sådan et dejligt menneske finder man ikke hver dag, vi skulle til at lave vores egen familie, vi skulle værre lykkelige og gå til livets ende, men sådan ville gud det ikke, og derfor står jeg her idag og siger farvel til mit et og alt, jeg ved at han aldrig vil forlade os helt, der vil altid være et stykke af ham i vores hjerter, Francisco min skat, hvil i fred og bær din smukke sjæl videre op til andre engle som har været igennem den rejse du lige har været på. kære alle sammen Gud har fået en ny og smuk engel" Jeg sluttede min sætning og mit blik lå på alle de knuste hjerter som sad rettede deres tomme blikke mod mig, jeg tog den røde rose som jeg havde taget med, med små skridt bevægede jeg mig mod kisten, jeg står lænet over de mange blomster som præsten med vilje have lavet en lille plads i midten være til min rose. Mine fyldige læber rammer de røde blade i et kys og ligger rosen ned på det hvide låg.

"Jeg elsker dig" Det var det sidste jeg sagde til manden i mit liv.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...