My hopeless brother.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2013
  • Opdateret: 25 maj 2014
  • Status: Færdig
Mit navn er April, min bror Justin har siddet i fængsel og han er lige kommet ud. Han har ingen penge, intet hjem, ja han er stort set fuckt! Men han er 25 år nu og han burde kunne finde en måde at tage vare på sig selv, selvom jeg godt ved at han stadig er som et barn inde i sit hovede. Mange forskellige spørgsmål popper op i mit hovede når jeg tænker på min brors løsladelse. 1) Er han forandret? 2) Hvad vil han gøre når han kommer på fri fod? 3) Skal jeg være bange for ham? 4) Hvad har gjort at han har siddet inde så længe?

39Likes
78Kommentarer
3936Visninger
AA

11. Kapitel 11- "Er du sur?"

 

 

Jeg sad og vented på at jeg kunne komme ind og snakke med Justin, han er blevet sat i isolationscelle og normalt er der ikke besøgstid når man bliver sat i en isolationscelle, men jeg fik lov efter en masse overtalelse og gode undskyldninger. 

"April bieber, følg med" Sagde politibetjenten som kom ind og hentede mig, jeg rejser mig straks og følger hurtigt med. Jeg kom hen til en boks med en slags telefon og en glas rude og bag glas ruden sad Justin med et hængende hoved. Jeg satte mig på en stol som stod foran mig og tog telefonen op til mit øre.

"Hej" sagde jeg med en lille  stemme. Justin rejste hovedet og tog telefonen inde ved ham op.

"Hvad vil?" Han sendte mig det ondeste blik og slikkede sig på læberne.

"Justin, undskyld, jeg så kun det her som den eneste udvej" Jeg er flov over hvad jeg havde gjort, men det ville være svagt at vise ham det.

"Kalder du det her en udvej, jeg ville hellere ligge i en grøft med halsen skåret over" Han råbte ikke, men hans stemme var stadig ubehagelig, hans onde blik holdte mig fast og jeg mærkede en frygt, var jeg bange for min egen bror.

"Sådan må du ikke sige Justin" jeg nåede ikke at snakke videre før han afbrød mig.

"Du er sgu da pisse ligeglad om jeg var levende eller død, du vil ikke bemærke en fucking  skid alligevel" Han hævede stemmen og jeg sprang op, af det chok jeg fik.

"Stop Justin, du ved da godt det ikke passer" råbte jeg tilbage, jeg kunne se Justin blusse op af vrede.

"INDRØM, DU ER PISSE BANGE FOR MIG!" Justin rejste sig og smed telfonen han af gulvet, han gik hen til en af betjentene.

"Jeg vil gerne ud"  hviskede han stille og døren blev åbnet, Justin forsvandt ned i de mørke fængsels gange. 

Jeg var måske en smule bange for ham, men jeg elsker ham også og jeg vil ikke have der skal ske ham noget, jeg ønskede hellere ikke han sad i fængsel igen, men jeg gik i panik og måske var det en dårlig beslutning, men jeg ved ikke hvad ellers skulle gøre.                                              Jeg kan mærke tårene presse på, og hvordan knuden i min mave blev større.

Med langsomme skridt og med våde kinder, gik jeg ud mod udgangen.

 

Jeg kan ikke klare at være uvenner med ham, men hvad kan jeg gøre for at ændre det......:-(

 

 

 Håber i kan lide serien der betyder meget for mig.

I må gerne kommentere hvad i syndes. :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...