My hopeless brother.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2013
  • Opdateret: 25 maj 2014
  • Status: Færdig
Mit navn er April, min bror Justin har siddet i fængsel og han er lige kommet ud. Han har ingen penge, intet hjem, ja han er stort set fuckt! Men han er 25 år nu og han burde kunne finde en måde at tage vare på sig selv, selvom jeg godt ved at han stadig er som et barn inde i sit hovede. Mange forskellige spørgsmål popper op i mit hovede når jeg tænker på min brors løsladelse. 1) Er han forandret? 2) Hvad vil han gøre når han kommer på fri fod? 3) Skal jeg være bange for ham? 4) Hvad har gjort at han har siddet inde så længe?

39Likes
78Kommentarer
4005Visninger
AA

24. Kaitel 20- "Kaos"

Sara's synsvinkel.

"Hvor er hun?" det er Justin's stemme, og den er hård og kold.

"Hun har det fint og hvis du ikke vil i flere problemer makker, så smutter du!" snerrede Sam.

Med et lød et slag, et bumb og en stønnen af smerte, i panik farrede jeg op til døren og begynder straks og banke og skrige som en sindssyg.

"JUSTIN, JEG ER HER" Min skrigen fylder hele gangen ud, men der blev ikke reageret på det, for nu røg endu et slag i luften og lyden af glas som splintres førte med. 

Mit hjerte banker som en vanvittig, hvad nu hvis Justin var i vanskeligheder jeg mener Sam er jo en del større en Justin. Min urolighed får mig til at prøve at sparke døren ud, med et godt tilløb styrter jeg mod døren, mine små Converse rammer det guld farvede håndtag, det slår sig en smule løst, men ikke nok til at slippe ud, jeg lander hårdt på gulvet med en forfærdelig smerte glidende ind i min fod, det gjorde fandens ondt, men tanken om at Justin var i vanskeligheder gjorde meget mere ondt. Jeg halter et stykke tilbage og endu en gang styrter jeg mod døren, heldigvis for mig havnede jeg ikke på det grå gulvtæppe, men på det kolde trægulv på den anden side af døren. Jeg sidder helt stille for at lytte efter slås kampen, men der er helt stille, ja intet bryder den kolde og uhyggelige stilhed. Jeg rejser mig langsomt op med et par små problemer på grund af min sårede fod. Jeg vakler ned af gangen og ud mod køkkenet hvor de urolige lyde var kommet fra. Rummet var total ødelagt, der ligger stumper af glas, smadrede stole og blod over alt, men der er ikke nogen Sam eller Justin? Jeg vakler stadig tøvende og forvirret ind imod stuen, da jeg fik et kæmpe chok! En lænestol stod med ryggen til og jeg kunne lige se toppen af Sam's hovede stikke et stykke over ryglænet.

"Sam! Hvor er Justin?" jeg var meget bestemt i min tone bare for at virke selvsikker. Men han giver ikke tegn til at han vil vende sig om.

"SAM, JEG TALER TIL DIG!" i et hurtigt ryk fik jeg vendt stolen om, mine øjne mødte mit værste maridt. Sams kolde øjne møder mine, men der er intet liv i dem, ja tomme og døde øjne. Han er lænet op af ryglænet og sidder derfor ikke selv oprejst. Rundt på hans hals er blå trykkede mærker og fra hans hovede løb blodet i tykke vandfald. Jeg griber min mobil og taster hurtigt et ambulance nummer ind, selvom jeg godt ved at der er intet at gøre.....Sam kan ikke redes. Tårerne siler ned af mine kinder på grund af det ubehaglige syn, og min krop ryster i en chok tilstand. Er det virkelig Justin's værk, havde han ingen stop klods? Jeg er ekstremt vred, men også bange og ked af det. Hvor er han og hvordan har han det? Jeg ved Justin's samvittighed ikke vil kunne bære det han har gjort mere end to timer, og hvad kan han så ikke finde på når han er så ked af det. Jeg må finde ham HURTIGT! Efter jeg havde fortalt politimanden hvor ulykken er og hvad der var sket, smider jeg røret på og løber alt hvad jeg kan med en sårede fod ud af døren, nu måtte jeg tænke hurtigt!

 

April's synsvinkel.

At sidde og kigge ud i luften og vendte på sin kæreste som lå under kniven, hvor du ikke kan gøre noget, men bliver nød til at overlade hans liv til ukendte personer, er noget af det hårdreste jeg nogen sinde har oplevet, mine tanker kørte rundt som en vild rutjebane, hvor er Justin, er der sket noget med Sara og hvad vil der ske med Francisco, og hvad nu hvis jeg aldrig ser nogle af dem igen, skal jeg så forsøge min brors og mit eget barn helt alene og kan jeg så overhovedet klare mit job, jeg ved ikke hvad mit liv er for noget rod, nu føles det bare meget lettere at stille sig forenden af en bro ud over det blå hav, vinden som blæser i dit hår, du snuser den friske luft ind for sidste gang inden du roligt lader dig falde også vil alle problemer forsvinde, den tanke har strejfet mig alt for mange gange her i vente værelset, men hver gang har jeg sagt til mig selv at jeg er stærkere end det, jeg er April lash bieber som aldrig giver op uden set hvor håbeløst det hele ser ud. Mine tanker bliver hurtigt brudt da en læge nærmer mig, jeg rejser mig hurtigt og løber det sidste stykke der er i mellem os.

"April" Hans stemme var rolig, men også nervøs, mine øjne borede sig ind i hans med et stift og knækket blik.

"Vi har gjort alt hvad vi kunne, men hans hjerte var ikke stærkt nok, selvom han kæmpede en brag kamp" De ord som lige fløj ud af hans læber kunne jo kun være løgn, Francisco er ikke død, det er ham jeg skal leve resten af livet med, vi skal have et barn, giftes og være en rigtig lykkelig familie! Jeg vil græde, men mine mit hjerte er næsten gået i stå af chok så mine tåre var kun indvendig.

"inden bedøvelsen satte ind gav han mig det her, han sagde at jeg skulle give det til dig" lægen rakte et stykke papir mod mig, mit tomme blik kiggede langsomt ned på hans hånd og uden selv at kunne styre min krop tog jeg stille i mod det.

"April når du har læst brevet så har vi gjort ham klar til at du kan se ham en sidste gang" lægen lagde hurtigt en hånd på min skulder og gik så videre ned af gangen.

Jeg smed mig tungt ned på den kolde stol, jeg kiggede på det krøllede stykke papir som jeg langsomt åbnede, mine øjne gled hen over Francisco's krøllede bogstaver.

"Kære April

Jeg ved min tid snart er slut, og derfor skriver jeg dette brev.

Den dag jeg mødte dig var den bedste dag i mit liv, dit smukke smil, charmende øjne og fantastiske hjerte besatte mig fra dag 1.              Da jeg fandt ud af at dine følelser for mig var lige så stærke som mine er for dig, blev min verden et meget bedre sted, du har været grunden til at jeg stod op og tænkte mit liv er perfekt, du er grunden til at stofmisbrug, billige tøser og en masse psykisk skade ikke blev en del af min hverdag, ja hvis jeg aldrig havde mødt dig hvem ved så hvad der var sket?                                     Så kom dagen hvor der stod positivt på graviditetstesten og selvom jeg troede at man ikke kunne elske en person så højt som jeg elsker dig tog jeg en den grad fejl, selvom vores lille engel endu ikke er født elsker jeg stadig den lille guld klump over hele mit hjerte, jeg ved at du skal klare denne svære tid som alene mor og det skære i mit hjerte at jeg ikke kan være der og holde din hånd, men jeg ved også at du er stærk og at du vil klare dig alligevel, du skal ud og finde en ny kæreste som kan stå ved din side og hjælpe dig igennem livet en der kan tørre dine tåre væk når livet er svært og en der griner med dig når livet er fantastisk, en der kan være den sejeste far for vores barn når jeg nu ikke kan.                                   skat der er så mange ting jeg kunne blive ved at snakke om, men det findes der ikke papir nok til i denne verden, så jeg vil afslutte dette brev med disse ord.

Det her er ikke et farvel, men et på gensyn,                       jeg elsker dig April lash bieber <3

                                         Din Francisco. "

 

Jeg læner mig tilbage i stolen og mine tåre drukner mine luftveje, hvordan skal mit hjerte nogensinde kunne elske igen og hvordan skal jeg nogen sinde klare mig igennem livet uden den mand jeg elsker aller højst, jeg har aldrig følt så meget smerte i min sjæl, hvordan kunne alt der her ske, hvodan kunne det dog gå så galt, alt føles lige gyldigt og jeg har jo intet at leve for mere, men selvom de tanker køre rundt, blandes de også med Francisco's ord og jeg vil aldrig trodse de ord.

Den samme læge fra før kommer hen til mig.

"April, han er klar hvis du vil se ham?" Han rakte en hånd ned til mig, jeg er hurtig til at gribe fat og rejse mig op.

vi går ned af de tomme gange og ind i et lille rum, hvor et hvidt lan ligger bedækket over en livløs krop, lægen trækker det roligt til side og Francisco's mørke hår og blege hud kommer til syne.

Han ligger der med sine øjne lukket, og trækker ikke vejret, lige nu ville jeg gøre alt for at se de lysende brune øjne, kysse de fyldige varme læber, høre hans mørke stemme og  mærke hans rolige vejrtrækning der får mig til at slappe af og føle mig tryk, men intet af det var til at se, nej alt var lukket ned. Jeg lægger min hånd på hans kind og føler kulden i hans hud som straks stiger ud i min arm, jeg snupper hurtigt en stol og sætter mig ved hans side, med mit hovede liggende på kanten af sengen ved siden af ham. Pludselig mærker jeg en varmen i min nøgne nakke og et vindpust slap ud af det åbne vindue, jeg kigger fortvivlet ud på den dunkle himmel.

"Farvel min elskede"

Unskuld, undskyld, unskyld at jeg ikke har skrevet i noget tid, men lysten har bare ikke været der, me fik i lige et ordenligt kapitel, håber i kunne lide det:-)

kommenter gerne<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...