My hopeless brother.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2013
  • Opdateret: 25 maj 2014
  • Status: Færdig
Mit navn er April, min bror Justin har siddet i fængsel og han er lige kommet ud. Han har ingen penge, intet hjem, ja han er stort set fuckt! Men han er 25 år nu og han burde kunne finde en måde at tage vare på sig selv, selvom jeg godt ved at han stadig er som et barn inde i sit hovede. Mange forskellige spørgsmål popper op i mit hovede når jeg tænker på min brors løsladelse. 1) Er han forandret? 2) Hvad vil han gøre når han kommer på fri fod? 3) Skal jeg være bange for ham? 4) Hvad har gjort at han har siddet inde så længe?

39Likes
78Kommentarer
3833Visninger
AA

1. Frihed.

 

 

Aprils synsvinkel.

Det er idag min bror Justin bliver sluppet ud i den frie verden igen. Han har siddet inde og det har han snart gjort i godt 5 år. Dommen lød på 3 år, men på grund af dårlig opførsel og vold mod andre fanger fik han lige 2 år mere. Han er bare typen der slår før han når og tænke. Jeg har lovet ham for længe siden at jeg ville komme og hente ham. Han har faktisk haft spurgt mor og far, men de har valgt at cutte kontakten til ham. De har altid været meget fin på den og "De vil ikke have sådan noget rod ind i deres liv", som min mor så fint udtaler. Det er nok også derfor jeg er i gang med en uddanelse som forsvarsadvokat, fordi jeg vil prøve at gøre dem stolte. Min mor undlader heller ikke lige at dreje ind på emnet til alle familie eller andre sammenkomster. Det irriterede mig at mine forældre er sådan nogen høj røvet mennesker med lommerne fulde af penge. Det er da rart hvis jeg en dag ikke har flere mønter på kistebunden og jeg ikke kan forsørge mig selv, at jeg bare kan låne af dem, hvis altså ikke de lukker mig fordi jeg ikke er fin nok. Ja, kærlighed har der aldrig været meget af i vores hjem.

Jeg sidder i min lille grønne volvo og køre mod fængslet. Det er lang tid siden jeg har set ham og jeg ville da lyve hvis jeg sagde at jeg ikke glæder mig, men han kunne samtidig været helt forandret. Hvad hvis jeg næsten ikke vil kunne kende ham. 5 år er ret meget nu hvor jeg tænker over det.

Jeg ankommer til fængslets parkeringsplads og jeg ser straks en ung mand med en kasket der sidder omvendt på. Hans ansigt er skjult, men tvivlen om at det ikke er ham rammer mig overhovedet ikke. Hans tøj stil ligner sig selv, dog er han blevet lidt mere pumpet end hvad jeg husker. Nogle øjne dukker op under den sorte cap, og et smil falder over hans læber. Med et enkelt sving drejer jeg hen og holder langs med vejkanten, og han er ikke langsom til at bevæge sig over i mod mig. Døren til min bil bliver åbnet og han stiger ind.

"Hey Søs" han omfavner mig i et stort kram og jeg gengælder det selvfølgelig. Lyden af den hæse stemme er rar at høre igen, og ordet søs har også været savnet. Da Justin presser mig ind i det blide kram, danser duften af hans naturlige lugt ind i mine næseborer. Den duft har jeg omgået meget i mine yngre tider. Han har altid været klar til at aflevere et kram hvis jeg manglede det, hvilket jeg gjordet tit i min svære ungdom.

"Hvor ser du godt ud" han smiler stort og sidder sig tilbage i sædet. Han var som jeg husker ham. sød, venlig og meget kærlig anlagt. Selvfølgelig kun fordi han kender mig så godt, for sådan er han aldrig overfor mennesker han ikke kender eller bare ikke bryder sig om.

"Tak, i lige måde. Og velkommen tilbage" Jeg starter for bilen. Et lille grin unslipper hans læber.

"Jo tak, det er nu meget rart at komme ud i det fri igen" Han kiggede på mig og smiler.

"Øm... Må jeg ryge?" han trækker tøvende en smøg op af en cigaretpakke.

"Ja hvis du ruller vinduet ned" Ham og hans smøger, ja han begyndte og ryge i en tidlig alder, så jeg er vel van til det.

"Skal du hjem til mig, eller har du aftaler med en anden?" jeg koncentrerer mig om min kørsel. Jeg vil gerne tilbringe min tid lidt længere med min bror, så inderligt håber jeg på at svaret ligger på at han skal bo hos mig lidt.

"Det ville være fedt hvis jeg måtte være lidt ved dig. Jeg har nok også brug for at tilbringe lidt kvalitets tid med min kloge søster." Han tænder sin cigaret og vi begyndte begge at grine højt. Hvad mener han med klog, jeg er sikker på han kan alfabetet lige så godt som jeg.

"Kloge?" jeg kigger på ham med et spørgende blik, med et skjult grin liggende i mundvigen.

"Ja, jeg høre at du uddanner dig til forsvarsadvokat" En følelse af irritation spredes i min krop. Jeg kan jo kun regne med at det er mor som har valgt at sladre. Han tager et hårdt og langt sug af sin smøg. Helt sikkert at hans lunger er lige så sorte som soden i skorstenen. 

"Lad mig gætte......MOR!" Grubler min stemme højlydt. Han smiler falsk og vender blikket ud af forruden.

"Jep! Du kender hende, alt hvad der lyder fint skal fortælles til hver en gade rotte" Justins blik siger alt. Han er såret over at mor aldrig har blærer sig med ham. Hvorfor skal hun altid prøve at give Justin dårlig samvittighed, hun gør mig rarsende.

"Den kvinde går mig snart på nerverne!"Jeg holder stramt om rettet. Jeg vidste udmærket godt hun fortalte Justin det på grund af han skal se hvor skuffet hun er over ham. "

Ay sis du river snart brettet af" Hans grin får hurtigt et uskyldigt smil til at titte frem på mine læber.

Jeg elsker når han griner, det er altså bare meget smukkere end hans hårde attitude.

Det var første kapitel af My hopeless brother. Håber i kan lide det.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...