Skumring

Klara og Benjamin finder en gammel bog på loftet. I bogen står der et digt, som de læser. Efter at have læst digtet, begynder der at ske forfærdelige ting i deres boligblok...

1Likes
0Kommentarer
275Visninger

1. Skumring

Det var en varm sensommeraften, og solnedgangen malede de få skyer lyserøde. Men den smukke solnedgang dækkede over en gammel forbandelse, en grim og ond forbandelse, som trådte i kraft denne aften, som den havde gjort en gang hvert århundrede.

***


      ”Og Hun kunne ikke la’ vær’, Hun ville hav’ mer’. Hun tog en arm, Hun åd et barn. Hun stjal et sind, lukkede djævlen ind. Pas på min ven, for Hun kommer igen. Sulten har ingen ende, det vil aldrig vende. Pas på Hun kommer, lige efter sommer. Hun vil tage alle, I vil høre hende kalde. Hun giver aldrig op, ikke før Hun har fået en krop. Pas på…”

       ”Det var det.” Sagde Benjamin. ”Der står ikke mere.” Klara så vantro på ham. Hun var lige flyttet ind på 1. sal sammen med sin familie. Hun sad nede i gårdhaven under et stort egetræ sammen med Benjamin, som boede i lejligheden overfor. De var begge to 12 år. Benjamin havde fundet en gammel bog på loftet, og det var den, han lige havde læst op af.

       ”Det var da uhyggeligt,” sagde Klara. ”Hvem har skrevet det?” spurgte hun Benjamin.

       ”Der står ikke nogen forfatter,” svarede han. ”Men det er nok en gammel dagbog eller sådan noget.”

Han smilede og var egentlig ganske rolig, men der var et eller andet inde i Klara, som ikke ville falde til ro.

       ”Slap nu af Klara,” sagde Benjamin, da Klara for tredje gang på et minut kiggede rundt. ”Der sker ikke noget, det var jo bare en dum historie,” sagde han opmuntrende. Klara smilede forsigtigt, Benjamin var en god ven, og selvom de ikke havde kendt hinanden så længe, var han alligevel god til at opdage, når der var noget der gik Klara på.

       ”Jeg må hellere gå op nu, inden de begynder at savne mig,” sagde hun og rejste sig. Benjamin fulgte hendes eksempel.

      ”Hvem kommer først op?” Råbte han og spurtede af sted. Klara løb efter ham, hun indhentede ham halvvejs oppe, og nåede først hen til affaldsskakten, som var lige mellem de to døre.

      ”Vi ses i morgen,” sagde hun inden hun gik ind af døren.

Da hun kom indenfor, slog den dejlige duft af mad imod hende som et blidt kærtegn.

      ”Når der er du,” sagde hendes mor og smilede. ”Skynd dig ud at vaske hænder, så du kan hjælpe Anna med at dække bord.” Anna var Klaras lillesøster på 8 år. Klara gik ud og vaskede hænder. De var næsten sorte, fordi hun havde hjulpet gamle fru Hansen i hendes køkkenhave. Hun kørte hurtigt en børste gennem det lyse hår, før hun gik ud og hjalp med borddækningen.

***


      ”I dag var jeg på legepladsen,” sagde Anna stolt, da de alle fire havde sat sig. Klaras far var også kommet hjem fra arbejde. ”Og jeg gyngede selv og sprang af, da jeg var højt oppe.” Hun grinede og spiste lidt mere spaghetti.

      ”Nu skal du passe på dig selv, når du gynger,” sagde Klaras far med et smil på læben. ”Du skulle jo nødig komme alvorligt til skade.” Klara så hen på sin søster. Hun vidste godt, at det ikke ville afholde hendes søster fra at springe af gyngen.

      ”Ja, far,” svarede Anna med munden fuld af spaghetti og kødsovs.

Efter aftensmaden hjalp Klara sin mor med at vaske op.

      ”Hvad med dig Klara har du haft en god dag?” spurgte Klaras mor.

      ”Ja, den har været fin,” svarede Klara. Hun stod og tænkte på den bog, som Benjamin havde fundet. Hvad hvis historien var sand? Hvad skulle hun så gøre? Bang! Klara blev revet ud af sine tanker, da hun tabte det glas, som hun var ved at tørre af.

      ”Undskyld…” sagde Klara.

      ”Det gør ikke noget, nu henter jeg lige en fejebakke, så vi kan få de glasskår væk. Bare bliv stående, så du ikke kommer til skade.” Sagde Klaras mor.

Da glasskårene var blevet smidt ud, og opvasken klaret, satte Klara sig ind på sit værelse. Hun tændte for computeren, uden rigtig at vide hvorfor. Da computeren endelig var klar, gik hun ind på Google, og søgte på Forbandelse, Tværgade. Der kom en masse sider frem, men hun kunne ikke rigtig finde en, som hun syntes, der var noget ved. Hun trykkede på side 2, og der kom endnu flere links og sider frem. Hun trykkede på en af dem, uden rigtig at vide, hvorfor hun trykkede på lige netop den side.

Da hun kom ind på siden, stod der en masse om folk, der var forsvundet eller fundet døde, lige omkring der hvor de boede. Hun kiggede på årstallene. Første gang, folk forsvandt, var i 1709, så var der igen nogen i 1810, og sidste gang var i 1911. Klara så tomt ud i luften. Der var 101 år mellem hver gang det var sket, så næste gang måtte jo være i 2012. Sensommeren 2012 ville folk begynde at forsvinde igen, men det var vel bare et tilfælde. Eller var det?      

        ”Klara, det er sengetid,” kaldte Klaras far. Klara sukkede. Hun gik ind på badeværelset og børstede tænder. Derefter gik hun ind på værelset, tog nattøj på, slukkede computeren og gik i seng.

Hun var lige ved at falde i søvn, da hun hørte noget. Hun vidste ikke, hvad det var. Hun satte sig forsigtigt op i sengen. Lyden kom fra haven, hun kiggede forsigtigt ud af vinduet. Der var ikke noget, og nu var lyden også væk. Klaras hjerte sad helt oppe i halsen. Hun gik tilbage i sengen, men hun kunne ikke rigtig falde i søvn, men efter noget tid lykkedes det dog.

Det var en meget urolig nat for Klara. Hun blev ved med at høre, det Benjamin havde læst op. Det var bare ikke Benjamin der fortalte. Stemmen, som fortalte, tilhørte en anden. Den tilhørte en kvinde, men hun havde aldrig hørt den før.

      ”Hun vil tage alle, I vil høre hende kalde. Hun giver aldrig op, ikke før hun har fået en krop. Pas på…”

***

Da klokken blev 7, stod hun op og spiste morgenmad. Anna var allerede oppe. Hun sad og legede med en hest, der var kommet med cornflakes pakken. Klara gik derefter ud på badeværelset og børstede tænder. Hun var urolig, hun kunne ikke komme sig over, det hun havde fundet ud af dagen før. Hun så sig selv i spejlet og smilede. Det hjalp ikke. Hun gik med bankende hjerte ind på værelset, og skiftede til cowboybukser og T-shirt. Selvom det var sensommer, gav solen alligevel en del varme.
Hun gik ud i køkkenet igen, hvor hendes mor og far nu sad og spiste. Klara gik ned i kælderen, for at hente sin cykel. Nede i kælderen mødte hun Benjamin.

       ”Hej, Benjamin.” sagde hun.

       ”Hey, Klara. Du ser træt ud,” sagde han.

       ”Ja, jeg har ikke sovet så godt i nat,” fortalte hun, mens de trak deres cykler udenfor.

De skyndte sig at cykle af sted, de var lidt sent på den.  De nåede kun lige at låse cyklerne, før klokken ringede ind.     

       ”Vi ses i frikvarteret,” råbte Benjamin, før han styrtede ind i sin klasse. Han gik i 6.A, og hun gik i 6.D.

***

I dag havde de ikke fri samtidig, så Klara cyklede selv hjem. Et eller andet inde i hende sagde, at hun var nød til at skynde sig. Da hun havde stillet sin cykel i kælderen, gik hun om i haven. Hun stod og kiggede ud på vejen, da Klaus Jensen kom kørende. Klaus boede i lejligheden over Benjamins. Han havde fart på. Pludselig drejede han skarpt til venstre, og kørte direkte ind i plankeværket. Klara sprang flere meter bag ud. Hun gik forsigtigt hen til bilen. Klaus så på hende.

     ”Ring efter en ambulance.” Klara tog sin mobil frem og ringede 112. To minutter senere var ambulancen der.

Dagen efter fortalte fru Hansen, at Klaus’ arm var væk. De kunne ikke finde den i bilen, og ja den havde ikke siddet der, hvor den skulle. Klaras forældre, fru Hansen og Benjamins forældre gik sammen og sendte chokolade og blomster til Klaus.

Om aftenen, da Klara var faldet i søvn, kom kvindestemmen igen.

       ”Hun tog en arm, hun åd et barn.”  Sagde den. Og den gentog det flere gange i løbet af natten.

***

Da Klara vågnede om morgnen, var hun meget træt. Hun havde ikke sovet så godt. I dag skulle Klara, Anna og deres far på Bakken. Klara glædede sig meget, men hun kunne ikke få kvindestemmens ord ud af hovedet. ”Hun tog en arm, hun åd et barn.” Hvad hvis det virkelig skete? Hvem ville hun tage?


Da de kom der ud, var Klaras far hurtig til at købe armbånd, så de kunne prøve alle forlystelserne, så meget de havde lyst til. De prøvede den gamle rutsjebane, radiobilerne, de vilde mus, minetogs ulven og mange flere.

Da de kom hjem, spiste de hjemmelavede burgere. Klara var meget sulten. Da hun gik i seng den aften, tænkte hun ikke på det, som Benjamin havde læst. Stemmen kom ikke.

***

Den næste morgen vågnede Klara til en masse larm. Da hun åbnede døren, stod der tre politibetjente i stuen. Klaras far sad og trøstede hendes mor.
Klara så forvirret rundt, da det slog hende. Anna, hvor var hun?  Var der sket hende noget? Hun gik forsigtigt hen til Annas dør. Hun kiggede forsigtigt, ind gennem den lille sprække der var mellem døren og dørkarmen. Blod. Der var blod udover hele gulvet. Klara begyndte at græde. Hun satte sig over ved siden af sine forældre, da stemmen kom igen.

       ”Og hun kunne ikke la’ vær’, hun ville hav’ mer’. Hun tog en arm, hun åd et barn.” Anna var det barn, og det var Klaus’ arm der var blevet taget. Klara græd endnu mere, hun kunne ikke bære det. Hvis hun dog bare havde fortalt nogen, om det hun havde fundet…

Klara og Klaras forældre blev af politiet sendt over til Benjamin. Klaras mor sad og græd, mens Benjamins mor forsøgte at trøste hende, selvom alle vidste, at der ikke var noget der kunne trøste Klaras mor.

Klara og Benjamin var gået ind på Benjamins værelse. Klara sad og stirrede ud i luften. Benjamin sad overfor og vidste ikke, hvad han skulle sige. Det gjorde ikke Klara noget, hun havde behov for at tænke. Benjamin så på Klara.    

        ”Min mor siger at vi skal flytte… Men det vil jeg ikke, for jeg tror du har brug for mig nu.” Klara sukkede.

        ”Jeg tror, at din mor måske har ret, kom væk herfra. Jeg synes, at det her sted er ondt.” Benjamin så helt forkert ud i ansigtet, det var ikke den reaktion han havde ventet.

***

Pludselig kom der en masse larm fra køkkenet. Benjamin og Klara skyndte sig ud i stuen. Klaras mor stod og smed med potter, pander, glas, tallerkner, knive og hvad der nu ellers stod fremme.

        ”Rolig nu, Bettina. Rolig,” sagde Klaras far. Klaras mor blev ikke rolig, hun fortsatte bare med at smide rundt med alt det, hun kunne finde.
Klara fik en dårlig fornemmelse i maven, hun vidste godt hvad der var sket. For det havde stemmen fortalt hende.   

        ”Hun stjal et sind, lukkede djævlen ind. Pas på min ven, for hun kommer igen.” Klaras mor var ikke længere sig selv. Hendes sind var væk, hun var tom. Klara løb ind på Benjamins værelse og begyndte at græde. Larmen fra køkkenet fortsatte i et stykke tid efter. Klaras mor var først faldet til ro, da to ambulancefolk havde holdt hende fast, og givet hende noget beroligende.

Klara var ulykkelig. Hvis bare hun kunne stoppe det, hvis bare hun kunne gøre sådan at andre ikke kom til skade. Så kom stemmen, midt i stilheden:

      ”Kun du kan stoppe det, for du ved hvad Hun vil have. Hun giver aldrig op, ikke før Hun har fået en krop. Og kun du kan give hende, hvad Hun vil have. Du ved, hvad du kan gøre. Klara stoppede med at græde. Hun vidste, hvad hun skulle gøre.

***

Klara gik ud i gårdhaven og så sig omkring. Hvor var der noget hun kunne tegne med? Når ja, Anna havde jo haft noget vejkridt. Klara hentede kridtet fra fællesskuret. Hun tegnede en cirkel rundt om egetræet. Derefter satte hun kridtet på plads. Hun satte sig under træet, der hvor hun og Benjamin plejede at sidde. Nu sad hun der bare alene, eller ikke helt alene. For Hun var der, det vidste Klara. Hun var der et sted, Hun ventede. Ventede på at der var én, som ønskede at forbandelsen skulle brydes. Én som vidste, hvad der skulle gøres. Én som Klara.

Klara tog en dyb indånding, før hun sagde noget.

       ”Og Hun kunne ikke la’ vær’, Hun ville hav’ mer’. Hun tog en arm, Hun åd et barn. Hun stjal et sind, lukkede djævlen ind. Pas på min ven, for Hun kommer igen. Sulten har ingen ende, det vil aldrig vende. Pas på Hun kommer, lige efter sommer. Hun vil tage alle, I vil høre Hende kalde. Hun giver aldrig op, ikke før Hun har fået en krop.” Klara holdte en pause, det var som om hun ventede, ventede på et eller andet. Så hørte hun en puslen i træets grene. Hun var her, Hun var klar.
Klara fortsatte.

        ”Nu skal Hun stoppe, Hun har taget så mange kroppe. Lad de andre i fred, bare tag mig med. Jeg giver Hende min krop, hvis Hun vil stop’.” Klara holdt inde igen, hun ventede på et svar. Stemmen i Klaras hoved kom krybende igen.

        ”Pigebarnet giver mig krop, for at få mig til at stop’. Jeg lover pigen her, at jeg aldrig vil skade nogen mer’. Men kun hvis hendes krop bliver min, så jeg kan blive ung og fin.

Klara åndede lettet op, nu skulle folk ikke lide mere.

      ”Kom og tag kroppen min, så du kan bliver fager og fin. Kom og tag hvad tilhører dig, tag det som aldrig har tilhørt mig.”
Solen malede himlen rød og orange, og vinden susede gennem træets krone. På jorden sad en lille pige, hvis krop hed Klara, men hvis sind hed Hun. I træet sidder en sjæl og venter. Hendes sjæl hedder Klara, men hendes krop hedder Hun. Og Hun vil vente, indtil der kommer en anden, som vil stoppe lidelserne.

***

”For Hun kan ikke la’ vær’, Hun vil hav’ mer’. Hun tager en arm, Hun æder et barn. Hun stjæler et sind, lukker djævlen ind. Pas på min ven, for Hun kommer igen. Sulten har ingen ende, det vil aldrig vende. Pas på Hun kommer, lige efter sommer. Hun vil tage alle, I vil høre Hende kalde. Hun giver aldrig op, ikke før Hun har fået en krop. Pas på…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...