Døde Dukker Sladrer Ikke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2013
  • Opdateret: 19 nov. 2013
  • Status: Igang
"Jeg mærker mit hoved krakelerer. Det klinger i mine ører, når det skrøbelige hvide porcelæn revner, og falder ned i store stykker, og rammer bunden af hovedet. Der er så tomt og stort derinde, og ekkoet af de smadrede skår, runger længe og højt. Jeg lytter, hører hvordan mit indre falder sammen bag blå, blanke dukkeøjne. Dukker føler ikke smerte. "
Mit bidrag til Konkurrencen: Vold i familien.

8Likes
14Kommentarer
648Visninger
AA

3. Mødet

Trinene fra højhælede sko, lød hurtigt og skarp mod det grå gulv. De var supleret med den væsentligt lavere lyd af flade sko, der gik i et næsten ensformigt tempo. Lucy stod med hovedet bøjet. Hun kiggede ikke op, men blev stående helt stille, og kiggede på sit ur. To minutter over seks.

”Godaften Lucy”

Skridtene var stoppet en meter fra hende. Stemmen var sød, alt for sød, og Lucy vidste at frk. Toft aldrig ville glemme lussingen Lucy havde givet hende for næsten to måneder siden. Der var en anelse skadefro i hendes stemme. Hun var ovenpå igen.

”Godaften”, mumlede Lucy.

En kort tavshed bredte sig, mens frk. Toft tilsyneladende ventede på et eller andet. Så kom det uundgåelige spørgsmål.

”Hvor er din far, Lucy?”

”Hjemme”

frk. Toft lod til at godkende svaret, for da hun igen åbnede munden var det ikke for at stille uddybende spørgsmål.

”Lucy, det her er Maria Lindt, hun er hjælpelærer her på skolen.”

Endelig kiggede Lucy op. Hun kiggede mistroisk på damen der stod ved siden af hendes klasselærer. Hun var ung, yngre en frk. Toft. Det var hendes flade sko hun havde kunnet høre. Maria var klædt enkelt og med det brune hår sat op i en hestehale. Hun smilede venligt til Lucy, som bare stirrede tilbage. Frk. Toft der var i sin sædvanlige grå jakke, kiggede skiftevis på de to, indtil hun med bestem stemme sagde:
”Lad os gå ind”,

frk. Toft låste klasselokalet op og gik ind efterfulgt af Maria og til sidst en let modvillig Lucy.

 

Mødet varede i tre kvarter. Lucy sad og kiggede ned i bordet mens frk. Toft talte om alle hendes problemer – eller som frk. Toft kaldte det ”udfordringer” - med undervisningen og klassekammeraterne. Hun kunne opremse lange lister over situationer hvor Lucy havde været ”fjern”, ”ukoncentreret” og endda ”brutal”. Det sidste refererede selvfølgelig til lussingepisoden. Frk. Toft undlod selvfølgelig at bemærke at hun selv, forud for lussingen, havde udtalt sætningen: ”Er du da helt hjernedød, hva? Hvad ville din far ikke tænke...” foran hele klassen. Det var blevet for meget for Lucy, og efter lussingen var hun styrtet ud af lokalet, og havde ikke været i skole i en uge.

Efter opremsningen havde frk. Toft anlagt et mere pædagogisk tonefald, og bekendtgjorde at fra nu af skulle Lucy have hjælpelærer to dage om ugen, og havde givet ordet til Maria som talte venligt om alt det hun kunne hjælpe med. Lucy kiggede ned i bordet, hun havde fattet budskabet. Alt det andet var bare fyld. Til sidst opfattede Lucy sætningen: ”Jeg glæder mig til at lære dig og kende, og forhåbentlig hjælpe dig lidt på vej”. Lucy rejste sig pludseligt.

”Må jeg gå?”

Det var det eneste hun havde sagt hele mødet. Frk. Toft nikkede, og Lucy småløb ud af rummet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...