Fields of Lilies - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Igang
Hvad har den enlige mor Teresa O’Donnely, at gøre med den verdensberømte sanger Harry Styles? Jo ser du, hun er mor til hans datter. Den eneste lille detalje er, at Harry ikke selv er klar over det. Året er 2028, og næsten seksten år er gået siden sommeren 2012, hvor Tara og Harry blev forelskede. Meget er sket siden deres brud; Harry har netop udgivet et comeback-album med det forhenværende splittede band, One Direction, mens Tara nu lever i Nordirland med sin femtenårige datter Lily, som er træt af ikke at kende til sandheden om sin far. Da Tara altid har undgået emnet, drager Lily til sidst ud på egen hånd for at finde ham. Men er det virkelig så let, som hun går og tror? Hvad vil der ske, når hun finder ud af sandheden? Hvordan vil Harry og Tara reagere efter så mange års adskillelse? Og vigtigst af alt; vil denne usædvanlige familie, kunne holde sammen når deres fortælling lander i de forkerte hænder?

97Likes
173Kommentarer
7086Visninger
AA

10. Tara


 

12. april 2028

Lily havde tårer i øjnene. Hun stirrede ophidset på mig, og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne gå over, holde armene om hende og vugge hende, som da hun var mindre. Men hun var ikke et lille barn længere. Og det her var ikke et dumt skænderi om oprydning eller sengetid eller noget andet ligegyldigt; det her var-… anderledes. 

Det her var et skænderi, Lily burde have vundet; hun fortjente sandheden. Og hvis hendes far havde været enhver anden mand- en mand der ikke var berømt verden over, havde jeg med garanti fortalt hende, hvad hun ønskede at vide, for længst. Men så simpelt var det ikke.

Jeg stolede på Lily - selvfølgelig gjorde jeg det. Hun besad både ansvar og loyalitet, og i forhold til sine kun femten år, opførte hun sig utrolig modent når det kom til vigtige beslutninger. 

Men måske ville hun fortælle det videre til Maya. Og selvom jeg vidste, at Maya var en fantastisk sød pige, vidste jeg også, at hun havde svært ved ikke at tænke højt. Det var ikke noget, hun kunne gøre for og det grinede hun og Lily ofte af; Maya fandt det bare naturligt, at snakke før hun tænkte. 

Selvom jeg lød fuldkommen paranoid, var det en risiko, jeg ikke turde løbe; Lily fortjente at kende til sin fortid. Men hun fortjente også sin frihed. Og hvis historien om den verdensberømte Harry Styles’ datter kom frem, ville medierne gå amok og Lilys liv være forandret for evigt. Og det ville være min skyld. 

Lily trak vejret i hårde stød, så de krøllede lokker, der var faldet ned for hendes ansigt, løftede sig og faldt i en fast rytme. Men der var intet at stille op. 

Hun drejede grædende om, idet hun indså, at jeg ikke havde i sinde at gøre mere. Hun lod sit raseri gå ud over trapperne, som hun voldsomt hamrede fødderne i. Et sted ovenpå hørte jeg, en dør blive smækket i og en lås blive drejet om. 

Et suk slap modvilligt over mine læber, og jeg sank ned i den bløde sofa. Teen i det hvidprikkede krus dampede endnu, mens den mørke chokolade stadig lå, uberørt, på den lille porcelænstallerken. Men jeg havde hverken lyst til te eller slik. Det ville være en umulig udfordring, at klemme blot en eneste bid ned; min mave slog knuder på sig selv af dårlig samvittighed. 

Lily. Stakkels Lily. Hun græd sjældent, så det, der lige var hændt, havde været noget af en overraskelse. Hvor ville jeg ønske, at hun ikke havde det på den måde. Især ikke nu, hvor jeg, i morgen tidlig, skulle til Tyskland. Ikke verdens bedste måde at tage afsked med sin datter på. Men jeg kunne, på den anden side, heller ikke aflyse. Det var en vigtig tur. Jeg og et par andre universitetslærere fra Queens University Belfast skulle til Berlin i påskeferiens fem dage for at besøge nogle tyske universiteter og overvære et par af deres lektioner. Tasken var pakket, og far og mor havde indvilliget i at “holde lidt øje” med Lily.

 “Er du gal? Selvfølgelig vil vi det!” havde far udbrudt på sin sædvanlige højrøstede facon, “Vi har altid tid til vores dejlige lilje!”

Lily selv, havde joket med at holde fest, når jeg var rejst, men som sagt stolede på hende og vidste, at hun ikke kunne finde på den slags uden at spørge om lov først. Desuden ville det jo heller ikke være den kløgtigeste plan, når nu ens bedsteforældre boede i nabohuset.

Med hensyn til madlavning behøvede jeg heller ikke at bekymre mig; Lily kunne sagtens tilberede de lækreste retter - om hun så lige gad, var et andet spørgsmål. Jeg havde givet hende 70 pund til indkøb de fem dage.

 “Og bare fordi du har dem, er det ikke ensbetydende med, at de skal bruges alle sammen,” havde jeg formanet Lily i et ‘kedelig-mor’-toneleje. Med et kækt, gavtyvagtig udtryk malet i ansigtet, havde Lily givet sig til, at tælle sedlerne og smilet drillende. 

Egentlig havde jeg set meget frem til de fem dage. Berlin var et af de steder, jeg endnu ikke havde krydset af på mit kort, og jeg glædede mig derfor enormt meget til at opleve byen. Men tanken om at efterlade Lily under disse omstændigheder, var jeg ikke meget for. Hvad kunne hun mon finde på, imens jeg var væk? Hun var ikke ligefrem den hævngerrige type, men efter hvad jeg lige havde overæret, var jeg ikke længere helt sikker på, hvad jeg i grunden kunne forvente af hende. Det generede hende tydeligvis mere, end jeg først havde antaget… 

Jeg mindede mig selv om, at far og mor selvfølgelig ville holde øje med hende. Og der var grænser for, hvad selv Lily kunne finde på - hvis hun overhovedet fandt på noget. Det værste, jeg kunne komme i tanke om, var egentlig, at hun stadig ville være indædt over min opførsel, når jeg kom hjem fra Tyskland. Forhåbentlig ville det ikke være tilfældet, tænkte jeg for at lægge en dæmper på uroen. Der, på sofaen blev jeg siddende lidt. Jeg betragtede mørket falde på udenfor, og lod min tankestrøm hvirvle ubehersket. Snart lyste små forsigtige stjerner på himlen, og gadelygterne blev tændt på den ensomme, affolkede villavej...

 

En skarp lysstribe kastede sig ind ad vinduet, og fik mine søvnige øjne til at misse. Dovent rettede jeg min tunge krop op, og i et par sekunder lod jeg mit langsomme blik glide desorienteret rundt; hvorfor lå jeg på sofaen i stuen...? Det tog mig et stykke tid at forstå, men idet jeg fik øje på den kolde te i det røde krus, sprang jeg op.

 “Pis…!” bandede jeg, da gårsdagens hændelser pludselig klarede op i min lettere tågede hukommelse. Jeg for kaotisk rundt, så hurtigt, at det et par gange sortnede for mine øjne, og en begyndende hovedpine meldte sin ankomst. På vej op af trappen kastede jeg et blik på mit gamle armbåndsur. 07:45. 

 “Pis, pis, pis!”

Den færdigpakkede rullekuffert stod heldigvis parat, præcis som jeg havde arrangeret den i forgårs. Den var pertentligt placeret ved siden af sengen, og ovenpå lå lå en lille sort lædertaske, hvori mit pas, penge og andet vigtigt omhyggeligt var pakket. 

I en hurtig bevægelse greb jeg fat om håndtaget, for derefter at fare ned af trapperne, med den store kuffert voldsomt bankende mod trinnene bag mig. Ude i den smalle gang, kastede jeg i flere minutter rundt med Lilys mange sko, før jeg fandt mine egne. 

 

Den frysende vind fik mine kinder til at prikke ubehageligt, da jeg omsider befandt mig i den lille forhave. Jeg skulle lige til at rulle kufferten ned ad stien, da jeg kom i tanke om noget, jeg fuldstændig havde glemt. Noget meget væsentligt endda. 

Rullekufferten efterlod jeg på dørtrinet, hvorpå jeg endnu engang spænede ind i huset. Op af trappen galoperede jeg, og ned ad gangen med mine hæle klikkende mod gulvet.

 “Lily,” gispede jeg forpustet, og slog let på den hvide dør, “Lily, jeg håber ikke, du stadig er vred, men jeg er nødt til at tage afsted nu. Jeg er i ekstremt dårlig tid, og flyet venter i hvert fald ikke. Du ved hvor pengene ligger, og får du brug for hjælp, så gå ind til mormor og morfar. Hav nu en god påskeferie til jeg kommer hjem igen, ikke?”

Der var stille på den anden side. Enten sov hun, eller også gad hun bare ikke svare. Min bitre erfaring hældede mest til den sidstnævnte forklaring. Endnu engang slog jeg let mine knoer mod den hvide dør. 

 “Lily? Lily, jeg er virkelig nødt til at tage afsted nu,” kaldte jeg tiggende gennem døren, “du kan altid ringe til mig, husk det. Jeg elsker dig så højt, og jeg kommer til at savne dig enormt meget, men jeg er nødt til at tage til lufthavnen nu.”

Jeg holdt inde lidt. Ventede et par sekunder på lyd fra den anden side af, men kun Pax’ piben og kradsen på døren, fik jeg som svar. Efter et halvt minuts tavshed, gav jeg op. 

 “Vi ses når jeg kommer hjem, sødeste skat,” mumlede jeg modfaldent, men efter et blik på uret, fik jeg andet at tænke på.


Med en smule hjælp fra en venlig passager, fik jeg bakset den sorte lædertaske ind i skabet, der sad fast oppe under loftet. 

 “Så skulle den være i orden,” smilede den unge mand, der havde hjulpet mig, før han fortsatte videre ned ad kabinens smalle, kaotiske gang. Overalt herskede der kaos. En tysk familie diskuterede højlydt bag mig, mens utålmodige børn rendte frem og tilbage på gangene med stressede forældre i hælene. 

Jeg tog plads ved vinduet, hvor jeg i et spinkelt forsøg, prøvede at lukke støjen ude. Da jeg et par minutter senere modvilligt erkendte, at denne plan ikke ville lykkes lige foreløbig, lukkede jeg øjnene op og sukkede. Jeg burde være glad, burde jeg ikke? Den der, boblende begejstring burde simre i mig, og jeg burde da også være ligeglad med støjen og kaosset. Men det var jeg ikke. Tanken om Lily derhjemme erstattede begejstring med bekymring… 

Nej, tænkte jeg og rettede mig op i det blå sæde, som for at ryste tanken fra mig, din tur skal ikke være ødelagt på grund af et skænderi

Alligevel var det svære end som så, at lukke uroen ude. Havde Claire, Sebastian eller en anden af mine kolleger blot været her, kunne en samtale let have distraheret mig. Men vi havde været sent ude, på mit arbejde, og sad derfor ikke ved siden af hinanden i flyet - vi befandt os ikke engang i samme kabine.

En stemme, der syntes nær, rev mig ud af mine tanker. Jeg rettede mig perplekst op i sædet, og vendte blikket mod stemmens tilhører; en kvinde, nok i tyverne, havde sat sig ved siden af, og smilede nu stort til mig. Hendes mørke hår var sat op i en kort hestehale, og det tynde, spidse hovede var lagt en smule på skrå. Hun var iført praktisk tøj, joggingbukser og en t-shirt, og havde intet make-up på. 

 “Undskyld, hvad?” spurgte jeg i håb om at hun ville gentage sig selv, da jeg var næsten sikker på, at hun havde snakket til mig.

 “Jeg sagde bare, at man skal tage sele på nu,” gentog hun venligt, og rettede en tynd pegefinger mod et lysende skilt, der hang over vores hoveder. Det velkendte skilt viste et bælte, og jeg jeg nikkede omtåget, før jeg trak selen over mit skød. 

En stewardesse trådte frem fra sit skjul bag et mørkeblåt forhæng, og bevægede sig i sine høje, sorte stiletter ned ad gangen med en redningsvest over skuldrene, altimens en stemme fra højtalerne informerede os om, hvad man skulle gøre i tilfælde af evakuering. 

Jeg hørte ikke rigtig efter - når alt kom til alt havde jeg jo efterhånden hørt disse informationer mange gange. I stedet funderede jeg over det brede, tandsmil på stewardessens markerede ansigt. På en måde syntes det malplaceret. I tilfælde af en ægte evakuering, ville hun nok ikke opføre sig helt så optimistisk, når hun blæste sin redningsvest op. Men det var vel for ikke at, påføre urolige passagerer unødig bekymring, konstaterede jeg. Passagerer, som… Lily for eksempel.

 “Jamen, hvad gør jeg, hvis der ikke er nogen til at hjælpe mig?” havde Lily, på sin første flytur, utålmodigt spurgt stewardessen, der nervøst havde vedblevet at “der naturligvis, ville være nogen til at hjælpe i tilfælde af problemer med redningsvestens klemmer”. Kabinens øvrige passagerer havde grinet og smilet af den lille syv-årige pige, der stædigt forlangte at høre hver eneste detalje om nødssituationer på flyet. Heldigvis fik jeg Lily beroliget og turen forløb sig fint - men flyskrækken var hun endnu ikke blevet af med.

 “Tak for at have valgt British Airlines, vi ønsker alle en behagelig rejse,” lød den drævende kvindestemme i højtalerne, før stewardessen igen forlod kabinen. Kabinen begyndte atter at summe livligt af snak og grin.

 “Nå, hvad skal du så i Tyskland?” spurgte kvinden ved siden af muntert, og trak en müsli-bar op af sin army-farvede rygsæk, der havde plads på gulvet under hende. 

 “Øh,” sagde jeg, og rettede blikket mod hende, “jeg skal bare på tur med arbejdet.”

Kvinden nikkede smilende, proppede den sidste bid musli-bar i munden og krøllede papiret sammen. Jeg betragtede hende, lede efter et sted at smide sit skrald ud, for til sidst, at stoppe det ned i sprækken mellem sit sæde og armlæn.

Et kort øjeblik placerede hun en tynd pegefinger over sine smilende læber, og hviskede “shh,” før hun lænede sig så tilbage i sædet med en arm på hvert sit armlæn. Et henrykt suk slap over hendes læber, og hun lukkede drømmende øjnene i.

 “Ja, undskyld, jeg er så opstemt,” smilede hun, kort efter og slog øjnene op, “det er bare fordi, at jeg endelig skal se min kæreste efter en måned!”

 “Er det rigtigt? Ej, hvor skønt,” svarede jeg høfligt og gengældte hendes smil, “bor han i Tyskland?”

 “Jep. Berlin,” fortalte hun glad, og lænede sig endnu engang ned for at hive en müslibar op af tasken, “han hedder Heinrich. Han er arkitekt. Eller- han studerer til arkitekt. Er det ikke fantastisk! Halley og Heinrich, lyder det ikke bare godt?”

Den unge kvinde - der tilsyneladende hed Halley - var så begejstret, at hun kom til at spytte et par müsli-krummer ud over mit skød i sin hastige talestrøm - men det ænsede hun ikke engang. 

 “Jo. Jo, det er virkelig fantastisk,” svarede jeg en smule åndsfraværende, da jeg ud af øjenkrogen bemærkede at flyet nu trillede ned ad den sidste bane. Snart ville vi være i luften. 

 “Er du nervøs?” spurgte Halley.

 “Nej, ikke rigtig, jeg-”

Min sætning nåede aldrig sin afslutning, for i næste sekund begyndte jetten at rumstere noget så voldsomt. Sædet rystede mere og mere i takt med at flyet satte farten op.

 “Så letter vi! Det bliver sjooovt,” jublede Halley fra sædet ved siden af. Der var åbenbart intet, der kunne påvirke hendes humør. Flyets hjul forlod nu asfalten, og vi var i luften. De uundgåelige propper i ørerne satte sig øjeblikkeligt fast, da vi susede i stejl fremadgående retning. Det føltes som blev jeg presset hårdt ned i sædet af en usynlig hånd, og jeg håbede at det snart ville være overstået. Fra vinduet kunne jeg se, hvordan alting hurtigt skrumpede til dukkehusstørrelse. Flyet hævede sig over Belfast, og et par minutter senere var det nogenlunde i ro.

 “Arh, af med det,” sagde Halley lystigt og løsnede sit bælte, da bælte-skiltet gik ud. Hun stak for tredje gang hånden ned i tasken og fiskede en müsli-bar op.

 “Du ser lidt træt ud,” bemærkede hun, og satte tænderne i sin snack. Jeg smilede stille og trak på skuldrene.

 “Det har bare været en lidt stresset morgen,” svarede jeg, men tvang mig selv til ikke at tænke på episoden.

 “Hm. Det forstår jeg,” sagde Halley og nikkede, “vil du låne min iPod eller sådan noget?”

Jeg overvejede kun hendes tilbud få sekunder, før jeg indså, at jeg måske ville blive fri for at høre om hende og Heinrich for en stund. Og den mulighed virkede ærlig talt tillokkende. Om jeg så var nødt til, at høre den ene platte kærlighedssang efter den anden, var det vel bedre end at forgive interesse i Halleys tyske arkitekt-kæreste. Lige nu, orkede jeg egentlig ikke, at holde en samtale kørende med den ellers meget venlige Halley. 

 “Jo,” svarede jeg hurtigt, “jo, det ville være skønt.”

Halley lænede sig ned, og hev sin turtaske frem under sædet.

 “Værsgo!” sagde hun og rakte mig en lille sort iPod. Den så meget brugt ud, med en stor flænge på skærmen og utallige ridser på bagsiden. Men det betød ikke noget. 

 “Mange tak,” svarede jeg, og tog lettet imod hendes gestus. Efter at have sat det lille headset fast i ørerne, manglende jeg blot, at beslutte hvilket af Halleys musik, jeg ønskede at lytte til. 

Men den opgave forekom hurtigt vanskeligere end først antaget; der lå bunker af musik på Halleys iPod. Det meste var - som jeg allerede havde forudsagt i mine tanker - romantiske duetter og feel-good-kærlighedsklassikere. Om det var på grund af min manglende teknikforståelse eller Halleys lettere uorganiserede iPod, var det i hvert fald slet ikke til at finde rundt i. I sidste ende valgte jeg - overvældet af uoverskueligheden - den nemme og desperate løsning; shuffle. Snart strømmede de velkendte toner fra “Your song” igennem høretelefonerne. 

Udenfor vinduet svævede store skyer hurtigt forbi. Himlen var blå, og i øjeblikket fløj over havet. Jeg lænede mit hovede mod vinduet, lukkede øjnene og lod Elton John’s bløde stemme strømme ind i mine øregange. Min tankestrøm blev langsomt mere sløret. Mærkværdige tanker flød uvilkårligt gennem mit hovede, og jeg mærkede hvordan min krop blev tungere og tungere…

 

 “Har du en guitar?”

 “Du lyder overrasket?”

Jeg trak i remmen, der var fastgjort til guitaren og strammede den om min skulder.

 “Det-…er jeg også,” svarede Harry halvforundret, og studerede nøje min gamle, slidte guitar, “kan du spille?”

 “Nej-nej, jeg har bare en guitar, du ved- for at have en,” svarede jeg sarkastisk. Harry løftede sine øjenbryn.

 “Ha-ha-ha…” sagde han ironisk og himlede med øjnene af mig. 

 “Nå,” han lagde sig ned på ryggen med albuerne som støtte og iagttog mig afventende, “så lad mig da høre,” sagde med en undertone af udfordring i stemmen. 

Jeg tøvede, og kunne mærke hvordan nervøsiteten alligvel blussede op i mig. Harry var jo meget musikalsk - mildest talt. Måske var det ikke en god idé alligevel... Jeg overvejede at droppe det, men det mistroiske udtryk Harry havde fremkaldt på sit ansigt, begravede tvivlen. Jeg satte hænderne på plads, og gav mig til at spille med mit koncentrerede blik naglet til strengene. Harry vinder, hvis jeg spiller forkert, tænkte det udødelige konkurrencemenneske i mig, hvis eneste plan var at bevise for Harry, at jeg godt kunne spille. Ud af øjenkrogen bemærkede jeg, at Harry løftede sig længere op på albuerne.

 “Du er sgu da god!” udbrød han, da jeg stoppede mit guitarspil. Jeg rynkede kort på næsen, og smilede, “jo. Jo, jeg mener det!”

Jeg trak guitarremmen over hovedet, og lagde instrumentet fra mig. 

 “Vent!” udbrød jeg kort efter, da jeg kom i tanke om den egentlige grund til, at jeg havde medbragt min guitar den dag. Jeg placerede mine fingerspidser på strengene, og satte igang med at spille. Harry genkendte hurtigt melodien, det er jeg sikker på. Han trak på smilebåndet, da jeg vendte mit blik mod ham og rystede opgivende på hovedet.

 “Kom nuuu!” bad jeg, “jeg har øvet mig hele dagen.”

Harry sukkede, kløede sig i nakken, men opfyldte alligevel mit ønske:

 

Surrounded by lilies, we quietly lie

no need for words, when watching sun die”

 

Harrys skønne stemme akkompagneret af guitarens bløde musik lød godt, mente jeg. Harry sang, jeg spillede og nogle gange fik vi øjenkontakt og smilede. Sådan her skal det være, tænkte jeg, akkurat sådan her. En let brise bølgede gennem liljerne, og Solen kastede sine sidste gyldne stråler over marken. 

Vi spillede sangen igennem. Men da vi nåede til sidste vers, sang Harry videre - selv guitaren spillede og jeg rørte den ikke engang mere. Hvad var det, der foregik? Harrys ansigt sløredes og liljemarken blev også mere utydelig. Det hele vippede, som befandt jeg mig på en båd i stormvejr, men musikken hørte ikke op. Harry sang nogle vers jeg ikke genkendte:

And I wonder where it all went wrong, but I haven’t got no clue

All I’ve got is memories, memories of you

 

Surrounded by lilies, I miss you so bad

lying here by myself, remember what we had?

 

I’ve kept this song for myself for so many years

but now i sing out loud, hoping you’ll hear 

 

Please close your eyes and count to ten

and consider me once, just once again”

 

Harrys ansigt sløredes yderligere. Liljemarken roterede for mit blik, og det hele blev én stor plamage af farver og billeder. Men Harrys sang og guitarens spillen blev ved uophørligt…

 

Jeg slog øjnene op. Marken, Harry, liljerne og den violette sommerhimmel var forsvundet. I stedet sad jeg på et blåt flysæde i en tæt kabine, med høretelefoner i ørerne og skyer svævende forbi vinduet, jeg lå op ad. Blot en drøm. En meget livlig drøm, tænkte jeg, før det gik op for mig, at musikken stadig spillede. I et kort, frygtindgydende øjeblik var jeg vis på, at jeg var blevet skør. Men så gik det op for mig; iPod’en. Jeg var ikke skør. Melodien spillede virkelig. Og denne gang, var der ingen tvivl; det var vores sang.

 

Harry havde udgivet vores sang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...