Fields of Lilies - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Igang
Hvad har den enlige mor Teresa O’Donnely, at gøre med den verdensberømte sanger Harry Styles? Jo ser du, hun er mor til hans datter. Den eneste lille detalje er, at Harry ikke selv er klar over det. Året er 2028, og næsten seksten år er gået siden sommeren 2012, hvor Tara og Harry blev forelskede. Meget er sket siden deres brud; Harry har netop udgivet et comeback-album med det forhenværende splittede band, One Direction, mens Tara nu lever i Nordirland med sin femtenårige datter Lily, som er træt af ikke at kende til sandheden om sin far. Da Tara altid har undgået emnet, drager Lily til sidst ud på egen hånd for at finde ham. Men er det virkelig så let, som hun går og tror? Hvad vil der ske, når hun finder ud af sandheden? Hvordan vil Harry og Tara reagere efter så mange års adskillelse? Og vigtigst af alt; vil denne usædvanlige familie, kunne holde sammen når deres fortælling lander i de forkerte hænder?

97Likes
173Kommentarer
7014Visninger
AA

7. Tara

 


 

12. april 2028

 “Lily? Kommer du ikke lige, og hjælper mig med poserne,” kaldte jeg, idet jeg trådte ind i den smalle gang. På trods af at vi kun var to mennesker, var der næsten ingen plads i entreen med alt vores store overtøj hængende på de små hvide knager.

 “Årh, forbandede sko..!” mumlede jeg frustreret til mig selv, og sparkede nogle af Lilys mange sneakers ind til væggen. At hun absolut skulle have mange par, var ikke til at forstå. Men det var jo hendes egne penge, det blandede jeg mig uden om. Fra stuen hørte jeg Lilys lette trampen ned af trappen. Lidt efter stod hun i dørkarmen. Hendes ustyrlige mørke krøller var som sædvanligt ude af kontrol. Hun havde taget min store mørkegrønne uldsweater, der nåede hende helt ned til knæene og sine yndlingshyggesokker fra mormor på. Straks og uden indvendinger greb hun fat i to af indkøbsposerne, som hun hastigt bar gennem stuen og ud i køkkenet. Jeg trådte ud af mine lave stilletter, og trak min gennemblødte jakke af. På de kolde fliser i gangen trippede jeg hurtigt ud i køkkenet, hvor Lily til min store overraskelse stod og pakkede varerne ud.

 “Nå, er du løbet tør for lommepenge, eller...?” spurgte jeg undrende, og gik selv igang med at tømme poserne. Lily så smilende på mig, men himlede med øjnene. Hun ryddede en lille plads på køkkenbordet, og hoppede så op.

 “Hvordan har din dag været?” spurgte jeg, og gav mig til at skylle porrerne. Jeg vendte blikket mod Lily, og et splitsekund syntes jeg at se en nervøs trækning glide over hendes ansigt. Men så trak hun på skuldrene, og så på mig med sine store grågrønne øjne.

 “Sådan fin nok. Ikke noget særligt...” mumlede hun, og gav sig til at pille uldtotter af sweateren, “hvad skal vi have?” tilføjede hun, og betragtede mig nysgerrigt.

 “Kartoffel/porre suppe,” smilede jeg, og smed porrerne på skærebrættet. Lily sprang ned på de grå fliser.

 “Sæt dig ned, det kan jeg godt klare,” sagde hun, og skubbede mig blidt ned på en stol ved spise bordet.

 “Du er da godt nok hjælpsom idag,” bemærkede jeg overrasket, og dumpede ned ved det runde hvide træbord vi havde stående i køkkenet, “vent lige...har du smadret et eller andet?” spurgte jeg mistroisk.

 “Ja, ha-ha,” svarede Lily sarkastisk, og vendte sig om mod mig, “Nej, jeg vil bare gerne hjælpe dig. Er det fuldkommen uforståeligt?”

Jeg smilede mistænksomt til Lily. Ikke fordi hun var doven eller uhjælpsom, men det var alligevel sjældent hun tilbød at lave mad alene. Hun rullede øjne, men gengældte alligvel med et bredt smil der endnu engang mindede mig om hendes far. Hun lignede ham en hel del; de samme grågrønne øjne, det samme brede tandsmil og selvfølgelig også de samme uregerlige krøller der fuldkommen levede sit eget liv. Lily havde endda også arvet hans sangtalent. Hun sang rent allerede fra en alder af tre år - og det havde hun i hvert fald ikke fra mig. I mange år havde jeg forgæves prøvet at overtale hende til at melde sig til et kor eller gå til sangundervisning, men altid havde hun afvist mit forslag. Hun troede vist ikke rigtig på sig selv på den plan. Men hjemme sang hun uafbrudt. Hun havde arvet min næse, mine ører, min lyse kulør men lignede stadig Harry så meget at der ikke gik en dag uden han poppede op i min erindring. Selvom jeg med alle kræfter prøvede at lukke ham ude - det var nemmere ikke, ikke at gruble for meget om ham. Heldigvis var det blevet lettere med tiden. Da Lily var mindre, spurgte hun ofte ind til ham. 

Første gang, var da hun om aftenen efter første skoledag, lå i sin seng parat til at sove. Jeg havde overvejet at fortælle hende det hele. Hvordan vi havde fået øjenkontakt på hver vores side af 0-meridianen i Greenwich. Hvordan jeg i det varme sommervejr havde stået, og fumlet med mit kamera for at fange et billede af den kendte grænse der delte verdenen i øst og vest. Jeg havde slet ikke ænset, at en verdensberømt popsanger stod lidt fra mig og grinede af den lille hjælpeløse pige fra Nordirland før jeg hørte Harrys stemme, hviske i mit øre for første gang: “Har du brug for lidt hjælp?”

Jeg havde vendt mig forskrækket om, og stirret direkte ind i et par grågrønne øjne. Jeg smilede rødmende ned i jorden, før jeg igen kiggede op.

 “Jeg er ikke ret god til det med kameraer,” havde jeg grinet, og rakt ham det lille spejlrefleks. Han studerede det et par sekunder, men vendte sig så imod mig med et bredt smil. Han fjernede ubesværet den lille linsebeskytter, og gav mig kameraet tilbage. Jeg kunne mærke varmen stige mig til kinderne, og lo genert.

 “Åh nej, du tror sikkert, jeg er en eller anden idiot der ikke kan finde ud af noget,” sagde jeg, og slog grinende hænderne op for ansigtet. Men da jeg sænkede dem igen, lagde jeg pludselig mærke til hvem jeg stod overfor.

 “Vent, er-... er du ikke? Jo, du er...!” stammede jeg, og kunne endnu engang mærke blodet strømme op i ansigtet, “Åhr nej...ikke nok med at jeg har gjort mig selv til grin, men oven i købet overfor en berømthed...”

Harry havde bare leet stille.

 “Du er ikke til grin,” havde han sagt, og strøget en tot hår væk fra mit ansigt, “du er bedårende.”

Men jeg havde alligvel ladet være, med at fortælle Lily historien. Harry var berømt. Lily skulle ikke udsættes for mediernes ondskab og ubarmhjertighed hvis hun valgte at opsøge ham. Den risiko kunne jeg ikke løbe. Og desuden ville jeg ikke, kunne gøre det imod Harry. Hvis ikke Harry vidste at han var far til Lily, skulle Lily heller ikke vide at hun var datter af Harry. Det var bedst, hvis kun jeg kendte til sandheden.

 “Skal jeg putte lidt chili i?” spurgte Lily blidt, og så sig over skulderen.

 “Det kan du da godt,” svarede jeg, og betragtede hvordan hun rumsterede rundt i skabene, “hvis du synes.”

Lily gav sig til at nynne lavmælt, som hun dryssede chilien ned i den simrende gryde på komfuret. Over køkkenbordet hang en hvid lampe, hvis lys var det eneste der i øjeblikket oplyste rummet. Normalt plejede Pax, at lunte omkring når der blev lavet mad. Men lige nu stod kun Lily i køkkenet. 

 “Hvor er Pax?” spurgte jeg. Lily grinede drilagtigt.

 “Han holder vagt ved muldvarpeskuddet i haven. Det har han gjort hele dagen,” svarede hun, “Prøv at gå derud. Han ligger bare med snuden i jorden.”

Jeg rejste mig fra den hvide træstol, og forlod det lille køkken. Jeg trådte gennem spisestuen, hvor vi spiste når vi havde gæster. Et langt bord af lyst træ omringet af mange forskellige stole stod der i rummet. Der stod bl.a. en gammel retrostol fra 80‘erne med orange filt, en slidt træstol med fint udskårede blomster og en gennemsigtig stol af ubøjeligt plastik. Ikke to af stolene var ens. Væggene i rummet var hvide, men med masser af farverige tegninger og billeder mens gulvet var af lyst træ. På den ene af væggene hang en stor opslagstavle med billeder, invitationer, postkort og meget andet. En bred glasdør førte ud til vores lille baghave, hvor æbletræet og liljerne blomstrede nu hvor det endelig var forår. Og dér lå Pax, den store kluntede Labrador, ivrigt logrende med sin sorte hale og snuden langt nede i et hul i det regnvåde græs. Selvfølgelig havde han ligget der hele dagen den stædige hund, tænkte jeg med et smil. Jeg lagde hånden på håndtaget, og skubbede døren op.

 “Pax!” kaldte jeg. Pax rørte sig ikke ud af flækken. Et suk gled over mine læber, “Pax, kom her!”

Lige så stædig som sin eger, tænkte jeg, og huskede på hvem der havde opdraget ham. Jeg smækkede døren i igen. Så måtte Lily altså passe ham, hvis han gik hen og blev syg. Jeg gik gennem spisestuen, og ud i det duftende køkken igen.

 “Han er lige så stædig som dig,” sukkede jeg, og sank igen ned på en af de antikke stole ved det lille bord. Lily grinede.

 “Og jeg er ligeså stædig som dig,” sagde hun, og stak en stor grydeske i suppen.

 “Hvad har du fået dagen til at gå med?” spurgte jeg, idet Lily pludselig sprang over til vasken og spyttede suppen hun lige havde smagt på ud.

 “Alt for varm,” konstaterede hun, og skar en grimasse efter at have skyllet sin mund, “nåh tja, jeg har været over hos Maya kort, og så...” med blikket i gulvet holdt Lily holdt en kort pause, “ikke andet,” sukkede hun til sidst, “hvad med dig?”

 “Prruh,” stønnede jeg træt, og lagde hagen i mine hænder, “jeg har haft en lang dag. Tænk, de vælger, at holde møde en søndag!”

Lily nikkede forstående, men stod med ryggen til, optaget af at hælde mælk præcist op i et måleglas. Hun gav sig til at nynne igen, som hun så tit gjorde. Begge stod og sad vi lidt i vores egne tanker, da noget pludselig gik op for mig. Lilys nynnen. Det var en melodi, jeg genkendte. Kunne det virkelig være-...? Nej, det kunne det ikke. Jeg lyttede efter. Jo, tænkte jeg; det var Harrys og min sang. Hvorfra kendte hun den? Jeg havde aldrig i mit liv sunget den for hende, og udover mig kendte kun Harry til sangen. Eller... det gik jeg i hvert fald ud fra. Og chancerne for at Harry havde sunget den for hende, var mindre en minimale. Måske var det en anden sang. Fuldkommen stille lyttede jeg anstrengt på Lilys nynnen. Men det var helt sikkert - det var vores sang. Af en eller anden ubestemmelig grund kunne jeg mærke sveden samle sig i mine håndflader. 

 “Hvor, øh... hvor kender du den sang fra?” spurgte jeg, med tilkæmpet beherskelse. Lily så sig over skulderen, med et rådvildt blik. Hun trak uanfægtet på skuldrene.

 “Den spillede i radioen i morges. Harry Miles eller Larry Tyles eller sådan noget,” svarede hun ligegyldigt, og rørte videre i den dampende suppe. Hørte den i radioen? Jeg sad fuldkommen perpleks, og iagttog uforstående Lily, der førte en ske fra gryden op til munden hvorpå hun forsigtigt smagte på den gule suppe. Min hjerne arbejdede på højtryk, mens mit hjerte bankede hurtigere i brystkassen. Hvorfor, var ikke til at forklare. I radioen? Det kunne da ikke være sandt...kunne det?

 “Så er suppen færdig!” erklærede Lily fornøjet, og slukkede for komfuret og emhætten mens hun trak gryden over på en anden plade. Et par sekunder rodede hun rundt i de hvide skabe og skuffer, hvor hun fandt skåle og skeer frem. Jeg opfattede knapt nok, at hun hældte suppe i begge skåle og smuttede hen til det lille rundbord, hvor hun pænt anbragte suppen ved vores sædvanlige pladser.

 “Mor?” spurgte Lily nænsomt, og vækkede mig fra min trance.

 “Hvad? Åh, undskyld søde,” svarede jeg, og rettede mig i stolen, “hvor ser det godt ud.”

 

 

______________________________

Forfatterbesked:

Sorry, for de lange kapitler. Lige her i starten er det jo meget tilbageblik, så det er svært at gøre kapitlerne kortere - men jeg er SÅ taknemmelig for jer der hænger på. I er simpelthen bare de bedste! Dog kunne jeg stadig godt bruge noget feedback... Og som altid er jeg villig til at læse noget af dit! Bare link din historie i kommentarfeltet, så skal jeg nok tage et kig og efterlade en kommentar!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...