Fields of Lilies - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Igang
Hvad har den enlige mor Teresa O’Donnely, at gøre med den verdensberømte sanger Harry Styles? Jo ser du, hun er mor til hans datter. Den eneste lille detalje er, at Harry ikke selv er klar over det. Året er 2028, og næsten seksten år er gået siden sommeren 2012, hvor Tara og Harry blev forelskede. Meget er sket siden deres brud; Harry har netop udgivet et comeback-album med det forhenværende splittede band, One Direction, mens Tara nu lever i Nordirland med sin femtenårige datter Lily, som er træt af ikke at kende til sandheden om sin far. Da Tara altid har undgået emnet, drager Lily til sidst ud på egen hånd for at finde ham. Men er det virkelig så let, som hun går og tror? Hvad vil der ske, når hun finder ud af sandheden? Hvordan vil Harry og Tara reagere efter så mange års adskillelse? Og vigtigst af alt; vil denne usædvanlige familie, kunne holde sammen når deres fortælling lander i de forkerte hænder?

98Likes
171Kommentarer
7405Visninger
AA

3. Tara

 


 

30. juli 2012

 “Hvad er der galt?”

Harry betragtede mig med rynket pande. Endnu engang mærkede jeg klumpen i halsens tilbagevenden. Sagte rystede jeg på hovedet, og så ned i jorden men han tog blidt fat om mine skuldre, og løftede min hage med to bløde fingre. Vi stirrede i hinandens øjne et par sekunder.

 “Hey...fortæl,” mumlede han, og undersøgte mit blik. Jeg lagde øret mod hans hjerte. Det bankede roligt og rytmisk. Det plejede altid at berolige mig. Men ikke idag. Vores lykkelige minder syntes så fjerne. Hvor havde jeg været naiv dengang. Hvor havde jeg været dum. 

 “Kan du ikke...kan du ikke synge vores sang? En sidste gang?”

Jeg snøftede mod hans varme bryst. Han havde lagt sine stærke arme om mig. Og dog følte jeg mig så fortabt. Duften af liljer hang i luften, selvom jeg vidste at de var ved at visne. Det hele var ved at visne. Efteråret var på vej... og ligeså var mørket. Men lige nu skinnede solen. Lige nu duftede liljerne. Lige nu lå Harrys arme om mig. Lige nu.

 “Hvad mener du ‘en sidste gang’?”

Harry lød forvirret. Hans t-shirt blev våd af mine tårer. 

 “Vil du ikke nok?” hviskede jeg stille, trykkede mig tættere ind i hans favn. Jeg ville bare lukke øjnene, og forestille mig at denne dag blot var en almindelig sommerdag. En af de mange fantastiske sommerdage Harry og jeg havde tilbragt sammen. Harry begyndte at synge.

 

 

 “Surrounded by lilies, we quietly lie

no need for words, when watching sun die

 

In a meadow of lilies, on a cold and silent night

we’ll be holding hands in darkness, we’ll hold each other tight

 

Please look me in the eyes and tell me once again

promise you won’t lie, it’ll only cause me pain

 

Having you in my arms, I feel so complete

I owe it all to destiny, for making us meet

 

Surrounded by lilies, leaving you? Never

I love you so much, I could lie here forever

 

 

Sangen blandede sig med sommerbrisen og duften af liljer, fra marken der var blevet helt sløret for mit blik. Herfra hvor vi stod havde vi udsyn til de fantastiske liljemarker der strakte sig uendeligt langt. Liljerne svajede i lyset fra den varme sommersol. Jeg tørrede mine øjne, og så op på Harry. En dyb fure havde lagt sig mellem hans øjenbryn. De bløde krøller dansede op og ned i vinden, og hans smukke grågrønne øjne stirrede indgående i mine. Så indgående at jeg følte mig fuldkommen gennemsigtig. Endnu engang måtte jeg rette blikket mod jorden.

 “Harry, jeg...”

 “Jeg elsker dig, Tara,” hviskede han, og pressede sine læber mod mit hår. Snedigt, tænkte jeg inderligt, god undvigningsmanøvre. Han vidste, at jeg skulle til at sige noget. Noget han ikke ville høre. 

 “Jeg- jeg elsker også dig, men...”

 “Ikke noget ‘men’... ikke noget ‘men’...” mumlede Harry utydeligt, og lagde sin kind på mit hovede. Han klemte sine arme hårdere om mig. Jeg mærkede atter noget vådt og lunkent løbe ned ad mine kinder. Mod min vilje så jeg op på ham. 

 “Harry,” sagde jeg stille, “jeg elsker dig, det ved du jeg gør. Vores sommer har været-...ubeskrivelig. Men sommeren er snart slut. Virkeligheden kalder på os. Vi kan ikke bare-...”

 “Hvad? Hvad kan vi ikke bare? Jeg elsker dig, behøver vi andet?!” Harry lød som et utålmodigt barn. Han rev sig ud af mine arme. Og trådte et par meter tilbage i stædighed. Han hverken blinkede, eller fjernede blikket fra mig. 

 “Harry, vær sød ikke at gøre det her sværere end det allerede er. Vi kan ikke bare fortrænge, at vi kommer fra to forskellige verdener, og... så er der noget andet...”

 “Hvad?” spurgte Harry ophidset. Jeg rystede på hovedet. Lukkede øjnene et øjeblik. Jeg kunne ikke bære at fortælle ham det. Selvom han fortjente sandheden mere end noget andet, kunne jeg ikke. Han ville ikke lade mig gå, hvis han fik sandheden at vide. Og det ville være forkert, hvis vi blev sammen, lød det fra den fornuftige stemme i mit sind. Da jeg lukkede øjnene op, stod han stadig et par meter fra mig og prustede ophidset. Med langsomme skridt bevægede jeg mig hen mod ham. Lagde mine hænder om hans hals, og nussede ham blidt i nakken. 

 “Hør, Harry,” sagde jeg, og tørrede tårerne væk, “jeg tager tilbage til Nordirland. Jeg kan ikke sige hvorfor. Jeg beder dig ikke om at forstå det. Jeg beder dig bare om at acceptere mit valg. Du skal ikke følge efter mig. Du-...” jeg tog tilløb til at sige det næste, “du skal heller ikke skrive til mig eller på nogen måde prøve at kontakte mig. Og hvis du virkelig elsker mig, stiller du ikke spørgsmål. Hvis... hvis du virkelig elsker mig, lader du mig gå.”

 “Men, Tara, hvad-” Harry så mere forvirret ud end nogensinde. Han kiggede uforstående på mig. Uforstående og fortvivlet med opspilede hundeøjne. Jeg kendte mig selv godt nok til at vide, at jeg aldrig ville kunne forlade ham med det blik i hans øjne.

 “Luk dine øjne,” sagde jeg. Harry tøvede, men adlød. Jeg tøvede også selv. Trak vejret dybt. Men begyndte så: “Harry, jeg elsker dig. Jeg elsker dig så højt. Det piner mig at skulle sige farvel. Det...det gør det virkelig. Men det er bedst på den her måde. Det vil du indse. Det-...det er jeg sikker på.”

Men jeg var ikke sikker. Jeg var ikke sikker på, at han ville indse det. Ikke engang sikker på, at jeg selv ville indse det. Men den stædige stemme i mit hovede gentog hele tiden ordene, der afholdt mig fra at give efter, kaste mig i Harrys stærke arme og glemme det hele: “Det er bedst på den her måde. Det er bedst på den her måde...”. Jeg holdt inde lidt. En tåre løb ned at Harrys kind. Han pressede ellers sine øjenlåg hårdt sammen. Det var ikke til at holde ud. Han fortjente sandheden. Med højre tommelfinger tørrede jeg tåren af hans kind. Jeg stillede mig på tæer. Lukkede selv øjnene, og pressede mine læber mod hans. Med øjene lukkede, føltes det næsten som om der intet var galt. Jeg kunne nærmest forestille mig, at det bare var en af vores mange ubekymrede sommerdage. En af de sommerdage der nu var fastfrosset i min erindring om ‘dengang’. Men det var ikke dengang. Sommeren var slut. Vi og vores og os var slut. Jeg rev mine læber fra hans, lagde kort hovedet på hans skulder og hviskede så: “Hold dine øjne lukkede. Og åben dem først om ti sekunder. Jeg-... jeg elsker dig.”

Jeg aede Harry i nakken en sidste gang. Så trak jeg mig ud af hans varme favn, og mærkede kulden tage fat. Det føltes så uvirkeligt. Som om jeg i virkeligheden stod længere væk og så det hele udefra. Jeg så, hvordan jeg kastede et sidste blik på Harry før jeg vendte ryggen til ham. Vendte ryggen til liljerne. Vendte ryggen til den bedste tid jeg nogensinde havde haft. Vendte ryggen til det hele. Den usikre stemme i mit hovede gentog igen og igen samme ord: “Det er bedst på den her måde. Det er bedst på den her måde...”. For hvert skridt jeg tog, syntes jeg at tro mere på ordene. Sådan måtte det være. Det ville ikke gå alligevel. Det er bedst på den her måde...men en lille utrøstelig del af mig tvivlede. En lille utrøstelig del af mig vidste, at jeg traf en forkert beslutning ved at vende ryggen til. For jeg vendte ryggen til den første gang i mit liv, jeg vidste at jeg hørte til hos en. Jeg vendte ryggen til Harry. Jeg vendte ryggen til det hele. 

Og jeg så mig aldrig tilbage.

 

 

Forfatterbesked

Kære dig der lige har læst første kapitel af "Fields of Lilies",

Jeg håber ikke, at du vil dømme min historie på denne "prolog" - den er ikke særlig fangende, men desværre har jeg ikke lige haft tid til at forbedre den. Desuden er der mange elementer, der fremgår i denne tekst som er vigtige for resten af historien. Derfor - når du nu alligevel læser dette - vil det virkelig glæde mig, hvis du gad tage et kig på de øvrige kapitler - jeg håber, at de er mere fangende. Hvis du selv har en historie, jeg skal tage et kig på, så er du mere end velkommen til at sende mig et link i kommentarfeltet :)

 

Kærlige hilsner,

Marou

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...