Fields of Lilies - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Igang
Hvad har den enlige mor Teresa O’Donnely, at gøre med den verdensberømte sanger Harry Styles? Jo ser du, hun er mor til hans datter. Den eneste lille detalje er, at Harry ikke selv er klar over det. Året er 2028, og næsten seksten år er gået siden sommeren 2012, hvor Tara og Harry blev forelskede. Meget er sket siden deres brud; Harry har netop udgivet et comeback-album med det forhenværende splittede band, One Direction, mens Tara nu lever i Nordirland med sin femtenårige datter Lily, som er træt af ikke at kende til sandheden om sin far. Da Tara altid har undgået emnet, drager Lily til sidst ud på egen hånd for at finde ham. Men er det virkelig så let, som hun går og tror? Hvad vil der ske, når hun finder ud af sandheden? Hvordan vil Harry og Tara reagere efter så mange års adskillelse? Og vigtigst af alt; vil denne usædvanlige familie, kunne holde sammen når deres fortælling lander i de forkerte hænder?

97Likes
173Kommentarer
6996Visninger
AA

8. Lily

 


 

12. april 2028

Skålen var efterhånden tom. Med skeen skrabede jeg de sølle supperester af indersiden, som jeg slubrede i mig, hvorpå jeg skubbede skålen fra mig, og lænede mig tilbage i den knirkende stol. Mor sad åndsfraværende bøjet over skålen, med blikke tilfældigt  fæstnet på bordpladen. Mellem de lyse øjenbryn var en dyb fure opstået. Hun havde ikke sagt et ord under hele middagen. Hun havde bare siddet i sine egne tanker og nippet til suppen. 

 “Mor?” spurgte jeg forsigtigt. Hun bemærkede det ikke i første omgang, “Mor, har du det fint?”

Så så hun endelig op, sank en klump i halsen og blinkede sine øjne vågne.

 “Åh, jo selvfølgelig, jeg er bare lidt træt,” smilede hun, og slugte de sidste mundfulde suppe i sin skål. Et stille suk gled over hendes lyserøde læber, idet hun rejste sig fra bordet. De to tomme skåle greb hun fat om, for derefter at træde ud i køkkenet. Jeg fulgte hurtigt efter hende.

 “Lad mig klare opvasken. Gå du ind og læg dig på sofaen.”

Mor rynkede brynene, og stirrede forbløffet på mig.

 “Hvad sker der med dig idag?” spurgte hun undrende, og lod mig genne hende ud af det trange køkken. Hun stoppede op i døren til stuen, og vendte sig mod mig.

 “Tak,” sukkede hun, og sendte mig et halvhjertet smil, før hun fortsatte videre til stuen. Imens gav jeg mig i kast med gryden, måleglassene og alt det andet rod. 

Det var nødvendigt at mor var i sit bedste humør, hvis jeg endelig skulle spørge ind til min far. Træskeer og knive smed jeg ned i vasken, som jeg fyldte med varmt vand og skummende sæbe. At være den pligtopfyldende vidunder-datter var et vigtigt trin i min plan. Mor måtte forkæles, før jeg vågede mig ud på isen og samlede mod til at spørge. Det ville ikke nytte, hvis jeg fangede hende på en travl hverdagsaften hvor hun rettede kedelige universitetsopgaver, og så udbrød:

 “Du mor, fortæl lige lidt om hvem ham min far er.”

Så ville der ikke være den mindste chance for at opnå resultater. Nej, jeg måtte fedte for mor, opføre mig som det perfekte barn. Det var det eneste, der fungerede på hende, vidste jeg.

Jeg skyllede knivene, og skrubbede gryden. Tørrede det hele af, og stillede det så på plads; som en rigtig artig pige. Derefter satte jeg vand over til te, og fandt den mørke chokolade frem. På en fin træbakke med indgraverede guldblomster lysende fra den ellers hvide maling, placerede jeg det hele og med en smule besvær fik jeg bakset den op i hænderne. Langsomt balancerede jeg ind i den store stue uden at fjerne mit vagtsomme blik fra den klirrende kop, teen og chokoladen. 

Jeg pustede først lettet ud, det sekund bakken stod sikkert på vores lille sorte sofabord. Mor havde rettet sig op i den cremefarvede sofa med de mange farverige puder, og kiggede nu henrykt på skiftevis mig og bakken. Selv dumpede jeg afslappet ned i den store røde lænestol med øreklapperne, trak benene op under den grønne sweater og gav mig til at pille ligegyldigt ved armlænene, som om det ikke var noget specielt at jeg sådan biksede en bakke sammen.

 “Til mig?” spurgte mor storsmilende. Jeg nikkede, og trak selv i den ene mundvig. Mor lagde sit lange lyse hår på den ene skulder, og gav sig til at hælde den glohede kamillete op i det store polkaprikkede krus. Jeg observerede, hvordan hun roligt førte den dampende porcelænskop op til læberne, men funderede selv som en gal over hvornår (og hvordan) jeg skulle udføre mit næste trin. Skulle jeg bare springe ud i det? Eller skulle spørgsmålet hellere komme stille snigende? Mor måtte have set min spekuleren, for hun sænkede sit varme krus og studerede mig opmærksomt.

 “Er der noget galt?” spurgte hun roligt. Det var nu, jeg havde chancen. Nu ville det være oplagt. 

 “Jo, altså-...det er bare....” prøvede jeg, men det lod til at min mund havde besluttet sig for  noget andet end min hjerne.

 “Hvad?” spurgte mor blidt. Jeg tog mod til mig. Mor løftede igen sit røde krus, men holdt stadig øjenkontakten.

 “Mor,” sagde jeg alvorligt, “jeg vil gerne have, at du fortæller mig om far,”

Mor slubrede lidt te i sig, holdt øjnene på kruset som hun langsomt sænkede og stillede på bordet. Hun så ikke overrasket ud. Hun smilede faktisk lidt. Måske virkede min plan. Jeg rettede mig forhåbningsfuldt i stolen. Hun åbnede sin mund lidt, og jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere. Nu ville det ske. Lige nu. Mor ville fortælle mig om ham. Langt om længe.

 “En anden gang.”

Mit hjerte sprang et slag over. Det var, som frøs hele situationen et kort øjeblik. Mor hævede igen koppen fra bordet, drak roligt den varme kamillete. En anden gang. Mit hjerte hamrede hurtigt i brystet. Noget i mig havde nået sit bristepunkt. Mine håndflader var blevet fugtige. En. Anden. Gang.

 “Hvornår?!” råbte jeg, og sprang op af den bløde lænestol, “Hvornår er ‘en anden gang’?!”

Mor stirrede forskrækket på mig, og skyndte sig at sætte sin te ned på bordet.

 “Mor, forstår du det slet ikke?!” jeg kunne mærke en klump i halsen, og mine øjne sved ubehageligt, “Jeg har brug for at kende til min fortid!”

Mor rejste sig selv fra sofaen. Hun havde rynket panden en lille smule, og presset sine læber hårdt sammen så hendes mund blev til en tynd streg. Hun rystede stille på hovedet, og kiggede medfølende på mig.

 “Selvfølgelig forstår jeg det, Lily, men-” begyndte hun, før jeg afbrød.

 “Hvorfor skal jeg så vente til en anden gang?!” jeg kunne ikke holde det tilbage mere. Små salte tårer strømmede ubehersket ned af mine kinder. Men jeg forsøgte ikke at stoppe dem. 

 “Lily, jeg er ked af det, men-” mor bed sig i underlæben, og rettede sit blik mod gulvet. Jeg var så vred, at jeg kunne mærke mit hjerte hamre mod brystkassen. Det gik op for mig, lige i det øjeblik, jeg så mor stå og glo ned i gulvet. Det gik op for mig, at jeg aldrig ville finde ud af hvem, han var. I hvert fald ikke med hendes hjælp. Der fandtes ikke ‘en anden gang’.

 “Du er egoistisk!” skreg jeg ude af kontrol. Det hele vældede ind over mig, og mor så ud som en sløret klat af farver nu, “Du tænker kun på dig selv! Du ved, hvor meget det fylder at jeg ikke ved hvem han er, men alligevel skubber du bare tanken langt væk, så du ikke selv behøver at tænke på ham!”

Tårerne piskede voldsomt ned ad mine kinder. Jeg mente det ikke engang. Men jeg var så vred, at min krop dirrede. Jeg havde ønsket, at mor ville blive vred. Det havde været meget lettere, hvis hun også selv var begyndt at råbe- eller måske endda havde sendt mig op på mit værelse. Men-… hun stod bare der. Hun stod bare der, og betragtede mig med bedrøvet mine. Hvorfor råbte hun ikke? Hvorfor blev hun ikke vred? Jeg drejede om på hælen, så hurtigt at jeg var lige ved at glide på det glate gulv. Voldsomt trampede jeg op af trappen, og hastede ned ad gangen til jeg nåede min dør. Da jeg trådte ind på mit værelse, smækkede jeg døren voldsomt i og drejede låsen om. Men jeg hverken smed mig grædende på sengen eller begyndte at bokse i en pude. Nej. Jeg fandt min kuffert frem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...