Fields of Lilies - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Igang
Hvad har den enlige mor Teresa O’Donnely, at gøre med den verdensberømte sanger Harry Styles? Jo ser du, hun er mor til hans datter. Den eneste lille detalje er, at Harry ikke selv er klar over det. Året er 2028, og næsten seksten år er gået siden sommeren 2012, hvor Tara og Harry blev forelskede. Meget er sket siden deres brud; Harry har netop udgivet et comeback-album med det forhenværende splittede band, One Direction, mens Tara nu lever i Nordirland med sin femtenårige datter Lily, som er træt af ikke at kende til sandheden om sin far. Da Tara altid har undgået emnet, drager Lily til sidst ud på egen hånd for at finde ham. Men er det virkelig så let, som hun går og tror? Hvad vil der ske, når hun finder ud af sandheden? Hvordan vil Harry og Tara reagere efter så mange års adskillelse? Og vigtigst af alt; vil denne usædvanlige familie, kunne holde sammen når deres fortælling lander i de forkerte hænder?

98Likes
173Kommentarer
7280Visninger
AA

5. Lily

 


 

12. april 2028

Der herskede absolut stilhed i kontoret. Dr. Harlem var stoppet midt i en bevægelse, og karamellen hang derfor i luften tæt ved hans mund. Langsomt fik Harlem sænket armen, og kiggede nu forbavset på mig. Jeg skuttede mig i stolen, og betragtede ham afventende. 

 “Du vil...finde din far?” spurgte Harlem. Jeg nikkede afmålt. Dr. Harlem sukkede, “Lily, selv hvis jeg kunne hjælpe, ville det ikke være med en blodtypetest.”

 “Jamen, så kunne du jo finde ud af hvilken blodtype mine forældre har og dermed hvilken min far har, og så ville det ikke være så svæ-”

 “Jeg er ked af det, Lily, men der er virkelig ikke noget jeg kan gøre. Og specielt ikke uden din mors tilladelse. Sådan er reglerne. Det er jeg ked af,” afbrød dr. Harlem i et afsluttende tonefald. Jeg vidste det godt. Men jeg havde alligevel troet, at Harlem kunne hjælpe mig som han altid havde gjort. Jeg tror, at han aflæste mit skuffede ansigtsudtryk for han puffede karamelskålen tværs over bordet, og sendte mig et medfølende blik. Jeg forsøgte mig med et smil, men jeg var sikker på at det kun blev et halvhjertet et af slagsen. Før jeg rejste mig, og traskede over mod døren stak jeg hånden ned i skålen, og fiskede en lille karamel i lyserødt papir op. Da jeg nåede til døren tøvede jeg. Jeg vendte mig mod dr. Harlem, der stadig sad i sin kontorstol.

 “Du siger ikke noget til mor, vel?” spurgte jeg nervøst. Han smilede, og rystede på hovedet. Jeg nikkede stille. Der gik et par sekunder, før jeg tog mig sammen og trykkede ned i håndtaget. Jeg trådte over dørkarmen, men hørte så dr. Harlem’s stemme fra kontoret:

 “Forresten Lily?”

Jeg drejede om igen.

 “Tillykke med de femten år i fredags,” smilede han hjerteligt.

 

Uden for den grå betonbygning ringede jeg til Maya.

 “Hey, hva’ så?” lød hendes stemme i mobilen.

 “Hej, må jeg komme over?”

 “Ja ja, endelig! Jeg kommer alligevel til at rejse mig fra mit hjørne her de næste par timer, så jeg kunne bruge lidt selskab.”

 “Super. Hvad mener du med at du ikke kan rejse dig fra dit hjørne?”

 “Åh, lang historie. Du får den, når du kommer herover. Hov, by the way; du er nødt til at kravle ind af vinduet i køkkenet, jeg kan ikke gå ud til døren. Ses!”

Mayas rivende sætninger blev fulgt af tre bip-lyde, før jeg overhovedet nåede at sige et ord. Selvfølgelig havde Maya rodet sig ud i et eller andet, tænkte jeg idet jeg traskede ned ad fortovet. Himlen var blevet domineret af truende grå skyer, og snart efter begyndte det at dryppe støvregn. Jeg slog hætten over hovedet, og satte farten op. Støvregnen blev til forsigtige regndråber, og de forsigtige regndråber blev til kaskader af vand der hamrede ned over mig. Egentlig holdt jeg meget at regn. Når jeg var indenfor. Med et tæppe omkring mig. Og kakao i et krus. Og varmedunk ved fødderne. Ellers hadede jeg det. Hvilket jo var meget praktisk, eftersom jeg boede i Nordirland...

 

 “Ind af vinduet! Jeg kan jo ikke komme ud til døren, Lily, kravl nu bare ind af køkkenvinduet!” hørte jeg Mayas utålmodige råben på den anden side af den rødmalede hoveddør. Jeg sukkede bittert, men adlød hende alligevel. Jeg trådte ned af trappen foran hovededøren og ud i regnen igen. Langs det lille hus’ hvide mure kantede jeg mig. Jeg var nu så gennemblødt at mine fødder svuppede i en sø af vand der havde samlet sig i mine sneakers. Min forårsjakke klæbede sig ubehageligt til mine arme og mit ellers krøllede hår hang nu som lange mørke slanger fra min hovedbund. Jeg nåede til vindueskarmen hvor der i en blomsterkasse var plantet små urter der ikke så ud til at have det synderligt rart i det forfærdelige vejr. Jeg satte venstre fod mod muren, hænderne på karmen og med højre fod svang jeg mit ben ind af det åbne vindue. Efter et par øjeblikkes bøvl stod jeg endelig i Mayas rodede køkken. Pander, tallerkner, skåle og andet var ustabilt stablet i høje bunker der mindede om mini modeller af højhuse. Familien Bernard var ikke dem der gik mest op i orden. Jeg gik dryppende ud af tallerken-New York og videre til entreen, hvor jeg stillede mine sko og hang min jakke.

 “Spisestuen...!” kaldte Maya modløst. Jeg gik videre igennem stuen, men nåede lige at stoppe i dørkarmen ved synet af Maya og hendes mystiske placering i det store spisestue. Hun sad klemt inde i en krog af rummet der var fuldkommen ryddet. Bordet, stolene og skabet var blevet flyttet ud. 

 “Hvad, øh... hvad laver du?” spurgte jeg undrende, mens jeg gloede på Maya der bare sad håbløst i sit hjørne, “hvor er alle møblerne, og hvorfor sidder du i et hjørne?”

 “Jo, ser du, min lille ven-” begyndte Maya i et fortællende tonefald. 

 “Jeg er højere end dig,” afbrød jeg grinende.

 “Sjush!” Maya rømmede sig, og startede forfra “Jo, ser du, min lille ven; der var engang en mor, der bad sin datter om at lakere gulvene i deres hus med et tvivlsomt lakeringsmiddel, hun påstod ikke kunne blive for gammelt. Datteren tog imod opgaven med rask hånd,” - jeg lo hånligt af hendes ‘med rask hånd’ kommentar, da jeg tydeligt kunne huske hvordan “en vis datter” havde klynket igår - “og lakerede sig selv inde, med den idé at hun kunne tilbringe den time det ville tage for gulvet at tørre på at læse i sin bog i hjørnet. Og da (!) ringede moderen, og fortalte at datteren ikke måtte bruge lakeringsmidlet, fordi bivirkningen ved at det blev for gammelt var at det ville tage flere timer at tørre. Og det var så historien, om pigen der måtte leve resten af sine dage i et hjørne.”

Maya holdt inde med sin tale, og udstødte en melodramatisk jammerhulk.

 “Har du...lakeret dig selv inde?” spurgte jeg, mens jeg anspændt prøvede at holde latteren inde. Maya nikkede sørgmodigt. 

 “Fanget i en celle, med usynlige vægge,” Maya rejste sig, op og begyndte at holde enetale fra sit hjørne med en dramatisk stemme. Hun svang rundt med armene, foldede hænderne i bøn, bankede på væggene med store teatralske bevægelser. Normalt ville jeg havde spillet og fjollet med, men idag var der andet der optog min opmærksomhed... “en kvindes evige kamp mod en dominerende mors magt! Låst inde bag tremmer på en ø i en uovervindelig lakerings-sø! Oh Pegasus og Saturn, hvad har jeg at vente? Lys min fremtid klar! Kom hid, kom hid! Jeg agter at-”

 “Jeg har tænkt mig at finde min far.” 

Jeg kunne ikke holde et inde længere. Maya sænkede armene. Hun stirrede - nærmest forskrækket - på mig.

 “Hv- hvad?” spurgte hun uforstående.

 “Jeg har tænkt mig at finde ham,” gentog jeg beslutsomt. Maya gloede stadig lamslået på mig. 

 “Hva- jeg mener hvordan?” spurgte hun forvirret. Det spørgsmål havde jeg også spurgt mig selv om utallige gange. Hvordan. Jeg havde jo intet at gå efter. Ingen spor. Ingen hjælp. Andet end...

 “Vi kom fra samme rige, men hver vores verden. Vi tilbragte en sommer hvor øst og vest deles, et sted hvor markernes blomster bærer dit navn,” svarede jeg Maya, der havde sat sig ned igen. 

 “Har du fundet ud af det?!” spurgte hun ivrigt, og lyste op. Jeg rystede på hovedet. Gid det var så vel. Maya sank sammen igen. Stilheden krøb ind imellem os, som vi sad der i hvert vores hjørne. Den lagde sig godt til rette. Måske lidt for godt. Stilheden blev nærmest anspændt. På en måde den aldrig havde været mellem Maya og jeg før. Jeg skuttede mig, og pressede læberne sammen. Maya var den første til at bryde tavsheden.

 “Men, Lily...hvorfor? Altså hvorfor lige nu?” spurgte hun stille, “Det kommer ret pludseligt, gør det ikke? Sådan...du har slet ikke snakket om ham i...flere år?”

Maya kiggede, på mig på samme urolige måde som dr. Harlem havde gjort. Ikke oprevet eller chokeret eller modsigende bare...uroligt. Jeg forstod ikke hvorfor. Ja, det kom måske som en overraskelse, at jeg nu ville finde min far men de behøvede da ikke ligefrem være urolige for mig. Men det var vel sandt nok; jeg havde ikke nævnt min far i lang tid. Hvorfor han lige pludselig var dukket op i mit hovede igen, var et spørgsmål ikke engang jeg selv kendte svaret på. Det var han bare. Og jeg vidste, stærkere end nogensinde, at jeg ikke kunne nøjes med at vente til mors en anden gang. 

 “Jeg vil finde ham, Maya,” svarede jeg hende til sidst. Det var det eneste rigtige svar, “han mangler.”

Maya nikkede langsomt. Men den urolige grimasse blev ikke vasket væk. Faktisk blev den nærmest bare forstærket. Hun lænede sig anspændt op af væggen, og holdt nærmest øje med mig med opspilede pupiller. Som om hun forventede, at jeg ville flippe hvornår det skulle være. Og hun grublede over noget, det kunne jeg læse på hendes blik. Der var noget hun holdt inde. Hvis jeg kendte Maya ret, ville det ikke forblive usagt i længere end højest nødvendigt. Det var bare et spørgsmål om tid, før...

 “Hvad hvis han er en idiot, Lily?” udbrød hun, og så nærmest overrasket ud over sin egne ord, “Hvad hvis der er en grund til at din mor ikke har fortalt dig om ham? Måske er han ikke det værd, Lil.”

Maya kiggede på mig, med et udtryk jeg aldrig troede, jeg skulle se på hendes ansigt. Hun pressede sine læber sammen og rynkede sin bryn i undskyldende medlidenhed. Den mulighed havde jeg slet ikke overvejet. Det havde altid bare været et spørgsmål om, hvor end jeg var klar eller ej. At han måske ikke gad mig, havde jeg aldrig skænket en tanke. At vi ikke var i kontakt, måske havde været hans valg virkede nærmest uvirkeligt. 

 “Undskyld Lily. Jeg- jeg vil jo bare passe på dig, det ved du,” sagde Maya ængstligt efter et par minutters stilhed, “jeg vil ikke se dig blive såret. Jeg synes, du skal sætte dig ned med din mor og spørge hende fuldkommen alvorligt til din far,” tilføjede hun i et mere optimistisk toneleje, “fortæl hende at det virkelig går dig på, at du ikke ved mere om ham end du gør.”

Jeg nikkede lettere fraværende ned i gulvet. Sætte mig ned og snakke med mor? Om min far? En sådan samtale ville med sikkerhed blive en succes, tænkte jeg ironisk. Som om mor ville sætte sig ned, og fortælle mig om min far. Jeg ville ligeså godt, kunne sætte min lid til at finde en enhjørning med vinger og et regnbuefarvet horn. Jeg kunne forudse, akkurat hvordan mor ville kaste mit spørgsmål væk og afslutte den ikke engang begyndte samtale med de samme tre ord, jeg har måttet acceptere hele mit liv: En anden gang. Jeg rejste mig op fra gulvet.

 “Går du?” spurgte Maya overrasket. Hun kom selv på benene i sit hjørne.

 “Jah... jeg skal have skrevet min historieopgave færdig,” løj jeg, og forsøgte med et smil. Maya nikkede forstående, og samlede sit lange glatte hår på sin højre skulder. Jeg vendte ryggen til hende, men nåede ikke ret langt, før jeg hørte hendes stemme igen:

 “Vent. Lily!”

Endnu engang vendte jeg tilbage til den fortabte indespærrede pige.

 “Hvad?” spurgte jeg. Maya sukkede. Hun lukkede øjnene, som om hun tog tilløb til at sige det næste:

 “Vil du ikke nok, kaste chokoladekikspakken der ligger i køkkenet til mig?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...