Fields of Lilies - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Igang
Hvad har den enlige mor Teresa O’Donnely, at gøre med den verdensberømte sanger Harry Styles? Jo ser du, hun er mor til hans datter. Den eneste lille detalje er, at Harry ikke selv er klar over det. Året er 2028, og næsten seksten år er gået siden sommeren 2012, hvor Tara og Harry blev forelskede. Meget er sket siden deres brud; Harry har netop udgivet et comeback-album med det forhenværende splittede band, One Direction, mens Tara nu lever i Nordirland med sin femtenårige datter Lily, som er træt af ikke at kende til sandheden om sin far. Da Tara altid har undgået emnet, drager Lily til sidst ud på egen hånd for at finde ham. Men er det virkelig så let, som hun går og tror? Hvad vil der ske, når hun finder ud af sandheden? Hvordan vil Harry og Tara reagere efter så mange års adskillelse? Og vigtigst af alt; vil denne usædvanlige familie, kunne holde sammen når deres fortælling lander i de forkerte hænder?

97Likes
173Kommentarer
7017Visninger
AA

4. Lily

 

 

12. april 2028

“Jeg har ingen far.”

Den sætning har jeg efterhånden sagt mange gange. Det er fire ord jeg med årenes løb, har vænnet mig mere og mere til. I dag tænker jeg nærmest ikke over dem mere. Ordene er blevet udtalt så meget, at de bare løber over min tunge så snart emnet bliver berørt. Som en bagatel. Modtagere af disse ord gennemgår som regel de samme stadier efter at have hørt sætningen. Det er de færreste, der når at forhindre deres øjenbryn i at springe højt op i panden og deres mund i automatisk at forme sig som et “o” (i et lydløst “åh”). Derefter følger det langsomme nik, og så kommer det velkendte “nå” der aldrig kan bestemme sig imellem forlegenhed, overraskelse, forvirring eller medfølelse. Det bliver altid en eller anden underlig miks, der ender med at lyde som en teenagedreng hvis stemme er gået i overgang. Deres følgende reaktioner afhænger derefter af, hvad slags person jeg har med at gøre.

Jeg husker tydeligt miss Lavender, bibliotekaren, der sagde at jeg skulle have min fars eller mors underskrift for at kunne låne bøger.

 “Men min mor er ikke hjemme endnu,” informerede jeg høfligt.

 “Hvad så med din far?” spurgte Lavender venligt smilende. Hendes grå hår var trukket lidt tilbage med et lyserødt spænde i den ene side. Hun havde et par firkantede briller i panden og en lille gul blyant tittende frem bag sit ene øre. Hendes foldede hænder hvilede på et velorganiseret skrivebord, hvor også et lille billede havde sin plads. Jeg kunne lige ane, at der sad en yngre version af Lavender samt to unge piger der måtte være hendes døtre i det guldindrammede billede. Ingen far, tænkte jeg. Allerede dengang, i en alder af højest syv år, var jeg vant til at fortælle fremmede om min situation, og tøvede derfor ikke det mindste før jeg slyngede “jeg har ingen far” ud. 

Lavender gennemgik “trinnene”, men smilede pludselig snu og hviskede:

 “Så lad mig betro dig en ting, min pige,” hun lænede sig frem imod mig. Jeg fulgte hurtigt samme eksempel. Jeg var så tæt på hende, at jeg kunne dufte hendes milde mynteparfume “livet er også langt bedre uden mænd.”

Hun registrerede min bog med et bip, og rakte den til mig. 

 “Du behøver ingen underskrift; vores lille hemmelighed,” sagde hun dæmpet. Hun placerede sin pegefinger på sine læber, og blinkede til mig. Jeg var overrumplet. Nærmest forvirret. Men hurtigt satte jeg - ligesom hende - pegefingeren på munden, før jeg vandrede forbavset ud af biblioteket med min bog.

Og jeg kan huske at Maya på første skoledag spurgte:

 “Jamen, leger i gemmeleg?”

Jeg forstod ikke hvad hun mente. Hun havde lige spurgt, hvor min far var og jeg havde svaret, at jeg ikke vidste det. Dengang havde jeg endnu ikke tænkt særligt over det, at jeg ingen far havde. Det var først efter sommerferien, da jeg skulle starte i skole at jeg fandt ud af, at det var mig der var anderledes. Alle de andre drenge og piger, der skulle starte i min klasse, havde en mor og en far med der alle stod og vinkede og smilede ivrigt til deres små rollinger. Min mor var den eneste, der stod der alene og fumlede med kameraet.

 “Nej,” svarede jeg Maya. Hun kiggede underligt på mig. Struttede med sine læber, rynkede øjenbrynene og lagde hovedet på skrå. Men så tog hun mig i hånden, og sagde:

 “Nå, men du må gerne låne min.”

Maya var fra den dag af min bedste ven. Hun er, til den dag idag, den eneste person jeg har mødt der ikke har gennemgået de sædvanlige trin. Sådan, er hun også anderledes på andre punkter. Maya er ikke som alle andre. Anderledes - men på en god måde. Hun var den eneste i klassen, der ikke syntes at det, at jeg ikke havde en far var fuldkommen forfærdeligt og utænkeligt. Maya fik mig til at have det okay med de andres reaktioner. 

Men da jeg lå i min seng efter første skoledag, bad jeg alligevel mor om at fortælle om min far. Hun smilede stille, og rystede let på hovedet.

 “Hvorfor dog det?” spurgte hun overrasket, og kiggede undersøgende på mig.

 “Jamen, fordi at altså, alle de andre i klassen har en far, og jeg har ikke en. Og de synes at det er underligt, og sådan noget...”

Mor pressede sine læber sammen. Hun rynkede panden, og så ud som om hun overvejede noget. Før hun lænede sig frem, stoppede dynen godt omkring mig og kyssede mig på panden, så jeg noget jeg ikke havde set i hendes blik før. Der var ingen tvivl. Det var sorg. Hun sukkede, rystede igen på hovedet men rettede så ryggen, og fortalte så for første (og sidste) gang om min far:

 “Vi kom fra samme rige, men hver vores verden. Vi tilbragte en sommer der hvor øst og vest deles, et sted hvor markernes blomster bærer dit navn.”

Med de ord rejste hun sig fra sengekanten. Hun slukkede lyset, og efterlod mig i endnu dybere forvirring end før. Idag, næsten ti år senere, er det stadig det tætteste jeg er kommet på at finde ud af hvem han er. Samme rige, hver vores verden. Og hvad skal det så betyde? Jeg har tit og ofte spurgt ind til ham efter den aften. Til dem. Mor og ham. Men siden den aften i august 2018 har hendes svar altid været det samme. “End anden gang”. Jeg ventede. Jeg ventede i lang tid. Men aldrig blev det “en anden gang”. Jeg vidste at jeg var nødt til at glemme at ham. Nødt til at glemme at han var et sted derude. Men det sted i hjertet, hvor min far burde være, var der helt tomt. Der herskede ikke sorg eller længsel. Bare tomhed. Som et dybt hul. Et hul der blev dybere og dybere og mørkere og mørkere som årene gik. Det var dybt nu. Meget dybt. Og jeg kunne mærke en rastløshed røre på sig. Han manglede. Ligegyldigt hvor meget jeg prøvede at glemme ham...

 

 “Undskyld? Miss?”

Receptionisten på den anden side af skranken, kiggede utålmodigt på mig. Hun havde kort afbleget hår og lange kløer umage malet i en skrigende pink farve. Hendes hals var meget lidt synlig, mens hun havde et kæbeparti som en bulldog. Hun tyggede langsomt på et tyggegummi og var ikke tilbageholden for at smaske højlydt. Hun gloede overlegent men ligegyldigt på mig, og opfyldte med et enkelt blik på hendes attitude enhver af mine fordomme om receptionister. Jeg rankede mig hurtigt, og huskede hvor jeg var. Venteværelset på Harlem’s klinik var meget småt. På tre ud af de fire vægge kantede en hjørnesofa sig. Et par mennesker sad roligt, og gloede ligegyldigt i bladene der lå udspredt på det runde kaffebord. Et cirkelrundt ur slog roligt hver eneste gang den lange tynde sekundviser rykkede sig. 

 “Åh, øh, undskyld,” stammede jeg, “hvad sagde du, miss...” - på et lille navneskilt på hendes alt for stramme t-shirt stod der ‘Receptionist, Harlem’s klinik: Bertha Beiste’ - “miss Beiste?”

Det var ikke min intuition, men da jeg udtalte hendes efternavn lød det nærmest som om jeg gjorde grin af det. Egentlig havde jeg bare ingen idé om, hvordan man udtalte det. Måske det var udenlandsk. Fransk eller sådan noget. Selvom Bertha ikke så ud som verdens mest sofistikerede franskmand for, at skulle sige det mildt. Hun rettede sig i stolen, snerpede sine læber og gloede spydigt på mig. 

 “Jeg sagde blot, at De ikke kan få en tid uden en værges underskrift, da De er mindreårig, miss.”

Jeg kunne høre hvordan hun fandt det uværdigt at kalde en “lille” pige som mig ‘miss’. Der blev lagt bemærkelsesværdigt meget tryk på ordet, og hvis ikke jeg tog meget fejl lød det nærmest som om hun gjorde grin af mig. Men jeg hang mig ikke i det. Livet var virkelig for kort til at være fornærmet over gnavne receptionister.

 “Jamen, jeg vil bare helst ikke, have at min mor ved at jeg er her, så måske kunne du lave en undtagelse-” men før jeg nåede at afslutte min sætning, blev jeg afbrudt.

 “Desværre; ingen underskrift, ingen tid,” triumferede receptionisten, og tilføjede en affærdigende håndgestus, “det er jeg ked af, miss.”

Et selvtilfredst smil bredte sig på hendes firkantede ansigt. Hun kneb sine øjne sammen til to smalle sprækker, og begyndte at sno en tot hår omkring en af hendes korte coctailpølse-lignende fingre mens hun stadigt tyggede langsomt på sit tyggegummi. 

 “Øh, undskyld?” sagde en hæs stemme bag mig. Jeg vendte omkring. En høj fyr havde taget plads bag mig. Han måtte være i 20‘erne med løs grå t-shirt, baggy jeans, en brun læderjakke og halvblond skulderlangt hår sat i en afslappet hestehale. Han smilede til mig, men vendte sig så mod Bulldog’en. Hun pillede endnu voldsommere ved sit hår, og smaskede hurtigere på sit tyggegummi. 

 “Forsvind så, pige!” hvæsede hun til mig, men skiftede hurtigt tonefald, “Ja, og hvad kan jeg så gøre for Dem?” spandt hun, og bed i sin kuglepind mens hun skød sit ene - tydeligt malede - øjenbryn op i panden hvorefter hun gav ham et interesseret elevatorblik. Hun holdt ikke tilbage for at stirre langtrukkent på hans stærke overarme og tynde hestehale. 

 “Jo, altså, jeg ved at jeg ikke har nogen tid i dag, men måske du kunne gøre en undtagelse eller-” Bertha afbrød endnu engang.

 “Jo selvfølgelig! Jeg mener,” hun genvandt besindelsen, og foregav at at tjekke skærmen for konsultationstider. Med et par klik med musen (som jeg er sikker på, bare var tilfældige) rettede hun så sit savlende blik på Hestehalen.

 “Jo da, du kan faktisk gå ind i Konsultationsrum 4 nu, mr...” smilede hun, samtidigt med at hendes vipper flaksede voldsomt, “Handsome,” sagde hun, og kastede sit hår tilbage.

Jeg kunne ikke tilbageholde et fnys. Men lige som jeg troede, at hendes flirten ikke kunne blive værre blæste hun en stor lyserød bobbel op. Både Hestehalen og jeg kiggede forbløffet på boblen der langsomt hævede sig til en ubegribelig størrelse. Til sidst var den blevet så stor at den ligeså godt kunne forveksles med en ballon. Og så skete det, der ikke kunne forhindres. Dét, enhver logisk tænkende person ville have kunnet forudse, før skaden ville være sket. Boblen sprang. På et splitsekund var Bulldog’en blevet lyserød i hele fjæset. I mit stille indre dedikerede jeg en taknemmelig hyldest til karma. De fleste der sad i sofaen, gloede op på den tyggegummi-indhyllede receptionist der, fuldkommen ude af den, prøvede at skrabe det lyserøde stads af ansigtet, og det var de færreste der kunne tilbageholde en lavmælt latter.

 “Nå jamen, øhø tak,” grinede Hestehalen, og forlod venteværelset. Han gik ned ad gangen, og forsvandt ud af syne. Jeg kunne heller ikke lade være med at le, ved synet af den tyggegummidækkede dame. Og jeg kunne ikke beherske mig selv; langsomt lænede jeg mig over skranken og hviskede: “Scoret.”

Selvom Berthas ansigt stadig var til dels tildækket, kunne jeg se en fjendtlig trækning løbe over hendes ansigt. 

 “Ja, og nu vil jeg gerne se-” jeg hørte doktor Harlems rare afslappede stemme et sted bag mig. Endnu engang vendte jeg omkring, for at få øje på den ældre læge, Harald Harlem.  Han havde som alle andre læger en hvid kittel om sine smalle skuldre og bar i sine rynkede hænder en protokol. Hvide bukser, hvid bluse og hvide sko var også en del af hans påklædning. Men doktor Harlem, der ikke var som enhver anden læge, var kendt for sin unikke sokkesamling, og idag havde han iført sig et par grønne af uld, med hvad der så ud til at være små aber broderet på. 

 “Lily!” udbrød han, idet han fik øje på mig, “hvad skyldes æren?”

Jeg kunne ikke lade være med at smile. Doktor Harlem var verdens rareste doktor, og var blevet velsignet med den der egenskab, der kan få enhver til at lyse op.

 “Jeg vil gerne snakke med dig,” svarede jeg hurtigt, “men måske du skulle tage dig af,” jeg skød min tommelfinger bagud i retning af receptionisten, der nu var ved at blive “klippet” ud af masken. Dr. Harlem sukkede, og slog et utålmodigt smæld med tungen da han rettede blikket mod receptionisten.

 “Ikke igen, Bertha,” rystede han på hovedet, “nå, hun klarer sig. Kom du bare med mig, Lily.”

Jeg forlod venteværelset, og gik ad gangen som Hestehalen også havde taget. Dr. Harlem fulgte mig ind på hans kontor, hvor han lukkede døren og dumpede ned i sin kontorstol bag det rodede skrivebord. Jeg tog plads i stolen på den anden side. Hans kontor var ligesom han selv usædvanligt. Der var fyldt af små dimsedutter og mystiske fittelihutter overalt på skabene, hylderne og skrivebordet. Der var selvfølgelig også det normale lægeudstyr, men de færreste ville nok tænke “lægeklinik” ved synet af dr. Harlems mærkværdige indretning. Væggene var, modsat ethvert andet rum på klinikken, malet i en lys grøn farve. Og rundt om på dem hang der billeder af hans familie og plakater på hans ynglingsfilm. Fra loftet hang der små stjerner og planeter i tynde sytråde, så det så ud som om de svævede i den frie luft. På skrivebordet lå der tegninger, mekaniske dimser, souvenirers, legomænd, muslingeskaller, magneter, spillekort, en skål karameller i farvet papir og en hel masse andet. På sædvanlig lægefacon foldede dr. Harlem hænderne, lagde hovedet på skrå og smilede til mig over det kaotiske bord.

 “Og hvad kan jeg så gøre for dig, miss O’Donnely?” spurgte han, mens han, med sine små lysende øjne, observerede mig bag de tynde firkantede brilleglas. Jeg tøvede. Tænk, hvis han fortalte mor, at jeg havde været her? Jeg stolede på Harlem og vidste at han var en loyal læge, men...alligevel. Mor ville vist blive overrasket, hvis hun modtog et opkald fra dr- Harlem. 

 “Jo, altså,” jeg tog en dyb indånding med lukkede øjne, “jeg vil gerne have, at du tager en blodprøve af mig og finder min blodtype.”

Jeg åbnede øjnene. Harlem havde rynket panden, og lænede sig tilbage i stolen.

 “Hvorfor det?” spurgte han overrasket. Endnu en indånding. Jeg tog tilløb til at sige det næste. Mine hænder pillede febrilsk ved en flig af mit halstørklæde under bordpladen. Det kunne Harlem heldigvis ikke vide. Han stak hånden ned i slikskålen, og trak en karamel indpakket i blåt papir op. Han kiggede stadig på mig, imens han pakkede sin karamel ud af det glitrende papir og han skulle lige til at tage den i munden, før jeg sagde:

 “Fordi jeg vil finde min far.”

 

 

____________________________

Forfatterbesked:

Yes, det her var så- ja, teknisk set fjerde kapitel, og jeg er ked af det blev ret langt. Jeg ved, at det lyder lidt irriterende, men jeg ville virkelig ELSKE noget konstruktiv kritik! Jeg er også villig til at læse noget af jeres; bare link din historie i kommentaren, så skal jeg tage et kig på den en af de kommende dage, det lover jeg! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...