Fields of Lilies - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Igang
Hvad har den enlige mor Teresa O’Donnely, at gøre med den verdensberømte sanger Harry Styles? Jo ser du, hun er mor til hans datter. Den eneste lille detalje er, at Harry ikke selv er klar over det. Året er 2028, og næsten seksten år er gået siden sommeren 2012, hvor Tara og Harry blev forelskede. Meget er sket siden deres brud; Harry har netop udgivet et comeback-album med det forhenværende splittede band, One Direction, mens Tara nu lever i Nordirland med sin femtenårige datter Lily, som er træt af ikke at kende til sandheden om sin far. Da Tara altid har undgået emnet, drager Lily til sidst ud på egen hånd for at finde ham. Men er det virkelig så let, som hun går og tror? Hvad vil der ske, når hun finder ud af sandheden? Hvordan vil Harry og Tara reagere efter så mange års adskillelse? Og vigtigst af alt; vil denne usædvanlige familie, kunne holde sammen når deres fortælling lander i de forkerte hænder?

97Likes
173Kommentarer
7015Visninger
AA

9. Harry

 


 

5. juni 2012

Taras store, blå øjne var drømmende rettet mod himlen hvor små, hvide skyer roligt svævede forbi. Hun lå på ryggen med armene under nakken som pude. Vinden fik liljerne til at svaje sagte, men her nede på jorden var vi beskyttet. Fra vinden. Og fra hr. Grogg. Men vigtigst af alt; fra omverdenen. Tara havde trampet en lille plet bar i den enorme mark, og her kunne vi ligge uden en eneste ville opdage det. På en måde var det noget af det der tiltalte mig aller mest ved dette sted; udover os (og nok også hr. Grogg en gang imellem) var der ikke en sjæl, vidste, at vi var her.

 Jeg tror, hun bemærkede at jeg betragtede hende for i næste sekund vendte hun sig om på siden, rykkede sig så tæt på at vores næser rørte hinanden og smilede. Så lå vi lidt i tavshed. Lyttede til den hviskende brise og sugede duften af liljer til os.

 “Hvad tænker du -...”

 “Jeg elsker dig,” hun havde knapt nok afsluttet sin sætning, før ordene bare brød ud af mig. Jeg kunne ikke nå at holde dem tilbage, jeg tænkte ikke engang over det. Men jeg fortrød heller ikke. Tara smilede større, hun så ikke engang overrasket ud. Hendes lyserøde mund åbnede sig let, og hun skulle lige til at sige noget før et par kolde dråber plaskede ned på os. En stor grå sky i færd med at indtage den ellers klare sommerhimmel. Tara satte sig brat op, og stak hovedet op over de høje liljer idet mere vand dryppede ned over os.

 “Det begynder at regne,” konstaterede hun, og smilede ned til mig, “og klokken er mange.”

 “Nej, nej, lad os nu bare blive her,” lokkede jeg smilende, og greb fat i hendes arm mens dråberne atter blev kastet ned over vores bare, nedtrampede plet i liljemarken. Hun gav grinende efter, og lod sig falde ned i mine arme. Jeg aede en lys tot hår væk fra hendes ansigt, og så hende dybt i de strålende øjne. Kaskader af vand plaskede nu ned over os, men det gjorde ikke noget. Jeg lænede mig frem, men øjeblikket før vores læber mødtes blev vi afbrudt. 

 “Er I satans unger nu herude igen?!” rungede en stemme et sted i nærheden.

 “Det er hr. Grogg!” hviskede Tara lavmælt grinende. Hun rev sig væk fra mig, stak forsigtigt hovedet op over liljerne igen, men vendte hurtigt tilbage.

 “Han er på vej her hen!” hviskede hun ophidset, og lagde sig ned på siden igen.

 “Denne gang slipper I ikke væk!” råbte hr. Grogg arrigt.

 “Shhh-h-h-...” hviskede jeg grinende. Tara rykkede tættere på, så tæt at vores pander og næse stødte sammen. Vi lå dødstille, og lyttede i tavshed. Store dråber kastede sig endnu ned over os, som minutterne passerede. 

 “Okay, I slipper denne gang!” hørte vi hr. Groggs tørre stemme længere væk, “Men jeg skal nok fange jer en dag, det kan I være sikre på!”

Efter et par sekunders stilhed, satte vi os op og brød vi ud i latter. Vi grinede og grinede selvom vores tøj klæbrede sig til vores kroppe, og vores hår var fuldkommen gennemblødt. Gennem de øredøvende oceaner der evindeligt væltede ned over os, kunne vi dog næsten ikke høre hinanden. Tara åbnede munden, og råbte noget jeg ikke fangede.

 “Hvad?!” råbte jeg tilbage. Tara åbnede atter munden, og prøvede at overdøve larmen.

 “Du bjælker mig?!” råbte jeg uforstående, og fortsatte med at grine ustyrligt. Tara klaskede opgivende hånden mod panden, men forsøgte endnu engang. Denne gang forstod jeg, hvad hun sagde. 

 “Du forhekser mig?!” råbte jeg alligevel gennem regnen. Nu sprang Tara op, og væltede mig ned på den mudrede jord. Med et ben på hver sin side af min mave, og hænderne låst fast om mine håndled, skreg hun:

 “Nej, din idiot! JEG - ELSKER - DIG!” før hun bøjede sig ned over mig, og placerede sine regnvåde læber mod mine. 

 

13. april 2028

Det er underligt, hvordan et minde kan hjemsøge en på den måde. Jeg huskede det hele. Hvordan hun slog sig på panden. Hvordan hr. Grogg råbte efter os, og hvordan jeg ikke følte mig det mindste våd eller kold skønt vandet væltede ned over os i kaskader. Lige nu væltede regnen også ned over mig. Min t-shirt og jakke var gennemblødt, og mine sko svuppede ubehageligt. Og jeg følte mig alligevel kold og drivende våd. 

Mørket havde lagt sig tæt i de smalle gader, jeg vandrede ned ad. Regnen, kold og nådesløs, samlede sig i pytter i fortovets render. Slubrende lyde lød fra kloakkerne, i rendestenene. London virkede så forladt, selvom jeg var vis på, at der i mørket bag de fleste ruder lå mange mennesker og sov. Stille og ubekymrede. 

På aftner som denne havde jeg tit lyst til bare at forsvinde. Når regnen kastede sig mod vinduerne, og lejligheden var så forbandet tom, syntes det hele så håbløst. Så kunne jeg pludselig vågne op, i de sene nattetimer og mærke rastløsheden indtage min ellers søvndrukne krop. Den påtrængende sandhed ville krybe sig igennem hver åben sprække, og fortidens mange drømme og planer ville lægge sig som en tung byrde på mine skuldre, og minde mig om alt det, jeg ikke havde. 

Londons stræder blev mit tilflugtssted i de ensomme, søvnløse nætter. Det her var en af de nætter. Det værste var, at jeg ikke engang følte mig vred og skuffet, sørgmodig eller noget andet simpelt, jeg kunne håndtere. Nej. Jeg følte mig bare...rastløs. Og en kur på rastløshed fandtes ikke. 

Og når jeg strejfede ned ad de affolkede gader, uden at have den mindste ide om hvor jeg var på vej hen, var det altid som om, noget kaldte på mig. “Lige rundt om hjørnet - lige rundt om hjørnet venter det hele på dig,” hviskede en stemme i mørket. Hvad end det var, der ventede på mig lige rundt om hjørnet, ville det være lige netop det jeg manglede.

Men hver eneste gang jeg drejede om et hjørne, fandt jeg mig selv, akkurat som den jeg var før. Den samme længselsfulde skikkelse, der langsomt men sikkert blev tømt for håb, for hvert hjørne jeg lagde bag mig. 

Buckingham Street. Det rustne skilt knirkede, idet vinden greb fat og ruskede i det. Louis’ og min gamle lejlighed lå i nærheden. Bare en gade længere nede og så til højre. Der havde vi boet, indtil den dag Louis besluttede, at Eleanor skulle flytte ind - hvilket uheldigvis også medførte at jeg måtte flytte ud. Nu boede der sikkert nogle andre i den lejlighed, hvis den altså ikke stod tom. Eleanor og Louis havde for længst fundet et nyt sted. Sagen var nemlig den, at de for et par år siden fik brug for et værelse ekstra. 

Så nu boede de altså i et stort hus lidt uden for central London, hvor snart fireårige Ally havde det skønt på sit lyserøde prinsesseværelse. 

Louis var far. Det lød så voksent. Jeg snakkede altså om manden, der igår aftes tiggede os alle om at se Monsters Inc. i stedet for at spille poker. 

Jep, Louis var far. Zayn var gift. Niall havde også fundet kærligheden og Liams kæreste, Gabrielle, var gravid. Og hvor var jeg? Hvad foregik der i mit liv? I forhold til de andre var jeg verdens største taber. 

 “Treogtredive år…” mumlede jeg, og gav mig til at trave videre. Det var nærmest pinligt, at udtale. Treogtredive år; burde jeg ikke have nogenlunde styr på mit liv i den alder? Jeg følte mig bare så-...fortabt. 

Dråberne faldt stadig ned over mig, men i en mindre grad end tidligere. Med tommelfingeren tørrede jeg vandet af mit armbåndsur; 02:11. Rastløsheden kriblede stadig i mig. Jeg traskede videre. Tænkte ikke over vandpytterne, plaskede bare lige igennnem dem. Mine bukseben blev våde. Men det var lige meget. Det hele var lige meget. 

Næste hjørne...rundt om næste hjørne - dér venter det hele på dig...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...