Fields of Lilies - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Igang
Hvad har den enlige mor Teresa O’Donnely, at gøre med den verdensberømte sanger Harry Styles? Jo ser du, hun er mor til hans datter. Den eneste lille detalje er, at Harry ikke selv er klar over det. Året er 2028, og næsten seksten år er gået siden sommeren 2012, hvor Tara og Harry blev forelskede. Meget er sket siden deres brud; Harry har netop udgivet et comeback-album med det forhenværende splittede band, One Direction, mens Tara nu lever i Nordirland med sin femtenårige datter Lily, som er træt af ikke at kende til sandheden om sin far. Da Tara altid har undgået emnet, drager Lily til sidst ud på egen hånd for at finde ham. Men er det virkelig så let, som hun går og tror? Hvad vil der ske, når hun finder ud af sandheden? Hvordan vil Harry og Tara reagere efter så mange års adskillelse? Og vigtigst af alt; vil denne usædvanlige familie, kunne holde sammen når deres fortælling lander i de forkerte hænder?

97Likes
173Kommentarer
7016Visninger
AA

6. Harry

 


 

12. april 2028

Det var efterhånden lang tid siden, jeg havde set mit og drengenes ansigter forenet på forsiden af et magasin der ikke omhandlede sladder men rent faktisk i en anmeldelse. Ikke fordi vi ikke var blevet tilbudt det i løbet af de seneste år, men jeg havde altid afslået til de andres store ærgrelse. Vi havde jo heller ikke ligefrem været et “rigtigt” band i de foregående år. Jeg var ikke forpligtet til at sidde med en interviewer i flere timer for de andres skyld. Venner forblev vi dog stadig. Men det var lang tid siden, vi havde været et band. Fem år måtte det være. Jeg husker tydeligt vores sidste koncert i New York, 2023. 

 “Tusinde tak! Tusinde tak! Jeres opbakning betyder så meget for os! Det har været fantastisk, at spille for jer her til aften!” lød min forstærkede stemme i mikrofonen ud over publikum der skreg i vilden sky. Jeg holdt inde med min talestrøm, da noget gik op for mig. Noget jeg ikke havde indset før den aften i august måned. Jeg så på de tusindevis af fans der råbte og skreg, dansede og hoppede. Jeg så bannerne med bandets navn og drengene der alle stod med mikrofoner i hænderne, og gloede afventende på mig i det voldsomme lys fra de gigantiske  projektører. Jeg så det hele. Tydeligere end nogensinde før; det her, var grunden til Tara forlod mig. Lige her. To forskellige verdener. Hun mente at jeg var kendt. At jeg levede i berømmelse. En berømmelse som altid ville forfølge mig, og som jeg ikke kunne løbe væk fra...men det kunne hun. Det var derfor, hun havde forladt mig før det var for sent. Publikum tav, men hoppede stadig langsomt op og ned som i slowmotion. Jeg kunne se, at de skreg og grinede men jeg kunne ikke høre dem. Scenen føltes uendelig stor. Jeg ville ikke kunne slippe væk, selv hvis jeg gad. Drengene stod så langt væk, mens publikum var alt for tæt på. Til sidste løftede jeg mikrofonen der føltes umådeligt tung.

 “Jeg siger tak, for en fantastisk aften som jeg er ked af at kalde min sidste, før min tilbagetrækken fra One Direction. Det har været nogle fantastiske år, men jeg har besluttet at forlade bandet nu.”

Det hele forvandlede sig til et virvar af farver, former og lyde. En pulserende smerte dunkede tæt ved højre tinding. Publikum skreg panisk højere, som jeg forlod scenen. Mit hjerte bankede hårdt i brystet. Det gjorde næsten ondt. Sveden gjorde mine håndflader og pande fugtig. Mit tøj føltes stramt. Det hele tårnede sig op omkring mig. Jeg følte mig klemt inde, men samtidig som om jeg aldrig havde været mere alene. 

 “Hvad fanden?!” hørte jeg Louis’ stemme. Drengene havde også forladt scenen, og kom nu trampende ned backstage.

Liam kiggede overrumplet og lettere desorienteret på mig. Zayn havde et uforstående men vredt udtryk malet i sit svedige ansigt. Niall pillede febrilsk ved en flig af sin t-shirt, mens hans blik flakkede forvirret fra mig til de andre. Louis stod tættest på mig. Han stirrede chokeret på mig. Alles øjne var rettet mod mig. De ventede på en forklaring jeg ikke havde. Jeg så ned i gulvet. Rystede vist på hovedet.

 “Det var derfor...” hviskede jeg. 

 “Hvad? Hvad var derfor?” spurgte Liam.

 “Det var derfor, sommeren endte,” sagde jeg, og så op. Det hjalp nærmest ikke, eftersom mit blik var så sløret at drengene blot så ud som utydelige skikkelser, “undskyld...”

Og så gik jeg. Jeg gik bare. Jeg isolerede mig i min lejlighed. Jeg tog ikke telefonen. Jeg forlod ikke mit værelse. Jeg snakkede ikke med drengene i over en uge. Jeg snakkede ikke med nogen. Indtil den dag drengene i uro brød ind i lejligheden. På trods af min egoisme betød jeg stadig noget for dem. De bekymrede sig stadig for mig. Jeg fortalte dem, at jeg ikke kunne mere. De forstod det ikke. Men de accepterede det i det mindste. Jeg troede, at de ville hade mig for at svigte dem. Det gjorde de godt nok også i starten, fortalte de. Men vi fandt vel ud af det på vores egen facon, som vi så tit havde løst problemerne før. Og i mange år producerede vi slet ikke musik. 

Men nu lå bladet altså alligevel på morgenbordet blandt toast, smør, æg, bacon, juice, cornflakes, croissanter, pandekager, vafler og et ocean af andet mad. Alt det der hørte til et rigtigt morgenbord - ifølge Niall i hvert fald. 

 “Morgenmad er dagens vigtigeste måltid, okay?” smaskede han affejende med munden fuld af vaffel. Liam rystede faderligt på hovedet, mens han selv nøjedes med et ristet stykke toast med sparsomt smør. Det var en skarp forårssol der kastede sig ind af vinduet denne morgen. Det var den slags sollys, der nærmest fik det til at gøre helt ondt i øjnene. Ikke en sky havde lagt sig på den klare blå himmel, og her, bag den kæmpestore glasrude i køkkenet, havde vi fantastisk udsigt over det rolige morgen-London der endnu ikke var fuldkomment vågnet. Enkelte biler rullede ned ad gaderne, ellers var det kun et par muntre fodgængere der betrådte de rene fortorv. Men her, om det runde hvide morgenbord i mit køkken, var vi alle samlet; Louis, Niall, Liam, Zayn og mig. Det runde ur, over glasdøren til stuen, slog tolv.

 “Nå, skal far læse avisen højt?” spurgte Louis, og greb ud efter bladet. Han rømmede sig, og læste højt med en entusiastisk stemme:

 

 “Det rekordslående, storsælgende, pigeelskede boyband One Direction, der for omtrent fem år siden i 2023 annoncerede deres tilbagetrækken fra musikkarrieren, er nu genforenet i et nyt og allerede skyhøjt anmelderrost album, “Immortal memories”. 

   “Jeg er enormt lykkelig, for endelig at få lov til at spille med mine fire ynglingsdrenge!” siger Louis Tomlinson med et stort smil. 

    “Så må vi bare håbe, at vores fans ikke har glemt os endnu,” tilføjer Zayn Malik. Albummet udkom for en uge siden, den 5. april 2028, og hundredetusinder af kopier er allerede blevet revet af hylderne i hast. Drengene kan vist spare sig for bekymring! Ni nye sange er blevet indspillet, men især én har vækket de stadigt trofaste fans’ opmærksomhed. Sangen “Surrounded by lilies” er en hel del anderledes end det nye albums øvrige sange - og overraskende nok også anderledes end nogen anden sang de i deres karriere har indspillet. Med en akustisk guitar spillet af Niall Horan, bliver sangen nemlig enstemmigt sunget af Harry Styles. Hvordan det kan være, nægter Harry at give svar på og skifter hurtigt emne. Sangen handler om en sommer omgivet af liljer med en pige der nu ikke længere er ved hans side, og ligger allerede efter blot en uge som nummer 3 på Englands top 100 liste. Men hvem denne mystiske pige er, vil Harry ikke røbe. Huh. Det har jeg egentlig ikke savnet det mindste,” afbrød Louis sin oplæsning, og kiggede op.

 “Hvad?” spurgte Liam midt i en bid toast.

 “Hvordan en artikel der egentlig skulle handle om One Direction, ofte endte med et forsøg på en Harry Detection,” grinede Louis, og satte tænderne i stykke toast. Drengene lo højt.

 “Læs nu bare videre,” gryntede jeg. Louis lagde brødet fra sig, og skimmede lydløst teksten for at finde hvor han var nået til.

 “Bum, bum, bum. Ja: ...vil Harry ikke røbe. Men der er også en hel del andet at blive distraheret af på det nye album. 

   “One Direction leverer endnu en gang en uimodståelig performance, man ikke kan andet end at elske!” lyder det fra London Magazine.

   “I skal glæde jer: talentfulde og elskværdige som drengene er, har de igen formået at synge sig ind i vores hjerter med et nyt og fantastisk album!” siger England Times.

   “One Directions nye album lever op til enhver forventning der har kredset om det længe ventede comeback. Og forventningerne var høje!” roser Music Magazine Britain. Bandet har endnu ikke modtaget andet end rosende udtalelser omkring deres album, så til alle trofaste directioners, up-to-date-pop-elskere, musikinteresserede- ja, egentlig bare alle der søger efter et nyt ynglingsalbum; tag et smut forbi din nærmeste musikforretning og tjek “Immortal memories” ud. Vi garanterer dig for, at det ikke bliver hverken tid eller penge spildt! Fem ud af fem stjerner.”

 

 “Woop, woop!” sang Zayn, da Louis lagde anmeldelsen fra sig på bordet. 

 “Ja, det må jeg nok sige,” sagde Liam, der ikke kunne tilbageholde et bredt smil der næsten rakte fra det ene øre til det andet. 

 “‘Rekordslående, storsælgende, pigeelskede band’. Det kan jeg godt lide,” grinede Niall stadigt med munden fuld af mad. Drengene lo, og snakkede henrykt videre om artiklen. Jeg rakte ud efter brødkniven, og skar et stykke toast. Sangen lå allerede på tredje i England. Så ville der forhåbentlig ikke gå lang tid før den også blev spillet i Nordirland. Måske spillede den allerede derovre nu. Tara vil, ikke kunne undgå at høre den, tænkte jeg, og satte tænderne i mit brød. Jeg kunne stadig ikke tro, at drengene var gået med til det. Et helt nummer hvor kun jeg sang. Hvis det havde været en af de andre, der havde bedt om det, havde jeg nok sagt nej. Men drengene reaktion var kommet fuldkommen bag på mig.

 “Vil du virkelig indspille endnu et album?!” havde Niall begejstret spurgt.

 “Ja, men...på en betingelse,” sagde jeg stille.

 “Selvfølgelig! Yeah, hvad som helst!” råbte drengene i munden på hinanden. Jeg smilede og nikkede beslutsomt. Jeg vidste, at de ikke ville gå med til min betingelse. Men det var et forsøg værd. Det værste det kunne ske, ville være et nej.

 “På den betingelse at, jeg...” jeg trak mod til mig, “at jeg får lov til, at indspille en sang hvor kun jeg synger.”

 “Deal!” råbte Zayn højt, før jeg overhovedet nåede at forklare.

 “Ja ja, klart!” sagde Liam glad, “bare så længe du også synger med på de andre sange.”

 “Jo, s- selvfølgelig, jeg...” stammede jeg undrende, “og så kan jeg bare synge lidt i baggrunden på de andre sange, hvis I vil have det-”

 “Hvad? Hvorfor dog det?” spurgte Louis, der dansede af glæde.

 “Tjo, fordi jeg jo får en hel sang for mig selv, og...”

 “Og hvad så? Vi skal indspille et album igen!” jublede Liam, og hoppede rundt på den lange sorte hjørnesofa som var han en lille dreng julemorgen.

 “Wuuuuhu!” skreg Louis, sprang med op på sofaen og deltog i Liams dans. Jeg var helt forbavset. Ærlig talt, havde jeg ikke troet at de ville gå med til det. Men de havde alle danset rundt på sofaen, med store smil og jubelsang. Jeg kunne ikke selv lade være med at smile og grine med. Den velkendte boblende følelse af endelig, at skulle indspille musik brusede op i mig. Hvor havde jeg egentlig savnet det...

 “Harry!”

Zayns stemme rev mig tilbage til virkeligheden.

 “Hvad?” spurgte jeg desorienteret, og så op på drengene der gloede underligt på mig.

 “Falder du i staver?” spurgte Louis grinende. Han gjorde sig skeløjet, åbnede munden lidt og lagde hovedet på skrå i en overdrevet imitation. Drengene klukkede lavmælt. Jeg rettede mig i stolen, kørte hånden igennem mine uregerlige krøller og rystede på hovedet.

 “Hvad sagde I?” spurgte jeg. Liam rullede med øjnene.

 “Det siger vi bare ik-ke!” drillede Louis, “Men det var enormt spændende! Ærgerligt du ikke hørte det. Det var nemlig en hemmelighed!”

 “Hvad?! Det kan I ikke være bekendt! Ej, helt ærligt, sig det lige igen,” bad jeg, før jeg nåede at tænke mig om. Drengene sendte sigende blikke til hinanden, og brød så ud i latter. De nærmest skreg af grin. 

 “Det kan I ikke være bekendt!” gentog Louis med en pibende barnestemme, mens han struttede med læberne, rynkede panden og lagde armene over kors. Drengene spruttede af grin. Jeg sukkede fortørnet, og rejste mig surmulende fra bordet med min tallerken - men jeg kunne heller ikke selv lade være med at smile.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...