Bag de lukkede døre

Du bestemmer ikke altid selv, hvilken fremmed det er, mor vælger at tage med sig hjem. Hvem hun deler seng med, og hvem hun fortæller dig, du skal kalde far. Det gjorde Clara i hvert fald ikke.
På ydersiden havde han ingen ridser i lakken, men kom man længere ind på livet af ham, lige så langt, som Clara kom, så var han i virkeligheden ikke andet end en skrotbunke. En stedfar, der ikke havde noget godt med sig i posen.

2Likes
3Kommentarer
337Visninger
AA

3. 1. Kapitel - Det øjet ikke ser

Der var stille i det lille parcelhus forenden af kartoffelrækkerne, foruroligende stille.

Umiddelbart ved første øjekast, ville du ikke ane uro, kunne tænke dig til, hvad der i virkeligheden havde kreeret denne pinende tavshed, hvordan den var blevet sat i spil, og hvem der havde gjort det.

Huset var et typisk forstads hus, sådan et du ville støde på gentagende gange, hvis du gik dig en tur i byen.

Ikke noget særligt, ikke for prangende, men rettere ganske almindeligt.

Det var bygget af røde Flensborgsten, der fik det til at udstråle varme, havde lige fået skiftet de gamle ruder ud med termoruder, så det ikke længere ville trække ind, hoveddøren var af mørklakeret mahogni træ med en lille brevsprække, hvor der ovenover stod; familien Stenberg, og hængslerne var nysmurte, så de ikke knirkede mere. Forhaven var velpasset, plænen akkurat blevet slået for to dage siden med græsslåmaskinen, der var købt i Jem & Fix for et år tilbage, og ny såede roser stod i ranger op ad husmuren og strålede med regnbuens kønneste farve.   

Beskuede du parcelhuset, blot var en forbipasserende, der var ude på sin sædvanlige spadseretur, ville det aldrig falde dig ind, at den idyl der herskede på ydersiden ikke var den samme, magen til den, der fandt sted på indersiden.

Men kom du tættere på, ind bag de lukkede døre og ind til selve kernen, hvor rædslerne fandt sted, var det en helt anden historie, der udspillede sig. 

 

*********
 

Han var kommet sent hjem, senere end han plejede, senere end jeg egentlig havde været vant til.

Jeg spurgte mig selv, om han måske bare havde arbejdet over, han klagede nemlig altid over, at de havde så forfærdelig travlt på kontoret, at stakkene med papirer hobede sig op.

Jeg gjorde mig selv blind for sandheden, for inderst inde kendte jeg jo godt til den, det der i virkeligheden var skyld i hans sene ankomst. Jeg kunne bare ikke lide tanken, den førte altid det samme med sig. Samme anelser, samme skuffelse, samme forhåbninger om, at lige netop i dag ville blive en undtagelse. Dog var undtagelser i dette hus et sjældent påfund.

Han havde ikke barberet sig i lange tider, de sorte stubbe havde samlet sig på hans hage og var lige så stilfærdigt ved at brede sig langs hans kinder.

Hvad hun nogensinde havde set i ham, forstod jeg ikke og ville nok heller aldrig komme til det. Han passede ikke ind her, passede ikke til vores hverdag. Han var ikke en del af familien, selvom de noget snedigt forsøgte at hjernevaske mig til at tro det. For mig var han bare en fremmed, jeg desværre var begyndt at lære lidt for godt at kende.

Han stank langt væk. En dunst af øl og diverse andet spiritus, der fandtes til billige priser på pubben, trådte ind med ham i døren.

Jeg forstod med det samme, hvordan aftenen ville komme til forløbe. På sin sædvanlige vis.     

Den parfumerede luft blev kvalt, kneblet et utal af gange, indtil der ikke længere var tegn på, at den nogensinde havde været til stede. 

Jeg havde lagt mig på sofaen i stuen, udmattet og gennemtævet af de mange bortforklaringer, jeg havde måttet opdigte, da de spurgte ind til mit blåøje.

I dag var det øjet, forleden var det armen. De blå mærker var dog ikke et problem, de var lette at dække, jeg gik næsten kun med langærmede bluser, men dette var en være kattepine.

Jeg var ufattelig dårlig til at skjule det, selvom jeg efterhånden havde vænnet mig til at forsøge. Løgne havde aldrig været en af mine store kompetencer - jeg virkede nok for anspændt, prøvede for ihærdigt, så det gik hen og blev helt påtaget. Jeg blinkede, når jeg blev nervøs, uhæmmet og ustyrligt, og løgne gjorde mig nervøs, selvom de dog var langt bedre end sandheden.

”Jeg faldt ned af trappen.”

”Jeg fik tennisbolden i hovedet, da vi spillede rundbold.”

”Jeg tror bare, at det er en form for øjenbetændelse.”

Historien ændrede sig gang på gang, fra person til person, men det gjorde erindringerne tværtimod ikke. Skrigene var de samme, gråden fuldstændig ens med den vante, det var kun historierne, der faldt ud af kategori.

Skulle jeg være ærlig, så havde jeg håbet på, at mor havde afslået tilbuddet om en aftenvagt på hospitalet. Jeg havde håbet, at hun var her hjemme sammen med mig, når han kom. Det havde nu gjort det lettere, han kunne aldrig finde på at lægge en hånd på mig så. Tanken om at blive smidt ud, ville være for afskrækkende for ham. Dog havde dette været en hastesag, havde hun sagt. Hun kunne ikke tillade sig at melde fra over for sine kollegaer. Det var også typisk for hende at gå under for gruppepresset, gøre hvad flertallet ville have hende til eller for den sags skyld, hvad han ville have hende til. Hun var som smør i hænderne på dem.

Jeg måtte igen bare bide i det sure æble, det han medvilje havde forgiftet. Desværre så det ikke ud til, at prinsen var til stede til at vække mig fra forbandelsen.

Højlydte fodtrin lød fra entreen. Hvordan hans omtumlede krop fløj til alle sider og ind i alle genstande, kommoden, knagerækken, skohylden, vist også tøjstativet som lød til at vælte, for at finde balancen. Han kæmpede med at stå på sine egne ben. Jeg skulle have været løbet på mine.

Jeg træk dem til mig, forsøgte at gøre mig endnu mindre, end jeg allerede følte mig. Utrolig lille.

Koldsveden løb mig ned af ryggen.

”Clara, er du her, Clara?” Stemmen var dyb, fast, bestemt i mælet, men alligevel en pløre, der kørte ud i ét. Ordene haltede, han snublede over dem, kunne ikke få udtalen med.

Jeg tog mig selv i at gispe.

”Clara, det’ bare far. Der er ikke noget at være bange for!” På trods af udsagnet, voksede frygten i mig. Det her var på ingen måde bare far. Først og fremmest, så var han slet ikke min rigtige far, han var en bums fra gaden, der på magisk vis havde erobret min mor i et indkøbscenter for tre år siden, taget hende med storm og gjort alle sine mange fejl til blindevinkler for hende. Og bare, der var ikke noget bare over ham, sådan uden videre.

Jeg svarede ham ikke, tog fuldkommen. Løftede blot på det lyserøde uldtæppe, der lå for fodenden og træk det over mig. Hvis blot jeg var usynlig.

Han tromlede ind i stuen. Stod med tordnende øjne, der bar mørkerande hele vejen rundt om sig. Skønhedssøvn var blot en myte i hans verden og var så småt også begyndt at blive det i min.

Han holdt om dørkarmen for at stå oprejst, søgte med sit falkeblik i rummet, der aldrig havde svigtet ham i at finde frem til mine mange skjul - på værelset, under sengen, i klædeskabet, han fandt mig altid, uanset hvor meget jeg end prøvede.

Jeg kunne næsten fornemme, hvordan hans tunge kørte over overlæben. Han havde en god smag i munden med det her, selvom min egen blev mere og mere bitter.

Tv’et stod tændt og var det første tegn på liv. Det var en gammel genudsendelse af et dokumentarprogram om børn, der boede på børnehjem. Noget jeg kun havde hørt dårligt om og aldrig selv ønskede at opleve. Det måtte da være værre end det her?

Det andet tegn på min tilstedeværelse var standerlampen, der stod tændt og lyste med sin svage sparepære lige ned på mig. Jeg havde ikke været omhyggelig nok med detaljerne.

Dog det der endte med at afsløre mig, gøre det tydeligt, at jeg lå med hænderne for ansigtet under tæppet i et forsøg på at forsvinde, var de anstrengte vejrtrækninger, der tilbageholdte en gråd og løftede på tæppet, op og ned.

Jeg var der, om jeg ville være det eller ej.

Kort varede det, før han havde fundet mine koordinater, braste gennem hele stuen, ryddede alt der stod ham i vejen, for at lade scenariet starte på ny.

Med en vild bevægelse blev tæppet revet af mig. Jeg lå blottet, blev kvalt af kulden, han havde taget med sig ind i huset, ind i mit liv fra første dag han ankom og valgte at bosætte sig permanent. Fra den første salte tåre kom dalende mod min kind, og jeg så ængsteligt bedte til, at mor ville indse sin massive fejltagelse med ham.

”Nå, der ligger du!” Han sagde det med et rasende tonefald og bed tænderne sammen. Der var en ubehagelig rus over hans måde at sige det på, en skummel, men velkendt bagtanke.

Det var nu.

”Du skal kraftedderma svare mig, når jeg kalder på dig!”Hans tale var en blanding af ord og spyt. Hver en stavelse fløj ud ad hans mund som en grålig væske og lagde sig som en klæbrig hinde henover mit ansigt.

Næverne blev knyttet og den robustbyggede krop, der udelukkende fortalte manddom og magt, bøjede sig indover mit skælvende legeme.

”Det er mig, der bestemmer her. Er du med, Clara?!”

Jeg sank en klump og lukkede øjnene. Den eneste tanke, der kørte gennem mit hoved var, hvilke bortforklaringer jeg mon skulle bruge i morgen? 

 

*********
 

Hørte du nøje efter, stod lutter øre, ansigt til ansigt med de mørkklædte ruder og gav dig selv tiden, kunne du svagt sanse en ulykkelig jamren inde fra de lukkede døre. En lyd, der søgte efter trøst, som kom fra en lille pige, der prøvede at bide smerten i sig, der forsøgte at være alt for voksen.   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...