My Starbucks Date | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
17-årige Mary Barlett har længe chattet på nettet med en fyr hun ikke kender ansigtet på. Det eneste hun kender til, er hans følelser. Hun kender hans indre ud og ind, så dybt har deres samtaler gået. En dag aftales de at mødes på en nær Starbucks og for første gang se hinanden. Men overraskelsen går endnu dybere end deres samtaler over nettet, da selveste Harry Styles står og venter på hende. Langsomt udvikler de et andet netværk end det de havde før. Nu mødes de på Starbucks lige så tit de kan for at snakke og være i hinandens selskab.

50Likes
40Kommentarer
1885Visninger
AA

2. Him...

 

<3 <3 <3

 

     Min underlæbe var nærmest bidt i stykker, allerede efter ti minutter foran mit klædeskab. Jeg stod og vurderede hver et stykke tøj som lå på hylderne. Kjolerne havde jeg for længst vendt det blinde øje til; aldrig nogensinde i det her decembervejr. Ikke engang han kunne få mig til at tage en kjole på i sådan en kulde.

     Så jeg stod og spekulerede ubeslutsomt om det enten skulle være rød eller grå, som skulle være min omdrejningsfarve.

     Jeg havde knap nok lukket et øje hele natten. Tanker og spekulationer var strøget i gennem mit hoved. Gad vide hvordan han var? Hvordan han så ud? Hvad han i al verden hed, for sådan noget havde vi ikke snakket om. Vi havde ikke spurgt ind til hinandens navne på noget tidspunkt, selvom jeg havde haft lidt lyst til det. Men så havde jeg også bare kunnet stalke ham på Facebook. Og så var jeg for meget kylling til at spørge, før han selv lagde op til det.

     Med et beslutsomt nik gik jeg frem mod skabet og trak den enkle, grå T-shirt ud af skabet. Det skulle være grå. Helt enkelt, uden noget hejs. Jeg var allerede hoppet i et par stramme, sorte jeans. Jeg trak T-shirten over hovedet, rettede lidt på den og gik så videre til håret. Det lange, gyldnebrune hår faldt over mine skuldre i bløde bølger. Jeg trak børsten igennem det et par gange og lavede så en løs knold. Jeg rettede mit sidepandehår en smule og gik så nedenunder for at gøre mig helt klar til at gå.

     Der var ingen hjemme, selvom det var lørdag formiddag. Jeg var enebarn og begge mine forældre havde formiddagsarbejde som lørdagen. Jeg smuttede igennem køkkenet og ud i entreen med de hvid – og grønstribede vægge og den store lysekrone i det høje loft.

      Jeg trak i mine vinterstøvler, min vinterjakke og et par hvide strikluffer. Min pung røg i lommen og mobilen i den anden.

     Det var som om kulden allerede have smyget sig svagt om mig i entreen, men den slog mig i møde da jeg åbnede hoveddøren. Et vindpust sendte en fygestorm af iskrystaller ind. Jeg skyndte mig ud, lukkede døren og låste den. Møjsommeligt hængte jeg nøglen ind under tagudhænget og smuttede af sted gennem den lille sneryddede sti gennem forhaven. Der hvor sneen var ryddet, var der en lille flisegang. Jeg trådte forsigtigt hele vejen ned til hvor fortovet begyndte. Der lå nemlig et tyndt lag is på flisegangen, som far ikke havde haft held med at fjerne endnu.

     Jeg følte ikke meget for at køre derhen, og desuden boede jeg ikke langt fra Bourchier Street. Så jeg kunne nemt gå derhen.

     I sneen, var London endnu mere idyllisk end normalt. Himlen var dækket af et gråhvidt lag skyer, som sendte stilfaldende sne ned mod jorden. Der lå en varm stemning i luften - trods den bidende kulde. Måske havde det også noget at gøre med, at det var december. Det gjorde ligesom noget ekstra.

     Jo nærmere jeg kom på Bourchier Street, jo mere nervøs blev jeg. Det prikkede i hele min krop og mit tempo steg en smule for hvert skridt. Adrenalinen begyndte så svagt at pumpe i blodet på mig. Jeg var så tæt på nu, at jeg kunne se det genkendelige, grønne logo. Flere spekulationer om ham fór igennem knolden på mig, mens jeg gik nærmere og nærmere. Det her er jo tosset, tænkte jeg og bed mig i læben; en ret typisk vane for mig, hvis du ikke havde bemærket det.

     Da jeg ikke var langt fra Starbucks, så jeg at der kun stod én udenfor kaffebiksen. Det må være ham, tænkte jeg da jeg kunne se på staturen at det måtte være en på omkring min egen alder. Jeg kendte ham jo ikke på udseende! Heller ikke navn. Jeg vidste kun at han var nitten år. Den eneste private oplysning jeg kendte til. Udover at jeg vidste at han boede i London.

     Jeg lod blikket glide over ham. Han var høj og ranglet, men stadig ret veltrænet. Det så i hvert fald sådan ud igennem vinterjakken. Hans hår var brunt og fyldt med bølgekrøller. Der sad iskrystaller i håret på ham. Jeg kneb øjnene en smule sammen og studerede ham igen. Der var noget… velkendt over ham. Noget jeg havde set før, men alligevel ikke set sådan rigtigt. Han havde solbriller på. Seriøst, solbriller om vinteren? Jeg ville forstå det hvis solen skinnede kraftigt – han kunne være sneblind – men det var jo overskyet!

     Han lyste op i et smil. Jeg kom til at se mig over skulderen, for at se om der var nogen bag mig, nogen som denne fyr smilede til. Men nej, det var til mig. Det var ham. CurlyMe.

     Jeg skulle lige til at gå helt hen til ham og præsentere mig, da han tog sine solbriller af. Jeg stivnede og stirrede. Jeg stirrede bare, fuldkommen fastfrosset og tomt. Men indeni mig, fløj tanker rundt, forvirrede og oprørte. Det kan ikke være ham! tænkte jeg og stirrede på ham med endnu større øjne. Nej, nej, nej. Det kan ikke være sandt!

     ”Mareehh?” spurgte han med sin hæse, ret så sexede stemme. Jeg spærrede øjnene endnu mere op. Det var mit brugernavn. Han kendte mit brugernavn! Så… var det altså ham. Hvor… utroligt… Jeg stod overfor CurlyMe aka Harry Styles.

 

***

 

     Jeg havde aldrig været en speciel stor fan af One Direction. Jeg kunne lide mange af deres sange og jeg kunne synge med på dem, men det var ikke ligefrem noget jeg gik så meget op i. Men her stod jeg, midt på fortovet foran Starbucks på Bourchier Street, med håret fuld af sne og bløde strikluffer på, foran Harry Styles. Han stod med et skævt smil, med solbrillerne i hænderne og et kækt glimt i øjet.

     ”Surprise?” sagde han og hævede et øjenbryn.

     ”Årets største underdrivelse,” svarede jeg med en svag hvisken.

Han grinede svagt og skar en lille grimasse, inden han smilede til mig igen.”Er du da fan?”

     Jeg rystede kort på hovedet, mest for at ryste noget af chokket af mig, så jeg kunne svare nogenlunde begavet.”Ikke ligefrem, men jeg… kender da godt til dig… det er… ret utroligt.”

     Harry nikkede.”Ja, skal vi ikke snakke om det over en kop kaffe?”

Jeg nikkede.”Jo, selvfølgelig.”

     ”Så kom,” sagde han og førte an ind i Starbucks.

     Da vi kom ud igen, havde jeg et rødt Starbucks julepapbæger i hånden, Harry havde et magen til og han var også blevet en autograf fattigere.

     ”Hvordan er det egentlig?” røg det ud af munden på mig. Jeg havde lyst til at smække hånden over munden, men vidste ikke om det ville blive anset som uhøfligt.

     Harry havde taget sine solbriller på igen og han havde også trukket en grå strikhue ned over hovedet.”Hvad mener du helt præcist, øh… jeg ved faktisk ikke helt præcist hvad du hedder?”

     ”Mary,” svarede jeg med et smil. Det var egentlig underligt, men jeg følte mig virkelig godt tilpas sammen med ham. Måske fordi jeg havde indset at det faktisk var ham, Harry Styles, som jeg havde chattet med i al den tid.

     ”Mary,” gentog han med et smil.

Vi gik ned af fortovet. Vi havde ikke lyst til at sidde inde i Starbucksbiksen, da der var lidt for mange mennesker. Så vi valgte at gå en tur ned til Themsen. Der var så smukt ved juletid.

     ”Altså,” sagde jeg og uddybede mit spørgsmål.”Hvordan er det at være kendt og give autografer?”

Han nikkede smilende. Det så ud til at han tit blev stillet det spørgsmål, men ikke var ked af at skulle svare på det igen og igen. Det kunne jeg lide.

     ”Sommetider kan det være det bedste. Man kan tænke at der aldrig nogensinde er sket noget bedre i ens liv. Men andre gange, er det hårdt og tærende. Det er ikke nemt at være kendt. Og… sommetider kan jeg godt fortryde det lidt. Men det går hurtigt over igen. I sær når man er i en gruppe som One Direction.”

    ”I har det sjovt sammen ik?” spurgte jeg. Jeg havde et par veninder som var helt crazy med bandet og de snakkede nærmest ikke om andet end hvordan drengene var sammen med hinanden.

     ”Jo, vi har det rigtig fedt. Som brødre,” svarede han. Jeg smilede. Som brødre. Det kunne jeg også godt lide.    

 

<3 <3 <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...