My Starbucks Date | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
17-årige Mary Barlett har længe chattet på nettet med en fyr hun ikke kender ansigtet på. Det eneste hun kender til, er hans følelser. Hun kender hans indre ud og ind, så dybt har deres samtaler gået. En dag aftales de at mødes på en nær Starbucks og for første gang se hinanden. Men overraskelsen går endnu dybere end deres samtaler over nettet, da selveste Harry Styles står og venter på hende. Langsomt udvikler de et andet netværk end det de havde før. Nu mødes de på Starbucks lige så tit de kan for at snakke og være i hinandens selskab.

50Likes
40Kommentarer
1914Visninger
AA

4. Coffee Talk

 

  <3 <3 <3 

 

   Skoledagen sneglede sig langsomt fremad. Jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig. Det var vel tanken om at Harry ville vente på mig ved Starbucks i Bourchier Street, som distraherede mig så dybt.

     Men da jeg endelig fik fri, spurtede jeg nærmest af sted mod undergrundsbanen. Der var for langt at gå, og hvis jeg bare tog metroen, ville jeg være derhenne på nul komma fem!

     Jeg var heldig og fik mig en sideplads. Kupeen var halvtom og overfor mig sad en ældre, mørk kvinde og sov. Da jeg skulle af, smuttede jeg hurtigt ud af dørene og skyndte mig op fra undergrunden. Mit ekstatiske humør fik mit gangtempo lidt højere op end det plejede. Tænk at jeg er på vej for at møde Harry Styles, tænkte jeg euforisk og skyndte mig videre i en form for meget energisk powerwalk.

     Da jeg ikke var langt fra Starbucksbiksen på Bourchier Street, satte jeg farten lidt ned og trak vejret dybt. Rolig nu, Mary, tænkte jeg til mig selv. Han er bare et menneske. Bare en jeg skal drikke kaffe med. Jeg måtte simpelthen snart vænne mig til tanken om at det var ham.

     Jeg fik øje på ham. Han stod afslappet foran kaffeshoppen med hænderne i sine jakkelommer og med sin grå strikhue over hovedet. Nuttede, brune krøller tittede frem under kanten på huen og han havde sin sorte solbriller på igen.

     ”Hey Mary!” råbte han og smilede stort til mig. Til mig! Styr dig, Mary.

Jeg smilede tilbage til ham og løb de sidste meter hen til ham. Uheldigvis var det knap så elegant – for jeg havde glemt at mange af fortovene var ret så glatte, så jeg gled direkte ind i ham. Vores kroppe stødte sammen og jeg troede i et kort øjeblik at jeg ville falde og ydmyge mig selv yderligere, men jeg mærkede hans arme lægge sig rundt om mig og holde mig oppe.

    Harry lo.”Du må passe bedre på. Du må ikke brække noget.”

Jeg bed mig i læben og kunne mærke kriblende følelser overalt i min krop.”Jeg er lidt af et fjummerhoved.”

     Langsomt gav han slip på mig og sikrede sig at jeg stod fast.”Er du okay? Står du?”

Jeg kneb læberne sammen for ikke at grine, men det lykkedes ikke så godt.”Jeg har det fint.”

     ”Godt,” sagde han med et skævt smil.”Lad os få noget at varme os på i den her kulde!”

 

***

    

    Da vores kaffe endelig blev færdig, satte vi os ved et bord i et fjernt hjørne. Jeg trak mit hår tilbage i en hestehale, så det ikke var i vejen hele tiden. Harry beholdte sin hue og sine briller på, men tog sin jakke af. Jeg trak også min jakke af, da der faktisk var en meget behagelig varme i cafeen. Eller var det stadig den varme som Harry havde tændt i mig, som brændte.

     ”Det her er stadig ret underligt,” indrømmede jeg og pillede akavet ved mit kaffekrus.

     ”Det er da ikke så underligt,” sagde Harry og tog en slurk af sin kaffe.

Jeg strøg en vildfaren lok om bag øret.”Måske ikke for dig.”

Han satte sin kaffe fra sig og så mig dybt i øjnene. Jeg mærkede hans fingre tage fat om min ene hånd.”Mary, det er bare mig. CurlyMe. Det er mig du har skrevet med hele tiden. Det ved du godt, ik?”

    Jeg smilede.”Jo, det ved jeg godt.”

Han gav mine fingre et blidt klem, inden han slap min hånd og tog en tår kaffe mere.”Så, Mary. Fortæl mig noget mere om dig selv, please.”

     ”Øh, hvad vi du vide?” spurgte jeg og rettede min ryg en smule op.

     ”Noget om dit liv,” sagde han og lænede sig lidt frem og hvilede sine underarme på bordet.

     ”Øh, jeg er enebarn. Jeg bor sammen med mine forældre,” fortalte jeg.”Mit efternavn er Bartlett.”

     ”Bartlett?” spurgte han.”Det lyder ikke særlig britisk?”

     ”Nej, det er fordi min far er amerikaner,” forklarede jeg.

     ”Aha!” sagde han og forstod det bedre.

Jeg smilede.

     ”Men, du går i skole?” sagde han.

Jeg nikkede. Der var ikke rigtig noget at snakke om, især ikke hvad angik skolen. Jeg ville hellere høre om hans liv.

      ”Men jeg vil hellere høre om dit liv,” sagde jeg.”Hvad laver du lige for tiden?”

     ”Tja, drengene og jeg er i gang med at skrive en ny sang,” fortalte han med et smil.

     ”Hvordan går det med den?”

Han trak på skulderne.”Det er lidt svær at komme i gang med den. Ingen af os er… virkelig inspireret.”

     ”Så må du ud og opleve noget,” foreslog jeg. Det var det bedste råd jeg kunne komme med.

Han så mig med et smil – det der nuttede smil var hele tiden tilstede.”Det er jeg da lige nu.”

Jeg rødmede og drak af min kaffe for at dække lidt over det. Jeg smilede. Han smilede.

 

<3 <3 <3

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...