Den 8. dråbe

Tara er en pige på 15 år.
Hele sit liv har hun boet i Superior, den mest overlegene af de tre byer.
Hun kæmper i al hemmelighed mod diversae, de udstødtes by, sammen med resten af Superiors mandlige indbyggere.
De er udstødte, fordi de er anderledes, men da hun møder drengen Nate opdager hun, at de har mere tilfælles, end hun nogensinde havde forestillet sig.
Hun skal pludseligt tage stilling til en masse ting, som hun ikke troede var mulige.

60Likes
151Kommentarer
3909Visninger
AA

21. Udstødt

Nates synsvinkel.
Den usynlige hånd om min hals, var faretruende tæt på at kvæle mig, men det eneste jeg tænkte på, det eneste jeg kunne tænke på, var Star. Som hun stod der med den t-shirt, der var Ricks ejendom, som kun gik til midt på låret, det mørke hår flagrende omkring hende, og med de lysende hænder pegende mod mig, lignede hun mest af alt en gudinde.

Problemet var bare at hendes ’mægtige’ kræfter var rettet mod mig. Var det fortjent? Uden tvivl.
Jeg havde dumpet hende til festen, skældt hendes bedste ven ud, og oven i det, kysset med en anden. Jeg havde endda ikke prøvet at tage kontakt til hende bagefter, ikke før nu – hvilket måske var en fejl. Jeg havde ikke engang sagt undskyld.

Af alle de følelser der befandt sig inden i mig lige nu, var fortrydelse den største.
Star, min Star ville have mig til at kalde hende ’Tara’, men jeg kunne ikke. Tara var ikke hendes rigtige navn længere. Star passede så meget bedre. Hvis jeg kaldte hende ’Tara’, var alt forbi mellem os, og endnu engang ville jeg være den fremmede person i skoven. Vi ville være som fremmede for hinanden.

Jeg kunne ikke fatte hvad det var hun havde gang i. Dette var ikke Star.

”Forsvind, og kom aldrig tilbage!” Hendes stemme var blevet meget høj, og skar sig ind i hjertet på mig.
I mellemtiden havde hun nu sluppet grebet om min hals, og jeg kunne endelig få vejret, men det kunne jeg slet ikke fokusere på. Jeg trådte forsigtigt et skridt frem, men det skulle jeg aldrig have gjort, for i dét jeg gjorde det, gjorde hun én så voldsom bevægelse med armen mod døren, at jeg blev kastet lige ud af den.
 

Braget fra da døren smækkede, kunne jeg høre allerede før jeg ramte jorden.
Jeg faldt, og trillede rundt på den kolde overflade. Til mit held tog mine arme af automatik fra, men det forhindrede ikke mit ansigt i ikke at dunke ned i den mørke jord.
Det gjorde fysisk ondt, men ikke nær så ondt som den tomhed der nu fyldte mit indre.
Med armene fik jeg forsigtigt skubbet mig op at sidde. En svag smerte fra min læbe fik min finger til prøvende at mærke efter. Jeg havde fået en lille rift, dog havde jeg kun snittet den med min finger, før den allerede var helet. Det var vel fordelen ved at være helbreder, jeg kunne næsten ikke skades.

Kun indvendigt, hvilket var derfor at jeg for første gang nogensinde hadede mine kræfter.
Den fysiske smerte kunne aldrig overgå den psykiske.

Jeg var så bedrøvet, at jeg var lige ved at græde, eller råbe af et eller andet af frustration. Bede mig blive væk? Bede mig holde op med at kalde hende Star? Aldrig. Hvad gik der dog af hende?Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at hvis det havde været Drew i denne situation, ville det ikke have gået sådan til. Hun ville måske endda snakke med mig og måske tilgive mig.
Han var hendes bedste ven, jeg skulle slet ikke have prøvet. Jeg kunne bare ikke lade være.
Problemet var bare, at jeg kunne ikke lade hende være.
Jeg rejste mig prøvende op og så mig tilbage efter døren, jeg var blevet smidt ud af.
Da jeg fandt den, måtte jeg glippe med øjnene, for den var jo mindst 25 meter væk! Det var rent faktisk et held, at jeg intet havde brækket.
Det var lige før at jeg turde bevæge mig hen til døren igen, men kom så i tanke om hvem der boede der. Rick. Vi havde altid konkurreret, ikke offentligt, men privat.

Lige fra da vi var unge, skulle han altid blære sig med sine kræfter, som var at kunne teleportere, og så med sine muskler, som han trænede så tit han kunne. Og ingen tvivl om, at pigerne kunne lide det, hvilket jeg næsten intet havde i mod, da dem der faldt for det ikke var nogen, jeg fandt yderlig interesse for.

Dog havde jeg aldrig forestillet mig at den pige, den eneste pige, jeg ikke ville have, han skulle få, gik direkte til ham. At hun valgte ham frem for mig, var det største nederlag, jeg kunne komme ud for. Derfor besluttede jeg hurtigt, at jeg måtte gøre det uforudsigelige og bryde min egen uskrevne regel. Jeg måtte få hjælp fra hendes ven. Min anden konkurrent. Ham jeg kunne risikere at tabe hende til. Jeg vidste bare at jeg intet andet valg havde end at gå til ham. Drew.
 

Drews synsvinkel.
Ensomheden opslugte mig langsomt, mens jeg lå i min seng. Alene. Forladt.
Jeg havde ikke forudset, at jeg ville være så meget alene her i Diversas. Havde ikke forudset, at det ville ændre så meget mellem Star og jeg.
Grunden til, at jeg lå her alene i min seng var, at Star ikke ville snakke med mig. Ellers havde hun opsøgt mig for længst, og så havde vi snakket om det, som vi altid gjorde. Bare os to.
Siden vi ankom her til, havde alt ændret sig. Hun var blandt andet begyndt at interessere sig i byens populæreste fyr, Nate, hvilket hun aldrig havde gjort før. Hun havde altid ment, at de populære var uinteressante, kedelige og alt for flabede.
Dog var interessen for Nate ikke det værste, men den manglende interesse for mig. Hvorfor gav hun ikke mig mindst lige så meget opmærksomhed? Jeg var så småt begyndt at indse, at Star var mere end en veninde for mig.

Dog kunne jeg ikke lade være med at spekulere over, hvad jeg havde gjort. Hvorfor ville Star ikke snakke med mig? Den eneste grund jeg kunne komme på, var vores dans. Var jeg så dårlig en danser, at hun ikke gad snakke med mig?
Mit hoved var ved at eksplodere af alle de påtrængende spørgsmål, da det bankede på døren.
Fortumlet rejste jeg mig og begav mig hen mod døren. Jeg nåede ikke engang at røre dørhåndtaget før døren nærmest sprang op, og Nate stod mindre end 1 meter fra mig.

”Jeg har brug for din hjælp!” Lød det selvsikkert fra ham. Hans hår var uglet, og hans tøj beskidt af jord og græs. Hvad end dette var, var det vigtigt.

”Hvorfor skulle jeg gide det?” Nate så rasende på mig, og hvis man kunne dræbe med øjnene, var jeg død nu. Han gik nu tættere på mig, så tæt at der kun var et par centimeter imellem os, så tæt at jeg kiggede ned på ham, fordi jeg var højere.

Han åbnede langsomt munden, og begyndte på sin talen: ”Hvorfor skulle jeg nogensinde bede dig om hjælp? Jeg har intet andet end had tilovers for dig, men der er én ting, jeg ikke kan klare selv. Og hvem tror du det handler om?” jeg skulle lige til at svare, men så tålmodig var han ikke, ”Star selvfølgelig! Hun er den eneste, jeg vil bede dig om hjælp for. Jeg tror at hun er i knibe!”
Star, i knibe? Hvad kunne der være galt? Jeg studerede endnu engang manden foran mig.
Han lød bedende, og da jeg mødte hans blik, lyste desperationen ud af hans øjne. Jeg havde det på fornemmelsen, at han aldrig rigtigt havde stået i denne situation før, hvilket overraskede mig.

”Fortæl mig hvad der er galt!” Beordrede jeg, på trods af at alt indeni mig skreg på at ruske svaret ud af ham. Nate rettede sig op og fik med ét et fjernt blik.

”Hun… Hun er sammen med én ved navn Rick, og jeg tror at han har.. Hvis man skal formulere det mest korrekt ville ordet nok være ’dårlig’, ja, dårlig indflydelse på hende. Det er som om hun glemmer alle sine bekymringer, og endnu værre – skubber dem væk. Hun virker… Anderledes. Hun smed mig teknisk ud af døren da jeg kom, altså med sine kræfter..” Han holdt kort inde, og det var tydeligt, at han var meget frustreret, ”Hun.. Hun ville have mig til at blive væk. Os begge to.”
Da han sagde dette, var det med ansigtet vendt mod jorden, og jeg priste mig selv lykkelig for at jeg ikke lige havde gået igennem det.

Dog var det alligevel som om, at jeg fik en mental mavepuster. Hvem kom dette fra? Det kunne ikke være Star.
Hun ville aldrig bede mig blive væk, og min første indskydelse ville være, at han løj, men det vidste jeg godt han ikke gjorde, da det forklarede, hvorfor Star ikke havde opsøgt mig.
Jeg konkluderede dog hurtigt at uanset hvem denne ’Rick’ var, skulle han blive væk fra hende. Ikke jeg, og meget mod min vilje, heller ikke Nate. Og for første gang siden vi mødtes, så jeg Nate som en ligemand.

Derfor lød jeg utrolig selvsikker, da jeg endelig svarede: ”Jeg vil gøre alt for Star!”

Vi skulle nok komme igennem dette. Jeg ville have Star tilbage.

 

Nates Synsvinkel
”Jeg vil gøre alt for Star”, da han sagde dette, blev jeg næsten overdrevet glad. Så glad, at jeg var lige ved at omfavne ham. Dog var det kun lige ved, og sådan skulle det jo helst forblive. For jeg vidste, at hun også følte noget for ham, noget der gjorde ham til en trussel.

Den akavede tavshed havde langsomt omfavnet os, men kun lige, da Drew brød tavsheden:
”Du har virkelig følelser for Star, har du ikke?” Tusind tanker flød rundt i mit hoved, da hendes navn blev nævnt. Jeg havde været sammen med mange piger før, men ingen gjorde mig så forvirret som Star.
Hun var den eneste der kunne få mig til at miste fatningen, og den eneste der kunne tage min selvsikkerhed fra mig. Hun var den eneste, jeg i al hemmelighed studerede, på grund af hendes fascinerende udseende. Kontrasten mellem elfenbenshuden og hendes blåsorte hår, var ubeskrivelig. Jeg havde aldrig følt mig mere draget mod en person, som jeg følte med hende.
Og med det i baghovedet svarede jeg roligt: ”Det kan man godt sige, at jeg har..”

”Bare så du ved det, så er du ikke alene om det!” Hans truende stemme skar gennem luften, men da jeg endnu engang mødte hans blik, så jeg ingen trussel. Hans blik viste intet andet end desperation. Desperation for at miste hvad ikke var hans. Det samme blik som jeg sikkert havde tidligere i dag, og stadig ville vise, hvis jeg ikke tog mig sammen. Dog mildnedes hans blik gradvist, da han så mig i øjnene, og der tror jeg, at det gik op for ham, at vi havde det på samme måde.

”Det ved jeg,” var det eneste jeg kunne komme på af svar. Det var ikke ment som en trussel på nogen måde, men som en konstatering. Vi vidste begge, at efter dette samarbejde, ikke ville eksistere noget venskab mellem os af nogen art. Vi vidste begge hvad dette samarbejde skulle bruges til.

Vi måtte for alt i verden hjælpe Star.

_____________________________________________________________________________

 

Undskyld, undskyld, undskyld for, at vi først opdaterer nu...

Vi lover at blive færdig med denne movella! Og vi regner ikke med en lige så lang pause til næste kapitel... :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...