Den 8. dråbe

Tara er en pige på 15 år.
Hele sit liv har hun boet i Superior, den mest overlegene af de tre byer.
Hun kæmper i al hemmelighed mod diversae, de udstødtes by, sammen med resten af Superiors mandlige indbyggere.
De er udstødte, fordi de er anderledes, men da hun møder drengen Nate opdager hun, at de har mere tilfælles, end hun nogensinde havde forestillet sig.
Hun skal pludseligt tage stilling til en masse ting, som hun ikke troede var mulige.

60Likes
151Kommentarer
3750Visninger
AA

1. Tara

Jeg havde lige trukket hætten over hovedet da jeg bevægede mig udenfor. Hætten skjulte mit hår og forvandlede mit ansigt til en hvid maske. Nu var der ingen risiko for at de opdagede mig.
Det var nu 3. gang at jeg skulle slås i stedet for min bror mod de udstødte, diversas. Jeg anede ikke hvem de var, de lignede os andre, vi var bare mere perfekte. De var anderledes. Jeg mødte gruppen ved det sædvanlige mødested, hvor kvinderne og børnene sagde på gensyn til deres elskede. Min bror var her ikke, da jeg trådte i hans sted, men min far derimod, var her sammen med de andre mænd.
Folk snakkede højlydt, nogen grinte, andre græd, men der blev dog stille da en mand, ved navn Sloane, rejste sig op. Han gik op til taler stolen og sagde: ”Mine modige krigere! I dag drager vi ud i kamp! Fronten står i dag ved The Wise Wood,” manden trak sit gemte sværd og rejste det op mod himlen, han begyndte derefter at råbe: ”FOR SUPERIOS FREMTID,” og alle mændene gentog højlydt med et oprigtigt håb hans vise ord. Derefter blev der delt sværd ud, og vi gik mod Wise Wood.
Ligesom jeg var alle kutteklædte. Vi havde alle en hætte på, der skjulte vores hår og tilførte en gipsagtig hvid maske. Forskellen var bare at jeg var en pige og de var mænd. Og jeg var oven i købet også den yngste. Heldigt at min bror og jeg var lige store, selvom at han var 2½ år ældre end mig. Grunden til at jeg i dag skulle slås for 3. gang var, at min bror Max, ikke turde. Han var ikke særlig modig og frygtede forandringer. Så da han for 3 måneder siden skulle slås for første gang, tiggede og tiggede han mig om at bytte plads med ham, i al hemmelighed. "Åh Tara!," havde han tigget, "Vil du ikke nok?". Og jeg, som åbenbart var for blødsød byttede plads med ham.  Det lyder sikkert farligt, men jeg havde en taktik. Jeg blev altid i baggrunden, og løb, hvis der kom nogen. Heldigvis gik jeg i ét med naturen og ingen tog mig seriøst, hvor min far derimod kæmpede på livet løs.

 Da vi havde gået i 3 timer lød der et brøl og kampen gik i gang. De kom stormende, hurtigere end jeg havde forventet. Diversas, som var Diversaes indbyggere, havde mod. Alligevel vidste jeg at de fleste ville være døde inden dagen var omme.
Vores krigere begyndte, næsten lige så hurtigt at løbe hen mod fjenderne. Begge parter løb mellem træerne hen mod hindanden, for derefter at støde sammen. Som jeg plejede, søgte jeg dækning bag nogle træer. Jeg havde trukket sværdet op fra sværdskeden og holdt det tæt ind til mig. Det var koldt, og gav gåsehud da jeg mærkede klingen med mine fingre. De sværd vi fik udleveret var smedet af pueris fra Puers. Det var dem der tjente Superior, byggede vores huse og lavede det huslige for os.

Et højt skrig vækkede min opmærksomhed, og jeg kiggede instinktivt mod stedet det kom fra. Det var en dreng, som ikke var meget ældre end mig. Hans kridhvide hår blafrede om ørene på ham. Hans krystalblå øjne var utroligt smukke, men det var ikke det, der fangede min opmærksomhed. Alle som kom i nærheden af ham skete der noget mystisk med. En mand løb i mod ham med højt hævet sværd, men da han var cirka to meter fra ham, skød det nærmeste træs rødder ud efter ham. Rødderne hev ham væk fra drengen, og han blev kastet flere meter væk af træet. Det samme skete med de andre der kom tæt på ham. Af en eller anden grund kunne jeg ikke stoppe med, at beundre det han gjorde. Der var ingen tvivl om, at det var ham der gjorde det, men det var da umuligt sådan nogle ting skete ikke virkeligheden. Det var kun i de gamle bøger, man hørte om sådanne beretninger. Men lige nu skete det for øjnene af mig, og jeg troede på det. Det blev jeg nød til. Kun 4 var døde i dagens kamp, og den 3 timers lange gåtur tog en evighed.

Da jeg endelig kom tilbage til byen, var jeg så træt efter dagens begivenheder, at jeg direkte i seng. Efter jeg havde ordnet mig, gik jeg forsigtigt udenfor, hvor min seng stod. Grunden til at jeg sov udenfor var, at jeg altid havde følt mig knyttet til nattehimlen og alle de smukke stjerner, der blinkede venligt og velkendt til mig. 

______________________________________________________________________

 

Det var så første kapitel af Blues Sky og SLWagners første movella.
Vi håber at i vil syntes om den og oven i købet kommentere den.
Håber at i har en god aften! :)

K.h. SLWagner og Blue Sky.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...