Den 8. dråbe

Tara er en pige på 15 år.
Hele sit liv har hun boet i Superior, den mest overlegene af de tre byer.
Hun kæmper i al hemmelighed mod diversae, de udstødtes by, sammen med resten af Superiors mandlige indbyggere.
De er udstødte, fordi de er anderledes, men da hun møder drengen Nate opdager hun, at de har mere tilfælles, end hun nogensinde havde forestillet sig.
Hun skal pludseligt tage stilling til en masse ting, som hun ikke troede var mulige.

60Likes
151Kommentarer
3766Visninger
AA

10. Sammen igen

En bankende lyd afbrød min søvn, jeg kiggede mod døren, og ind ad den kom Nate. Han gjorde tegn til, at jeg skulle komme ud til ham. Jeg gik ud til Nate, kun i ført nattøj, som ventede på den anden side af døren. ”Hvad?” spurgte jeg surt, og løftede spørgende mine øjenbryn. Hvad ville han? Råbe af mig? Eller sige, at han hadede mig? Jeg havde ingen idé. ”Må man nu ikke bare besøge en sød pige uden grund?” spurgte han mig med sit skæve smil. Jeg blev en smule rød i kinderne, da jeg fandt ud af, at han lige havde kaldt mig sød, men fortsatte bidsk: ”Jo, men det er vel ikke det du er kommet for?” jeg kiggede opmærksomt på ham. 
Han sukkede opgivende: ”Du må undskylde for i går, jeg blev bare så overrasket.” Jeg kiggede bare på ham og lagde mine arme over kors, han skulle ikke regne med, at jeg ville tilgive ham så let. ”Hører jeg rigtigt, undskylder du?” spurgte jeg ham flabet. ”Ja, Star.” Hans stemme var pludselig blevet alvorlig, og mit smil forsvandt langsomt. ”Jeg kom også for at give dig din boomerang.” Han tog min elskede boomerang op af lommen. Min hånd greb hurtigt ud efter den, og jeg knugede den lykkeligt ind til mig.

Jeg kiggede op på ham, og endnu engang smeltede vores øjne sammen. Hans hånd fjernede blidt en tot hår fra mit ansigt, der var dukket op foran mit øje. Hans ansigt nærmede sig mit, jeg vidste godt, hvad der skulle ske nu, et kys. Og endda mit første. Et råb bagved Nate fik mig dog til at afbryde øjenkontakten med ham. Til venstre for mig kom Max gående. Et hvin forlod mine læber, og jeg skubbede hurtigt Nate til side. Jeg løb mod min bror og omfavnede ham lykkeligt. ”Max, åh Max, hvor har jeg dog savnet dig! Undskyld, undskyld! Kan du tilgive mig?” Jeg slap ham og kiggede bedende på ham. Han så grinende af mig og nikkede. Endnu en gang omfavnede jeg ham.

”Star?” Et overraskende smil bredte sig på mine læber, da jeg hørte Drew nævne mit navn. Drew, min Drew. Jeg slap Max og løb imod Drew som stod 5 meter bagved Max. Drew smilede lykkeligt til mig, og da jeg var tæt på ham, sprang jeg op i hans favn. Han grinede af min glæde. Jeg havde aldrig følt mig mere lykkelig! Han satte mig forsigtigt ned og kyssede mig blidt på panden. Han strøg kærligt mit hår væk fra mit ansigt, hvilket mindede mig om Nate. Jeg tog Drew i hånden og gik hen til Max, som jeg også tog i hånden. Jeg trak dem med hen til Nate. Jeg præsenterede dem for hinanden, Max for min bror, og Drew for min ven. Da Nate og Drew hilste, kiggede de på hinanden med sammenknebene øjne. For ikke at skabe en akavet stemning skulle jeg til at sige noget, men Nate kom mig i forkøbet: ”Her,” han nærmest snerrede af mig, imens han rakte mig min boomerang, som jeg havde smidt, da jeg opdagede Max. Han gik forbi mig, men da han var tæt på mig, hviskede han mig i øret: ”Husk, hvad der skete før de kom, der er andre i dit liv nu.” Jeg var forbavset over Nates fjendtlighed, var han nu sur igen? ”Jeg skal tale med dig,” Drew kiggede alvorligt på mig, og afbrød mine tanker, ”alene.”

"Jeg har også evner,” udbrød Drew, da jeg havde lukket døren. Jeg kiggede forbløffet på ham. ”Hvad har du?” spurgte jeg forvirret, jeg troede vi var tætte, vi fortalte da hinanden alting, gjorde vi ikke?
”Jeg ville ikke gøre dig forvirret, og det var bedst for dig, hvis du først fandt ud af det så sent som muligt.” Han kiggede bedrøvet på mig. ”Jeg ville ikke miste dig,” mumlede han næsten uhørligt. ”Du mister mig da aldrig Drew, det var ikke ment på den måde, jeg ville jo ikke forlade dig. Det ville jeg aldrig gøre!” Hvordan kunne han tro det?
”Hvad lavede du så med ham Nate? I stod måske og snakkede?” sagde han bebrejdende og en smule bedrøvet, og da han nævnte Nates navn snerrede han nærmest. ”Vi stod faktisk og snakkede, og desuden kommer det ikke dig ved, hvad jeg gør! Jeg har endelig fundet en ven her, hvorfor er det, du gerne vil ødelægge det? Du betyder ikke alt for mig!” Drew kiggede såret på mig, og jeg fortød med det sammen den sidste sætning, jeg havde sagt. Hvorfor var vi sure? Drew og jeg, det var vi aldrig? ”Undskyld Drew….. Hvad kan du?” jeg så ned i gulvet, fordi jeg ikke turde se ham i øjnene. Blidt tog han fat om mig kæbe, og løftede den, så jeg til sidst så ham i øjnene. Han smilede kærligt til mig og trak mig ind i et kram. Forsigtigt strøg ham mig over håret, hvilket han vidste beroligede mig.
Jeg indsnusede duften af Drew, den var altid den samme friske duft. ”Jeg kan snakke med de..” han trak vejret langsomt og fortsatte, ”de døde.” Hans stemme skælvede da han sagde det sidste ord. Jeg skubbede ham fra mig. ”Kan du så snakke med min mor og min far?” Jeg kiggede håbefuldt på ham, og da han ikke svarede ruskede jeg blidt i ham. ”Kan du Drew?” Hans blik var opgivende, da han svarede mig: ”Ja, jeg kan.”

Jeg bankede så hårdt som muligt og hørte Nates stemme: ”Gå!” Jeg bankede hårdere på døren, han skulle åbne, han skulle vide, at jeg kunne snakke med min far igen. Drew havde sagt, at det ikke var muligt at snakke med min mor, da hun var kommet videre til det endelige dødsrige.
”Skal vi have ham med?” brokkede Drew sig. ”Ja vi skal!” svarede jeg ham bestemt. ”Luk op Nate, det er mig Tara!” En bumlende lyd lød fra den anden side af døren.
”Star?” lød det forvirret fra den anden side af døren, ”hvad laver du her?” Drew så forbavset ud. ”Bruger han dit kælenavn? Hvordan? Hvorfor?” Jeg slog irriteret til ham og svarede: ”Den tager vi senere!”
Døren åbnede, og Nate stod i døråbningen. ”Hvorfor har du ham med?” han kiggede nedladende på Drew, som hurtigt rettede sin ryg og prøvede at nidstirre Nate. ”Drop det!" sagde jeg til Drew og fortsatte, "Hør her Nate! Jeg kan snakke med min far!” Nate sukkede og kiggede sørgmodigt på mig. ”Star, han er dø..” Jeg afbrød ham irriteret: ” Ja det ved jeg godt, men Drew kan snakke med de døde,” jeg kiggede spændt på ham.
”Hvis det endelig er sandt, at en idiot som han, har en evne, så skal du om igen omstændigheder snakke med de døde! Det er farligt, og hvorfor vil du overhovedet tale med ham?” Han kiggede oprørsk på mig, jeg sukkede opgivende. Hvorfor forstod han ikke bare, at det var noget jeg blev nødt til?
”Jeg har brug for svar, og du behøver ikke at bekymre dig, du kan tage med, eller du kan lade være. Det sker ligegyldigt hvad.” Nate rettede sin opmærksomhed mod Drew. ”Hvordan kan du lade hende gøre det? Holder du ikke af hende?” Nates stemme var fjendtlig og bebrejdende.
Drew kiggede sørgmodigt på mig. Jeg så bestemt på ham, derefter vendte han endnu engang blikket mod Nate og sagde så: "Hun bestemmer selv. Hun har ret til at træffe sine egne beslutninger!" Nate kiggede forbløffet på mig der bare nikkede anerkendende og begyndte at gå væk fra husene. Det gjorde mig glad at Drew tænkte sådan om mig. Hvorimod Nate, den skid, ikke mente at jeg kunne tage mine egne beslutninger.
Drew indhentede mig hurtigt, og tog mig under armen, ligesom før i tiden. Hans nærhed gjorde mig tryg, og jeg glemte de ting der var sket. Mindedes de gange i Superior, hvor vi gik på denne måde i byens gader. Jeg kiggede op på ham og mødte hans blik, hans nøddebrune øjne var så flotte i efteråres lys. Jeg kunne ane Nate bagved mig, og kunne mærke hans blik borende i nakken på mig. Det gav mig gåsehud.
Da vi nåede den hemmelige dør overhalede Nate mig, og til min overraskelse stillede han sig ikke foran den. Han tog en amulet frem fra sin lomme og trykkede den mod noget så døren åbnede med et smæld.
Drew og jeg ville ud samtidig, så vi stødte sammen og brød sammen af grin. Det endte dog med at jeg gik ud først, derefter Drew, og til sidst Nate der nærmest kom trampende bagved.

Skoven var forfriskende. Man følte sig fri, havde bare lyst til at løbe rundt og skrige af glæde.
Vi havde gået et stykke ind i skoven da Drew pludseligt vendte sig om mod mig, så vi stod overfor hinanden. Nate stillede sig ved siden af mig.
"Hvad er der?" Spurgte jeg tøvende. "Det her er stedet." Svarede Drew, og kiggede mig intenst i øjnene. Mere intenst end nogensinde. Derefter lukkede Drew øjnene og sagde nogle underlige ord. Han lignede mest af alt en der var i trance. Trancen blev dog brudt da hans øjne åbnedes og var hvide som sne. Jeg skulle til at skrige, da en hånd landede over min mund. Jeg vendte hovedet og så Nate. Han stod og kiggede indtrængende på mig, og midt i dramaet mærkede jeg endnu engang den underlige følelse i maven. Jeg vendte dog hovedet igen da jeg hørte et skrig, og en sort skygge, indhyllet i mørke stod 1 meter fra mig.

__________________________________________________________________________

 

Det var 10. kapitel :D

Håber I kan lide det ^.^

Det ville gøre os glade, hvis I gad kommentere det eller måske like det? >.<

Blue Sky og SLWagner <3<3 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...