Den 8. dråbe

Tara er en pige på 15 år.
Hele sit liv har hun boet i Superior, den mest overlegene af de tre byer.
Hun kæmper i al hemmelighed mod diversae, de udstødtes by, sammen med resten af Superiors mandlige indbyggere.
De er udstødte, fordi de er anderledes, men da hun møder drengen Nate opdager hun, at de har mere tilfælles, end hun nogensinde havde forestillet sig.
Hun skal pludseligt tage stilling til en masse ting, som hun ikke troede var mulige.

60Likes
151Kommentarer
3906Visninger
AA

13. Krig

Det var i dag. I dag skulle jeg slås, om blot 5 min. skulle vi gå.
Jeg havde iført mig en kampdragt bestående af en brun læderbeskyttende top uden på min grå bluse, sorte læderbukser og korte sorte læderstøvler.
Jep, du hørte rigtigt, her i Diversae var de vilde med læder, så selvfølgelig skulle vi alle iføre os i læder fra top til tå.
Mit hår var sat i en stram hestehale, og i hånden havde jeg en daggert, da jeg endnu ikke var stærk nok til et rigtigt sværd. Vi stod alle klar til at tage af sted. Jeg kiggede rundt, Drew skulle ikke med da han ikke havde fået et job endnu, og som sagt havde Max et andet job, så det var kun Nate jeg kendte der skulle slås, men hvor var han?
Jeg kiggede mig endnu engang omkring, men der var ingen Nate at se i miles omkreds. Hvorfor skulle han være så sindssyg langsom?
Jeg vendte mig om og stormede hen mod Nates hus. Han boede der sammen med en fyr der kunne læse ens aura, hvilket er meget fascinerende, men også en smule skræmmende.
Jeg stormede ind i huset.
”Nate? Nate hvor pokker er du?” Jeg lød hård, hårdere end jeg ville lyde.
”Lad dog vær med at råbe, jeg er lige her,” lød en mumlende stemme fra badeværelset. Jeg gik med hurtige skridt hen til badeværelsesdøren og flåede den op uden at tænke over konsekvenserne.
Bag døren stod Nate kun iført et håndklæde om underlivet, så man ikke kunne se hans private dele. Han stivnede midt i en bevægelse og stirrede vildt på mig.
”Star, hvad fan..-” Jeg afbrød ham med rullende øjne, ”Som om at jeg ikke har set en halvnøgen dreng før!”
Jeg havde selvfølgelig set Drew og min bror i bare overkroppe, så det rørte mig ikke. Dog var han veltrænet og slank bygget, hvilket fik mig til at kigge en smule hypnotiseret på ham.
Han rødmede, men jeg ignorerede min effekt på ham og fortsatte: ”Skynd dig nu at få noget tøj på, vi går om 1 minut”. Han fik pludseligt et bekymret udtryk i øjnene, men det forsvandt hurtigt med et smil og dog også en smule beundring i blikket. Han kiggede intenst på mig.
Vi stod bare sådan og stirrede på hinanden i ca. 10 sekunder, før han mumlende sagde: ”Star. Det kan godt være at du er mere end villig til at studere mig mens jeg klæder mig på, og du har sikkert lyst til at røre min veltrænede mave, men du har lige påpeget at vi ikke har tid,” han havde et frækt glimt i øjnene og smilede selvsikkert til mig, hvilket fik mig til at rødme vildt, før jeg vendte om og gik så elegant ud af døren, som jeg kunne.
Desværre var jeg ikke så god til elegance og snublede over dørkammen. Jeg var lige ved at vælte da en hånd greb fat i min arm og løftede mig op at stå igen. Jeg vendte mit hoved og så ind i Nates krystalblå øjne endnu engang. Hans ansigt var blot 6 centimeter væk fra mig, så jeg kunne mærke hans ånde som et kærtegn i ansigtet, hvilket gav mig gåsehud.
Jeg mærkede også noget på den nederste del af min mave, og håbede at det ikke var hvad jeg troede.
Jeg gav ham i smug elevatorblikket og opdagede til min store forfærdelse at Nate i sit stunt havde tabt sit håndklæde. Jeg vidste nu hvad der rørte mig og rødmende rykkede jeg en smule væk fra ham. Nate opdagede det vidst, for han så hurtigt ned af sig selv, og rødmede endnu kraftigere end jeg. Han puffede mig hurtigt helt ud af døren og smækkede den kraftigt i så jeg stod tilbage med knaldrøde kinder og upassende tanker.

Da Nate kom ud var både hans og mit ansigt tilbage i deres normale nuancer og sammen spadserede vi hen til resten af gruppen.
”Nate, Tara, hvorfor er i her først nu? Halvdelen af flokken er begyndt at gå!” Og ganske rigtigt kunne man ane en flok mennesker i kampuniformer bevæge sig ud af en af Diversaes indgange.
Hurtigt begyndte jeg at løbe hen mod døren, og indhentede på ingen tid de andre, hvor vi derefter begyndte at gå.
Endnu engang skulle vi slås i The Wise Wood og for første gang skulle jeg slås mod nogen jeg kendte. Folk jeg plejede at snakke med og ovenikøbet slås med. Kunne jeg slå dem ihjel? Skulle jeg slå dem ihjel?
En dreng ved navn Eli kom op på siden af mig og vi faldt hurtigt i snak.
Han havde et asiatisk udseende med mørkt hår og brune øjne og så var han kun et par centimeter højere end mig, hvilket konkluderede i at jeg følte mig høj. En meget sjælden følelse.
Eli kunne styre tyngdekræften, sådan nogenlunde i hvert fald.
Han kunne løfte sten osv. Men endnu ikke træer og større ting, han var ikke gammel nok.
Jeg fik at vide at ens kræfter var fuldendte når man blev 19 og lige nu var han 17.
Det glædede mig, at jeg i morgen blev 16 og mine kræfter derfor blev opgraderet. Da jeg fortalte ham det, grinede han og lovede at komme med en gave til mig. Jeg smilede taknemmeligt tilbage, glad for at jeg havde fundet en ny ven.

Et kvarter før det planlagte krigssted fik en rødhåret pige på ca. 17 år os alle til at tie stille. Derefter lagde hun hovedet mod jorden, lyttede og konstaterede at de ventede på os. Hvordan kunne hun vide det? Fik man superhørelse med i prisen når man blev ældre, eller hvad?
”Hun har jordens evne, en af de fire elementers gave. Dog er hun langt fra den eneste, da der er mange der får en af deres gaver,” Nates hæse stemme lød i mine øre hvilket gav mig gåsehud. Før jeg nåede at vende mig om, havde han taget fat om mit håndled og havde trukket mig med flokken, der var begyndt at gå.
Hans mørke hår var vildt betagende og stod i flot kontrast til de blå øjne.
Da vi havde gået i ca. 10 minutter kom de løbende mod os, alle kutteklædte, men med højt hævede sværd.
Jeg slap Nates hånd og trak utålmodigt min daggert op ad skeden, en slags sværdskede bare til daggerter.
Da de blot var 50 meter væk, skulle jeg til at løbe med de andre krigere, der allerede var løbet, men blev stoppet af to hænder der tog fat om mit liv og trak mig tilbage.
Før jeg kunne nå at skrige blev der lagt en hånd over min mund, og jeg blev vendt om mod gerningsmanden. Nate, selvfølgelig var det ham.
Han havde et bestemt udtryk i øjnene, og sagde hånligt: ”Tror du virkelig at du skal slås? Star, du har jo ikke engang styr på dine evner. Bliv bag ved de andre, så sker der dig intet!” Hans hånlighed blev dog hurtigt erstattet af bekymring, men jeg blev stadig stødt over hans ord.
”Har jeg ikke styr på mine evner? De virker da meget godt når jeg får brug for dem, og jeg kan sagtens slås!” Jeg nærmest bed af ham. Hvad fanden bildte han sig egentlig ind? Dog kunne jeg ane en smule sorg i hans blik da han mumlede: ”Det var jo ikke det jeg mente! Bare… Bare bliv bag ved mig…-” Længere nåede han ikke før han skubbede mig til siden, så jeg snublede over en gren, for derefter at stikke sit spidse sværd ind i maven på en mand fra Superior så han faldt sammen. Der gik ingen tid, så lå han ubevægelig.
Jeg stirrede forfærdet på Nate, der stod og tørrede klingen af for blod for derefter at løbe ud og slås. Jeg var lammet, og så slet ikke den næste person komme, før Eli sprang ind foran mig og beskyttede mig med sit sværd.
”Tara forfanden, så rejs dig dog kvindemenneske!” Jeg rejste mig og knugede min daggert i hånden og kiggede ud på slagsmarken. Der var blod overalt, og de var dobbelt så mange som os. Endnu en mand kom løbende over mod mig. Jeg ville flygte, men stod ubevægelig. Eli prøvede at ramme ham, men missede og slog i stedet kutten af ham så jeg kunne se ham. Værre endnu. Jeg kunne genkende ham.
Han var et af overhovederne i Superior, faktisk var han den der bestemte hvem der blev smidt ud af Superior og hvem der kom ind.
Han havde smidt Max og jeg ud.
 Al vreden boblede op i mig, og da han var helt tæt på hamrede jeg min daggert ind i hans brystkasse.
Han sank sammen og stønnede af smerte, men før han sank sammen nåede han akkurat lige at stikke sin klinge i mit venstre lår. Jeg skreg. Af smerte eller af frygt anede jeg ikke. Dog trak jeg hurtigt min daggert fri fra mandens brystkasse, den var min kilde til overlevelse lige nu.


______________________________________________________________________

Næste kapitel :D

Håber det falder i jeres smag, lidt mere spændende :D

undskyld for den lange ventetid :I

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...