Den 8. dråbe

Tara er en pige på 15 år.
Hele sit liv har hun boet i Superior, den mest overlegene af de tre byer.
Hun kæmper i al hemmelighed mod diversae, de udstødtes by, sammen med resten af Superiors mandlige indbyggere.
De er udstødte, fordi de er anderledes, men da hun møder drengen Nate opdager hun, at de har mere tilfælles, end hun nogensinde havde forestillet sig.
Hun skal pludseligt tage stilling til en masse ting, som hun ikke troede var mulige.

60Likes
151Kommentarer
3766Visninger
AA

18. Jalousi

Nates synsvinkel
Jeg kunne ikke kontrollere mine tanker da jeg stormede ud af døren og udenfor.
Der stod en bænk under et træ i nærheden, og der slog jeg mig ned.
Mine albuer satte jeg på mine knæ, og hvilede derefter mit hoved i mine hænder.
Endnu engang lod jeg tankerne flyde.

Hun virkede nærmest nervøs, da jeg nærmede mig hendes ansigt.
Hvad lavede jeg egentlig? Ville jeg kysse hende, som jeg havde prøvet på så mange gange før?
Som jeg havde prøvet på for 2 minutter siden, hvor hun skubbede mig væk?
Hun skubbede mig altid væk.
Hun havde lukket sine øjne. Og der gik jeg i chok. Var hun bange for mig?
Jeg nåede ikke at tage det næste skridt, hvad end det var, før Drew som altid kom brasende ind.
Han råbte noget til mig, men jeg var for fortumlet til at høre efter.
Jeg kiggede igen på Tara. Hun så skræmt ud.
Hvad bildte han sig ind, at komme her og spille helt?
 ”Selvfølgelig kommer du nu. Du kommer altid, som en helt, og prøver altid at gøre dig selv meget bedre end alle andre.” Forsvarede jeg mig.
”Gå!” Sagde han bare, og jeg adlød, da jeg kunne mærke skammen gnave i min mave.


Jeg kiggede mig rundt omkring. Folk stod i små klynger uden for døren til bygningen, hvor de enten småsnakkede eller røg. Alle var under 25.
Denne fest var én af de fester, vi normalt holdte efter en krig. For det meste var det for alle, men denne var kun for de unge.
Det var én af grundene til at jeg havde inviteret Tara, på den måde virkede det vi havde gang i ikke så alvorligt, som hvis jeg inviterede hende til en fest hvor alle kom.
Dog anede jeg jo ikke, hvad hun tænkte om mig nu.
Jeg havde opført mig som, rent ud sagt, en idiot. Og det var lige hvad jeg var.
Hvad havde jeg egentlig haft gang i?

Blondinen som nærmest lå på mig var smuk, en af de kønneste i Diversas, dog veg mit blik sjældent fra Tara.
Hendes kjole sad som malet på hende, så hendes slanke skikkelse blev fremhævet.
Hendes bløde krøller var blevet glattet og gav hende et elegant touch, men hendes skønheds påvirkning var intet i forhold til mit had til Drew.
Jeg rent ud sagt hadede ham som bare fanden. Om det var hans attitude eller min jalousi over hans og Taras forhold anede jeg ikke, men jeg kunne ikke kontrollere det.
Nu stod de dér, midt på dansegulvet med armene om hinanden. Fra mit syn, nød Drew det en tand for meget. Jeg følte ikke at han satte pris nok på Star, men samtidig ville han hele tiden være nær hende.
Ligesom jeg.
At se dem gav mig et sug i maven, og mine sommerfugle jeg havde følt tidligere da jeg hentede Star, var blevet erstattet af trampende elefanter.
Ud af min øjenkrog kunne jeg fornemme blondinen nærme sig. Jeg kendte ikke engang hendes navn, kun at hun var en af de mange piger der var ude efter mig, ville have mig, hungrede efter mig.
Men mit hjerte tilhørte Star.
Da hendes læber ramte mine, gjorde jeg ingen modstand.
Hun kunne sit kram, men da hun ville køre den videre, skubbede jeg hende væk og rejste mig i en fart.
Hvad havde jeg gang i?
Mit blik fandt endnu engang Tara. Hendes hoved lå nu på Drews bryst, og hun stod med ryggen til.
Drews øjne borede sig som pile ind i mine. Han smilede hånende, og vreden buldrede op i mig.
Jeg vendte rundt og stormede ud af døren…


Jeg kunne mærke den kølige aftenluft trænge ind under mit formelle tøj, men jeg tog mig ikke af det.
Jeg havde fortjent at fryse, og jeg havde fortjent langt værre end dét.
Hvis jeg nu bare havde været sød, hvis jeg nu bare havde opført mig ordenligt, så ville Star ikke stå og danse med ham, måske ville hun endda have stået og danset med mig. Bare tanken, fik sommerfuglene frem i min mave igen. Hvorfor havde jeg ikke bare taget den med ro, jeg plejede normalt ikke at have det besværligt med at score en pige, så hvorfor havde jeg det nu? Jeg kendte udmærket svaret, jeg havde aldrig haft disse følelser før. Mine tanker kom tilbage til Drew og Tara, jeg turde ikke engang tænke på, hvad de lavede nu.

Attituden jeg viste alle, var slet ikke mig. Tara kunne se det. Jeg vidste at inderst inde, kunne hun se igennem mig, se den rigtige mig.
Ikke den mig som spillede bedrevidende og ligeglad. Ikke den mig som behandlede folk som det passede mig. Sådan så Star mig ikke.

Star. Sikke et fantastisk navn.
Hendes sølvblå øjne skinnede som stjernerne, hendes slanke figur passede hende perfekt, og den var en kontrast til hendes personlighed.
Hun var anderledes, og jeg behandlede hende anderledes.
Alt havde været perfekt indtil Drew dukkede op og tog hende fra mig.
Han virkede så god, så perfekt. Det var nok det, der irriterede mig mest. Han ville kunne gøre hende lykkelig. Han havde endda store kræfter, modsat jeg. Han ville kunne beskytte hende bedre end mig, endda selvom jeg ville bruge mit liv som indsats. Det var en af de mange sandheder, der gjorde ondt at kende til.

Der var jo en grund til at han kom fra Superior, de perfektes by.
Den by de fleste af os fra Diversas var blevet smidt ud af, fordi vi ikke var ’perfekte’ nok.
Mine egne forældre smed mig på porten, og det blot på grund af min øjenfarve.
Hvorfor skulle Star dog også vælge mig, når hun kunne få en der var ’perfekt’?

Jeg gik frem og tilbage foran hendes dør da jeg var blevet for spændt til at sidde og vente i bilen.
Mit tøj passede til festens anledning som var formelt, men passede det nu også til hendes?
At tøjet matchede, var en vigtig prioritering i pigers hoved, eller i hvert fald de piger jeg havde datet.
Og det var mange. Dog havde jeg taget afstand eller droppet dem helt efter kort tid.
Det var anderledes med Tara.
Der var noget specielt over hende. Noget, jeg ikke kunne sætte fingeren på.
Noget jeg blev draget af. Jeg tog mod til mig og bankede på døren.
En let forpustet Tara åbnede.
Jeg smilede lidt af hendes åbenlyse beundring af mit udseende, og jeg konkluderede hurtigt, at hun kunne lide det.
Hendes mund stod næsten på hvidt gab. Jeg kunne ikke dy mig:
”Jamen hej til dig også. Du må gerne lukke munden nu,” det var tydeligt at det vækkede hende fra hendes trance, og hun lukkede den straks og rettede sig op.
Da hun gjorde det hørte jeg en let klirren, og jeg tog et ’rigtigt’ kig på hende.
Kjolen hun havde iført sig var fantastisk, så blikfangende, at jeg ikke kunne lade være med at stirre.
Den sad perfekt på hende, så man kunne ane hendes flotte talje, og hendes slanke ben.
Den var desuden prydet med blålige perler, dem jeg havde hørt klirre.
Hun var smuk. Så smuk, at jeg ikke lagde mærke til hendes fjogede smil der fik hendes øjne til at skinne endnu mere, end de gjorde i forvejen.

 

”Når du er færdig med at betragte mig, kan vi så komme videre?” Jeg stivnede, og kunne mærke blodet stige til kinderne. Dog rettede jeg mig op og svarede nonchalant: ”Ja lad os det.”
Jeg tilbød hende min arm, og hun tog stadig smilende imod den.

 

Jeg så mig kort tilbage, og opdagede Luana, Taras værelseskammerat, sidde og skule lidt til os.
Om det var på grund af jalousi af en eller anden art, anede jeg ikke, men jeg fik dog en anelse medlidenhed med hende, for det var tydeligt at hun ikke skulle med i aften da hun hverken havde sat håret op eller havde formelt tøj på.
Uanset hvad, så ragede det ikke mig, og endnu engang vendte jeg mit hoved, og mine øjne fandt Stars.
Bare dette øjeblik aldrig ville ende. Men selvfølgelig gjorde det det, og der var ingen mulighed for, at jeg kunne stoppe det.

Vi havde danset. Bare tanken om, at vi havde danset fik mig til at smile på den mest mærkværdige måde.
Hun havde vist en elegance, som hun aldrig havde vist før, og af os to var hun den der strålede mest.
Jeg tror ikke at hun lagde mærke til det, men jeg opdagede hurtigt, at der var mange drenge, der kiggede sultent på hende. De begærede hende næsten lige så meget, som jeg gjorde.

Et skrig hylede mig ud af mine tanker. Et skrig så feminint og skrøbeligt, at jeg kunne genkende det med det samme.
Det var Stars. Jeg så mig omkring og opdagede til min forskrækkelse, at ingen var i nærheden.
Ikke en eneste skygge, ikke en eneste lyd. Som om, at Stars skrig havde suget alle lyde til sig.
De første tanker der fór gennem mit hoved, da jeg nærmest sprang afsted over mod døren til balsalens bygning, var at Drew skulle betale for dette. Han skulle bøde for, hvad end han havde gjort for at få Star til at skrige.
 

Jeg smadrede døren op så den ramte den anden væg, men ikke en lyd kom derfra.
Mit blik faldt på forsamlingen. Alle deltagerne fra festen var delt op i to rækker 4-5 meter fra hinanden. De stod som forstenede, men man kunne tydeligt se, at det var en besværgelse der gjorde det, da de alle forgæves prøvede at rykke sig, ved enten at bevæge fingrene eller blinke fortvivlet med øjnene.
Og dér, i midten af rækkerne, stod Star mutters alene.
Et par meter foran hende stod en gruppe velklædte mænd og så yderst ubehagelige ud.
To af mændene stod forrest, og så begge indtrængende på Star.
Min Star.

 

”Så mødes vi igen Tara. Jeg må indrømme jeg har savnet dig,” selv på afstand kunne jeg høre ondskaben i hans stemme. Og jeg genkendte pludseligt gruppen. Det var de 7 dråber.
Jeg stillede mig bag ved en af de midterste i den ene række, så jeg kunne vurdere om jeg burde træde til, eller om de ville forsvinde. Jeg hældte til det første, men jeg vidste at dette var en sag mellem Star og Abbadon.
”Så må jeg desværre meddele, at jeg ikke har savnet dig det mindste.” Hendes kolde stemme overraskede mig. Hun virkede ligeglad, men jeg kunne se på hende, at hun var bange, så bange, at det gik lige i hjertet på mig, og jeg bevægede mig langsomt hen mod et hul i rækken.

”Det er også lige meget, vi kender ikke hinanden endnu. Men jeg har en du skal møde,” Abbadon virkede overlegen og viste oprigtig interesse i denne samtale, hvilket skræmte Star yderligere.

”Jeg vil ikke møde nogen!” Jeg kunne ikke lade være med at fortrække en grimasse, da hendes stemme rystede en anelse. Min trang til bare at løbe hen til hende og omfavne hende dukkede op, men jeg skubbede den væk.
 

”Dette er Ren. Han er formskifter. Ud over det er han den 7. dråbe, og man må sige, at han har et fantastisk udseende” Længere nåede Abbadon ikke før hun afbrød ham:
”Jeg er ligeglad med ham, han er ikke i min interesse!” Det var tydeligt at Star lod til at mene hvert et ord.
Dog kunne man se på Abbadon, at hun virkede en anelse komisk. Hvilket næsten fik mig til at kaste mig over ham, men jeg vidste, at det ikke ville ende godt, så jeg gjorde det ikke. I stedet blev jeg bare ved med at nærme mig Star.
 

Jeg stod nu i hullet mellem to festdeltagende. Lige foran mig stod Star.
Den rædsel jeg før havde set i hendes blik, var blevet erstattet med had. Had mod Abbadon.
Stadig med had i blikket vendte hun sig mod Ren, hun så intenst på drengen. Hvilket irriterede mig, selvom jeg godt vidste, at hun ikke fandt drengen interessant.
Jeg ville bedømme ham på cirka 20 år. Og lagde hurtigt mærke til, at de andre i gruppen virkede ældre og ældre, og at Abbadon var den ældste.
Dog kunne jeg selv som dreng se, at han var attraktiv med hans elfenbenshud, sølvgrå øjne, en smule mørkere end Stars, og mørke hår, men det havde ingen påvirkning på Star.
Jeg opdagede til min forskrækkelse, at han stadig så indtrængende på hende, som om, at han ville æde hende.
 

Abbadon fortsatte:
"Jo, det tror jeg nu han er, altså i din interesse, i kommer nemlig til at lære hinanden endnu bedre at kende, for Ren bliver din ægtemand!”
Mit blik formørkedes og jeg så rødt.
Hvor vovede han at bestemme over Star.
Fandme nej, hun skulle ikke giftes med nogen, og specielt ikke en fra De 7 Dråber.
Ingen skulle lægge bånd på hende.
Jeg sprang frem fra rækken og stillede mig beskyttende foran Star og udbrød:
”DU LADER HENDE VÆRE DIT MONSTER!!”

__________________________________________________________________________

Vi er meget kede af den lange ventetid.

Vi vil fra nu af prøve at se om vi kan lave kapitlerne længere, derfor kommer der måske til at gå lidt tid i mellem kapitlerne. Udover det, vil vi prøve at komme med et kapitel om ugen, men da vi begge har meget skole, er det ikke sikkert, at der altid kommer et ud hver uge, men det håber vi helt klart på!!

Mange tak til alle, de har liket, læst, kommenteret og sat på favorit liste, det betyder utroligt meget, så bliv ved med det! ;-) <3
Kom gerne med ris og ros - you know we love it! O_o <3

- SLWagner og Blue Sky ^.^ <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...