Den 8. dråbe

Tara er en pige på 15 år.
Hele sit liv har hun boet i Superior, den mest overlegene af de tre byer.
Hun kæmper i al hemmelighed mod diversae, de udstødtes by, sammen med resten af Superiors mandlige indbyggere.
De er udstødte, fordi de er anderledes, men da hun møder drengen Nate opdager hun, at de har mere tilfælles, end hun nogensinde havde forestillet sig.
Hun skal pludseligt tage stilling til en masse ting, som hun ikke troede var mulige.

60Likes
151Kommentarer
3745Visninger
AA

22. Hologrammet

Taras synsvinkel
Jeg kravlede ud af vinduet og op på taget. Den varme luft ramte min hud og kærtegnede den. Jeg kiggede ud over byen, lysene fra vinduerne kom mig i møde. Det var utroligt flot. En lille del af mig ønskede bare at hoppe ud over taget, ikke for at dø, men for at leve. Jeg savnede følelsen af, at føle alt nok skulle blive okay, hvilket var en følelse jeg altid fik når jeg var sammen med Drew. Men jeg ville ikke rode ham ind i alt det her. Jeg for bange for at miste ham. Han havde altid hjulpet mig, og nu var det på tide, at jeg hjalp mig selv.


Jeg prustede træt og lagde mig til rette på sengen. Jeg var lige ved at lukke øjnene, da et lys begyndte at flimre ved siden af min seng. Lyset var blåt og jeg kunne med det samme se, hvad det skulle forstille. Abbadon. Han stod foran mig, og hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg tro, at han rent faktisk stod der. Dog var jeg ret sikker på, at det bare var et hologram. Jeg skulle lige til at læne mig frem for at røre ved det, eller ham, men beherskede mig selv. Jeg måtte finde ud af, hvad han dog lavede her.


”Tara,” hans stemme var kold og rolig ligesom sidste gang jeg så ham.
”Abbadon,” jeg forsøgte mig med samme tonefald, men det mislykkedes. Et falskt grin røg over hans læber. ”Hvad vil du?” Jeg prøvede endnu engang at lyde stærk, men jeg lød bare som om, jeg var ved at tisse i bukserne af skræk. Jeg bandede lavmælt af mig selv.
”Jeg kom da bare for at tale lidt med min datter.” Jeg bed så hårdt ned i mine læber, at jeg kunne mærke den metalliske smag af blod. Jeg kunne ikke holde en irriteret snerren tilbage. Endnu et grin.


”Kom nu bare til sagen, jeg ved udmærket godt, at du ikke bare kommer for at hyggesnakke med mig. Du kommer kun, hvis du selv får noget ud af det. Drop skuespillet!” Hans øje udvidede sig i et kort sekund af overraskelse. ”Du burde være bange, for ellers er du ikke lige så klog, som jeg havde håbet.” Bange? Et selvtilfreds smil spillede på mine læber, da mine ord åbenbart, havde fået mig til at lyde stærk og ikke nær så bange, som jeg var. ”Du kan alligevel ikke gøre mig noget, så hvad skulle jeg være bange for?” Jeg løftede spørgende mine øjenbryn.


I stedet for at svare mig, rakte han bare sin ene arm ud og tog et jerngreb om min hage. Nu var det min tur til at blive overrasket. ”Men..du..du?” jeg forstod det ikke, hvordan kunne han røre mig, når han kun var et hologram? Denne gang grinede han igen, men nu lød det faktisk ægte. ”Du har meget at lære.” Jeg forblev tavs. Hvad skulle jeg lære? Altså andet en han var syg i hovedet, men det vidste jeg jo allerede.


”Nu til sagen.” han rømmede sig og forsatte så: ”Jeg kom helt rigtigt ikke for at hyggesnakke. Jeg kom for at fortælle dig, at din lille veninde, hvad er det nu du hedder min pige?” Jeg kiggede forvirret på ham, hvem snakkede han om, og hvem snakkede han til? Abbadon vendte sig rundt, og nu kunne jeg se, hvem han snakkede til, det var Luana. Hun stod lige bag ham.
”Lu-Luana,” stammede hun rædselsslagen. Hendes blik mødte mit, og var overraskende beroligende, hvorefter hun forsøgte sig med et lille smil. Dog fik det mig ikke til at slappe af. Jeg blev bare hidsig, for jeg kunne tydeligt se på hende, at det voldte hende store smerter.
”ER DU VIRKELIG SÅ LAV, AT DU BRUGER HENDE SOM LOKKEMAD? KÆFT EN STOR KRAFTIDIOT DU ER!”

Abbadon så nærmest stolt på mig. Vidste han godt, at jeg havde lige råbt af ham? Jeg var ret sikker på, at jeg aldrig ville komme til at lære at forstå hans tanker. Den mand var jo sindssyg. Så i stedet for at prøve på at snakke med ham om det, gav jeg ham bare det han ville have. ”Hvad vil du have mig til at gøre?” Hans tilfredse smil irriterede mig, men jeg holdt min mund for Luanas skyld.
”Du lærer hurtigt. Kom ud i skoven, og når du kommer herud, vil jeg lade hende gå, ligeså snart du følger med mig. Men husk på, at du skal komme alene ellers bliver det værst for Luana, for så har jeg ikke andre muligheder end at dræbe hende.” Han smilede triumferende af hans lille ’gode’ ide. ”Og hvis du ikke kommer, bliver jeg selvfølgelig også nød til at dræbe hende. Det forstår du vel godt, ikke lille Tara?” Jeg nikkede bare, imens jeg blev ved med at gentage for mig selv: For Luanas skyld… For Luanas skyld…. For Luana…. Luana. Hvis jeg ikke havde gjort det, havde jeg højst sandsynligt flippet ud, men det fik Luana det ikke bedre af, så jeg lod være.


En lille stemme afbrød mine tanker: ”Lad være med at gøre det Star, de har brug for dig, hvis han får dig er det ude med os alle.” Det var Lu. Før jeg noget at svare hende, begyndte hologrammet at flimre, og det sidste jeg nåede at høre, var Abbadons stemme, som meddelte, at jeg skulle være der inden midnat.


Hvad skulle jeg gøre? Hvis jeg reddede Luana ville jeg selv blive fanget. Var jeg modig og dum nok til at udlevere mig selv, eller burde jeg lade være? Jeg vidste det ærligt talt ikke, og nu når adrenalinen ikke længere styrede mine følelser og handlinger, kom frygten langsomt snigende. Frygten for at Luana skulle dø, frygten for, at jeg skulle dø og sidst men ikke mindst, var jeg bange for aldrig mere og skulle se Nate igen. Han havde ændret mit liv, og måske kunne man ikke sige, at det var til det bedre, men det var helt sikkert heller ikke til det værre.

Jeg besluttede mig hurtigt for at gå ned på Luanas værelse. Det kunne jo være hun var der. Jeg åbnede vinduet helt og kravlede ind. ”Lu?” min stemme rungede i værelset. Der var ingen der svarede. Selvfølgelig var hun der ikke, hvad havde jeg også regnet med?

Luanas synsvinkel:

Rick havde kidnappet mig. Jeg forstod det bare ikke, han havde da ikke altid været lige venlig, men at stå i ledtog med Abbadon, var noget andet. Jeg var gået hjem fra arbejde, da jeg var blevet overrasket af ham. Han havde først prøvet på at kysse mig, men jeg havde afvist ham. Derefter havde han slået mig ud, og da jeg vågnede var jeg bundet fast til en pæl. Foran mig havde han stået, ham jeg altid havde hadet af hele mit hjerte. Han havde været skyld i så meget ødelæggelse og sorg, at han ikke længere burde kunne leve, men han havde vidst aldrig prøvet at føle skyldfølelse før.


Han havde fortalt mig om hans ide, hvorefter jeg havde prøvet at bruge min magi mod ham. Dog havde han bundet mine hænder med noget reb, som holdt min magi inde. Jeg havde endt med at spytte efter ham, da han grinede hånligt af mig, hvilket jeg bare fik slag af. Jeg var ligeglad, han kunne aldrig forvolde mig så meget skade, som han havde gjort ved andre.

Da han havde snakket med Star over hologrammet, var jeg blevet overrasket over hendes svar. Hun ville hjælpe ham? Var hun gået fra forstanden? Jeg var ikke nær så meget værd, som alle dem hun kunne redde ved at gå imod ham. Derfor råbte jeg hun skulle lade være, hun måtte ikke gøre dette her. Så ville Abbadon have alt, hvad han havde brug for, han ville have alle de magtfulde personer, som han skulle bruge til at gennemføre sin plan.


”Hvad laver du din dumme tøs, jeg sagde du skulle forblive stille, medmindre jeg spurgte dig om noget!” hans vrede blik skræmte mig, men jeg fik hurtigt kontrol over mig selv.
”Hun vil aldrig hjælpe dig!” Lød min stemme og mit blik var skarpt rettet på ham.
”Det vil hun, især nu når jeg har dig. Jeg ved mere om hende end hun selv gør, og alle i verden begærer viden og magt, hvilket hun vil få, hvis hun vælger mig!” Han virkede så sikker i sin sag, men alligevel var jeg nu ret sikker på, at han ikke var det, hvorfor ville han ellers prøve på at overbevise mig?  
”Bare fordi du gør det, betyder det ikke, at alle er ligesom dig!”


Han grinede bare af mig. ”Hvis alle var som mig, ville verden være et andet sted at leve, men lige præcis Tara er anderledes. Hun er min datter!” Jeg grinede bare af ham. ”Det kan du vel have ret i, verden ville være et forfærdeligt sted at bo,” min stemme var blevet til en væsen. Han ville måske have givet mig en lussing, hvis han ikke havde hans magi.

Men fordi han havde, gav han mig en form for lussing bare med hans kræfter. Det gjorde ondt. Virkeligt ondt. Efter hvad der føltes som flere timer kom der én. En lille den af mig håbede på, at det var en, der ville redde mig, men jeg vidste godt, at det ikke var. Alligevel var det som om en sten landede i min mave, da jeg så, hvem det var. Ren.

”Hvad laver hun her?” Han så undrende på mig, hvilket irriterede mig. Han vidste udmærket, hvad jeg lavede her! Gjorde han ikke? ”Ren, lad mig præsentere dig for vores lokkemad, Luana.” Han smilede sit frygtelige, hemmelighedsfulde smil, hvilket fik mig til at råbe op: ”Ren? Virkelig? Hvorfor tør du ikke bruge dit gamle navn, jeg ved..” Længere nåede jeg ikke, jeg fik en rigtig lussing. En lussing af Ren. Tænk han turde røre mig! ”Din lille forbistrede idiot! Fatter du ikke, at Tara aldrig kommer til at kunne lide dig? Hun kommer til at hade dig! Hun hader dig allerede!" Min stemme lød lille og usikker.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...