Den 8. dråbe

Tara er en pige på 15 år.
Hele sit liv har hun boet i Superior, den mest overlegene af de tre byer.
Hun kæmper i al hemmelighed mod diversae, de udstødtes by, sammen med resten af Superiors mandlige indbyggere.
De er udstødte, fordi de er anderledes, men da hun møder drengen Nate opdager hun, at de har mere tilfælles, end hun nogensinde havde forestillet sig.
Hun skal pludseligt tage stilling til en masse ting, som hun ikke troede var mulige.

60Likes
151Kommentarer
3771Visninger
AA

5. Forvist

Stjernerne var stadig på himlen, da jeg vågnede. Det undrede mig, for jeg vågnede normalt aldrig om natten. Jeg var stadig træt, og roligt lagde jeg mig ned på det hvide senge tøj, og mine tanker landede på i går. Han havde de smukkeste øjne, jeg nogensinde havde set. Indeni brændte jeg for at løbe ud i mørket, ud til ham. Men jeg var klog nok til at lade være.  Det der gjorde, at hårene rejste sig på mine arme, var navnet Abbadon, som hele tiden dukkede op i mit hoved.

Jeg var faldet i søvn, for næste morgen vågnede jeg. Jeg kiggede mig omkring og blev overrasket, fordi solen allerede stod højt på himlen. Mystisk, min far lod mig aldrig sove så længe normalt. Jeg satte mig op i sengen, og bange anelser overtog mine tanker. Stille gik jeg ind i huset, og da jeg nærmede mig køkkenet, blev jeg forskrækket, da jeg hørte min bror græde. Hurtigt skyndte jeg mig ind til ham, og jeg blev helt målløs, da jeg så, hvad der var sket. På gulvet lå min far, sølet i blod, han var død. Jeg åbnede min mund for at skrige, men der kom intet ud. Jeg stod som lammet, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Max, min bror, lå hen over hans bryst hulkende, jeg lå ikke dernede med ham,for jeg var ikke typen der græd.

Da min mor døde, græd jeg slet ikke, ikke en eneste gang, jeg bed det i mig. Max ville tale om det, men jeg ville ikke, det kunne jeg bare ikke. Jeg havde aldrig udtrykt mine følelser, og det ville jeg heller aldrig komme til.

Max kiggede på mig, og hurtigt satte jeg mig ned til ham. Hans øjne var helt røde, og han rystede helt pga. alle de tåre der havde forladt ham. Min bror var nok det modsatte af mig, med hensyn til følelser. Jeg sad og rokkede ham frem og tilbage, som om han var et lille barn. Langsomt begyndte mellemrummene mellem hans hulk at blive større, og hans vejrtrækning blev langsomt mere rolig. Jeg stoppede ikke med at sidde og rokke ham frem og tilbage, selvom han var faldet i søvn i min favn.

Et chok gik igennem mig, da jeg hørte nogen komme ind af døren, Max bevægede uroligt på sig. Jeg lagde ham forsigtigt ned, og gik ud mod hoveddøren. Fire mænd stod i hvid påklædning, der mindede mig om den hvide gipsmaske, hætten påførte mit ansigt, når jeg drog i krig.
”Hvad vil i?” Overraskende nok skælvede min stemme ikke det mindste. Den forreste mand kiggede bedrøvet på mig og fortalte med en blid stemme: ”Jeg er meget ked af din fars død, han var en mægtig mand, men sådan er livet nu engang. Jeg er ked af grunden til, at jeg er her, men I bliver nød til at flytte i aften. Rådet ser ingen grund til, at I skulle blive her i Superior, når I intet har og tilbyde vores by.”
Min mund havde åbnet sig, imens jeg hørte på disse ord. ”HVAD? Det kan i da ikke?” Manden kiggede endnu engang bedrøvet på mig. ”Det er jeg bange for, at vi desværre godt kan, det forventes, at I vil være ude før solnedgang. I skal nu bo i Puers! Og du skal være glad for, at I ikke bliver forvist til de udstødte!” Jeg kiggede olmt på manden. Han kunne ikke tillade sig det, min far var, eller havde været, en af de største forretningsmænd i Superiors historie. Jeg ville sige dette: "Jeg ville ønske, vi boede ved de udstødte, for så havde jeg aldrig mødt sådanne mennesker som jer," men til ære for mit fars minde tiede jeg stille. Døren smækkede stille bag dem, da de forsigtigt trådte ud som for at give os plads til vores sorg.


Ved solnedgang stod vi ved Superiors udgang. Jeg så mig godt og grundigt omkring, så jeg kunne huske den perfekte pragt der hvilede over stedet. Jeg ville savne det, savne de flotte rækkehuse i den samme cremede farve, solskinnet der ramte vandet i de flotte springvand, blomsterne der var plantet i flotte mønstre. Jeg ville selv savne Katy og co. 
Og så var der jo Drew, han var dukket op kort efter mændene var gået og havde givet mig et langt velfortjent knus. Han havde set mig øjnene og havde blidt bedt mig om at fortælle, hvad de havde sagt. Da jeg havde fortalt ham det hele, så han utroligt sønderknust ud.
Og nu stod vi her. Max, Drew og Jeg, og så to mænd der ville følge os til Puer.
Drew gav mig det længste kram nogensinde havde givet mig før. Det varmede mig, og lindrede tanken om aldrig at skulle se ham igen. Da jeg fik trukket mig fri af krammet og skulle til at gå med de andre som allerede var gået i forvejen, tog han fat i mit håndled og vendte mig om igen så vi stod ansigt til ansigt, og sagde dette:
"Star," hans øjne løb i vand, "du er den eneste for mig... Og det er skæbnebestemt at vi skal være sammen." Han kyssede mig på panden, og jeg rødmede let.
"Drew, vi kommer jo til at se hinanden igen, ikke?" Jeg afsluttede min sætning med en let latter, men stoppede dog, da jeg så at Drews nøddebrune øjne formørkedes. Jeg vendte mig hurtigt om og løb hen mod de andre. Ud af Superior. Ud af det velkendte. Ud af mit hjem.

Puers var forfærdeligt. Der lå affald i gaderne, tiggere i noget der lignede tis, og alt var i det hele taget kaos.De to mænd førte os hen til en lille hytte med et soveværelse, et lille værelse der mindede en smule om et toilet, og et rum med to borde, et til at spise ved og et til at lave mad på, to stole og et mini komfur. Det stank, ikke blot ideen om at vi skulle bo her, men også i det hele taget. Der stank af lort, over det hele. Da mændene var gået, lagde jeg mine eneste ejendele på spisebordet, der bestod af min rygsæk med to t-shirts, et par bukser, noget undertøj og en lille toilettaske. Det var reglen. Næsten alt der havde tilhørt Superior,skulle blive i Superior. Max havde lige så meget med som jeg, dog havde han to par bukser med i stedet for to t-shirts.
Jeg kunne ikke klare at  være her, Max ville ikke snakke med mig, her var forfærdeligt ulækkert og der måtte jo være mere i livet end at lave mad, vaske tøj og passe børn for en pige, ikke?
Dér lagde jeg planen. I dét øjeblik besluttede jeg mig for at dette ikke ville blive min fremtid.

Sengen var utrolig blød, alt for blød, så man kunne mærke fjedrene skære i ryggen. Dynen bestod af et tæppe som var så hullet at der sagtens kunne løbe mus ud af det. Max var heldigvis hurtigt faldet i søvn, og der var min chance, jeg to min rygsæk på ryggen og løb, ud af det Puers, mod en fremtid jeg ikke vidste noget om.

____________________________________________________________________

Det var så 5. kapitel af Den 8. Dråbe. Hvad syntes I?
Det blev lidt længere end planlagt, men håber at det er ok!

- SLWagner og Blue Sky ^.^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...