Den 8. dråbe

Tara er en pige på 15 år.
Hele sit liv har hun boet i Superior, den mest overlegene af de tre byer.
Hun kæmper i al hemmelighed mod diversae, de udstødtes by, sammen med resten af Superiors mandlige indbyggere.
De er udstødte, fordi de er anderledes, men da hun møder drengen Nate opdager hun, at de har mere tilfælles, end hun nogensinde havde forestillet sig.
Hun skal pludseligt tage stilling til en masse ting, som hun ikke troede var mulige.

60Likes
151Kommentarer
3846Visninger
AA

15. Forvirret

"Kom nu, Tara!" Luanas stemme fyldte mit hoved. Jeg vendte mig irriteret rundt, i min seng, jeg gad ikke op, jeg gad ikke have alles blikke på mig, ligegyldigt hvor jeg var.
"Tara, kom.." Luana sukkede opgivende, og lidt efter hørte jeg døren smække. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne behandle hende sådan, men jeg var bare så forvirret. Forvirret, var det bedste ord, for mit liv lige nu, det var blevet vendt på hovedet, og jeg havde ikke haft mulighed for at sige noget til det. Og i dag lagde jeg specielt mærke til det for det var min fødselsdag, og ikke bare hvilken som helst fødselsdag, men min 16-årige fødselsdag.
Jeg kunne virkelig mærke en forskel fra forrige år, jeg var vokset. Både indeni og udenpå.
Jeg var endda næsten vokset ud af mine bh'er, hvilket er et mirakel i forhold til min spinkle skikkelse.

"Star?" en blød og venlig stemme vækkede mig blidt fra min drømmeløse søvn. Jeg puttede mig bare længere ned i min dyne, jeg nægtede at stå op, selvom det var Drew der stod og bad mig om det. Ja, selv hvis han bad på sine knæ, ville jeg ikke stå op.
"Gå!" min stemme var svagere end jeg ville have den til at lyde.
En hånd lagde sig på min skulder, og pludseligt lå jeg hans arme.
"Drew..." Det var min mening at bede ham om at gå, men min stemme ville ikke lystre.
Han prøvede at få øjenkontakt med mig, men mit blik var fæstnet på dynen jeg stadig var svøbt i.

"Det der skete i går.." Drew holdte en kort pause før han fortsatte, men jeg hørte ikke efter, jeg tænkte ikke over, at han ikke havde været der, det eneste jeg tænkte på var ham. Abbadon, manden der havde opsøgt på mig i går. Den måde han havde advarede mig, gav mig gåsehud. Selv hans måde at tale på var uforglemmelig. Han virkede alt for stærk, tænk hvis han opsøgte mig, når jeg var alene og uforsvarlig, hvad skulle der så ske med mig?

Det var først, da saltsmagen bredte sig i mund, at jeg vidste, at jeg græd. Hvorfor græd jeg? Jeg græd aldrig, men jeg kunne ikke stoppe hulkene, der bare fortsatte med at forlade min mund imod min tilladelse. Det havde jeg ellers altid kunne, hvad var der galt med mig?

Drews synsvinkel:

Måden hulkene forlod Taras mund, gjorde mig bange, det havde jeg aldrig oplevet før. Min hånd strøg hende beroligende over håret, men det virkede ikke, det havde det altid gjort før. Men hun var blevet anderledes her på det sidste.

Jeg havde forladt hende i Puers, byen for bønderne. Det var noget af det, jeg fortrød mest, hvis jeg ikke havde gjort det, havde hun ikke ligget i mine arme grædende.

Et par dage efter havde Max opsøgt mig grædende, han kunne ikke finde Tara. Det var der, det gik op for mig, hvad jeg havde gjort.
Vi tog af sted et par dage efter, da hun ikke dukkede op nogen steder. Tanken om, at hun var væk, gjorde mig helt ude af den. Det var min skyld, hvis der var sket hende noget.

Da Max og jeg ankom til Superior, havde jeg næsten opgivet alt håb om at finde hende igen, men følelsen da jeg så hende var ubeskrivelig. Det var den mest fantastiske følelse nogensinde, den fik mig næsten til at glemme verden igen.

Følelsen var dog endnu engang blevet dæmpet, da jeg opdagede hvordan Nate så på hende, det var utroligt. Jeg havde aldrig troet, at nogen ville se på min Tara, som jeg gjorde.
Men her var han. Lige fra første øjekast hadede jeg ham, han var modbydelig. Han var ikke god nok til Tara, min Tara. 
Inderst inde vidste jeg godt, at jeg aldrig ville kunne få hende for mig selv. Hun var så unik og enestående.

Tanken om, at jeg ikke skulle dele hende lød fantastisk i mine ører, men også uvirkelig.
Det værste var nok, måden hun også betragtede ham på.  
Det blik jeg altid havde håbet, hun en dag ville sende mig.
Jeg ønskede så inderligt at jeg havde haft modet til at sige til hende: "Jeg elsker dig, Star!" Det var de ord, der så gerne ville forlade mine læber, men jeg ville ikke gøre hende mere ondt og forvirret, end hun allerede var. Det fik mig næsten til at græde, jeg havde aldrig troet, at jeg elskede Tara så højt, at jeg kunne elske nogen så højt, men det gør jeg.

Taras synsvinkel:

Da jeg vågnede, lå Drews arme rundt om mig, det var beroligende, men ikke beroligende nok til, at jeg kunne glemme Abbadon.
Det var dejligt at ligge sammen med Drew igen. Forsigtigt lagde jeg mig om på min anden side, så min øjne kunne betragte Drew. Han var smuk og fredfyldt. Det nagede mig, at Drew havde set mig græde. Jeg plejede aldrig at græde i hans nærhed, det beviste bare, at jeg var anderledes nu. Jeg var forvirret, men dog var der endnu et ord der nagede mig, forandring. Jeg havde forandret mig. Det eneste der var problemet ved ordet var, at jeg ikke vidste om det var positivt eller negativt i denne sammenhæng.

Jeg fjernede Drews arme, rejste mig forsigtigt og gik mod døren. Da jeg skulle til at trække ned i håndtaget, kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde noget rigtigt tøj på. Alligevel gik jeg ud af døren iført nattøj.

Bankende stod jeg udenfor Nates dør, jeg måtte vide, hvad der skete. Den bidende kulde gav mig gåsehud, da det nærmede sig vinter.
Han åbnede døren og kiggede forbavset på mig, og sendte mig derefter et skævt smil da han først lige havde givet mig elevatorblikket. 
Da han bare blev stående i døråbningen, skubbede jeg ham irriteret væk og prøvede at komme ind.
"Må man ikke komme ind eller hvad?" vrissede jeg af ham. Han gik over i mod mig, og da han var lige foran mig, lænede han sig frem mod mit ene øre hviskede: "Easy tiger." Normalt ville hans stemme have påvirket mig, men det gjorde den ikke nu. "Lad os nu komme til sagen," sagde jeg imens jeg tog mine støvler af.

"Det var dig der kom her," forsvarede han sig, jeg rullede bare med øjnene af hans kommentar og fortsatte: "Hvad vil han med mig? Hvem er han? Hvem er jeg? Hvad er dråberne? Hvad.... Hvorfor mig? Hvorfor? Hvem er Abbadon?" Jeg prøvede at holde hulkene inde, men de kom igen, selvom de ikke var inviteret. Navnet genlød i mit hoved, og gav mig kuldegysninger.

Jeg kiggede op på Nate, selvom tårene løb langsomt ned af mine kinder og gjorde mine øjne røde. Han så oprigtigt medfølende ud og lignede mest af alt en hund der har mistet sit kødben.
"Hvad er der galt med mig? Hvad sker der med mig? Hvorfor reagerer jeg sådan?" Nate gik hurtigt hen til mig og tørrede mine tårer væk fra mine kinder. Hans arme træk mig ind i et langt og varmt kram. Sådan stod vi i noget tid til jeg slappede mere af. 
Jeg trak mig væk fra ham da mine hulk stoppede. Hans hånd lå på min len og med den, førte ham mig hen i hans seng, hvor vi satte os. Da han begyndte at snakke virkede han rolig og alvorlig - to ting jeg aldrig havde forestillet mig Nate kunne præstere at være. 
"Jeg kan ikke svare dig på alle dine spørgsmål, men jeg kan svare på nogle af dem, du skal bare være sikker på, at du er klar til at høre alle sandhederne. Er du det?"

Jeg kiggede ham dybt i øjnene, forundret over, at han pludselig var så alvorlig. Hvad vil han fortælle? Jeg samlede alt mit mod, og derefter nikkede jeg bekræftende.

"Alle os der har evner, har det fra et familiemedlem, de fleste der arver evner er drenge, det er derfor også meget mærkeligt, at du har evner.
Dem med stærke evner er oftest også drenge, derfor er det endnu mere beundringsværdigt, at du har store evner.
Dine spørgsmål vedrørende Abba.. ham, kan jeg ikke så godt svare på. Ingen ved hvem han er, det eneste man ved er, at han vil have magt over alle, han vil have dem uden evner til at være hans slaver.
Det er det, han har skabt de 7 dråber til, dem der er med i denne gruppe, er nogle af de mest kraftfulde. Grunden til det er, at han ledte efter dem med de største kræfter, og de fleste svarede ja, fordi de ikke kunne beherske deres begær efter magt. Stormesteren blev også spurgt, men han sagde nej, fordi han var stærk nok." Nates øjne formørkedes så hans krystalblå øjne lå i en mørk skygge. 

"Star, du er den stærkeste pige på denne jord, og det er grunden til, at Abbadon vil have dig. I mange år er der gået rygter om, at Abbadon mangler en sidste dråbe, jeg tror han mener, at du er den sidste dråbe. Kan du huske, hvad han sagde? James, ham du troede var din far? Han sagde, at du var den 8. dråbe, den dråbe Abbadon skal bruge til at fuldføre hans mål. Jeg tror du er hans sidste dråbe. Det sidste du måske tænker på, er dine evner?" Nates spørgsmål kom bag på mig, det var noget jeg havde tænkt meget på. "Det er det, ja."

"Jeg tror du har arvet dine evner fra en anden, det har vi alle.
Den eneste der har den evne du har, er Abbadon..." Jeg kiggede chokeret på ham, det havde jeg aldrig tænkt over. Da hans ord trængte helt ind i mit hoved, vidste jeg, at det han hentydede til var....

"Er jeg i familie med ham?" Mit spørgsmål fik mit hjerte til at pumpe hurtigere. 
Var jeg i familie med en mand, der var mere ond og djævelsk end djævelen selv? Nate rømmede sig og sagde: "Det tror jeg, men om du er tæt på ham i dit stamtræ, kan jeg ikke fortælle dig om."


Jeg tog hjem den aften, grædefærdig og utrolig træt. Jeg havde knap nok lagt mig i min seng før tankerne vendte tilbage til mig. Ingen havde husket min fødselsdag, andre end mig.
Ikke engang Drew havde husket den. Mine øjne lukkedes langsomt, og før jeg vidste af det var jeg fanget i en verden af fabeldyr og sød musik.
_______________________________________________________________

Heyyy Guuyyys!!
I dette kapitel har vi valgt at skrive en smule i Drews synsvinkel, fungerer det? Eller skal vi droppe det helt og glemme at det fandt sted :3.
Hvis det fungerer, kunne i så tænke jeg en smule af Nates synsvinkel...?
Kom desuden gerne med ris eller ros, vi kan klare begge dele!
Knuuus SLWagner og Blue Sky ^.^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...