Den 8. dråbe

Tara er en pige på 15 år.
Hele sit liv har hun boet i Superior, den mest overlegene af de tre byer.
Hun kæmper i al hemmelighed mod diversae, de udstødtes by, sammen med resten af Superiors mandlige indbyggere.
De er udstødte, fordi de er anderledes, men da hun møder drengen Nate opdager hun, at de har mere tilfælles, end hun nogensinde havde forestillet sig.
Hun skal pludseligt tage stilling til en masse ting, som hun ikke troede var mulige.

60Likes
151Kommentarer
3847Visninger
AA

20. Forsvind

Jeg kiggede op på Drew. Han smilede til mig. Jeg stod helt tæt op ad ham, og alligevel rykkede jeg tættere på ham, hvis det da overhovedet var muligt.
Mine hænder lå om hans nakke, mens hans ene hånd kærtegnede min kind. Hans anden hånd havde et blidt tag om min hofte. Jeg kiggede endnu engang op på ham og blev med det samme helt optaget af hans øjne. Vi lænede os langsomt tættere på hinanden. Jeg ville mærke dem, hans læber, omfavne  mine, men før vore læber mødtes, blev jeg revet væk fra ham.


Det var nu Ren jeg stod op af, det var ham der havde fjernet mig fra Drew. Jeg stod med ryggen til ham, og hans hænder hvilede rundt om mit liv.
Jeg begyndte at skrige, eller det var det jeg forsøgte på, men der kom ingen lyd ud af min mund.

Rens mund var lige ud for mit øre, da han talte til mig: ”Rolig nu, Tara. Jeg tager dig kun med til Abbadon, hvis Nate ikke protesterer.” Jeg kunne mærke hans ånde mod mit øre, hvilket gav mig kuldegysninger. Faktisk gav alt ved Ren mig kuldegysninger. Hans mystiske udseende. Hans smukke mørke hår. Hans øjne som havde sådan en sølv farve, at man blev helt fanget af at kigge på dem. Man kunne ikke benægte at han var smuk.
Det gjorde mig sikker, Nate ville aldrig bedrage mig, Abbadon ville aldrig få mig.


Mit blik søgte hurtigt efter Nate, og hurtigt blev han fundet, men han stod sammen med blondinen fra ballet. Jeg råbte om hjælp, men han kiggede bare hånligt på mig.
”Du troede virkelig på mig, hva’? Du troede virkelig, at du var anderledes end alle de andre?
At du var speciel? Men ved du hvad, du er ikke den eneste pige der får min opmærksomhed, så meget værd er du ikke. Desuden er jeg sammen med Emma nu. ”
Emma, som hun åbenbart hed, kiggede også hånligt på mig: ”Du får ham aldrig, og når du tror du får ham, vil han altid have en anden i sigtekornet.” Hun smilede falsk til mig.


”Desværre, Tara. Din mulighed for frihed mistede du, nu skal du være sammen med mig for evigt.” Lød en stemme bag mig.


Jeg vågnede med et sæt. Min fantastiske drøm var blevet til et mareridt, hvilket havde vækket mig. Jeg kiggede ned af mig selv og opdagede, at mine hænder lyste den klare krystalblå farve. Jeg rystede hurtigt drømmen af mig, hvilket også fik mine hænder til at være normale igen, men gårdagens hændelser kom til mig som en forbandelse. Jeg havde mødt Rick, hvilket selvfølgelig var positivt, men grunden til, at jeg havde mødt ham var negativ. Abbadon, Ren, Nate og ikke mindst Drew. Det hele havde gået så hurtigt, at jeg ikke havde haft tid til at tænke.


Mit blik bevægede sig væk fra mine hænder og op på himlen.
Solens stråler skar mig i øjnene, hvilket måtte betyde, at klokken snart var mange. Jeg skiftede hurtigt tøj, da jeg først havde sikret mig at ingen kunne se mig.
Dog fik jeg gåsehud da vinden ramte min bare hud. Da jeg havde fået tøj på, måtte jeg erkende at mine sko lå på mit værelse. Jeg kravlede hurtigt ned til vinduet og sneg mig igennem det. Jeg hentede hurtigt mine sko, og skyndte mig så over til Rick og Max.
Jeg havde brug for at tale med dem begge.

Tanken om at snakke med Drew eller Nate strejfede mig også, men jeg kunne ikke tale med dem. Jeg vidste ikke hvorfor, men én af grundene var mine følelser.
De var så forvirrende. Kunne jeg lide Drew eller Nate? Eller kunne jeg lide dem begge? 
Eller måske var jeg slet ikke forelsket i nogle af dem. Måske var det bare en illusion?
Dog vidste jeg udmærket, at den sidste del ikke var rigtig, jeg havde følelser for dem, men hvor store var de? Og hvem følte jeg mest for?

Det drev mig til vandvid, at jeg hele tiden skulle tænke på dem. På os tre.
Måske var det grunden til at jeg følte mig så tryg sammen med Rick, han fik mig til at glemme dem.


Min desperation, for at tale med dem, fik mig til at sætte tempoet op, og jeg nåede hurtigt hen til deres dør. Jeg lukkede mig selv ind og råbte forsigtigt: ”Hallo, er der nogen hjemme?”
Jeg lukkede langsomt døren, og stillede mine sko på måtten foran døren.

Var de ikke hjemme? Jeg råbte igen, og denne gang blev jeg svaret.
Det lød som et halvkvalt "ja" fra stuen.
Jeg fulgte lyden,og dér sad Max i sofaen. Jeg kunne ikke styre mig og løb hurtigt hen til ham og knugede ham ind til mig. Jeg havde savnet ham så utroligt meget, selvom vi havde set hinanden i går. Én af grundene til at jeg havde savnet ham var vel også at vi næsten intet havde set til hinanden i den tid vi havde været her. 
”Jeg har sådan savnet dig!” udbrød jeg, da vi slap hinanden igen. Max grinede hæst, hvilket fik mig til at smile.


”Rolig nu søs, jeg forlader dig ikke igen, og det må du love mig, at du heller ikke gør.”
Jeg kiggede ind i hans øjne, de var så utroligt smukke og genkendelige, og fik mig til at blive helt rolig og tryg. Det var en følelse, jeg havde manglet her på det sidste.
”Det vil jeg aldrig gøre.”


Vi havde sat en film på, hyggede os, som vi gjorde før, før vi begge var flygtet hertil.
Det var behageligt da der var alt for mange ting der havde ændret sig på én gang, så det var dejligt at vide, at vores forhold ikke havde ændret sig.


”Hvad vil du lave nu?” Lød det fra Max.
Jeg så opmærksomt på ham, og så kom jeg på den bedste ide: ”Du kunne fortælle mig mere om din kæreste!” Det var tydeligt, at min idé kom bag på ham.
”Jeg.. øhh..” Lød det tøvende og genert fra ham, men jeg afbrød ham hurtigt: ”Jeg accepterer jeres forhold, du kan fortælle mig alt!”
Han så taknemmeligt på mig, hvilket jeg fandt underligt. Troede han, at jeg ville være imod det? Jeg elskede ham, ligegyldigt hvilket køn han var til.
Og jeg måtte da også indrømme, at jeg inderst inde havde det på fornemmelsen.


”Jeg mødte ham inde i byen, da jeg var på vej over til dig,” han kiggede undskylende på mig, men jeg fniste bare lidt af hans forsigtighed og nikkede bekræftende til ham. Han forsatte lidt efter: ”Vi faldt hurtigt i snak, og ja, så skete det bare.” Jeg nikkede forstående.
”Jeg vidste, at du ville få en kæreste før mig!” Selvom ordene lød deprimerende, kunne de ikke fjerne smilet fra mit ansigt.
”Jeg troede, da at du og Nate.....?” Hans spørgsmål var forsigtigt, men alligevel fjernede det smilet fra mit ansigt. Nate. Jeg kunne ikke holde tanken ud om ham.

 

Jeg skyndte mig at smile til ham, ”Nej, vi er ikke sammen.”
Max valgte heldigvis ikke at kommentere på mit falske smil, hvilket glædede mig, da det ikke var noget jeg ville komme mere ind på.
”Hvad er klokken?” Kom det pludseligt fra Max. Jeg kiggede forvirret på ham. 
Hvad havde klokken med det her at gøre? Jeg så ned på mit ur og konstaterede, at klokken var lidt i tre, hvilket jeg hurtigt videregav til Max. Han gloede helt fortvivlet på mig, jeg fniste lidt af hans ansigtsudtryk, men fornøjelsen var kort, da han hurtigt rejste sig og mumlede et eller andet med at han skulle mødes med Lucas klokken tre.


Max løb hurtigt ind på hans værelse, og efter lydene at dømme, skiftede han tøj, hvilket bare morede mig endnu mere. Min bror var virkeligt forelsket.
Hvilket selvfølgelig glædede mig, dog kom tanken op om, at jeg også var forelsket, eller hvad jeg nu var, i én der ikke var min tid værd.


Da han kom ind i stuen igen, drejede han hurtigt rundt om sig selv og spurgte: ”Hvad synes du?” Jeg gav ham elevatorblikket og svarede ham hurtigt: ”Du ser perfekt ud!”
Hvorefter jeg grinede lidt af min bror. Han gik utroligt meget op i hans udsende, og jeg måtte da indrømme, at jeg førhen ikke forstod, hvorfor han ikke havde en kæreste, det forstod jeg dog nu. Han gik hurtigt hen til mig og mig et knus. Jeg havde altid elsket hans dejlige varme knus.

”Du kan bare tage noget mad i køleskabet, du må godt blive her, men lad være med at vente på mig. Desuden synes jeg, at du skulle være forsigtig med Rick. Hvorfor er du ikke bare sammen med Drew, eller Nate for den sags skyld?”


Jeg blev forbløffet over Max’ ord, han plejede aldrig på at vejlede mig, men det gjorde han åbenbart nu. Dog forstod jeg ikke det med Rick, hvorfor skulle jeg være forsigtig med ham? Han var jo bare min ven?


”Du skal ikke bekymre dig om Drew, Nate eller jeg, vi skal nok klare det! 
Gå nu ud og have det lidt sjovt, så ses vi bare i morgen.”
Jeg gik over til Max, som nu stod ovre ved tøjstativet med overtøj, jeg gav ham en hurtigt krammer igen og klappede ham blidt på skulderen. "Held og lykke”


Da Max var gået, lagde jeg mig tilbage i sofaen. Jeg så lidt tv, men fulgte ikke rigtigt med.
Istedet lukkede jeg langsomt mine øjne i, og faldt i en drømmeløs søvn.
Jeg vågnede af at en finger kærtegnede min kind. Jeg slog brat øjnene op.
Rick sad på hug ved siden af sofaen, hans ansigt var kun 10 centimeter fra mit. 
Jeg smilede venligt til ham, hvilket fik ham til at blinke til mig.
”Har du sovet godt prinsesse?” Jeg nikkede, stadig smilende, til ham.


Duften af lasagne sneg sig ind i min næse, hvilket fik mig til at udbryde: ”Skal vi have lasagne?” Rick grinede nikkende til mig, ”Jeg går ud fra, at du godt kan lide det?”
Jeg nikkede ivrigt. 
Ricks øjne var så venlige, at man ikke kunne andet end at lide ham. Hvilket nok også var grunden til, at jeg allerede stolede blindt på ham.


Efter vi havde spist, gik vi ind på Ricks værelse. ”Vil du se en film?” Jeg mumlede et ja og fortsatte snakken: ”Hvilke film har du?” Rick åbnede et sort skab, som stod i nærheden af tv’et. ”Øh… jeg har ret mange, vil du se en gyser?” Hans øjne fandt spørgende mine. Hvis jeg skulle være helt ærlig, havde jeg ikke spor lyst til at se en gyser, men jeg ville ikke virke barnlig, så jeg nikkede hurtigt. ”Fedt, du er den første pige, som jeg har mødt, der tør at se en gyser!” Jeg smilede bare til ham.


Jeg måtte nok indrømme, at det ikke var spor ’fedt’ at se filmen, for den var utrolig uhyggelig. Hans tv stod lige foran sengen, som vi sad i.
Jeg fik pludseligt det største chok, da morderen stod lige bagved hovedpersonen.
Forskrækket hoppede jeg op, og satte mig hurtigt ind til Rick. Han kom med en hæs klukkende latter, og det var nok også kun pga. at mit hoved lå på hans bryst, at jeg vidste han grinede. Han lagde beskyttende sin store arme omkring mig, hvilket fik mig til at føle mig tryg igen.


Da filmen sluttede, lagde vi os til at sove, jeg havde lånt en T-shirt af Rick, som jeg sov i. Vi sov inde hos ham, og jeg havde egentligt ikke så meget imod at sove sammen med ham, da jeg tit havde gjort det med Drew.
”Godnat, prinsesse,” Ricks mund var lige ud foran mit øre, hvilket mindede mig om Ren. Ren i drømmen. Det havde været sådan en god drøm, lige indtil Ren kom, og lige indtil jeg så Nate sammen med blondinen.
Jeg var uendelig lang tid om at falde i søvn, da jeg ikke havde stjernerne til at beskytte og berolige mig.


Jeg var åbenbart faldet i søvn, fordi jeg blev vækket af nogle lyde ude fra gangen. Jeg tvivlede stærkt på, at det var Max, han ville aldrig komme så sent hjem, og så regnede jeg også med, at han sov sammen med Lucas.
Jeg skulle lige til at rejse mig, da jeg kom i tanke om, at jeg sov ved siden af Rick.
I løbet af natten havde Rick lagt sig helt tæt op ad mig, hvilket betød, at han nu havde sin ene arm rund om min hofte, og den anden arm lå under mit hoved.
Dog var det ikke det værste, det værste var, at vi lå i ske. Et skrig var tæt på at forlade min mund, men jeg tog det heldigvis hurtigt i mig.


”Star?” lyden af mit navn, fik mine tanker tilbage på filmen Rick og jeg havde set, og det var i hvert fald ikke den rolige del af filmen. Jeg fjernede hurtigt og forsigtigt Ricks hånd og rejste mig langsomt op. Jeg listede hen af gulvet mod døren. Da jeg kiggede ned på mine hænder lyste de op i en svag blålig farve, hvilket denne ene gang beroligede mig.
Jeg åbnede døren, men da jeg lukkede den efter mig, knirkede den. Jeg stivnede af rædsel, og jeg var tæt på at løbe tilbage, og ind i Ricks trygge favn, men jeg beherskede mig.


”Star?” denne gang kunne jeg nemt genkende stemmen, det var Nates.
Langsomt blussede lyset fra mine hænder ud. Jeg kiggede på skikkelsen, som jeg kun lige kunne skimte henne i stuen.
”Hvad laver du her?” Min stemme var ikke lige så forvirret som jeg troede den ville være, den var vred.
”Tror du kan tillade dig at komme rendende her? Du gjorde mig helt…” Jeg kunne ikke forsætte sætningen, for jeg ville ikke indrømme over for Nate, at jeg havde været bange.


”Bange?” Desværre gættede Nate hurtigt, hvad jeg ville have sagt. Jeg skulle lige til at protestere, men Nate afbrød mig ved at tænde lyset. Jeg trak hurtigt ned i min bluse, for jeg var ikke tryg ved, at Nate så noget af mig. Jeg kiggede for første gang Nate i øjnene, og jeg blev helt overrasket over, at hans øjne var blevet helt mørkeblå, fordi han også var vred.
Men hvad var han så muggen over?


”Har du sovet sammen med ham?” Jeg så forvirret op på Nate. Kendte han Rick? 
Og hvor vidste han fra, at vi havde sovet sammen?
Jeg nåede ikke tænke tanken videre da han rasende udbrød: ”Du vil ikke lade mig komme tæt på dig, men Rick vil du sove sammen med, efter du har kendt ham i to dage?” Jeg kiggede forbløffet på Nate.
”Du skal slet ikke sige noget, i det mindste går jeg ikke rundt og prøver på at kysse med alle!” Min stemme havde hævet sig og skælvede ikke det mindste, dog var jeg lidt nervøs for, at Rick havde hørt os.


”Nå så det er det du er så sur over. Du er sur, fordi du ikke er den eneste pige, jeg giver min opmærksomhed?” Mine tanker fór tilbage på drømmen:  'Men ved du hvad, du er ikke den eneste pige der får min opmærksomhed, så meget værd er du ikke.' 
Hans ord gjorde ondt. Så ondt, at jeg næsten ikke kunne stå på min ben længere.
Da jeg så prøvede at svare tilbage, skælvede min stemme, og jeg lød lille og skrøbelig: 
”Det kan godt være jeg ikke er speciel nok for dig…..” Jeg stoppede brat op i min sætning, da jeg ikke kunne færdiggøre den. Hvad skulle jeg også sige?


”Star, det var ikke ment på den måde," mine øjne fandt hans, og han så oprigtig bedrøvet ud, jeg fjernede dog hurtigt blikket fra ham igen, "jeg blev bare så jaloux, at jeg prøvede på at gøre dig jaloux. Kan du tilgive mig?” Jeg kiggede forbløffet på Nate, var han virkelig jaloux? 

Jeg rystede hurtigt hans ord af mig, da jeg huskede på ballet, hvilket fik endnu mere smerte til at vokse i mit bryst. ”DU LYVER!” Endnu engang blussede mine hænder op, ”Jeg vil ikke se dig igen, gå!” Nates øjne viste, at han var såret, men det var sikkert bare fordi, at han nu ikke kunne få, hvad han vil have af mig, og så var han nok aldrig blevet afvist før. Men én gang skulle jo være den første.


”Star, lad nu være, jeg savner dig.” Han stemme knækkede over ved de sidste tre ord, men jeg blev bare endnu mere irriteret over dem, hvilket fik mig til at skrige de næste ord: ”Du ved ikke, hvad det vil sige at miste nogen, at savne nogen så højt, at du ville ønske at du aldrig havde mødt dem, at du aldrig havde været født! Har du måske mistet din mor og far?” Jeg var lidt ligeglad med, at Abbadon var min far, for mig var han ingenting.
”Jeg kender til smerten Star, jeg har også mistet min mor og far.” Jeg tænkte ikke nærmere over, hvad han sagde. Det eneste jeg kunne høre var mit kælenavn Star, som jeg allerede en gang, havde bedt ham om aldrig at sige igen, men nej Nate forstår ikke et ’stop’.


”Du skal ikke kalde mig Star!” Da jeg nærmest råbte disse ord, blussede mine hænder endnu mere op, og jeg kunne snart ikke styre den længere, kraften indeni mig hvirvlede rundt, som en tsunami.
”Lyt nu, Star, jeg beder dig,” Nates ord lød helt opgivende, men endnu engang kunne jeg kun fokusere på mit kælenavn.
Hvilket gjorde, at jeg ikke kunne styre mig mere. Jeg løftede hurtigt mine hænder, den ene pegede jeg over mod døren, hvilket fik den til at gå op med et brag. Den anden hånd pegede jeg i mod Nates hals, som om der var en usynlig hånd, løftede jeg ham langsomt op, så han ikke kunne røre gulvet. ”Bliv væk, det gælder både dig og Drew! Og i skal heller ikke snakke til Max!”


Nate skulle til at åbne munden, men det ’greb’ jeg havde om hans hals gjorde, at han ikke kunne sig en eneste lyd. ”Forsvind, og kom aldrig tilbage!” Min stemme var blevet meget høj, og truende.
Jeg sænkede hånden, men da Nate forsigtigt gik hen i mod mig, gjorde jeg en stødende bevægelse med armen, hvilket fik sendt Nate ud ad døren, mens jeg med min anden hånd smækkede den i.


En rumsterende lyd inde fra Ricks værelse, gjorde mig klar over, at jeg havde vækket ham. Han kom gående ud af værelset, og han løftede mig hurtigt op i hans favn, jeg var åbenbart faldet ned på gulvet. Jeg havde troet, at mine kræfter havde svækket mig, men det fik bare energien til at fare rundt i min krop. Hans trøstende kærtegn, gjorde mig opmærksom på, at jeg græd.

Hvad havde jeg dog gjort? Tanken om det, jeg lige havde udsat Nate for, gjorde bare smerten endnu værre i mit bryst.
Jeg havde brugt mine kræfter forkert, men det var som om det ikke var mig der havde gjort det. Jeg havde skadet Nate, eller jeg kunne have haft gjort det. Jeg ville ikke kunne leve med det, hvis jeg havde gjort ham noget.
Jeg havde nogle følelser for Nate, godt nok var det ikke med min gode vilje, men jeg havde dem stadig. Det var derfor jeg besluttede, at jeg ikke ville se eller snakke med Nate igen, tænk hvis jeg endnu engang mistede kontrollen...


_________________________________________________________________________

Hey guuyys o.o

Her er endnu et kapitel, det første i en måned eller deromkring. 
Vi er btw super kede af at der er gået så lang tid, men håber at dette lange kapitel vil muntre jer en smule op!
Vi kan allerede nu afsløre at man kommer til at høre både Nate og Drews synsvinkel i næste kapitlel, så glææææd jer!!!!

Endnu engang minder vi jer om at vi elsker, eller rettere sagt, forguder ris og ros (dog mest ros!).

Be brave!
SLWagner og Blue Sky ^.^

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...