Den 8. dråbe

Tara er en pige på 15 år.
Hele sit liv har hun boet i Superior, den mest overlegene af de tre byer.
Hun kæmper i al hemmelighed mod diversae, de udstødtes by, sammen med resten af Superiors mandlige indbyggere.
De er udstødte, fordi de er anderledes, men da hun møder drengen Nate opdager hun, at de har mere tilfælles, end hun nogensinde havde forestillet sig.
Hun skal pludseligt tage stilling til en masse ting, som hun ikke troede var mulige.

60Likes
151Kommentarer
3900Visninger
AA

11. Far

Mine øjne blev store, og hvis det var muligt, endnu større da den sorte skygge forvandlede sig til en mørk silhuet, som forestillede min far. Den havde den samme form som min far, men den var mørk, og den så ikke så venlig ud som min far var. En gysen gik igennem mig, blev alle så sorte og tomme at se på, når de døde?  

Drew var dog heldigvis blevet sig selv igen og havde nu, roligt og stolt, stillet sig ved siden af mig. Vi blev alle forskrækket, da en monton stemme kom fra skyggen:
”Tara, er det dig?” Jeg hoppede overrasket et skridt tilbage da han sagde mit navn, men blev dog revet tilbage på min plads af Drew. Mit blik hvilede på skitsen af min far, da jeg nikkede.
Min far kiggede tvivlende på mig, som om han ikke ville sige hvad der plagede ham.
”Tara,” sagde han beslutsomt, dog stadig tvivlende, ”Vi har ikke meget tid, de vil komme efter mig.. –”
”Hvem vil komme efter dig?” Afbrød jeg ham, han rystede dog bare på hovedet, ”Der er ikke nok tid! Nu skal du altså lytte godt efter..” Han holdt en lille pause før han fortsatte, ”Jeg er ikke din rigtige far. Din mor var din rigtige mor, og jeg er Maxs far, men jeg er ikke din. Jeg ved at du vil spørge om jeg har evner, da jeg kan se at begge dine venner har dem, men jeg har ikke!” Han talte meget hurtigt, og jeg så fortvivlet til, ”Din far… Du er den 8. dråbe og din far er A… -”

Længere nåede han ikke da han brød ud i et skrig, og silhuetten af ham forvandledes til en sort klump, der bevægede sig over mod os. Jeg holdt vejret, det var sikkert det normale der skete under hidkaldelsen af de døde ikke?
Jeg kiggede på Nate, der havde taget min hånd, da min far skreg. Han så rædselsslagen ud, og han stirrede på klumpen, der nu var på størrelse med en bowlingkugle. Derefter kiggede jeg på Drew, der var ligbleg, altså kunne jeg konkludere at dette ikke skulle ske. Min hjerte bankede hurtigere og hurtigere, jo tættere klumpen kom på mig. Men jeg tvang mig selv til at forblive rolig.

Da klumpen stoppede 40 centimeter foran mig, kom angsten snigende, dog skubbede jeg den væk. Nate holdt min hånd stramt, og Drew havde taget fat i min venstre arm. Stilheden ramte os, ligesom ordsproget: ”Stilheden før stormen”, og jeg havde ret, for klumpen rykkede en lidt til venstre så den svævede overfor Drew.
Der gik blot 2 sekunder, så stormede den med en umenneskelig fart ind i Drews bryst. Det eneste jeg nåede at fange var noget sølv der glimtede fra den.
Drews greb om min arm blev pludseligt meget strammere, så stramt at det gjorde ondt. Jeg kiggede forfærdet på ham, søgte efter hans øjne, men de var blevet grå og tomme. ”Drew, slip mig,” prøvede jeg, men da det ikke virkede, prøvede jeg forgæves at vride mig fri. Nate, som åbenbart var vågnet fra sin trance, gav Drew et så hårdt spark i maven, så han gav slip på min arm og Drew tog sig gispende til den.
Han rejste sig hurtigt, for hurtigt, og med næsten mekaniske bevægelser gik han hen mod mig igen. Jeg gik baglæns, bange. Bange for at Drew ikke ville komme til sig selv. Bange for hvad Nate ville gøre ved ham. Jeg fik et chok da jeg ramte ind i et træ.
Nate kom hen til mig, hev mig ind til sig, lagde sin ene arm beskyttende om mig, og trak derefter sin dolk som han hurtigt rettede mod Drew.
”Hvis du kommer et skridt nærmere, dræber jeg dig!” Truede han, men det virkede som om at Drew ikke hørte efter, og da han gik tættere på kom angsten endnu engang, og denne gang kunne jeg ikke stoppe den. Mine hænder begyndte at lyse svagt, og i dét samme rullede spørgsmålene ind over mig. Hvorfor kom Drew ikke til sig selv? Blev min far myrdet? Hvad er jeg? Hvem er min rigtige far? Hvorfor er mine øjne sølvblå og ikke krystalblå? Hvordan døde min mor?

Drew trådte endnu tættere på, og var nu kun 1 meter væk.
Nate tog sin dolk og vendte spidsen mod Drew, elegant rettede han den mod Drews bryst. Drew trådte endnu et skridt tættere på, og kunne røre mig hvis han strakte sin arm. Jeg holdt endnu engang vejret. Hvad kunne jeg gøre? Han var jo min ven! Nate måtte ikke dræbe ham! Men en stemme inden i mig sagde, at det ikke var Drew, det var noget andet, der havde taget hans krop.

Drews øjne var tomme, uendelige så dybe som brønde. Han rakte ud efter mig. Nate trak mig tættere på ham, så mit hoved hvilede på hans bryst, og gjorde mine til at kaste sin dolk.
”NEJ!!” Råbte jeg til ham, og lige inden han kastede, blev alt omkring os blændet i et krystalblåt lys.
Nate blev kastet væk fra mig, og landede få meter fra det træ bagved mig. Jeg kiggede rundt omkring og mit blik landede på Drew, og da jeg kiggede blev den sorte klump nærmest trukket ud af ham af en usynlig kraft. Den blev trukket væk fra Drew, som nu lå sunket sammen på jorden, imens eksploderede klumpen i en sort røgsky. Så forsvandt alle spor fra klumpen, som om den aldrig havde eksisteret. Som om den ville have alle til at glemme den, men det kunne jeg ikke. Mindet om Drew, der ikke kiggede på mig med sine smukke øjne, men med mørke øjne, som om jeg intet betød for ham, som om jeg bare var noget der stod i vejen for ham. Sådan havde Drew aldrig kigget på mig før, han havde altid kigget beskyttende og omsorgsfuld på mig. 

Jeg sagde til mig selv, at det jo ikke var Drew, der havde kigget på mig sådan, men jeg kunne ikke få tanken ud af hovedet.

Jeg kiggede på mine hænder. De lyste, meget mere end før, nærmest som lygter. Var jeg skyld i al dette?
Drew satte sig op og så forvirret på mig, han var okay, hvilket med det samme sendte en bølge af lettelse i min krop, men det stoppede brat da jeg hørte et host og jeg vendte mig om mod Nate, hvilket gav et gib i mig.

Nate lå sammensunket på jorden, og hans venstre arm sad helt forkert. Jeg gispede forskrækket og kastede mig ned ved hans side. Han stønnede af smerte, og så med et lidende ansigtsudtryk på sin arm, hans blik mildnedes dog lidt da det fandt mit. Jeg hjalp ham op at sidde, og min krop spændtes da hans højre hånd kærtegnede min, ”Tak,” mumlede han og smilede sødt til mig. Jeg rødmede og vendte derfor hovedet væk fra ham. Hvorfor havde jeg så let til at rødme? Det skete aldrig i Drews nærvær. Jeg blev dog revet ud af mine tanker, da jeg så Drew stå og kigge med rasende øjne i Nates retning. Hvorfor var han sur?
Jeg vendte endnu engang mit blik på Nate der nu sad med sin højre hånd holdt over sin venstre arm.
Han mumlede nogle ord, og straks sprang små glinsende gnister hen mod armen for derefter at skubbe den på plads. Jeg måbede. Var det dét han havde gjort ved mit ben dengang? Jeg forbandede mig selv for ikke at have været opmærksom, for det var på en måde smukt, men på en anden måde også lidt uhyggeligt. 

 

  ҉҉҉     ҉҉҉     ҉҉҉      

 

Jeg kiggede ud af vinduet. Udenfor var en stor markedesplads, den var fyldt med mennesker. Tæt på markedspladsen lå en lille bane, hvor børn legede. I det fjerne kunne man se bjergene, søen og store skove. Der havde jeg aldrig været, men det betød intet, for her i Diversas var alle glade. Menneskene ude på markedspladsen smilede. De hilste venligt på hinanden, ikke fordi det var noget de skulle, men fordi det var noget de gjorde frivilligt. Sådan havde det aldrig været i Superior, der skulle man hilse, men det var sjældent, at nogen gjorde det, fordi de havde lyst. 

"Hej Tara!" jeg vendte mig om for at se, hvem det var. Jeg håbede på, at det var Nate, så jeg blev skuffet da jeg så Drew. Hvad havde jeg lige tænkt? Han havde lige hjulpet mig med at se min far, og så blev jeg skuffet over at se ham? Han havde lige været ude for noget grusomt, men i stedet for, at jeg tænkte på Drew, tænkte jeg på Nate. Hvorfor? Hvorfor var han hele tiden i mine tanker, plagede mig dag og nat? 

"Tara?" Drew viftede med en hånd foran mit hoved, "Drew kalder Tara." Jeg kiggede opmærksomt på ham: "Hvad sagde du?" Han grinede roligt af mig.
"Hvad skete der ude i skoven i dag?" Jeg kiggede forundret på ham, kunne han ikke huske, hvad der var sket? Jeg tog tungt vejret ind og begyndte på min lange talestrøm: "Altså det hele startede med, at du kom i sådan en form for trance, og så lige pludselig begyndte du at gå i mod mig, med sådan en uhyggelig form for robotgang. Det var ret så skræmmende. Nå, men så begyndte du.." Han sukkede irriteret, hvad havde jeg nu gjort?
"Jeg kan godt huske hvad der skete, det føltest bare ikke som om jeg var tilstede," han kiggede fraværende ind i mine øjne, en gysen gik igennem mig, da det mindede mig om den fraværende Drew tidligere.
"Jeg vil bare vide, hvad der skete mellem dig og Nate!" hans stemme overraskede mig.
"Hvad er der galt med os? Må jeg ikke have en anden ven end dig?" svarede jeg hurtigt igen. En klump lagde sig i min mave, det var første gang jeg havde løjet for Drew. Jeg rystede hovedet af mig selv, jeg løj jo ikke for Drew? Gjorde jeg?

Endnu en gang rystede jeg på på hovedet af mig selv, jeg var venner med både Drew og Nate, intet mere intet mindre. Man kunne jo sagtens være venner med drenge, mindede jeg mig selv om. 

"Du kan godt lide ham, kan du ikke?" Jeg skulle til at give Drew mit svar, da Luana kom ind af døren. Da jeg ikke sagde noget, vrissede Drew irriteret. "Jeg troede du var anderledes." Derefter stormede han ud af døren.

Hvad havde jeg gjort? Hvorfor havde jeg ikke sagt, at jeg ikke kunne lide Nate? Mine øjne sved, og tårene pressede sig på. Da jeg ikke kunne holde dem tilbage mere, begyndte jeg at hulke, vi var aldrig uvenner, hvorfor så nu? 
Hurtigt var Luana ved siden af mig, og strøg mig beroligende over håret, imens hun beroligende sang en gammel vise i mit øre. Hvorfor græd jeg? Det gjorde jeg aldrig.

Mine øjnelåge blev langsomt tungere, og jeg faldt i søvn og bød drømmene velkommen med åbne arme, jeg ville ikke tænke mere på i dag.                         

 

-----------------------------------------------------

Hej alle, vi er meget ked af, at det er så længe siden vi opdaterede :( Det beklager vi meget!

Hvem kan i bedst lide? Nate og Tara eller Drew og Tara? 

Håber det var dejligt for jer at læse ^.^ 

- Blue Sky og SLWagner <3<3<3<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...