Den 8. dråbe

Tara er en pige på 15 år.
Hele sit liv har hun boet i Superior, den mest overlegene af de tre byer.
Hun kæmper i al hemmelighed mod diversae, de udstødtes by, sammen med resten af Superiors mandlige indbyggere.
De er udstødte, fordi de er anderledes, men da hun møder drengen Nate opdager hun, at de har mere tilfælles, end hun nogensinde havde forestillet sig.
Hun skal pludseligt tage stilling til en masse ting, som hun ikke troede var mulige.

60Likes
151Kommentarer
3781Visninger
AA

4. Evner

Frygten overvældede mig. Aldrig havde jeg været så bange, selv ikke da jeg drog i krig. ”Hvad vil du, Abbadon?” Spurgte en hadefuld, hæs mandestemme. Jeg kunne mærke hans ånde i nakken, hvilket gav mig gåsehud. Han trykkede kniven hårdere mod min strube, og det blev sværere at trække vejret. Han begyndte så svagt at flytte hånden fra min ryg til kappens hætte, og begyndte at hive den af. Hvad nu hvis det var en fra Superior? Eller en af diversas? Uanset hvad kunne jeg ikke risikere at blive opdaget.
Jeg skreg, skreg af mine lungers fulde kraft, og pludselig forsvandt trykket fra min strube og hånden fra hætten. Forbløffet kiggede jeg gennem gipsmaskens øjne på mine hænder. De havde den samme skinnende krystalblå farve, som det lys jeg havde set for et øjeblik siden, men da jeg så på, forsvandt den lyse farve og mine hænder var atter den blege normale farve som altid.
Jeg vendte mig om efter gerningsmanden, i den tro at han var løbet i frygt for, at nogen ville høre mig, men han lå sammenkrøbet på jorden og udstødte lyde af smerte. Hans venstre bluseærme havde en rød plet der langsomt bredte sig, men pludseligt stoppede. Havde jeg gjort det? Han vendte ansigtet mod mit, og jeg genkendte ham som den fyr jeg havde reddet dagen før. Den fyr med det skinnende brune hår og de krystalblå øjne. Ham jeg havde drøm om. Han genkendte dog ikke mig, og sendte mig et blik fyldt med vrede. Han kom hurtigt på benene, for pludselig stod jeg presset op mod et træ med fronten mod drengen. Hans venstre arm pressede på mit kraveben, og i hans højre hånd havde han hævet en dolk. Før jeg nåede at skrige igen havde han trukket hætten af mig, så min maske forsvandt og mine sorte bløde krøller dukkede frem. ”Nu er det nu,” tænkte jeg, ”Nu dør jeg”. Jeg lukkede øjnene og ventede på stikket, smerten som skulle stamme fra mit hjerte, hoved eller et andet legeme. Den kom ikke, i stedet lød en chokeret stemme: ”Er du en pige?”. Jeg åbnede langsomt øjnene, og mødte hans. De var meget flottere tæt på end langt fra, hvilket burde være umuligt! Han stirrede på mig med et undrende blik. Han kunne ikke finde ud af hvad han skulle gøre, for han skiftevis hævede og sank dolken. Men med et beslutsomt blik, valgte han heldigvis at sænke den og rykke sig væk fra mig. Jeg sank på jorden, da hans hånd lettede trykket fra mit kraveben, og opdagede først nu at jeg havde holdt vejret, så derfor hostede jeg og gispede efter vejret. Da min vejrtrækning endnu engang var blevet regelmæssig, rejste jeg mig op igen og stirrede hårdt på drengen. ”HVAD FANDEN LAVER DU?” udbrød jeg til hans store forskrækkelse. Han så sig om efter hjælp, men opgav så og stirrede ligeså hårdt tilbage på mig, hvilket gav mig gåsehud. ”Jeg troede at du var en anden, okay,” han lød opgivende, ”og svar mig så lige, hvad laver en pige som dig herude?” Det gav et gib i mig. Hvad mente han med ’en pige som dig’? Jeg var da ligesom alle andre piger, ikke? Han var åbenbart af den utålmodige type, for han ventede ikke på svar: ”Jeg mener, hvilke evner har du, og hvorfor har du Superiors forklædning på?” Han smilede uskyldigt, men frækt til mig, et smil som jeg vidste at drenge brugte på piger de ville score. Jeg vidste det, fordi jeg havde set min bror gøre det over hundrede gange. Heldigvis havde det ingen nytte på mig, og jeg svarede hånligt: ”Jeg er en almindelig pige fra Superior! Derfor går jeg med dragten,” han stirrede måbende på mig, han var åbenbart ikke vant til disse situationer, jeg var ligeglad og fortsatte, ”og jeg aner intet om denne ’evne’ som du nævner!”. Jeg vendte om og begyndte at gå tilbage mod Superior. Han fulgte med.
”Hvorfor følger du efter mig? Er du en stalker eller lignende?”
Han grinte let, men svarede så: ”Man må vel sikrer sig at du kommer hjem.” 
Var han en gentleman? Og hvor langt turde han gå, før han risikerede at blive opdaget? Det sidste spørgsmål fik jeg heldigvis svar på, da han pludseligt stoppede op lige ude foran kameraernes rækkevidde. Jeg trak hætten over hovedet igen, så jeg ikke blev opdaget, og smuttede så ind gennem hullet i muren. Jeg kiggede hurtigt tilbage mod der, hvor jeg havde efterladt ham. Til min store overraskelse stod han der stadig, med et skævt og charmerende smil på læberne.

Da jeg endnu engang lå i min seng tænkte jeg på drengen. Hvem var han? Og hvem var Abbadon?
Jeg faldt dog hurtigt i søvn, men denne nat drømte jeg ikke om krystalblå øjne og brunt skinnende hår, men derimod om skinnende lys der fløj ind i mit hjerte som et varmt slør der omfavnede mig. Endnu engang følte jeg magt og kontrol.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...