Den 8. dråbe

Tara er en pige på 15 år.
Hele sit liv har hun boet i Superior, den mest overlegene af de tre byer.
Hun kæmper i al hemmelighed mod diversae, de udstødtes by, sammen med resten af Superiors mandlige indbyggere.
De er udstødte, fordi de er anderledes, men da hun møder drengen Nate opdager hun, at de har mere tilfælles, end hun nogensinde havde forestillet sig.
Hun skal pludseligt tage stilling til en masse ting, som hun ikke troede var mulige.

60Likes
151Kommentarer
3909Visninger
AA

9. En veninde

Rummet Nate og jeg gik ind i var storslået. Det var fantastisk. Spisesalen var stor, med sorte lysekroner og et langt spisebord med plads til 30 mennesker, hvor der lige nu sad ca 20. På væggene hang der flotte billeder, og værelset lignede mest af alt flotte spisestuer fra de forbudte bøger. 
Vi havde også en stor spisesal i Superior, jeg havde været i den et par gange. Det var kun de fineste borgere der måtte komme til middag der, og det havde jeg været med Max og min far. Et stik af dårlig samvittighed fik mig til at tænke på Max. Jeg havde efterladt ham alene i Puers, hvordan kunne jeg gøre det? Han havde aldrig været god til at være alene, og nu var han mere alene end nogensinde før, og på samme tid havde han mistet sin far. Mine tanker fløj tilbage på Drew, hvordan mon han havde det? Jeg huskede stadig den varme jeg havde følt, da han havde kysset mig på panden.

Nates stemme fik mig tilbage til virkeligheden: ”Du skal sidde for bordenden som gæst” Jeg kiggede opmærksomt op på ham, og stillede mig forsigtigt bag stolen. ”Værsgo, sid ned!” Stormesterne fik alles opmærksomhed uden at råbe. Jeg beundrede ham for den måde, han var på. Da alle havde sat sig ned, blev maden serveret. Jeg kiggede interesseret ned på tallerkenen. Der lå et stykke fisk og noget salat samt dressing. Nate som sad til venstre for mig, begyndte at spise. Han lænede sig ind over bordet og hviskede i mit øre: ”Kjolen klæder dig” Mine kinder blussede, og Nate smilede smørret til mig. Mine øjne fandt hans, og de hæftede sig fast. Jeg fik en underlig fornemmelse i maven, men den forsvandt, da han kiggede ned i sin tallerken igen.

Stormesteren slog på glasset med en ske, og ligesom før blev alle stille. ”I dag fejrer vi modtagelsen af den unge pige for bordenden, præsenter dig!” Han kiggede opfordrende på mig. Forvirret så jeg hen på Nate, som nikkede bekræftende til mig. ”Jeg hedder Tara, men bliver kaldt Star,” Stormesteren nikkede bekræftende.  ”Nå, men Star her har meget kraftfulde evner,” han kiggede rundt på alle,” Faktisk har hun den mest kraftfulde af alle, Stjernekræfter!” Et forbavset gisp kom fra alle rundt om bordet. Jeg forstod ikke, hvorfor alle gispede, det lød da sejt, men de havde jo selv kraftfulde evner? Og hvad mente han med 'den mest kraftfulde af alle'? Jeg kiggede spørgende rundt, og mit blik landede på Nate. Han så tavst ned i sin tallerken, og da hans blik mødte mit, var der en blanding af medfølelse og had i det. Jeg så på de andre gæster, og de så alle sammen på mig som om jeg var en ting de ville undersøge, nogen med beundring og andre med tydelig kvalme. 
Det havde ellers virket som om, at intet kunne forbavse Nate. Så hvad mon de stjernekræfter var? ”Tag godt i mod hende, hun er en ligeså stor del af samfundet, som alle jer andre,” Stormesterne lod sit blik hvile længere på Nate end på alle de andre.

Da middagen var ovre, skyndte jeg mig ud af rummet. Jeg gik udenfor og satte mig på græsset. Nattehimlen rejste sig over mig, og jeg kiggede beundrende op mod den. Jeg tænkte endnu engang på Stormesterens ord. Stjernekræfter? Stjernerne havde godt nok altid blinket opmuntrende til mig, men at jeg ligefrem havde 'stjernekræfter', var svært at tro på. Jeg prøvede at koncentrere mig om stjernerne, lyset og deres kræfter, men Nate og Drew forstyrrede mine tanker. Den måde Nate havde set ud, som om jeg pludselig var anderledes end før, for derefter at ligne 'sig selv' igen bagefter. Og Drew, min Drew, var ikke længere min, for jeg havde forladt ham, og tanken om jeg aldrig kom til at se ham igen plagede mig. Jeg savnede duften og følelsen af tryghed som jeg altid kunne finde ved ham.

”Hvad laver du her?” stemmen havde jeg ikke hørt før, men den var blid og imødekommende. Jeg kiggede tilbage mod personen, hvor stemmen kom fra. Det var en pige på min alder, hun var smuk. Hun havde det flotteste lange hår der havde en platinblond farve og skinnede i månelyset. Hendes øjne var den samme krystalblå farve, som alle andre på det sted også havde. ”Hvem er du?” spurgte jeg forundret. ”Luana,” hun blinkede venligt til mig og fortsatte, ”Jeg har vandets kraft, jeg er din roommate.” Hun grinede lidt af mit forbavsede udtryk, så jeg kom hurtigt til mig selv, rejste mig op og gav hende venligt min hånd. Jeg havde ikke lyst til at virke flabet, for vi skulle trods alt bo sammen. ”Jeg sidder og tænker, det har altid været lettest for mig i nærheden af stjernerne,” sagde jeg, for at besvare hendes spørgsmål. Hun kiggede beundrende op mod stjernerne og gav min hånd et klem. ”Det må være mærkeligt at ¨tænke på, ikke? Før var du helt almindelig, og nu har du de største evner der findes.” Jeg smilede venligt til hende.

Jeg fandt den måde hun fik mig til at slappe af i hendes nærvær, anderledes. Hun mindede mig om Drew, han kun også altid få mig til at blive rolig. ”Ja det er det, men det værste er nok, at jeg ikke engang ved, hvordan jeg kan bruge dem. Men jeg tror at det værste er, at alle andre så på mig som om jeg var anderledes, som om jeg var et misfoster.” Jeg nåede ikke at stoppe mig selv, det hele kom bare ud så let. ”Hmm.." svarede hun medfølende og så på mig med hendes flotte klare øjne.

”Den bedste måde at håndtere en uventet dag på, er at drikke en varm kop kakao og snakke med sin nye ven, Luana, eller du kan bare kalde mig Lu,” blinkede hun og grinede. Jeg nikkede taknemmeligt til hende: ”Det vil jeg gerne, Lu.”

Da vi kom til vores værelse, tog hun nattøj på, og jeg havde fået en pose med en masse tøj, og tog derfor en t-shirt og et par shorts på til. Vi lagde os derefter ned på hendes enkeltseng. Det var den bedste aften i lang tid, jeg havde aldrig før klikket på samme måde med en pige som med en dreng. Det var fantastisk. Jeg stolede allerede blindt på hende. Hun fik mig til at glemme min hjemve, og savnet til Max, Drew og min far. Hun fortalte mig om sine kræfter, og sagde en smule om hendes familie.

Senere lå Luana i sengen ved siden af min, hendes vejrtrækning beroligede mig, men ikke nok til at jeg kunne falde i søvn. Dagen havde været begivenhedsrig, jeg havde fundet ud af, at min far var blevet dræbt med en dødspil fra ”De sorte dråber”. Hvilket jeg måtte udspørge mig om i morgen, hvem end de var. Jeg havde fået af vide, at jeg havde de største kræfter, og alle havde set med en blanding af beundring og væmmelse på mig. Men jeg plejede at være ligeglad med andre folks mening, det havde jeg også næsten været denne gang, bortset fra Nates mening, han havde kigget på mig underligt, som om han ikke vidste hvad han skulle mene. Så var der mit hjemve, savnet til Max, Drew og min far. Det mest positive var nok, at jeg endelig følte mig velkommen, eller en slags velkommen. Jeg vidste nu hvor jeg hørte til.
Da søvnen den nat kom snigende, bød jeg den velkommen, og glædede mig til at falde hen i drømmene.

 

_______________________________________________________________________

Nyt kapitel!!
SLWagner og jeg er ninjaer i denne weekend, og regner med at udgive endnu et kapitel til i morgen!! :O

Håber at i vil nyde dette kapitel!! :D

- SLWagner og Blue Sky ^.^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...