Den 8. dråbe

Tara er en pige på 15 år.
Hele sit liv har hun boet i Superior, den mest overlegene af de tre byer.
Hun kæmper i al hemmelighed mod diversae, de udstødtes by, sammen med resten af Superiors mandlige indbyggere.
De er udstødte, fordi de er anderledes, men da hun møder drengen Nate opdager hun, at de har mere tilfælles, end hun nogensinde havde forestillet sig.
Hun skal pludseligt tage stilling til en masse ting, som hun ikke troede var mulige.

60Likes
151Kommentarer
3771Visninger
AA

7. Diversas

Da vi havde gået i 3 timer nåede vi til The Wise Wood. Den 3 timers lange gåtur havde virket som en evighed, for Nate stoppede åbenbart ved næsten hver tiende meter, og kiggede tilbage som for at undersøge at ingen fulgte efter os. Da vi så endelig nåede skoven, havde han vendt sig om og havde kigget undersøgende på mig. Under hele turen havde jeg holdt mig i baggrunden, da jeg ikke ville forstyrre hans bekymring for forfølgelse. Han smilede let til mig, og hans flotte øjne lyste op i mørket som var dukket op undervejs.  ”Kan jeg stole på dig?” spurgte han med sine indtrængende øjne.
 Spørgsmålet kom helt bag på mig, så det eneste jeg fik frem var: ”Hva….Øhmm… Ja?”. Han havde åbenbart holdt vejret, for hans skuldre sænkede sig og han udstødte et lettet suk.
”Så kom med mig”.

Vi gik i 1 times tid, tror jeg, før vi stoppede ved udkanten af en 3 meter høj busk der omkransede et område. Busken var bronzefarvet pga. årstiden, og var ufattelig flot. Nate kiggede sig undersøgende omkring, og åbnede derefter en dør af træ dækket af buskens blade, og jeg trådte ind.
Det første ord der ramte mig, var mennesker. Overalt omkring mig var der mennesker, ikke lige så mange som i Superior selvfølgelig, men mange flere end i Puers, og dér ramte det mig, dette var ikke bare et lille område, dette var Diversas, de udtsødtes by.
Nate lagde blidt en hånd på ryggen af mig, og førte mig frem. Vi gik ud og ind mellem menneskene, men til sidst behøvede vi ikke, for folk var efterhånden blevet opmærksomme på mig, og gjorde derfor plads.
De stirrede på mig, og jeg opdagede at de alle sammen havde den samme krystalblå øjenfarve. Hvorfor havde jeg ikke opdaget det da jeg drog i krig?
Da vi nåede til et lille gråt hus, åbnede Nate døren og puffede mig så ind, for derefter selv at træde ind og lukke døren efter sig. Så vidt jeg kunne se havde huset tre værelser der alle var meget nydelige. Og man følte sig straks tryg indenfor husets rammer. Huset var udstyret med en pejs, der oplyste rummet i en flot varm farve.
”Er det her mit hus?” spurgte jeg Nate, men det var det åbenbart ikke. For i det samme brød han sammen af grin, hvilket fik hans øjne til at lyse endnu mere.
”Nej, dette er Stormandens hus,” svarede han, ”det er ham der skal give dig tilladelse til at blive en af Diversas indbyggere,” og mens han sagde dette, blev hans stemme mindre og mindre, så den til sidst bare var en hvisken, og man skulle anstrenge sig for at høre ham.
Det fik mig til at stivne. Havde jeg ikke fået tilladelse endnu? Af rædsel vendte jeg mig om og skulle til at stikke af, da han tog fat i skuldrene på mig og vendte mig om så vi kiggede hinanden i øjnene.
”Star,” sagde han, hvilket gjorde mine øjne store. Hvordan kendte han mit kælenavn, det navn Drew havde givet mig. Tanken om at jeg aldrig skulle se Drew igen ramte mit hoved som en tornado, men jeg blev hurtigt mig selv igen da han fortsatte: ”Jeg ved du kan dette! Da jeg holdte øje med dig, så jeg hvilken slags person du var. Jeg så dig hjælpe din bror og ved at du er et godt menneske. Desuden har du gaven,” gaven? Hvilken gave mente han? Mente han det lys der havde omfavnet mit hjerte? Længere nåede jeg ikke da han havde åbnet en dør ved siden af mig og havde taget mit håndled for at føre mig ind i et mørkt, let oplyst rum.

”Goddag Tara,” sagde en dyb venlig stemme, ”Goddag, og velkommen til Diversas,” jeg så mig om efter stemmen, og i hjørnet af rummet sad en ældre mand med mørkt, gråt hår og krystalblå øjne.

Han fortsatte: ”Du er velkommen her i Diversas, du vil få lov til at bo her i et af vore huse, og spise sammen med os, du skal blot arbejde for det. Tara, jeg har hørt meget om dig på kort tid,” han blinkede til Nate der rødmede, eller det lignede det i mørket, ”Jeg ved at du har evner, men ikke hvilke, og jeg ved at dine forældre døde, men ikke hvordan. Fortæl mig lige, hvordan døde din far?” Selv med hans venlige stemme, kunne han ikke stoppe det næste der skete. Jeg gik i chok. Jeg anede ikke hvordan han var død, det havde ikke undret mig før, og det samme gjaldt min mor. Jeg begyndte at svede, og min rygsæk føltes meget tungere end den var. Alt hvad jeg så snurrede rundt, og i det sidste jeg så før jeg besvimede var Nate der bekymret rakte ud efter mig. Derefter blev alt sort.


________________________________________________________________________

Det var så kapitel 7... Det blev ikke så langt da vi regner med at dele det op i to dele!
Håber at i finder det godt at læse!

- SLWagner og Blue Sky ^.^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...