Den 8. dråbe

Tara er en pige på 15 år.
Hele sit liv har hun boet i Superior, den mest overlegene af de tre byer.
Hun kæmper i al hemmelighed mod diversae, de udstødtes by, sammen med resten af Superiors mandlige indbyggere.
De er udstødte, fordi de er anderledes, men da hun møder drengen Nate opdager hun, at de har mere tilfælles, end hun nogensinde havde forestillet sig.
Hun skal pludseligt tage stilling til en masse ting, som hun ikke troede var mulige.

60Likes
151Kommentarer
3770Visninger
AA

12. Diversas fortid

Jeg var faldet i søvn i Luanas arme, men nu lå jeg i min seng. Det var morgen. Jeg kiggede op på loftet, det var lavet af træ. Jeg lå lidt og beundrede det, mest for ikke at tænke på mig og Drews skænderi. Jeg hadede når vi blev uvenner. Tårerne pressede sig endnu engang på, men jeg kæmpede imod. En knurren fra min mave gjorde mig opmærksom på, at jeg var sulten. Jeg lå lidt, men rejste mig så op.

Jeg gik over mod mit skab, selvom jeg havde været her i flere dage, havde jeg endnu ikke kigget i det. Der var den smukke kjole, jeg havde haft på til mødet med Stormesteren og Luana. Der var sket så meget på så kort tid.

I skabet hang der også et par sorte jeans og en helt almindelig bluse i grå. Jeg fik hurtigt taget det på og gik derefter ud på badeværelset for at gøre mig klar.

 

҉҉҉

 

Luana og jeg havde lige sat os, da jeg fik øje på Drew i den anden ende af storsalen. Jeg måtte have stirret på ham, for Luana sagde venligt: "Smut du bare over til ham, så kan jeg vise dig rundt bagefter, og vi kan finde dig et job." Jeg smilede taknemmeligt til hende, og beslutsomt gik jeg over mod Drew.

"Jeg skal tale med dig," jeg kiggede håbende på ham. Normalt ville han have grinet af min bedende stemme, men ikke i dag. "Hvorfor?" Hans kolde tone chokerede mig, men jeg kiggede bare venligt på ham, "vil du ikke nok?"

Han nikkede, og sammen gik vi ud af spisesalen. "Undskyld," sagde vi begge samtidigt. "Jeg ved ikke hvad der gik af mig i går, undskyld Tara," han bed sig usikkert i læben, "kan du tilgive mig?" Jeg kiggede undrende på ham, hvorfor undskyldte han? Det var da mig, der skulle undskylde.

"Selvfølgelig! Men det er mig der burde undskylde, du betyder tusinde gange mere for mig end Nate, du har jo altid støttet mig! Og tænk, at jeg aldrig har sagt tak til dig," et stik af dårlig samvittighed ramte mig. Der bredte sig et smil på hans læber: "Du skal ikke få dårlig samvittighed, du har også altid hjulpet mig, og jeg har aldrig sagt tak, vel? Så tak Star for, at du altid har været der for mig." Hans ord og smil fik mig til at smile.


Glad gik jeg med Luana ned af gaderne i byen, den var så smuk. "Du skal have et job, så du kan blive boende her!" Jeg gav hende nikkende ret, mit smil var som limet fast på mine læber. "Hvad kan man så blive her i denne dejlige by?"

Luana betragtede mig og sagde grinende: "Dig og Drew er venner igen ikke?" Da jeg kiggede mærkeligt på hende fortsatte hun: "Du går og smiler som en gal hele tiden," hun prikkede mig i siden. "Du kan blive mange ting i denne by, jeg er gartner, men det er, fordi jeg har plantekrafter. Du kan også blive kriger, men der er mest for folk med angribende eller helende kræfter ligesom Nate. Han kunne også have arbejdet på hospitalet, men han ville hellere gøre en forskel i oprøret. Du kunne måske blive kriger med lidt øvelse! Det er kun de bedste, der bliver det."

Jeg kiggede undrende på hende: "Men mister i så ikke mange gode krigere?" Hun rystede på hovedet og forklarede mig: "Ser du, nogle med forstand på elektronik laver tallene om på vores dødsfald, så Superior tror vi ikke er særligt mange, men det er vi. I Superior har de omkring 2.000 kampdygtige, her i Diversae er vi snart 2.000 oprører, hvorfra der er 700 kampdygtige oprører, som vi kalder os selv. Vi er i oprør mod Superior, fordi vi vil have lov til at leve frit, og ikke være fanget." Jeg kiggede interesseret, jeg havde næsten helt glemt min interesse for Diversaes historie. "Må jeg høre historien bag alt der her?" spurgte jeg, imens jeg beundrede byen.

"Det må du vel godt, vi skal alligevel vente på at komme ind til arbejdssystemet." Luana satte sig ned på en bænk og rømmede sig, før hun begyndte at fortælle: "Du husker den historie Minerva fortalte dig?" Jeg nikkede ivrigt, hvilket fik hende til at smile.

"Ser du, hun fortalte dig om starten på evnerne, men det er ikke hele vores historie.
Da de fandt til rette i deres nye by, voksede hadet til kongen langsomt.
Nogle mente, at det bare var for en kort periode, men andre vidste bedre.
De besluttede sig så for at lave oprør mod kongen, og hans nye by.
De vidste bedre end at gøre det med det samme, så de ventede, til de var flere.
Der gik årtier, helt præcist så mange årtier, at drengen med de grå øjne, nu var den eneste levende fra udsmidningen. Han ledte oprøret mod Superior.
Men de havde fået besked fra nogle, for da vi kom til byen, havde de alle stillet sig til fronten.
Vi kæmpede modigt, men forgæves. Vi tabte, men ikke nok med det mistede vi også vores mest kraftfulde og elsket leder. Det var den grå, altså ham med de grå øjne.
Superior havde endnu engang vundet, og de fleste stillede sig tilfreds med det.
Men det var ikke alle, den grås søn, ville tage hævn.
Han var blevet kraftfuld, ligesom sin far.  
Men at have grå øjne har også en ulempe, hvis man ikke er stærk, vil kraften tage overhånd, og man vil blive ond."

Jeg kiggede undrende på Luana, hvis man havde grå øjne? Jeg havde grå øjne og kræfter. "Hvad med mig, Lu? Er jeg så også ond? Er jeg en af de grå?" En skælven gik igennem mig, da jeg sagde de grå. Godt nok havde jeg sølvgrå øjne, ikke grå. Luana kiggede på mig og svarede mig: "Jeg ved det ærligt talt ikke, desværre Tara. Men jeg tror, du skal tale med Stormesteren om det." Hun smilede venligt og skulle til at fortælle mere, da døren vi sad lige ved siden af gik op.
"Tara, kom indenfor," en ældre dame stod i døren og smilede venligt til mig.

Bygningen var smuk uden på, men det var intet i forhold til inden i. Store guldlysekroner hang ned fra loftet. Gulvet var af smuk marmor, hvilket gav mig en varm velkomst.
"Herinde," den ældre dame havde ført mig ned af den brede gangen og åbnede nu døren til et lille, men fint kontor. Hun gav mig et lille puf i ryggen og lukkede døren bag mig.
"Dejligt at se dig igen!" Foran mig sad Stormesteren. "Sid ned." Jeg satte mig hurtigt ned, stolen jeg satte mig i var blød og dejlig.

"Må jeg spørge dig om noget?" jeg kiggede forhåbningsfuldt på ham og tænkte så på, at jeg skulle være høflig, derfor tilføjede jeg hurtigt: "Hr." Han smilede venligt til mig og nikkede bekræftende.
"Hvad er mine evner, og er jeg en af de grå?" Spurgte jeg tøvende.
Stormesteren holdt en lille pause, som om han overvejede noget, og fortsatte så: "Du har stjerneevner, så vidt som jeg ved, men om du er en af de grå, kan jeg ikke fortælle dig, da jeg ikke ved det. Luana fortalte dig noget af vores historie, men ikke det hele vel?" Jeg kiggede forbløffet på ham, hvordan kunne han vide det? Men på den anden side, var han jo en stormester, og de vidste alt ikke? Jeg kom i tanke om det spørgsmål han stillede mig, og hurtigt rystede jeg på hovedet.

"Ham Den Grås søn blev ond, meget ond. Han ville reagere det hele, bestemme over dem uden evner, for han mente, at han var højt hævet over dem. Han blev lederen af vores lille landsby, men det ville han ikke nøjes med. Han havde fået smagen for magt, og han ville ikke slippe den igen, han ville have mere.
De fleste fra landsbyen støttede ham, for de kendte ikke hans plan. Den var forfærdelig, jeg var nok en af de eneste, der kendte til den. Jeg lod bare være med at ligge vægt på det, og fortalte altid mig selv, at det nok ikke var hans rigtige plan. Men inderst inde kendte jeg godt sandheden.
Han blev mere og mere magtfuld, og da slaget mod Superior kom, blev han nærmest besat. Det var mærkeligt at se ham sådan, jeg havde altid været hans gode barndomsven, og aldrig i livet havde jeg troet, at det ville ske for ham.
Vi tabte endnu engang oprøret, men det ville han ikke acceptere, han flygtede i skam over nederlaget. Dog han havde ikke tænkt sig at blive væk for altid. Han havde en plan, og det var den jeg så.
Han lavede en gruppe, der var en anden en ham, og efterhånden sluttede flere og flere sig til ham. I dag er der 6 andre end ham, de har alle store kræfter, men selvfølgelig har han de største.
Han dræber dog ikke kun dem uden evner, men også alle andre der står i vegne for ham på nogen tænkelig måde, han er stadig i gang med hans plan."

Jeg tænkte det igennem jeg lige havde hørt, det var forundrende. Tænk at der var en mand, der var så opsat på at få magt. Det føles uvirkeligt. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle kæmpe mod en "ond" mand eller kvinde, det var noget der hørte eventyrene til. Det værste var dog, at jeg måske var ligesom ham. Jeg var interesseret i at høre mere om hans plan, og hvordan Stormesteren kendte ham, men jeg kunne mærke, at jeg ikke skulle spørge mere ind til det.

"Du kom vel ikke kun for at høre om vores historie, du kom vel for et job?" Stormesterens stemme var forandret, den var mere formel og mindre følsom. "Nej Hr., jeg har også brug for et job, er det en mulighed, at jeg kan blive kriger?" Ligesiden Luana havde nævnt det, var jeg blevet vild efter at få jobbet, og trangen til at få det var ikke blevet mindre, efter Stormesteren havde fortalt om deres historie. Han rømmede sig og sagde så:
"Det er der, og jeg vurdere også at du er egnet til det. Du vil få undervisning hver dag efter du har fuldført dit andet job, som bliver at passe på børnene her i byen. Næste lille krig mod Superior er om kun fem dage. Du er begynder i morgen, men jeg vil forslå, at du bruger din tid i dag sammen med din bror. Du skal også lige vide, at der bliver holdt fest efter krigen. Vi ses der." Jeg var beæret over at få jobbet som kriger, så jeg sagde hurtigt farvel og gik ud af bygningen. Udenfor ventede Luana, og sammen gik vi hjem. Jeg fortalte hende ivrigt om mit nye job, og hun virkede ret overrasket, hvilket bare gjorde, at jeg blev mere beæret.

"Vi ses i morgen," råbte jeg efter min bror, da jeg forlod hans lejlighed. Det var dejligt endelig at være sammen med min bror igen. Vi havde talt lidt om byen, og da jeg havde fortalt Max om mit nye job, blev han begejstret, fordi han havde fået tildelt det sammen. Dog kunne han ikke lide, at jeg skulle trænes som kriger.

Klokken var mange, og horisonten var helt rødlig, fordi solen lige var gået ned. Jeg hoppede i mit nattøj, og lagde mig i sengen. Jeg havde ikke regnet med at kunne falde i søvn, men det havde ikke været noget problem, da jeg var så træt. Jeg glædede mig bare til i morgen, som var en ny dag, og min første som arbejder og trænende kriger.

 

҉҉҉

 

Dangene gik hurtigt. Rigtigt hurtigt. Før jeg vidste af det, var det den sidste træningen før krigen. På mit job var det gået fint, og det var super hyggeligt at være sammen med min bror og en masse små børn! Det var også dejligt at se, at min bror var glad for det. Det betød utroligt meget. Alligevel var højdepunktet på min dag blevet træningen. Det var så spændende, og jeg kunne allerede mærke en forbedring. Mine muskler var blevet mere markeret, hvilket jeg selv synes havde gjort mig flottere. Jeg havde også fået en del nye bekendtskaber, hvilket var dejligt.

Nate trænede også derhenne hver dag, og jeg måtte indrømme, at hans mave var pæn. Ekstremt pæn. Jeg kunne dog ikke bedømme, hvis mave der var pænest Drews eller Nates. Og ja, jeg havde set Drew i bar overkrop.

Da jeg sluttede træningen drev sveden ned af mig, så derfor skyndte jeg mig i bad. Da jeg var på vej hjem, blev jeg kaldt på. Hurtigt gik jeg hen til personen, som kaldte på mig. Det var lederen af krigerne. "Du er med i morgen Tara, og du skal bevise for mig, at det var det rigtige valg jeg tog." Han smed et grønt bånd hen til mig, og jeg greb det elegant. Jeg smilede til ham, og lovede, at hans valg havde været rigtigt. Han smilede til mig, før han fortsatte.

"Perfekt!" Stemmen tilhørte Nate, og ironien var ikke til at tage fejl af. Jeg vendte mig om og kiggede på ham. Jeg løftede spørgende et øjenbryn af hans ord: "Hvad?" Vi havde ikke talt sammen i et par dage, og nu ville han gerne snakke?
"Du går altid ind til noget farligt?" Jeg kiggede irriteret på ham, skulle han igen være beskyttende. "Jeg kan godt klare mig selv!" Forsvarede jeg mig. Han grinede bare af mig og gik over mod mig. Han lagde armen om mig. Flabet fjernede jeg hans arm. "Det kan du godt glemme." Han smilede bare skævt af mig, så lagde han armen om mig igen og sørgede for, at jeg ikke kunne tage hans arm væk. Jeg rullede med øjnene af ham.

Da vi skiltes, hviskede Nate til mig: "Jeg glæder mig til festen, du skal nok komme til at se smuk ud." Med de ord forlod han mig. Han forvirrede mig, det var dog intet nyt, for han var ikke til at finde ud af.

 

__________________________________________________________________________

 

Håber det glæder jeg med endnu et kapitel :D

I dette har vi forsøgt at få lidt mere historie ind, håber I kan lide det :D

Knus og kram Slwagner og Blue sky. ^.^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...