Den 8. dråbe

Tara er en pige på 15 år.
Hele sit liv har hun boet i Superior, den mest overlegene af de tre byer.
Hun kæmper i al hemmelighed mod diversae, de udstødtes by, sammen med resten af Superiors mandlige indbyggere.
De er udstødte, fordi de er anderledes, men da hun møder drengen Nate opdager hun, at de har mere tilfælles, end hun nogensinde havde forestillet sig.
Hun skal pludseligt tage stilling til en masse ting, som hun ikke troede var mulige.

60Likes
151Kommentarer
3769Visninger
AA

3. Det blå lys

Lyset ramte mine øjne næste morgen. Det var skarpt og koldt. Jeg satte mig op i sengen, det havde regnet i nat. Udenom det halvtag jeg sov under var græsset fugtigt og glimtede i den tidlige morgensol.
Jeg fandt mine klipper frem fra under sengen og, tog dem på og traskede ind af terrassedøren kun iført shorts og t-shirt. Det var i dag den 2. september og efteråret var officielt begyndt. Mit hår var også blevet en smule fugtigt i løbet af natten, så klistrede hårtotter hang ned af ryggen på mig, i stedet for de velkendte bølger.
”Godmorgen,” sagde min far idet jeg trådte ind, ”Har du sovet godt?”.
Jeg nikkede sløvt og satte mig ned ved spisebordet. Det var lørdag, og Max, som allerede var oppe, sad overfor mig med hans sædvanlige omgang havregryn, da han jo skulle bevare sit perfekte ydre.
Jeg hadede havregryn, jeg hadede faktisk næsten al mad der skulle spises med en ske. Derfor smilede jeg lettet da far stillede et glas mango smoothie og en tallerken toast med skinke og ost foran mig. Jeg tog grådigt smoothien op, og begyndte at drikke.
Mit spejlbillede stirrede på mig. Jeg var køn, men ikke perfekt som de andre piger. Mit sorte bølgede hår med det blå skær indrammede mit ansigt. Mine sølvblå øjne stirrede tilbage på mig, og jeg kunne ikke lade være med at betragte mig selv. Piger som Katy, Emily, Amanda og Jasmin havde langt lyst hår med brune øjne, og alle drengene var vilde med dem, hvorimod ingen kiggede efter mig. Jeg havde kun Drew, men det var også nok.

Jeg sov det meste af dagen væk, jeg var træt. Kampen i går havde åbenbart taget mere på mine kræfter end jeg havde ventet. Så da jeg vågnede var stjernerne atter tilbage på himlen. Jeg rejste mig fra sengen og gik i bare tær hen på det våde græs og satte mig på det. Jeg kiggede op på himlen. Stjernerne lyste ekstra meget i nat, som om de kaldte på mig. Og da jeg tænkte den tanke, viste der sig et stjerneskud på himlen. Det var usandsynligt tæt på vores by. Så tæt at jeg kunne se lyset fra det sted det landede. Instinktivt rejste jeg mig op og begyndte at løbe hen mod det, det trak i mig. Jeg måtte se det, jeg måtte vide hvad det var.
Da jeg nåede hen til Superios udgang løb jeg ind i det nærmeste våbenhus og fandt min kappe, eller rettere sagt, Max kappe. Jeg tog den på, trak hætten på med gipsmasken og bevægede mig udenfor.
Muren var lang, høj og tyk, så fjenderne havde svært ved at komme ind, heldigvis var der små fejl i muren som kun få vidste hvor var. Jeg var en af dem, og krøb straks ud af et lille hul i muren. Det var så småt, at jeg sad fast et kort øjeblik, kun min overkrop var kommet igennem. Jeg vred mig og udstødte små støn af smerte da den ru mur rev i mit hud, men med nød og næppe kom jeg ud. Da jeg rejste mig, tog jeg mig til hoften. Jeg rev kappen til siden, trak min bluse let op, og opdagede til forskrækkelse at jeg havde fået en hudafskrabning der blødte svagt. Jeg tænkte på hvis Katy, eller en anden fra hendes lille flok, kravlede igennem mure, for derefter at begynde at bløde på hoften. Men det ville jo aldrig ske, for pæne piger gør ikke sådan noget.

Jeg begyndte så småt at løbe igen, trukket og forundret over hvad jeg skulle til at opleve. En meteor, som for får minutter siden befandt sig ude i universet, brændende, og søgende efter et sted at lande. Derfor blev jeg forbløffet over at opdage at der ikke var nogen meteor. Jeg var ude i skoven som grænsede op til Superios, og stod i en cirkel uden træer. Cirklen var stor og fyldt med græs der glimtede i månens skær.
Inde midt i cirklen var der en bakke, og på toppen af bakken var der et lys. Et krystalblåt lys, der mest af alt lignede en stjerne. Jeg stirrede på det, da det kom nærmere, svævende langsomt. Indtil det var lige foran mig. Jeg var mundlam og prøvede med en forsigtig bevægelse at røre det blå lys som nu oplyste den store cirkel, men da jeg snittede det med min lillefinger, fløj det med en utrolig fart ind i mit hjerte.
Det var koldt, men behageligt. Det gav mig en følelse af magt og kontrol. Jeg smilede, begyndte at grine, men blev pludseligt grebet af panik da jeg mærkede en hånd mod min ryg og noget skarpt mod min strube.

__________________________________________________________________________


Det var så 3. kapitel af Den 8. Dråbe.
Hvad syntes i? Hvad tror i der sker? Og hvem er det der kommer til sidst?

- SLWagner og Blue Sky ^.^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...