Den 8. dråbe

Tara er en pige på 15 år.
Hele sit liv har hun boet i Superior, den mest overlegene af de tre byer.
Hun kæmper i al hemmelighed mod diversae, de udstødtes by, sammen med resten af Superiors mandlige indbyggere.
De er udstødte, fordi de er anderledes, men da hun møder drengen Nate opdager hun, at de har mere tilfælles, end hun nogensinde havde forestillet sig.
Hun skal pludseligt tage stilling til en masse ting, som hun ikke troede var mulige.

60Likes
151Kommentarer
3742Visninger
AA

14. De 7 Dråber

Mine ben var tunge som bly, og det blev kun værre i takt med, at jeg haltede mere og mere. Kampen var hård, hårdere end jeg troede, den ville være. Jeg humpede ud af lysningen, hvor de andre stadig sloges. Våbnene klingede højt, hver gang to klinger mødtes. Jeg nåede et træ, og smed mig ned. En grimasse gled over mit ansigt, da jeg forsigtigt strøg min hånd over såret på mit lår. Igennem mine læderbukser kunne man ande det dybe hul der virkede uendeligt, det var mærkeligt at se sig selv skadet, det havde jeg aldrig prøvet før.

Et støn af smerte forlod mine læber, da jeg prøvede at rejse mig op, skulle jeg dø herude? Ville jeg forbløde i en skovbund? Hvor var Nate i det hele taget? Han havde stået lige ved siden af mig, og så var han forsvundet ud i den blå luft. Jeg skulle lige til at rejse mig op, men blev forskrækket, da en hånd lagde sig på min skulder. Jeg vred mig, slog ud efter hånden med den hånd jeg ikke havde en daggert i og prøvede at komme fri, hvilket bare resulterede i mere smerte. Jeg kunne ikke kæmpe for mit liv pga. det møg sår.
”Rolig Star, det er bare mig, din prins der kommer dig til undsætning,” selvom jeg ikke kun se ham, vidste jeg nu, at det var Nate. Tænk han kunne joke lige nu, når vi var i midten af en krig.
”Kan du helbrede mig?” Jeg snerrede nærmest af ham. Kunne han ikke skynde sig lidt?
”Easy, tiger!” Hans smil var ikke til at tage fejl af, og det smittede af på mig i mod min vilje.
Dog forsvandt mit smil hurtigt, da han forsigtigt skar mine bukser op ved benet, og blev afløst af et støn af smerte. Han kiggede bekymret på mig. Var Nate bekymret for mig?
"Star, nu vil jeg have at du tager en dyb indånding når jeg har talt til tre, okay?" Jeg nikkede og prøvede at smile, men det mislykkedes. Han kiggede mig dybt i øjnene og nikkede anerkendende tilbage til mig.
"1, 2, 3!" På tallet tre trak jeg vejret ind så dybt jeg kunne, og samtidigt pressede Nate sin hånd på mit sår hvilket gjorde at jeg hurtigt lagde min hånd over munden og tårer begyndte at løbe ned af mine kinder. Han udtalte en masse fremmede ord, så hurtigt, at sveddråber begyndte at løbe ned af hans kindben og endte ved hans markerede kæbe.
Jeg begyndte at hulke, kunne ikke lade være, smerten var uudholdelig, og samtidigt begyndte Nate at tale endnu hurtigere.
Heldigvis begyndte hans hænder dog at lyse den flotte blå farve, og langsomt kunne jeg mærke mit ben blive healet. Da mit ben endeligt lignede sig selv, var jeg stoppet med at græde og Nates hænder var stoppet med at lyse. Han kiggede forpustet på mig, lænede sig ind over mig så jeg endnu engang holdt vejret, og så tog han sine hænder op til mine kinder og kærtegnede mine kindben for derefter at tørre de resterende tårer væk fra mine øjne.

Nate trak sig langsomt væk fra mig, og kiggede sørgmodigt på mig. Halvt jokende, halvt alvorligt sagde han så: "Jeg hader når piger græder, især de kønne af dem." Jeg rødmede og kiggede derefter ned i jorden. Kort tid efter mærkede jeg to fingre under min hage der blidt løftede mit ansigt op så jeg så ind i Nates flotte øjne. Jeg betragtede ham, hans fyldige læber, hans lange mørke øjenvipper. Han var smuk, og jeg opdagede knap nok at hans ansigt nærmede sig mod mit. Han kiggede mig intenst i øjnene. hans ansigt var så tæt på mit at jeg kunne mærke hans varme ånde mod mine læber og jeg bed mig nervøst i læben. Skulle jeg nu endeligt få mit første kys?
Han nåede knap nok at strejfe mine læber før der lød en kæmpe eksplosion fra slagsmarken, hvilket gav et sæt i mig, og resulterede i at både Nate, der nu så lidt småmuggen ud, og jeg rejste os og gik mod stedet hvor lyden kom fra.

Krigerne var stoppet med at kæmpe, og stod nu samlet i en stor flok omkring noget. Nysgerrig gik jeg tættere på med Nate lige i hælene. Midt i gruppen af mennesker var der en cirkel, og midt i cirklen stod der syv mænd.

De var alle iført sorte lange kapper, og masker af stål. De så frygtindgydende ud, helt anderledes end dem fra Superior, der bare lignede folk, der ikke ville genkendes. Den forreste var anderledes end de andre, hans kappe havde et blåligt skær, og han virkede, som han var vigtigere end de andre. Nate og jeg havde mast os frem så vi stod i den yderste kreds omkring de syv mænd i midten.
"Vær hilset Superior og Diversae. Hvor er det dejligt at se jer igen. Af jer der har glemt min lille gruppe og jeg, så er vi De 7 Dråber, og jeg hedder Abbadon," bare navnet fik mig til at gispe, var det ikke det Nate havde kaldt mig den dag i skoven, da han prøvede at dræbe mig? Jeg kiggede op på Nate, som var ligbleg, så jeg vendte endnu engang mit blik mod Abbadon der fortsatte: "Som i sikkert ved, er vores gruppe ikke fuldendt endnu. Vi mangler Den 8. Dråbe for at færdiggøre vores lille gruppe, så vi kan regere alle byer, ja faktisk hele universet!" Han kiggede undersøgende rundt på os alle. Vi var stille, men hvorfor? Hvem var denne gruppe og denne mand?
Hans blik kørte forbi Nate, der holdt vejret og landede på mig, hvor han derefter gjorde store øjne.
Abbadon tog rystende sin stålmaske af, så man rigtigt kunne se hans ansigt.
Han havde grå øjne med et lille glimt af sølv, sort hår med et skær af mørkeblå - identisk med mit, og så havde han skægstubbe omkring munden. Han var tynd, så tynd, at det var svært at vide, hvor gammel han var, men efter længere tid kunne jeg afgøre, at han var mindst 40. Han lignede en der var træt, en der ikke kunne mere, men det skulle man ikke tro, for jeg havde det på fornemmelsen, at han var meget magtfuld og farlig.
Han løftede roligt sin arm og pegede på mig, og sagde, stadig med blikket rettet mod mig:
"Det er hende. Grib hende!"
Gribe mig? Hvad fablede manden om? Jeg nåede dog ikke længere da to stærke arme tog beskyttende rundt om mig. Nate. Resten af Diversaes krigere stillede sig foran os. Det varmede mig om hjertet at vide, at de ville beskytte mig, men det irriterede mig også lidt, jeg kunne sagens passe på mig selv.
Hvad foregik der? Stormesteren trådte helt op til Abbadon så der kun var en meter imellem dem.
"Du har intet at gøre her Abbadon. Vær venlig at gå!" Prøvede han, men Abbadon brød bare sammen af latter og sagde, stadig grinende: "Kære broder, giver du mig ordrer? Jamen så må jeg vel hellere gå!" Hans blik hvilede på mig, "Men jeg kommer tilbage, i kan ikke beholde hende for evigt." Hans ord var rettet mod mig, og han lød kold og hård, men samtidig var der noget advarende ved hans stemme, noget der truede min bevidsthed.

Mit blik fandt endnu engang Nates. Hans blik viste angst, men der lurede mere under facaden, var det mon vrede? Jeg kunne ikke tyde hans blik, men en ting var sikkert, han havde en masse at forklare mig. For man kunne se på ham, at han vidste. Hvad det hele gik ud på. Dog undrede det mig, at Abbadon kaldte Stormesteren for broder. Det var måske fordi, de havde været gode venner? En sugende lyd fik mig ud af mine tanker, og jeg kiggede opmærksomt mod der, hvor Abbadon og de andre Dråber havde stået, men de var allerede væk. Lysningen lignede endnu engang en vild slagmark, men alligevel var alle klar over, at kampen var slut. Alle vendte bort fra stedet, som om det var forbandet.

___________________________________________________________________

Det var næste kapitel, vi prøvede på at lave det spændende.

Synes I det lykkes? :D

Smid gerne en like eller en kommentar

- SLWagner & Blue Sky ^.^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...