Den 8. dråbe

Tara er en pige på 15 år.
Hele sit liv har hun boet i Superior, den mest overlegene af de tre byer.
Hun kæmper i al hemmelighed mod diversae, de udstødtes by, sammen med resten af Superiors mandlige indbyggere.
De er udstødte, fordi de er anderledes, men da hun møder drengen Nate opdager hun, at de har mere tilfælles, end hun nogensinde havde forestillet sig.
Hun skal pludseligt tage stilling til en masse ting, som hun ikke troede var mulige.

60Likes
151Kommentarer
3748Visninger
AA

8. Blå øjne

”…. Er du sikker?” Lød en maskulin stemme i mit hoved. Den lød bekendt. Hvor var jeg?
”Ja, jeg er sikker, James blev myrdet,” lød en kvindelig stemme.
James? Hvor havde jeg hørt det navn før? Åhh gud… James var min far, og i dette øjeblik, mindes jeg alt. Blodet, gråden, Max, Nate, Diversas og Stormesteren.
Selvom jeg var vågen nok til at sætte mig op, lå jeg stadig stille og lyttede efter. Jeg var nødt til at høre resten om min far.
”Han blev ramt af en af ’De Sorte Dråbers’ pile. Deres dødspil så at sige,” jeg genkendte stemmen som stormesterens, og lyttede intenst efter, men hvilke pile talte han om? En dødspil? Jeg gøs ufrivilligt og forbandede straks min handling.
”Hun er vågen!” lød det positivt fra en stemme som jeg mente var Nates. Jeg gav op og åbnede langsomt øjnene.
Foran mig stod Stormesteren, Nate og en fremmed kvinde. Kvinden havde langt krøllet rødt hår, et bredt venligt ansigt, egentlig ret køn, og så havde hun det mest underlige tøj på der bestod af en poset brun kjole, med masser af perler på i alle mulige forskellige farver, et gult bånd snoet rundt om livet og et pink sjal om skuldrene. Jeg havde åbenvart stirret på hende, for pludseligt hostede Nate falsk som et tegn på at jeg ikke skulle glo.
”Er du okay?” spurgte Stormesteren med sin blide, trygge stemme.
Jeg nikkede stille, og kiggede bare skiftevis på dem alle tre, der alle kiggede på mig som for at sikre sig at jeg nu var okay. Det var ret akavet, og for at bryde den akavede tavshed udbrød jeg: ”Hvor er jeg?”.
Jeg kiggede mig undrende omkring, og opdagede til min overraskelse at jeg lå i et lyseblåt værelse i en lyseblå seng. Plejede sådanne værelser ikke at være hvide? For jeg kunne godt regne ud at jeg lå i et slags ’hospitalsværelse’. Værelset var stort, og bag et par mørkeblå forhæng kunne jeg skimte nogle senge, dog uden personer i.
”Og hvorfor er alting blåt?” supplerede jeg.
”Tara, dette her er Diversas lægerum,” svarede den fremmede dame med en bestemt, men dog rare stemme, ”Da du faldt, opdagede vi at du var rimelig stresset, og derfor havde fået feber, dog ikke en særlig høj feber, men høj nok til at du besvimede, og måtte indlægges her,” hun gjorde en bevægelse med sin venstre hånd som for at understrege sin pointe, ” alle vore lægerum er blå, da blå betyder fred, ro, harmoni og beskyttelse,” hun tog langsomt armene ind til kroppen igen og hvilede sine øjne på mine.
De var krystalblå.
”Jeg hedder for resten Minerva, og jeg er Diversas øjne,” meddelte hun, hvor hun derefter lavede endnu en håndbevægelse der betød at Minerva og jeg skulle være under fire øjne. Stormesteren nikkede til os begge og gik derefter ud. Nate gik også ud, og jeg kunne mærke hans blik på mig, hvilket fik mine kinder til at blusse let. Da drengene var gået, satte hun sig ved på en mørkeblå stol, ved siden af den blå seng. Hun kiggede hun mig i øjnene og begyndte endnu engang at tale: ”Star, jeg ved at du er forvirret, og derfor vil jeg dele en historie med dig, den historie som delte vores elskede kongerige i tre dele,” jeg kiggede på hende med opspilede øjne, nu kunne jeg endelig få lov at høre om Diversas, og Minerva fortsatte:
”Engang var der et mægtigt kongerige, prægigt og stort.
I kongeriget herskede der en konge, så venlig og kærlig at alle elskede ham.
I hans kongerige levede menneskene side om side som i et kærligt nabolag, dog var alle menneskene ikke helt almindelige. Ser du, folk kom fra alle vegne, og en dag kom en mand fra skoven. Manden havde 3 flasker med noget blåt væske i. Han hævdede at flaskens indhold kunne give dem evner. Evnerne kunne være alt mellem himmel og jord. Han solgte dem til tre forskellige familier, der delte flaskens indhold lige.
Men det som manden havde solgt dem, gav ikke alle gode kræfter.
For alle i familierne fik krystalblå øjne, bortset fra en lille dreng der fik grå.
Grå for tomhed.
Det vidste byens indbyggere dog ikke, de elskede deres nabolag, og levede i harmoni med kongen som deres hersker.
En dag endte kongeriget desværre.
Kongens kone, Delilah, fik et barn, med smukke krystalblå øjne.
Kongen så da sort. Han vidste hvad det betød. Dette barn var ikke hans eget.
Han forviste hende, hendes barn, og alle med krystalblå øjne, selv den lille dreng med de grå, tomme øjne.
De blev forvist til en lille by som kongen også herskede over.
Kongen var dog ikke færdig endnu.
Han skilte sig også af med de fattige, da han kun ville omgås folk af sin egen slags, folk med penge, folk der vidste hvor de hørte til, så derfor byggede han en by uden for deres egen til bønderne.
De tre byer blev derefter kaldt: Superior – de overlegene, Puers – bønderne og Diversas – de anderledes,”

Minerva afsluttede historien med et trist smil og kiggede derefter på mig med sørgmodige øjne, men hun var endnu ikke færdig med at snakke, ”Min evne er viden. Ved din berøring kan jeg se både det gode, og det onde i dig. Jeg kan se din evne, og fortælle dig ting om din fortid, dog kun ting som du har set,”  hun kiggede opmuntrende på mig, og jeg nikkede langsomt til hende, og gav hende min hånd. Jeg indså at hvis jeg skulle blive her, måtte jeg få mine evner at vide.
Da Minerva tog min hånd, så hun først koncentreret ud. Hun lignede en af de dér spåkoner min far plejede at fortælle mig om. Hun koncentrerede sig, og jeg så nervøs efter. Pludseligt, fik hun et vildt blik i øjnene, hun begyndte at svede og hendes lange røde krøller blæste med en usynlig blæst, rundt om hendes ellers så kønne ansigt. Hendes øjne blev hvide. Jeg blev bange, jeg prøvede at trække min hånd tilbage, men hun ville ikke give slip, hendes negle borede sig ind i min hud, og jeg fik tårer i øjnene.
Et skrig hobede sig op i min hals, men lige da jeg skulle til at skrige, blev hendes øjne atter krystalblå og hendes ansigt var atter roligt. Da hendes hænder slap min hånd, træk jeg den forfærdet ind til mig, og holdt den beskyttende ind mod den blå dyne.
Minerva kiggede på mig med et overrasket blik, og sagde derefter: ”Dine kræfter er uvurderlige. De er store, og kan både bringe godt og ondt med sig. Nok de største jeg har set,” jeg glippede med øjnene. Var jeg så kraftfuld? Jeg nåede ikke at snakke videre, da Minerva fortsatte: ”I aften skal du spise med de store. Tara,” hun kiggede på mig med sine store blå øjne, ”du skal spise med stormesteren, og folkene med de største kræfter.” I det øjeblik trådte Nate ind af døren. Han havde en pose i hånden.
Overrumplet af den nye viden, skulle jeg til at rejse mig, men satte mig forfærdet ned igen og trak dynen op over brystet, da jeg opdagede at jeg kun havde undertøj på, ”Nate,” spurgte jeg vredt, ”HVOR ER MIT TØJ?”
Nate var åbenbart upåvirket af min vrede, og kastede bare posen hen til mig, ”Dit tøj er til vask, og din taske er i dit nye værelse,” mit værelse, havde jeg et værelse? Længere nåede jeg ikke, ”I posen ligger der en kjole til i aften, Stormesterens befaling,” han lød kold og ligeglad, men jeg bed ikke mærke i det.

Da Minerva og Nate forsvandt ud af rummet, rejste jeg mig fra sengen, og trådte hen til et spejl bag ved et af forhængene. Jeg tog kjolen ud af posen, og gav den knap nok et blik før jeg tog den på.
Jeg hadede kjoler. Jeg gik altid med hættetrøjer og jeans, men da jeg fik kjolen på, kunne jeg ikke lade være med at kigge på spejlbilledet af mig selv.
Kjolen var mørkeblå, stropløs og sad som malet på mig. Min krop som normalt var lille og spinkel, var nu elegant, og man kunne ane en smule kavaler gang.
Nogen havde åbenbart lagt en toilettaske på en blå skammel ved siden af spejlet, og jeg tøvede ikke et øjeblik med at åbne den. Jeg blev dog en anelse skuffet, da jeg opdagede indholdet.
Tasken indeholdt kun en børste og et par elastikker. Jeg blev dog enig med mig selv om at mit hår lignede troldehår, og redte derfor desperat mit filtrede hår ud, så de velkendte sorte krøller endnu engang lignede sig selv. Jeg lavede hurtigt en lille fletning, tog en elastik, og lod den derefter blande sig med resten af håret. Det bankede på døren, og Nate trådte ind. Jeg vendte mig om, og mødte et syn for guder.
Hans mørke hår sad perfekt, øjnene skinnede som aldrig før og så havde han den flotteste smoking på ever!
Han havde åbenbart lige så travlt med at kigge på mig som jeg havde ved ham, for jeg tog ham i at bruge elevatorblikket på mig, og da han endelig kiggede ind i mine sølvblå øjne rødmede han svagt.
”Star,” spurgte han med sin mest charmerende stemme, ”Vil du gøre mig den ære at følges med mig ned til aftenselskabet?” Han tilbød mig sin arm, og jeg tog den.

__________________________________________________________________________

 

Det var så 8. kapitel :D

Hvilke kræfter tror I hun har? :)

Hvad tror I der sker nu? :P

Og hvad synes I om historien indtil videre? ^.^

~SLWagner og Blue Sky

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...