Den 8. dråbe

Tara er en pige på 15 år.
Hele sit liv har hun boet i Superior, den mest overlegene af de tre byer.
Hun kæmper i al hemmelighed mod diversae, de udstødtes by, sammen med resten af Superiors mandlige indbyggere.
De er udstødte, fordi de er anderledes, men da hun møder drengen Nate opdager hun, at de har mere tilfælles, end hun nogensinde havde forestillet sig.
Hun skal pludseligt tage stilling til en masse ting, som hun ikke troede var mulige.

60Likes
151Kommentarer
3832Visninger
AA

17. Ballet

Der var ikke længe til, at Nate kom og hentede mig, hvilket jeg slet ikke var parat til.
I de sidste par timer havde jeg siddet og kigget ud ad vinduet. Jeg elskede at se på alle de forskellige mennesker i byen, der var ingen der var ens. Nogle med store hatte, andre med små og nogle med ingen hatte. Nogen med lys hud, andre med en mørkere og andre igen med meget mørk hud. Sådan var det med alt: hårfarve, tøjfarve, tøjstil alle var forskellige i den her by, hvilket var noget jeg elskede ved den, for i Superior var der bestemte måder, man skulle se ud på, ellers passede man ikke ind.


Byen var bygget op omkring markedspladsen i midten af byen. Det var der, der altid var liv. På markedspladsen var indgangen til en stor bygning. Jeg var faktisk ikke helt klar over, hvad der var  indeni den store bygning, men jeg vidste dog at den rummede den store balsal, som ballet i aften skulle holdes i. Ellers var den store flotte bygning mig ukendt. Byen var ikke lige så stor som Superior, fordi at man fra mit vindue kunne se enden på byen, og den var ikke langt væk. Der hvor byen endte stod store grantræer, og gjorde så man ikke kunne se videre.
Faktisk var hele byen omringet af kæmpe grantræer, så ingen ville finde den.

Selvom tiden løb fra mig kunne jeg ikke fjerne mine øjne fra byen. Den var så smuk.
"Er du ikke klar endnu?" den spørgende stemme kom fra Lu.
"Nej Lu, det er jeg ikke. Kan jeg ikke bare komme sådan, som jeg er?" Hun kiggede forbløffet på mig.
"Selvfølgelig kan du ikke det! Ville du ikke have noget imod, hvis Nate kom i sit træningstøj? Hvis han ikke havde gjort noget ud af sig selv og lugtede svedigt? Ville du ikke blive ked af det?" Det lød som spørgsmål, men Luanas skrappe stemme gjorde det klart, at det ikke var et spørgsmål, men en ordre på, at jeg skulle gøre mig klar på hendes måde, med kjole og det hele.

Jeg sukkede dybt. Langsomt og beslutsomt gik jeg væk fra vinduet og over i den anden ende af vores rum. Rummet var ikke så stort som i Superior, og der var ikke mere end fire meter hen til skabet.

Skabet rummede mange fine kjoler, både Lu's og mine, da jeg havde brugt de penge jeg havde fået efter krigen på tøj og specielt kjoler, men jeg havde ingen idé om, hvilken jeg skulle vælge. Jeg tog den ene kjole ud efter den anden,men der var bare ingen, jeg havde lyst til at bære.
"Kan du ikke finde en kjole?" Luana kiggede spørgende på mig, jeg svarede hende med et lille ryst på hovedet.

Jeg tror grunden til mit pludselige skeptiske syn på hele festen skyldes, at jeg var bange for om Nate kunne lide mig. Hvorfor skulle han kunne lide mig, lille spinkle mig? Jeg gik ud fra, at næsten alle i byen var forelsket i Nate, hvilket irriterede mig. Hvad var hans grund til, at han inviterede mig med til festen, når pigerne stod i kø for ham?

Mit fokus kom tilbage til virkeligheden, da Lu åbnede en taske der lå på sengen. Op af tasken trak hun den flotteste kjole, jeg nogensinde havde set. Den var elegant og smuk. Selve kjolen var sort pga. de sorte perler, der prydede kjolen. Iblandt de sorte sten var der nogen enkelte mørkeblå sten. Dens figur var lige over knæet og skulle sidde tæt ind til kroppen.
Den var fantastisk, helt min stil!

Et hvin forlod min mund. "Lu den er smuk! Hvor har du den fra?"
Min glæde forsvandt langsomt, da jeg kom i tanke om, at det var hendes kjole og ikke min. Det undrede mig dog bare, at kjolen var så lille. Luana var ikke stor, tværtimod, men hun var høj og havde flotte former.
"Det håbede jeg du ville sige! Den kommer til at passe dig perfekt!"
Forvirret kiggede jeg på hende passe mig? "Lu..." Hun afbrød mig hurtigt: "Skynd dig nu bare at prøve den på, jeg kan næsten ikke vente!"


Jeg skyndte mig ud i badet. Det tog mig ikke mere end fem minutter for mig. Jeg hoppede hurtigt i kjolen. Den passede perfekt! Mit våde hår satte jeg hurtigt op i en knold, den var ikke køn, men det gik nok også, det var, jo kun Lu der skulle se mig med den. Jeg løb, så hurtigt man nu kan i en stram, kort kjole, ud til Luana. Jeg var så glad for kjolen, den gjorde også, at mine næsten ikke-eksisterende former tydeligere. Det var et mirakel for mig og min krop! 

”Du ser så smuk ud, jeg er altså bare så god til finde kjoler!” Luanas ansigt lyste op i et smil, da hun så mig, og hun tilføjede da også et piget hvin.
”Tak for det Lu!” Jeg gik hurtigt over til hende og gav hende et kram.
”Så skal der sættes hår!” Hendes blik var blevet ivrigt, jeg kiggede på hende og sagde: ”Vil du det? Det er sødt af dig! Men Lu, tror du kjolen er god nok til i aften?”
Inderst inde mente jeg jo ikke 'i aften', men Nate derimod. Hvad nu hvis den ikke faldt i hans smag? Hvad hvis han ikke ville følges med mig alligevel?
Mit spørgsmål så skam også ud til at overraske hende, og hun læste mig som en åben bog. 
”Selvfølgelig!” Jeg smilede taknemmeligt til hende. ”Hvis ikke skal jeg nok få ham til at skifte mening. ” Jeg grinede af hendes tilføjelse.


Det var mig en glæde at høre Luanas mening, for jeg vidste hun aldrig ville lyve for mig.
”Så er du færdig.” Jeg takkede Luana for at have gjort mig klar, men jeg måtte indrømme, at jeg ikke troede, det ville tage så lang tid at sætte mit hår. 
Jeg tog et hurtigt kig i spejlet. 
Mine elskede krøller var blevet glattet, og så havde Lu lavet en fletning kaldet vandfald i min højre side. Jeg lagde hurtigt en smule eyeliner og mascara, hvilket var meget i forhold til at jeg aldrig brugte noget makeup.

Det bankede på døren, hvilket fik mig til at skynde mig hen at åbne. Udenfor stod Nate. Han var smuk, meget smuk. Hans smoking sad som støbt på ham, og de krystalblå øjne skinnede som aldrig før. Jeg vidste at Nate normal var køn, men det var intet i forhold til ham nu.

”Jamen hej til dig også. Du må godt lukke munden nu,” Nates kommentar gjorde min opmærksom på, at jeg havde stået med åben mund og stirrede på ham. Han grinede smørret og sødt af mig, hvilket fik varmen til at stige op i mine kinder. Jeg rødmede.
”Men jeg må sige, at du også ser dejlig ud,” Nate betragtede mig, det kunne tydeligt ses, at han godt kunne lide mit udsende, da hans kinder også fik en rødlig farve.
For at sørge for at jeg ikke var den eneste der blev pinligt berørt, tilføjede jeg: ”Når du er færdig med at betragte mig, kan vi så komme videre?” Nate stivnede, men sagde så: ”Ja lad os det.” Han tilbød mig sin arm, og jeg tog i mod den.


Døren var åben ind til den store balsal. Det var overvældende, næsten alt inde i rummet var beklædt med guld og sølv. Loftet var nok det smukkeste i rummet. Der var malet en masse malerier oppe i loftet, og det eneste der skilte dem fra hinanden, var guldstreger.
Rummet var fuldt med mennesker, men det gjorde ikke intet.

Nate fulgte mig ind, og jeg betragtede alle beboerne indgående. De fleste så ud til at hygge sig. Nogle dansede, andre spiste, der var også enkelte par, der sad over i hjørnerne og kyssede.
”Skal vi tage noget at spise?” Jeg besvarede Nates spørgsmål med et nik, da jeg godt kunne mærke sulten gnave, dog stadig med blikket rettet på alle de andre.

Efter vi havde ventet i lang tid på vores mad, fik vi den endelig, og satte os ned.
Min tallerken bestod mest af grønsager og kartofler, hvorimod Nate havde skovlet kød på sin.
”Jeg har ledt efter dig overalt, jeg troede vi skulle følges?” Jeg kiggede forvirret op på Drew, der pludseligt stod bagved mig.
”Det  havde vi da ikke aftalt?”
Drew rystede på hovedet, ”nej, jeg troede bare, at det var noget vi gjorde.” Jeg skulle til at forklare det hele, da Nate kom mig i forvejen: ”Nå men det skulle i så ikke. Og fremover kommer i nok ikke til det, nu hvor jeg er her."

Uden yderligere ord, rejste Nate sig og trak mig væk, væk fra Drew.
Hvorfor talte de sådan til hinanden? Jeg kiggede efter Drew, men han havde allerede vendt sig om. 
”Vil du danse?” Jeg kiggede forbløffet op i Nates øjne.
Hvad skulle jeg svare? Den ene del af mig havde lyst til at løbe tilbage til Drew, den anden ville hellere blive her med Nate. Uden at tænke nærmere over det nikkede jeg, og jeg blev ført ud på dansegulvet.

Da sangen sluttede, kunne jeg stadig ikke få Drew ud af mit hoved. En ny sang begyndte, den var mere stille, hvilket betød at man dansede tæt.
Mine tanker dræbte mig, hvilket fik mig til at trække mig fra ham og udbryde: ”Hvorfor sagde du det?” Det kom bag på ham, hvis man bedømte hans ansigtsudtryk.
Han fik dog hurtigt styr på sig selv og sagde ligegyldigt: ”Sagde hvad?”
Det irriterede mig, at Nate altid skulle opføre sig så overlegent, så jeg sagde koldt: ”Hvorfor sagde du det til Drew, når han havde ikke gjort dig noget?” Nate kiggede mig ind i øjnene, de var så venlige, hans øjne, så venlige at de næsten fik mig til at glemme det han havde sagt.

”Det er rigtigt, han ikke gjorde mig noget..” Nates ord overraskede mig, og jeg skulle lige til at tilgive ham, da han fortsatte sin sætning: ”Men han gjorde dig noget, han opfører sig altid, som om han ejer dig,” Nates stemme var bedrøvet og blød. En af hans fingre strejfede mine læber, hvorefter den fjernede et hår, der havde revet sig løst, fra mit ansigt.
Hans berøringer gav mig kuldegysninger, men jeg kunne ikke bedømme om de var positive eller negative.

Nates ansigt nærmede sig langsomt mig, og da hans læber nærmede sig mine, skubbede jeg ham hurtigt væk. Jeg kendte jo ikke Nate, jeg kendte ikke engang hans efternavn. Og det fik mig til at spærre mine øjne yderligere op. Hvad lavede jeg egentlig?
Det skræmte mig, at jeg var så tæt på at kysse en, jeg ikke havde kendt i mere end to måneder. Han virkede venlig, men hvad nu hvis det bare var en facade? Desuden kendte jeg intet til hans kærlighedsliv, hvilket overraskende nok irriterede mig.

Nate var blevet forbavset over min pludselig reaktion, og så et øjeblik såret ud. ”Hvad er der galt, Star?” Vreden buldrede op i mig, da han sagde mit kælenavn, han havde ingen ret til det, ligesom han ingen ret havde til at tale grimt til min bedste ven.

”Nu skal du høre engang, Nate. Du skal ikke komme her og tro, at du kan gøre med mig hvad du vil! Hvordan kan du tro, at jeg ville lade dig tale så grimt til min bedste ven? Hvor kender du overhovedet mit kælenavn fra? Fra nu af skal du ikke våge at tale grimt til eller om min bedste ven, eller kalde mig ved mit kælenavn! Du kan ikke bare splitte ham og jeg ad, fordi du føler dig truet, eller hvad du nu føler!” Min stemme var blevet iskold og hård, og det så ud til at Nate mistede fatningen, men han var hurtigt tilbage igen.

”Nu skal jeg fortælle dig en ting! Kan du huske dengang du kom her til? Hvem hjalp dig herover? Mig, ikke din bedste ven. Hvem var du ved at kysse? Mig, ikke din bedste ven. Hvem kom du til, da du havde brug for hjælp? Mig igen! Kan du ikke se det, Tara? Eller er du bare så dum, at du ikke kan indse, at det hele tid har været dig der har hængt på mig, og ikke omvendt? Kan du ikke se, at det eneste du er for mig er belastende?” Nates svar var hårdt, og mere koldt end jeg havde forventet. Svaret fik det til at fryse indeni. Jeg blev helt kold, hvordan kunne han sige det?

Nate nærmede sig mig. Jeg gik i panik, jeg anede jo ikke hvem han var, det havde han selv lige påpeget! Hvem vidste, hvad han nu kunne finde på?
Jeg ville løbe, skrige, græde, men jeg var som frosset fast. Det var umuligt for mig at bevæge. Hvorfor gjorde han det i mod mig?
Hvorfor lærte vi ikke hinanden at kende på en almindelig måde? Svaret kom indefra, du er ikke almindelig.
Han stod nu ikke længere fra mig, end at hvis han bukkede sig en smule frem så ville hans hoved ramme mit. Han gik en smule tættere jeg lukkede mine øjne.

”Fjern dig fra hende!” Jeg åbnede langsomt mine øjne, foran mig stod Drew. Nate lignede ikke en der var overrasket over at se ham. ”Selvfølgelig kommer du nu. Du kommer altid, som en helt, og prøver altid at gøre dig selv meget bedre end alle andre.” Nates forsøg på at ramme Drew mislykkedes, og Drew svarede ham bare koldt: ”Gå.”
Heldigvis adlød Nate ham. Da han var forsvundet ud ad syne, lagde jeg pludselig mærke til den store skare af mennesker, der havde samlet sig rundt om Nate, jeg og Drew. Drew havde også lagt mærke til det, for i samme øjeblik sagde han: "Forestillingen er slut, der er ikke mere at se på her.”


Efter det, løb Drew hen til mig og gav mig et langt og varmt kram.
”Undskyld,” jeg blev ved med at gentage mig selv: ”Undskyld, undskyld, undskyld…. Jeg... Jeg.... Undskyld,” tårerne var begyndt at løbe ned af kinderne på mig, og Drew strøg mig blidt over håret. ”Så, så rolig nu.”
Det gik op mig, at vi stod og dansede. Jeg lagde mine arme rund om Drews hals og lagde mit hoved fordybningen ved hans bryst. Drew kyssede mig blidt på panden igen og igen, hvilket til sidst fik mig til at stoppe med at græde.

Vi stod og dansede langsomt og roligt i lang tid, før jeg fik øje på Nate igen. Han sad og grinede, det var ikke til at tage fejl af, for han grinede altid med et skævt smil om munden.
Det var dog ikke det, der endnu engang fik mit indre til at fryse til is, det var pigen der sad ved siden af.

Hun havde et langt lyst hår, var gyldenbrun i huden. Hun var køn, meget køn, men det der irriterede mig mest ved hende, var dog hendes flotte figur. Hun var meget mere udviklet, end jeg nogensinde ville blive.
En anden ting der irriterede mig ved hende var, at hun havde sin hånd på Nates lår.
Jeg prøvede på at kigge væk, men mine øjne var klistret fast til dem, og intet kunne forhindre mig i at se hende læne sig ind over Nate og kysse ham lidenskabeligt. Kysse udviklede sig, og heldigvis blev jeg endelig i stand til at flytte mit blik fra dem. Jeg var i smerter, men jeg havde aldrig prøvet disse slags smerter, og dem kunne ingen have forberedt mig på. Jeg fjernede mine hænder fra Drews nakke, tog i stedet hans hænder og førte dem blidt rundt om mit liv. Derefter lagde jeg endnu engang mine arme omkring Drews hals.

Jeg kiggede op på Drew og beundrede hans øjne. ”Er du okay, Star?” Jeg kiggede ham dybt i øjnene, ingen af os brød øjenkontakten, men det var der noget andet der gjorde. Et brag lød fra indgangen.
Vi kiggede begge mod bagindgangen, hvor lyden kom fra, og der stod Abbadon med 5 af hans dråber bag ham. De havde alle iført sig jakkesæt, så man nu havde frit syn til deres ansiter. 
Den sidste dråbe stod ved siden af Abbadon. Jeg ville nok skyde på han var omkring de nitten. Han havde et kulsort hår, der var så sort, at det nærmest virkede urealistisk.
Hans hår blev også kun mørkere af hans lyse hud, som ikke bare var lys, men næsten helt hvid. Ud over det havde han nogle brede skuldre, men var alligevel slankt bygget.
Og ingen tvivl om at han var køn, hans kæbe var utrolig markeret, og så havde han sølv øjne, og da jeg kiggede nærmere opdagede jeg at de alle havde sølv eller grå øjne.
Abbadon havde den mørkeste øjenfarve af alle sammen. Den var så mørk, at man nærmest ikke kunne se forskel på pupillen og irisen.

Alle var stivnet, men nogen af de forreste kom dog til sig selv og løb mod Abbadon, men han bankede bare sin stav i jorden, og alle der nærmede ham blev skubbet ud til siden. Faktisk blev alle skubbet ud til siden, alle undtagen mig. Et skrig forlod min mund, nu var jeg helt alene, selv Drew var blevet skubbet væk fra mig, men det var dog tydeligt at se, at det ikke var med hans gode vilje. Han bankede endnu engang med staven, og jeg blev trukket af en usynlig kræft hen mod ham, så der til sidst ikke var mere end 5 meter imellem os.


Det føltes næsten som om, jeg stod alene med Abbadon, og ingen kunne hjælpe mig nu.
”Så mødes vi igen Tara. Jeg må indrømme jeg har savnet dig,” hans stemme virkede venlig, men jeg vidste at det bare var en facade, at han indeni var ondskaben selv.
”Så må jeg desværre meddele, at jeg ikke har savnet dig det mindste.” Min stemme var hård, hårdere end jeg havde forventet. Jeg havde regnet med at den ville ryste, men det gjorde den ikke.

”Det er også lige meget, vi kender ikke hinanden endnu. Men jeg har en du skal møde,” Det lød som om Abbadon nød denne samtale, modsat mig.
”Jeg vil ikke møde nogen!” Min stemme begyndte at ryste en smule, hvilket tydeligt viste min svaghed. Jeg forbandede mig selv, mens Abbadon pegede mod drengen ved hans side,
”Dette er Ren. Han er formskifter. Ud over det er han den 7. dråbe, og man må sige, at han har et fantastisk udseende…” Jeg afbrød hurtigt Abbaon, hvorfor fortalte han mig om drengen?: ”Jeg er ligeglad med ham, han er ikke i min interesse!” Mit svar var bestemt, men det lod Abbadon ikke til at kunne se, for han morede sig bare.

Mit blik var limet fast på Ren, hvilket Rens blik også var på mig, ikke engang Abbadons forsættels med sin introduktion af Ren, fik mig til at stoppe med at kigge på ham: "Jo, det tror jeg nu han er, altså i din interesse, i kommer nemlig til at lære hinanden endnu bedre at kende, for Ren bliver din ægtemand!”


__________________________________________________________________________

Heii mennesker! :3
Er ked af at der er gået så lang tid siden sidste kapitel, men vi har begge haft ekstremt travlt.
Vi regner med at der kommer flere kapitler hurtigst muligt, og at de bliver en del længere end de forrige!
Godt nytår og kom gerne med ris eller ros, for det elsker vi!

- SLWagner og Blue Sky ^.^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...