Den 8. dråbe

Tara er en pige på 15 år.
Hele sit liv har hun boet i Superior, den mest overlegene af de tre byer.
Hun kæmper i al hemmelighed mod diversae, de udstødtes by, sammen med resten af Superiors mandlige indbyggere.
De er udstødte, fordi de er anderledes, men da hun møder drengen Nate opdager hun, at de har mere tilfælles, end hun nogensinde havde forestillet sig.
Hun skal pludseligt tage stilling til en masse ting, som hun ikke troede var mulige.

60Likes
151Kommentarer
3900Visninger
AA

6. Arma

Da jeg nåede til Superior, klatrede jeg ind i gennem det velkendte hul i muren, heldigvis uden skrammer. Muren var blevet opgraderet dagen før, og havde nu fået stødhegn hele vejen rundt på toppen af den. Et øjeblik så jeg mig selv ligge nede på jorden, død af strømmen i hegnet. Jeg rystede på hovedet af tankerne, og fortsatte mod mit mål. Det var Superiors våben- og overlevningscenter kaldet Arma. Der kunne jeg finde det jeg skulle bruge, i kampen mod naturen. For jeg havde ikke tænkt på at blive i byen, det kunne jeg ikke. Og hvis jeg havde haft en mulighed, havde jeg sagt nej tak. Superior ville aldrig komme til at føles som hjem igen.

En høj bygning rejste sig i horisonten, den var kugleformet. Om dagen spejlede solens stråler i glasset, som bygningen var lavet af, men om natten var den sort og intetsigende. Jeg smilede for mig selv, for jeg havde altid drømt om at komme derind. Jeg havde dog aldrig forudset, at jeg skulle gøre det ulovligt. 

Jeg kom ind via en affaldsskakt, og en ubehagelig følelse der dukkede op i min næse, skyldes stanken fra affaldet. Jeg stivnede midt i en bevægelse, da jeg hørte stemmer. Et lettet suk forlod min mund, da jeg fandt ud af, at stemmerne kom ovenfra. "Hvad var det?" den dybe stemme fjernede min lettelse, og erstattede den med frygt. Hvordan kunne jeg være så dum at sukke højlydt? Tankerne om, at jeg blev opdaget, og senere henrettet, pga. et lettet suk, skræmte mig, og irriteret på mig selv fortsatte jeg mod mit mål, våbenrummet.

Stille og roligt listede jeg rundt om hjørnet og ind i våbenrummet. Som navnet hentyder til var rummet fyldt med våben, der var sværd, knive, hammere, pistoler, sabler, økser, armbrøster, og buer. Jeg havde aldrig lært at bruge våben, så jeg tog hurtigt dem jeg kunne bruge med mig. Jeg tog tre knive, et pilekogger, en bue og et lille sværd. Hurtigt fortsatte jeg med det overlevelsesudstyr, som jeg havde brug for. Jeg fandt noget til at lave ild med, tyve dåser mad og femten flasker vand. Til mit held fandt jeg også noget toiletpapir, og stoppede det ned i min rygsæk, derefter lukkede jeg den. Da jeg var på vej om hjørnet, gik det op for mig, at jeg havde glemt en sovepose. Jeg skyndte mig tilbage, greb lydløst en og tog den under armen.

Da jeg endnu engang var på vej ud, ramte jeg en reol med sværd, som selvfølgelig væltede. Den høje klirren, fik mig til at stivne. Hårrene på mine arme rejste sig, da der fra gangen lød skridt. Folk råbte: "Alarm! Alarm! Indtrængning i våben rummet! ALARM! Sikre alle udgange!"
Jeg forsøgte at komme ud, men den eneste vej ud, var rundt om hjørnet, og der kom endnu flere mænd indad. 

"Overgiv dig, og der vil dig intet ske!" Den kolde fine tone irriterede mig grænseløs. Af ren refleks tog jeg et sværd, der var røget ud af skabet. Hurtigt svang jeg sværdet, og ramte en formel mand lige på benet. Han udstødt et brøl af smerte, og jeg snuppede hurtigt nogle knive han havde i bæltet, og kastede dem efter den næste mand, der kom løbende i mod mig. Jeg sigtede efter hans ben, da jeg ikke ønskede at dræbe nogen. 

Jeg kastede mig ned i risten, og kravlede så hurtigt som muligt mod udgangen. Blodet pumpede rundt i min krop, og det var kun pga. andrelinen, jeg havde handlet, som jeg havde. Da jeg kom ud af tunnelen lagde jeg mig på jorden. Et stik gik gennem min hofte, jeg kiggede ned af mig selv, og opdagede en pil i min hofte. Et støn af smerte forlod min mund, og jeg kæmpede for ikke at imødekomme besvimelsens grådige favn. Jeg kæmpede mig op at stå, og haltede imod åbningen i muren, så forsigtigt som det var muligt, med pilen i min hofte. 

Alarmen i baggrunden gjorde mig nervøs, men jeg var allerede nået til skovbrynet, så jeg havde intet at frygte. Jeg lagde mig øm ned på græsset. Roligt rørte jeg ved pilen, men trak dog hurtigt hånden tilbage af smerte. En lyd fra skoven afbrød mig, havde de allerede fundet mig? Var det nu jeg skulle dø? Jeg kneb mine øjne sammen.
"Jeg tror ikke det der er så smart at ligge dér," forvirret kiggede jeg op mod person, hvorfra den smukke stemme kom fra. Det var drengen, jeg havde reddet og havde skånet mig.
"Hvad laver du her?" min stemme virkede irriteret over hans nærvær, men jeg havde det helt anderledes. Hans nærvær fik mig til at føle mig tryg.
Han rynkede på næsen: "Jeg redder dig, for tydelig vis kan du ikke passe dig selv!" Jeg kiggede forvirret på ham: "Hvad mener du?" Han så opgivende på mig: "Du kunne bare ikke lade være med at sætte alarmen igang, da du var derinde i våbenrummet, vel
?" Jeg så spørgende på ham, hvordan kunne han vide det? Som om han havde regnet ud, hvad jeg ville spørge ham om, svarede han på mit spørgsmål: "Jeg har holdt godt øje med dig det seneste døgn, og før du flipper ud over det, så husk, at du har brug for min hjælp," han pegede mod min hofte. "Hvad kan du da gøre?" Jeg kiggede spørgende på ham. 

 

 

Han gik hen mod mig, og det undrede mig, at jeg ikke forhindrede ham i det, da han rørte ved min bluse. Elegant og hurtigt tog han min bluse op over navlen, og hans lange finger rørte blidt min hud. Der hvor hans hænder havde været, brændte på en behagelig måde.
Jeg kiggede beundrende på ham. Hans ansigt viste, at han var fuldt koncentreret, han bed sig let i læben, og det sendte forkerte signaler rundt i min krop. En kildrende følelse fik mig til at kigge ned mod min hofte. Forundret åbnede jeg min mund. Såret var næsten væk: "Hvordan?" Han grinede af mig.
"Luk munden søde, og med hensyn til dit sår, så kunne du bare kigge, i stedet for at betragte mig. Men jeg må indrømme, at jeg godt forstår dig," han blinkede til mig, hvilket fik mig til at rødme. "Har du aldrig hørt at ydmyghed er en dyd?" mumlede jeg. Han kiggede overrasket på mig: "Vil du med til Diversas eller vil du kritisere mig hele dagen?" Jeg kiggede op ham."Det vil jeg gerne, men jeg følges ikke med helt fremmede, så må jeg få dit navn?"

"Flirter du med mig?" Han kiggede undersøgende på mig, men fortsatte så: "Jeg hedder Nate, og du hedder Tara," han smillede skævt til mig. Jeg daskede drillende til ham som jeg plejede at gøre ved Drew når han sagde noget dumt, og sagde så surt: "Skal vi komme videre?"

_______________________________________________________________________

Det var så 6. kapitel af Den 8. Dråbe!
Vi håber at i finder det godt, og at i smider en kommentar eller et like!

- SLWagner og Blue Sky ^.^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...