Behind the mask

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2013
  • Opdateret: 7 nov. 2013
  • Status: Igang
Amalia Stone. Det var hendes navn, dengang hun stadig kunne stå ved det. Dengang hun stadig vidste, hvem hun var. Det er anderledes nu. Hun er ikke længere en person. Hun er flere. Hendes personlighed er splittet over den hun er, den hun gerne vil være, den hun frygter at være og den hun bliver tvunget til at være. Efter hendes mor pludselig svigt, er den syttenårige Amalia ladt tilbage med sin voldelige far, der ikke holder sine frustrationer tilbage, men i stedet lader dem gå ud over Amalia. Men alle har deres grænser. Der kommer et tidspunkt, hvor man ikke længere er en person. Man er et objekt. // Mit bidrag til 'Vold i familien'-konkurrencen.

19Likes
6Kommentarer
1183Visninger
AA

3. Virkelighedens mareridt

Blod.

Alt jeg kunne se var blodet. Det kunne ikke have været mere end en enkelt dråbe, men den var alt mine øjne kunne se. Det røde spor den efterlod bag sig, som den langsomt strøg over hendes kind, indtil den slap det sidste desperate greb på hende hud og faldt til jorden med et brag, som jeg sværgede ikke blot var noget, jeg forstillede mig. Mit blik var plettet med rødt, og knuden, der havde dannet sig i min strube, gjorde det umuligt at få en lyd over mine læber. Mine lemmer var stivnet i en position, der hverken var komfortable eller ukomfortable. Den var der bare. Jeg havde ikke længere nogen kontrol. Alt jeg kunne gøre var at se på.

Se på mens hans aggressive greb omkring hendes arme strammede sig kortvarigt, og en svag klynken slap over hendes læber. Hendes hoved var vendt væk fra ham, som hun nægtede at møde hans øjne. Nægtede at lade ham se smerten, der var så tydelig fra, hvor jeg stod gemt i døråbningen. Nægtede at lade ham se, hvordan tårerne havde løsrevet sig fra hendes øjenkrog og lydløst faldt over hendes kinder. Den nydelse nægtede hun at give ham, og jeg forstod det ikke. Hun gjorde det kun værre.

Hendes læber var presset stramt sammen, og ikke en lyd mere svandt over dem. Han snakkede. Råbte. Jeg kunne ikke høre hans ord, fordi de eksisterede ikke. Alt jeg kunne høre var lyden af, hendes tårer der løsrev sig fra hendes kinder og endte på gulvet. Hans hænder ruskede hendes krop hårdt, og selv fra mit skjul var stanken af alkohol tydelig, da han åbnede munden og flere uforståelige ord var til at høre fra ham. Det var, da han slap sit tag i hendes arme ved at skubbe hende hårdt imod væggen. Hun nåede aldrig at reagere, før jeg havde udbrudt en grådkvalt lyd og løbet gennem stuen til hende sammenkrøbne skikkelse. Min mors skikkelse.

Hun nåede aldrig at reagere, før hans hænder lukkede sig stramt omkring mine arme og hankede mig væk. Jeg mærkede næsten ikke smerten, der langsomt spredte sig i min arm, da han skubbede mig fra sig med en kraft, der sendte mig imod gulvet. End ikke en grådkvalt lyd nåede over mine læber, før jeg var samlet op af et par forsigtige arme og båret tilbage til det mørke værelse, jeg havde forladt ikke mange minutter tidligere. Jeg mærkede dynen blive lagt omkring mig, og et kys blev placeret på min pande, men da jeg åbnede øjnene, kunne jeg kun se en ting.

Blodet.

Det virkelige mareridt startede først, da mine øjne åbnede sig med et panisk gisp. Mit hjerte hamrede hårdt imod mine ribben, og mine øjne langsomt begyndte at vende sig til mørket. Min rystende krop var dækket af sved, der fik min T-shirt til at klæbe sig til min hud. Jeg vidste, at det ikke havde været et mareridt. Ikke som sådan. Måske havde denne præcise scene aldrig udspillet sig, men lignende havde, og det var, hvad jeg levede med. For mig var dette virkeligheden. En virkelighed, jeg var tvunget til at gense og føle hver eneste evige dag.

Tårerne trillede allerede ned af mine kinder, da jeg satte mig op. Præcis, som de gjorde hver morgen.

 I et forsøg på at dæmpe de hulk, jeg allerede vidste var på vej, vendte jeg mig forsigtigt om på maven og lod mit hoved begrave i puden. Hulkene startede få sekunder efter, og deres kræfter gennemrystede min krop, indtil jeg var et skælvende, hulkende rod. Mine skuldre rystede faretruende, imens puden forhåbentligt dæmpede lydene af de små hulk, som slap over mine let adskilte læber.

Det bløde betræk, som omgav puden, føltes rart og koldt imod mit ansigt på trods af, at jeg tydeligt kunne mærke spor efter tårerne, som havde endt deres rejse med at glide ind i det bløde, rare stof. Sådan lå jeg lidt, det kunne ikke have været mere end et par minutter, med hoved begravet i puden og skuldrene rystende.

Først efter adskillige minutters lydløse tårer var jeg i stand til at ryste synerne af mig og komme nogenlunde tilbage til mig selv. Med lydløse, skælvende skridt bevægede jeg mig igennem værelset for at nå ud til badeværelset. Mine øjne undgik bevidst de oplyste tal på mit elektroniske vækkeur på sengebordet. Jeg var ganske klar over, at jeg var for sent oppe.

Mine fingre søgte tøvende efter kontakten på æggen og klikkede derefter på den og lyset tændtes. Mine ben skælvede faretruende under mig, og mine arme greb desperat efter noget at holde fat i, men fandt intet. Med et bump gav mine ben efter under mig, og jeg sank sammen på gulvet, mens tårerne endnu engang viste sig i mine øjne. Benene blev let trukket op foran mig, og mine arme lagde sig beskyttende omkring dem i et naivt håb om at det ville beskytte mig for, hvad verden end bragte med sig, men det vidste jeg godt, det ikke ville inderst inde.

Dagen ville udfolde sig som sædvanligt. Et enkelt blik ville blive kastet mod mig når jeg trådte ind i klassen, jeg ville ikke høre efter, min lærer ville bede tale med mig efter timerne, hvor hun ved lejligheden ville spørge om der var noget hun kunne gøre for at hjælpe og om der var noget galt. Jeg ville svare at alt var fint, inden jeg ville flygte ud af hendes synsvinkel. Sådan gik dagene sin gang. Intet nyt skete, alt var ved det gamle.

Forsigtigt slækkede jeg mit tag omkring mine ben, inden jeg, ved hjælp af vasken, kom på benene. Min øjne var let presset i og det tog mig flere dybe vejrtrækninger, inden jeg endelig fik samlet modet til at åbne dem. Synet i spejlet kom ikke bag på mig, det gjorde det aldrig, alligevel måtte jeg altid samle mod inden jeg kiggede i det.

Mit glatte brune hår bølgede omkring mine skuldre og på trods af at jeg lige var stået op stak kun enkelte totter vildfarent ud. Mine brune øjne var matte og blodskudte, hvilket de var næsten hver morgen. Lige under mit øje sås stadig rester af den tynde mascara jeg altid brugte, som det eneste makeup, og små sorte linje havde også tegnet sig over mine kinder. Det eneste stykke stof som dækkede min tynde og spinkle krop var den tynde sorte silkenatkjole på stropper, men ellers var jeg ikke iført andet.

Efter en dyb indånding, blev vandhanen tændt, og jeg fik klasket noget vand i hoved. Det tog mig flere minutter at få mit ansigt til bare at se nogenlunde normalt ud igen. Derefter blev et meget tyndt lag mascara lagt på mine øjenvipper, hvorefter jeg kort lod en børste køre igennem mit fine tynde chokolade brune hår, og samlede det i den sædvanlige hestehale på ryggen.

Mine skridt var lydløse og tøvende, da jeg bevægede mig ind på mit værelse. Hele tiden var min opmærksomhed mod gulvet så jeg ikke trådte på de brædder der knirkede. Han måtte ikke høre mig endnu. Jeg fortsatte hurtigt over til mit skab, hvor jeg allerede havde lagt tøj frem til i dag. Efter at have trukket natkjolen af, så min alt for tynde krop var synlig, lod jeg hurtigt min hånd fange den sorte T-shirt som lå på skabet og fik den trukket over hovedet. Derefter trak jeg hurtigt i et par jeans, hvorefter jeg rakte ud efter den sorte hættetrøje som hang på min dør.

Hættetrøjen var for stor, hvilket den altid havde været. Ikke meget for stor men lidt. Jeg havde købt den i den naive tro om, at folk så ikke ville bemærke mig. At den ville kunne skjule mig for, hvad jeg skulle skjule mig fra. Det havde selvfølgelig ikke virket. Om end ikke andet havde jeg den altid på, fordi den bragte mig bare en lille smule tryghed. I det samme kunne jeg høre noget rumstering nedenunder. En panisk angst rev i min krop, i det samme som jeg spænede igennem værelset, ligegyldig med hvilket brædder der knirkede. Han vidste allerede jeg var oppe. Jeg tøvede kort ved døren, selvom den tøven blev kort, da hans råben lød nede fra køkkenet.

Det tog endnu en dyb indånding, før jeg åbnede døren og gik nedenunder.

***

”Hvorfor er du først oppe nu?” hans stemme emmede af en vrede, jeg aldrig havde lært at forstå, og alkoholen lugtede langt væk fra hans ånde. Den friske flaske whisky, der tvang mig til at holde en rynken på næsen tilbage i frygt for hans reaktion, havde nok allerede mødt sit endeligt timer siden på trods af, klokken knap havde slået syv. Hans udstødte en gryntende lyd, som jeg havde hørt så mange gange forinden. Slaget var ikke præcist og ville ikke efterlade andet end en dulmende smerte på min kæbe, som en påmindelse om mine mange fejltagelser. Tålmodigt ventede jeg på lyden af den knirkende stol, og faren var drevet over.

For nu.

”Få så lavet noget ædelse.”

Panderne klirrede snart i køkkenet, som jeg startede mit daglige forsøg på en tilfredsstillende morgenmad. Det var en af de bedre dage. Toasten var næsten ikke brændt, og gårdagens indkøb havde inkluderet øl, som var næsten kold fra det køleskab, der kun virkede, når pengene var til det, kunne serveres sammen med den ristede toast kort tid senere.

Mit blik fulgte hver eneste af hans bevægelser, som han undersøgte maden fra alle sider og kanter med vurderende øjne. Først efter den accepterende gryntende lyd hørtes fra ham, kunne jeg udånde det åndedræt, jeg instinktivt havde holdt tilbage og give mig i kast med min egen morgenmad.

Vi spiste i stilhed, som vi altid gjorde. Vi ventede på det uundgåelige. Det var næsten det værste. Ventetiden. Som en, der blot ventede på at blive dømt og modtage sin straf. En slagtegris, der blot ventede på det endelige slag. Slagene var slemme som sådan. Ikke altid. De havde altid været der, og han var for det meste for fuld til at kunne ramme ordenligt.

Ansigtet var dog altid fri fra hans almindelige voldeligheder. Dette gemte han til ualmindelige, særlige begivenheder, som dengang min mor forlod os, og jeg ikke havde kunne vise mig uden for vores hoveddør i flere uger, fordi mit ansigt var så hævet.

Jeg var 7 år gammel dengang og forstod ikke, hvordan verden hang sammen.

Jeg var 17 år gammel den dag i dag, og jeg forstod stadig ikke, hvordan tingene hang sammen. Alt jeg vidste, var det uundgåelige.

”Amalia, vi havde en aftale. En meget simpel aftale. Morgenmad på bordet klokken syv, og ikke engang det kunne du klare!? Du er en forkælet møgunge, er hvad, du er! Du bor under mit tag! Spiser min mad! Går i tøj, jeg har købt til dig! Lær noget respekt!”

Jeg bad de modsættende argumenter og hårde ord på min tunge i mig og kiggede ned i jorden med skamfyldte øjne, som jeg vidste var, hvad han ønskede, jeg skulle gøre. Mit svar var det samme som altid. Det eneste han ville høre.

”Undskyld, far. Tilgiv mig?”

Og hans svar var det samme som altid. Det eneste han ville give.

”Det ved du godt, jeg ikke kan, Amalia skat. Opfører man sig som en tæve, må man straffes som en tæve.”

Det blev 10 slag, denne gang perfekt placeret imod min nedre ryg. Ikke blot den slags, der ville efterlade dulmende smerte. Dette ville efterlade mærker, der ville gøre en rolig nattesøvn umuligt de næste par uger. 10 slag. Et for hver af de minutter, jeg var kommet for sent op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...